Af de syv bevarede gyldne altre fra det nuværende Danmark er kun eksemplarerne i Sahl og Stadil endnu at finde i de kirker, hvortil de oprindelig blev lavet. De øvrige befinder sig i Nationalmuseet, hvor de kaster glans over den permanente middelalderudstilling. Sahl-alteret er fremstillet o. 1200-1225 og er et helstøbt og forunderligt velbevaret stykke kunsthåndværk, der selv i en international kontekst hæver sig op. Alteret består af et frontale, der var fastgjort til det romanske alters forside samt et bueretabel ved bordets bagkant. Konstruktionen er tilvirket af egetømmer, hvorpå er fastgjort lueforgyldte og reliefsmykkede kobberplader. Desuden er stykkerne prydet med i alt 87 bjergkrystaller, hvoraf dog kun 16 er oprindelige.

Undersøgelserne i Brede udbyggede den kendte viden omkring flere aspekter af alterets tilblivelse, herunder de anvendte materialer samt tilvirkningen af disse. Bl.a. kunne det ses, at egetræerne, hvorfra det anvendte tømmer er taget, voksede lokalt, hvilket bestyrker formodningen om at alteret er fremstillet i Jylland, muligvis i stiftsbyen Ribe. Alternativt har man etableret et lokalt værksted, der måtte facilitere og tilgodese de forskellige og specialiserede håndværk, herunder de metallurgiske arbejder. En overraskende erkendelse indtraf desuden, da man bag retabelbuens krystaller konstaterede tilstedeværelsen af huller, hvorigennem sollyset via østvinduet i apsis filtreredes og tilførte rummet et guddommeligt skær. 

Sahl-alteret er nu tilbage på sin plads i kirken, men i de ovenfor nævnte publikationer kan man læse om Brede-undersøgelserne samt om stort set alle andre aspekter af alterets udformning og historie, herunder bl.a. den teologiske baggrund for billedprogrammet og de mange latinske indskrifter.

Læs bogen her.

Tårnet set fra nordvest.

Som om det ikke var nok, viser de indvendige undersøgelser, at tårnets to nedre stokværk begge var planlagt overhvælvet, et forhold, til hvilket der i landsbykirkerne umiddelbart ikke er nogen parallel. Ingen af hvælvene er bevaret, men i tårnrummet over det nuværende tøndehvælv fra 1922 er kappernes afhuggede vederlag endnu synlige, og i stokværket herover er de tre skifter høje ribbeudspring bevaret i hjørnerne.

Som nævnt er der i landsbykirkernes tårne umiddelbart ikke nogen parallel til situationen med hvælv over to stokværk, men mon ikke en nøjere gennemgang ville kunne afsløre lignende forhold andre steder. Ikke mindst i de mange kirker, der endnu mangler at blive undersøgt i Danmarks Kirkers regi.

Tårnrummets hvælvvederlag set mod vest.

Indskriften på spærets østside.

Indskriften, der lyder “A n d i [?] 1401” er ikke entydig, og der hersker da også tvivl om læsningen – hvad står bogstaverne for; er det et navn eller måske en forkortelse for “Anno Domini”, dvs. “i det Herrens år”? Tegnene har ikke været underkastet en nærmere, epigrafisk analyse, men p.t. hersker den opfattelse, at der i virkeligheden er tale om en i nyere tid indridset tekst. Særligt udformningen af tallet 4 harmonerer dårligt med middelalderlige forlæg. Nu var hele formålet med undersøgelsen jo at udtage boreprøver til dendrokronologisk datering, hvilket også blev gjort. Resultaterne blev imødeset med stor spænding, men desværre var det ikke muligt at datere korets tagværk, så vi får altså ikke afklaret, om dateringen holder. Til gengæld lykkedes det at datere skibets tagværk: dette blev opsat i 1380’erne – altså kort tid før korspærets “datering”! Hvis indskriften som formodet er af nyere dato må man sige, at vedkommende har ramt forbløffende præcist i forhold til skibets tagværksdatering!

Udsnit af skibet tagværk set mod øst.

Dr. Jan Richter (tv) fortæller om Skt. Jørgen og dragen, der er udstillet i kirkeruinens kor.

De pragtfulde træskærerarbejder er dominerende blandt de udstillede genstande, der dog også inkluderer fornemme maler-  guldsmedearbejder samt eksempler på byens blomstrende bogtrykkerkunst. Den arkitekturinteresserede kan oven i købet nyde de velbevarede klosterbygninger og kirkeruinen, der er nænsomt restaureret med respekt for det oprindelige udtryk. Skt. Annen har begået en seværdig udstilling, der ledsages af et stort og flot katalog. Udstillingen løber til  d. 10. januar, og et besøg kan jo passende kombineres med en oplevelse af byens berømte og velbesøgte julemarked!

Detalje af kirkeruinens søndre sideskib, set fra nordøst.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Karakteristisk er også den omløbende båndblænding med radiært stillede løbere omkring tårnets glamhuller og våbenhusets dør, et motiv der bl.a. ses i Fovsing Kirke sydvest for Struer, hvor Ringkøbing-redaktionen p.t. arbejder.

Våbenhuset i Fovsing Kirke

En anden og ofte gentaget detalje er Holstebro-kirkens stjernehvælv, der inspirerede til lignende konstruktioner i adskillige kirker i området. Her skal blot fremhæves hvælvene i to kirker, nemlig “søsterkirkerne” i Borbjerg og Hjerm; de elegante, ottetakkede stjernehvælv, der i en lidt anden form var at finde over langhuset i Holstebro Kirke, er fra middelalderens allerseneste år, og er af høj teknisk kvalitet. Takket være disse og andre bygningsdetaljers popularitet i senmiddelalderens Holstebro og omegn, og fordi dokumentationen af den forsvundne bygning trods alt er af god kvalitet, kan vi altså her indkredse en veldateret, egnstypisk byggetradition fra middelalderens seneste del.

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.

Herodion ligger ca. 12 km syd for Jerusalem og består af en kæmpemæssig fladtoppet høj, der blev konstrueret til formålet. Højen blev kronet af palads og fæstningsværker, hvis udformning i vid udstrækning kan rekonstrueres som følge af arkæologiske undersøgelser. I højen findes desuden et sindrigt system af underjordiske gange og cisterner, der er udhugget i klippen. Et imponerende anlæg, der må have virket ganske overvældende også på samtidens beskuere.

Fra Herodions top er der mod øst udsigt over den Judæiske ørken med Det døde Hav i baggrunden. Vender man sig mod nord kan Jerusalem skimtes i horisonten.

Et andet af udflugtens højdepunkter var besøget i Fødselskirken i Bethlehem, der er opført på stedet, hvor Jesus ifølge traditionen blev født.  Selvom meget af kirkens indre er tildækket som følge af en aktuel (og tiltrængt) restaurering, var det alligevel muligt at opleve og studere denne utrolig velbevarede bygning. Ældst er skibet, der er udlagt som en femskibet basilika, og som på forunderlig vis har overlevet siden midten af 500-tallet, hvor den blev opført af den byzantinske kejser Justinian som erstatning for en ældre kirke på stedet. Østafslutningen, hvorunder fødselsgrotten befinder sig, blev ombygget i korsfarertiden, hvor den fik sin nuværende form med apsider i nord, øst og syd. Korsfarernes om- og udbygning skal ses i lyset af, at her kronedes Jerusalems latinske konger. Af den ældre kirke, der opførtes af kejser Konstantin i 330’erne, er under gulvet bevaret rester af pragtfulde gulvmosaikker.

Fødselskirkens oldkristne døbefont er bevaret i søndre sideskib.

Som det er tilfældet ved alle større pilgrimsmål er der også i Bethlehem grundlag for en betydelig souvenirfremstilling. Det altoverskyggende tema er naturligvis krybbespil og diverse former for julepynt, især (lede)stjerner. Genstandene, der er udført af lokale kunsthåndværkere, er langt overvejende fremstillet af oliventræ, og man kan roligt sige, at vores gruppe aftog betydelige mængder af det flotte håndværk.

Senere fik vi også lejlighed til på nærmeste hold at se israelernes separationsmur, der markant skærer sig gennem landskab og bebyggelse, hvorved infrastruktur og kommunikation besværliggøres. Muren, der er opført af 5-7 m høje betonelementer, er siden opførelsen gradvist blevet udsmykket med malerier og graffiti; nogle formidler et politisk budskab, mens andre ansporer en humoristisk tilgang til situationen. Mange motiver kan købes som postkort i de omkringliggende gader.

Parti af separationsmuren i udkanten af Bethlehem.

En af hovedattraktionerne er naturligvis Gravkirken, kristendommens helligste kirke, der er opført over Jesu grav. Kirken blev indviet 335, men er siden ombygget utallige gange som følge af udbygninger, moderniseringer, vandaliseringer og jordskælv, og har derfor en meget kompliceret bygningshistorie.

En af de mest markante byggeperioder i kirkens historie var i tiden 1099-1187, hvor de latinske konger herskede i Jerusalem. Det imponerende indgangsparti mod syd og det nu nedskårne klokketårn stammer fra denne periode, ligesom grundplanens hovedtræk.

Indgangen til Gravkirken i Jerusalem

Kompleksets tyngdepunkt er naturligvis Jesu grav i vestenden, der omkranses af en rotunde hvorover en enorm kuppel. Planformen inspirerede mange kirkelige bygmestre i middelalderen, hvorfor adskillige, såkaldte centralkirker endnu ses rundt om i Europa, også i Danmark. Gravkirken rummer tillige stedet for Jesu korsfæstelse, Golgatha, hvor en fordybning til korset udhugget i klippen endnu eksisterer. Østligst i komplekset findes hulen, hvor kejser Konstantins moder Helena ifølge traditionen fandt det Sande Kors.

Ebbe Nyborg bøjer sig mod Golgatha-klippen, hvori hullet fra korset endnu eksisterer

I middelalderen spillede Jerusalem, eller Den hellige Stad, en helt central rolle som det vigtigste pilgrimssted overhovedet, og byen blev opfattet som verdens åndelige og fysiske centrum. Det gør den ikke mere, men byens forunderlige tiltrækningskraft er usvækket, og et gensyn med byen er ikke et spørgsmål om “skal-skal ikke”, men om: hvornår!

Arbejdet indledes med at fastslå, hvilke skriftlige kilder der er bevaret i forhold til den aktuelle kirke, herunder synsforretninger, visitatsprotokoller, indberetninger, regnskaber mv.; noget af materialet findes i Nationalmuseets arkiver, men store dele befinder sig på Rigsarkivet og landsarkiverne, samt i mindre grad i lokalhistoriske arkiver. Til læsning og transskribering af de håndskrevne kilder er der til Danmarks Kirker knyttet en stab af studerende, der med stor flid og omhu gennemgår de ofte svært læselige og i mange tilfælde skrøbelige dokumenter.

Redaktør Ebbe Nyborg inspicerer inventaret i Hornum Kirke.

Næste fase af arbejdet består af selve kirkeundersøgelserne, hvor redaktørerne på stedet minutiøst gennemgår bygningens udformning, inventar og gravminder. Hertil anvendes bl.a. det tegningsmateriale, der gennem tiden er produceret i forbindelse med restaureringer af inventar og bygninger, men som ikke sjældent er mangelfuldt; ofte skal materialet korrigeres eller suppleres. Med på turene er af og til de studerende, og altid en af Nationalmuseets fotografer, der skal sikre, at fotooptagelser af inventarstykker og bygningsdetaljer er af god kvalitet.

Fotograf Arnold Mikkelsen (tv) og Kirkeværkets mangeårige redaktør Hugo Johannsen på arbejde ved Trans Kirke.

I de senere år er dendrokronologiske undersøgelser af kirkernes middelalderlige tagværker blevet en fast bestanddel af beskrivelserne, og de udtages nu af redaktørerne i samarbejde med dendrokronologisk laboratorium på Nationalmuseets Naturvidenskabelige Undersøgelser. Prøverne udtages i det omfang tagværkernes bevaringsgrad tillader, og sker oftest ved at udbore en kerne (diameter ca. 8 mm), eller sjældnere ved afsavning af bjælkeender. Dateringerne giver i nogle tilfælde mulighed for at kortlægge ganske mange ellers ukendte faser i bygningshistorien.

Boreprøve til dendrokronologisk undersøgelse udtages af undertegnede i Måbjerg Kirke.

Så snart feltarbejdet er overstået, og alt materiale er indsamlet og bearbejdet, venter skriveprocessen, hvor de betydelige datamængder skal redigeres til en letforståelig kirkebeskrivelse. For overskuelighedens skyld præsenteres beskrivelsen efter et fast skema eller rækkefølge, der giver værket et leksikalt præg, og som øger brugervenligheden og giver mulighed for sammenlignelige studier. Kendere af værket vil vide, at der er stor forskel på de første beskrivelser fra 1933, hvor nogle af de første kirker rent faktisk blev beskrevet udelukkende på baggrund af arkivmaterialet, og nutidens mere detaljerede beskrivelser, der er støttet af store mængder illustrationer; fælles er dog til stadighed det fastlagte skema, der i sin hovedform har bestået siden begyndelsen, og som binder det ca. 38.000 sider store værk sammen.

Når manuskripterne foreligger indledes den afsluttende del af arbejdet. Denne omfatter flere korrekturrunder, reproduktion af tegningsmateriale, indarbejdelse af eksterne konsulenters bidrag samt oversættelser af billedtekster og resumé. Den tekniske og grafiske tilrettelæggelse varetages siden 2002 af Mogens Vedsø, der sørger for, at ombrydningsarbejdet til slut munder ud i en færdig publikation, der foreligger i trykt såvel som elektronisk form.

På omslaget er gengivet Thorins perspektivskitse af Klosterkirkens indre set mod øst.

Gråbrødre Klosterkirke

Beskrivelsen af franciskanernes kirke fylder knap halvdelen af heftets 204 sider, idet store dele af kirken og klosteret siden 1970’erne er fremdraget ved en række større, arkæologiske undersøgelser, ligesom kirkens langstrakte og spændende nedrivningshistorie i starten af 1800-tallet nu er velbelyst. Kirken påbegyndtes omkring 1250, og fik fra starten klosterbygninger i form af en øst- og vestfløj tilknyttet korets nordside; anlægget blev herefter løbende udbygget. Ved midten af 1300-årene blev kirken kraftigt ombygget og udvidet. Resultatet af denne modernisering kendes ganske godt, idet kirken umiddelbart før nedrivningen blev målt og tegnet af den unge, talentfulde arkitekt C. F. Thorin, der dog allerede året efter afgik ved døden som blot 28-årig. Tegningsmaterialet, der er den vigtigste kilde til kirkens udseende, viser en højgotisk bygning, hvis udformning er fuldt på højde med tidens mest moderne formsprog, der udvikledes omkring Østersøkysten i 1300-årenes første halvdel. Således er den rigt profilerede vestportal enestående i dansk sammenhæng, ligesom de fornemt udformede kridtstenskapitæler, af hvilke de fleste er bevaret og udstillet på Nationalmuseet, er af høj kvalitet.

Lydpotter

Fra Klosterkirken er også bevaret to såkaldte lydpotter, der indmuret i korets vægge havde til formål at styrke rumklangen. Effekten har dog nok i realiteten været lille. De indføjer sig i rækken af kendte Svendborg-lydpotter, der ud over de to fra Klosterkirken tæller 16 i Vor Frue Kirke og fire i Skt. Nikolaj Kirke.

Heftet er rigt illustreret og koster kr. 210,-

De to lydpotter fra Klosterkirken opbevares i Nationalmuseets magasiner.