Brønshøj Kirke opført af Lego

Kingos Kirke opført af Lego

Som en yderligere udfordring har Per Bonde kastet sig ud i at bygge en flot model af Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palæ, hvortil han har brugt ikke mindre end 1770 klodser og arbejdet mellem 40 og 50 timer. Her kan man også løfte glastaget i  forhallen og kigge ind. Vagtbygningen i Brede var en langt nemmere opgave, der kun behøvede 141 klodser.

Til sit arbejde har han anvendt et byggeprogram fra Lego, Lego Digital designer. Desuden henvises til to andre hjemmesider: http://www.moc-pages.com/home.php/115884 og http://rebrickable.com/designer/perbonde.  Her uploader han sine arbejder.

Hvis nogen derfor skulle savne inspiration til familieunderholdning i skolernes efterårsferie, er det bare med at finde Legoklodserne frem!

Nationalmuseets hovedsæde, Prinsens Palæ, opført i Lego

Med tak til Per Bonde fra Danmarks Kirkers redaktion.

Den heltemodige hund, Sepres.

Hunden er som bekendt menneskets bedste ven. Trofast, tålmodigt og tappert har den gennem årtusinder i tykt og tyndt delt levevilkår og skæbne, ikke bare med sin nærmeste ’familie’, men også med andre, som har appelleret til den firbenende hjælper om bistand i nødens stund.  

Derfor støder vi jævnligt i medierne på fænomenet ’heltehund’, f.eks. på Google, hvor der findes ikke mindre end 3.300 nedslag på ordet sammen med malende beretninger om, hvordan nødstedte er blevet reddet af heltemodige hunde fra katastrofer eller andre livstruende ulykker – f.eks. i forbindelse med ildebrand, jordskælv eller druknedød.

I den forbindelse kan der også være god grund til at trække en historisk heltehund fra Vestjylland frem fra glemslen. Det drejer sig om ”Sepres”, formentlig en spansk vandspaniel, der som noget af en sjældenhed i 1574 fik hugget sit portræt og hundenavn på det fornemme kalkstensepitafium over adelsparret Christen Juel og Anne Lunge i den vestjyske Flynder Kirke. Hunden står midt imellem sine ejere, men har dog forpoterne sigende plantet på admiral Christen Juels ene fod. Ifølge en senere overlevering skulle han også have al mulig grund til at være sin hund taknemmelig. Ja, det gjaldt ikke bare ham selv, men faktisk skyldte hele mandskabet på det krigsskib, som han havde overkommandoen for midt under Syvårskrigen mod Sverige (1563-70), den lille skibshund deres redning. For havde Sepres ikke med sin gøen vækket det sovende mandskab, ville deres skib være blevet overmandet af fjenden. Nu kunne angrebet slås tilbage, og Christen Juel har derfor haft så meget desto mere grund til at mindes sin hunds heltedåd fra en dramatisk stund, hvor den danske flåde mistede talrige skibe og soldater.

Fortællingen om ”Sepres” og dens heltedåd kan sammen med andre spændende beretninger læses i Danmarks Kirkers nyeste bog fra Ringkøbing Amt, der udkommer i december måned. Værket kan købes hos Museumsbutikken på Nationalmuseet og i boghandelen.

Hele epitafiet, som viser både hunden og dens mennesker, Christen Juel og Anne Lunge.

Flynder, Møborg og Nees. Danmarks Kirker, Ringkøbing Amt, hefte 11.

Nationalmuseets hårdnakkede insisteren på, at de gamle kilder vitterligt talte sandt, fik dog de implicerede arkæologer til at foretage en ekstra udgravning på det sted, hvor det ene tårn skulle have stået. Og minsandten! Til nogles forundring og andres store tilfredshed dukkede der forleden det fineste tårnfundament op, både med pælefundering, slyngværk og murstensunderlag for den vældige bygningskrop. Det område, som blev fremdraget, passede samtidig lige så fint med arkitekten N.- H. Jardins egen plan (det udgravede parti er her angivet med rødt).

I dag er alle vist blevet klogere. Det gælder både med hensyn til medieskabte mysterier og nok også, hvad angår nødvendigheden af at tage faglitteraturen i ed, når et uventet udgravningsresultat skal forklares.

Mysteriet gav anledning til mange gætterier. Var tårnbyggeriet allerede blevet stoppet af kirkens første arkitekt, Nicolaj Eigtved? Og havde hans efterfølger, den franske arkitekt, Nicolas-Henri Jardin, der “vistnok (var) lidt af en charlatan”, i virkeligheden “fiflet med regnskaberne”? Disse var ifølge artiklen kun sparsomt bevaret, fordi de delvis “gik op i røg ved Christiansborgs brand i 1794”. Kort sagt – man aner en byggeskandale af Danmarkshistoriske dimensioner!

Måske skal der lige tages et par forbehold i den fascinerende konspirationsteori. Danmarks Kirker udgav i 1987 et digert værk om Marmorkirken (se billedet). Bogen øser flittigt af det enorme kildemateriale af regnskaber mv., som – heldigvis – stadig findes i god behold på Rigsarkivet. I kilderne er hele byggeriet omhyggeligt registreret, bogført og revideret i et kommandoforløb, der gik fra Den Kongelige Kirkebygningskommission, via arkitekt og konduktører til de menige opsynsmænd på byggepladsen. At forestille sig fifleri i den proces er temmelig usandsynligt. Alt kunne jo kontrolleres ved selvsyn. Og hvem skulle for resten have noget ud af at snyde med et prestigeprojekt, der var blåstemplet af selve den enevældige monark?

Virkeligheden tegner sig måske anderledes, end arkæologerne gisner om. Da byggeriet stoppede i 1770, var tårnene kun nået til de nedre søjlebaser (ikke til “gesimsen”, som artiklen hævder). Siden lå kirkepladsen som en malerisk ruin indtil 1820, da man under arkitekten C. F. Hansens ledelse fik lov til at fjerne alt, der ikke skulle anvendes til et reduceret, tårnløst kirkeprojekt efter C. F. Harsdorffs forslag (1796-99). Det kunne være grunden til, at tårnfundamenterne blev gravet op – åbenbart til sidste sten og piloteringspæl. 

Heldigvis bliver der i næste måned anledning til på ny at kigge Marmorkirken efter i sømmene, når arkæologerne laver endnu en udgravning ved et af tårnene. Danmarks Kirkers redaktion vil selvfølgelig være på pletten!