Det er en almindelig opfattelse, at folk i ”troens tidsalder” nærede så stor respekt for kirkerne og frygt for en straffende Gud, at de ærbødigt holdt sig fra kirkernes skatte. Det holder ikke rigtig stik. Værst var det under fremmede besættelser som Vallensteins, svenskernes, polakkernes og brandenburgernes af Jylland i 1600-tallet. Soldaterne plyndrede og gik bevidst efter kirkernes kostbare altersølv, men også efter alterstager, tekstiler med sølvhægter osv. Mange kirker måtte efter freden skaffe sig en simpel og billig kalk og disk af tin, og der gik af og til årtier før der blev råd til rigtigt altersølv. I 1629, under Vallensteins okkupation, blev en ”skøn kalk” i Hvejsel Kirke ”bortrøvet” og vistnok købt tilbage af kirken, ligeledes i Korning, hvor en guldsmed måtte reparere det gamle altersølv 1649. Mon ikke det havde taget skade af at ligge i en ryttertaske. I nogle kirker garderede man sig som i Øster Snede, hvor man havde et særligt altersæt af tin til brug ”i ufredstider”. Så kunne det rigtige sølvsæt i mellemtiden være gemt af vejen og vel ofte være gravet ned. En middelalderlig alterdisk fundet i jorden ved Hornstrup vidner formentlig om en sådan nedgravning. På denne måde er der trods alt en god del ældre altersølv igen, således en flot kalk fra 1656 i Sindbjerg og en endnu mere overdådig i Øster Snede fra o. 1650. En præst, der nægtede at fortælle, hvor altersølvet var gemt, kunne komme i et meget ”pinligt” forhør.

Også i fredstid blev der stjålet fra kirkerne af befolkningens egne store og små forbrydere. Et forgyldt altersæt, der var anskaffet 1664 i Ølsted Kirke, kort efter den anden svenskekrig, blev således stjålet 1717. Tyveriet var sket mellem Fastelavnssøndag og Taksigelsesfesten, og tyven var kommet ind gennem taget, hvor ”bly og brædder var borte”. Hans fodspor kunne endnu ses. Værre var dog en professionel kirketyv, en Mads Jespersen, der fra Hedensted Kirke tog et alterklæde af lærred med kniplinger om. Dette var dog kun en af hans talrige ugerninger. Fra midtjyske kirker røvede han i alt 14 altersæt og 61 messehagler! Han blev anholdt 1635, og hans meritter kendes fra rettens omhyggelige opregning. Tyveri fra kirker var en alvorlig sag, og Mads Jespersen måtte bøde med livet.

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige”. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Som redaktør ved Danmarks Kirker kommer man ikke blot rundt i selve kirkerne. Man besøger også lokalmuseerne for at undersøge og fotografere deres kirkelige genstande og for at få hjælp og råd af kollegerne. I Vejle Amt er der for tiden en særlig nær kontakt med Gluds Museum og Lokalarkiv. Det skyldes ikke mindst Glud Museums righoldige kirkesamling, der i stort omfang går tilbage til stifteren Søren Knudsens indsats i begyndelsen af 1900-tallet. Kirkesamlingen ligner ikke nogen anden i landet. Her er ingen iøjnefaldende ’highlights’. Til gengæld er der et mylder af enkle brugsgenstande og menigmands gravminder, ganske særlig fra 1800-tallet. Samlingen i Glud giver et sjældent indtryk af, hvordan kirkelige genstande og monumenter kunne være lavet og udformet lokalt i landbosamfundene. Den har ikke blot kulturhistorisk interesse, men også en socialhistorisk.

Sjældne kirkegårdsmonumenter

Kernen i samlingen er kirkegårdsmonumenterne, som Søren Knudsen selv interesserede sig levende for. To simple kors af træ til at banke i jorden (fra Rårup og Glud kirker) tilhører en helt enkel type gravminder, der må have været udbredt blandt befolkningens fattigste langt tilbage i middelalderen. Nu er de enestående.

Indsamling af penge

Fra 1800-tallet stammer også et par særegne ”klingpunge”, redskaber, der siden 1600-tallet brugtes til at indsamle menighedens offer under gudstjenesten. De består normalt af et træskaft med en pose (”pung”) for enden, der er forsynet med en lille klokke. Den gav lyd når degnen rakte indsamlingsredskabet ind over stolestaderne, og der blev holdt øje med, hvem der gav og hvad. Oftest var sådanne punge af guld- eller sølvbroderet fløjl som i Glud kirke, hvor en ny klingpung 1702 var af rødt fløjl ”garneret med brede sølvsnore”. Den er siden forsvundet. Men til gengæld er der i museet bevaret en usædvanlig ”klingpung” fra samme Kirke, der må dateres o. 1825-50. Der er egentlig slet ikke tale om nogen pung, for den har karakter af en blikbeholder med rødt fløjlsindtræk og klokke. Endnu mere primitiv og lige så sjælden er en ”indsamlingsstok” fra samme tid, som museet har fået fra Hjarnø Kirke. Her sidder der for enden af skaftet blot en drejet ”kop” af træ til offerpengene.

En regnemaskine fra 1700-tallet

Går vi tilbage før 1800-erne, har Glud Museums kirkesamling stadig en del at byde på. Endnu et af samlingens små klenodier har også at gøre med degnens pligter. Det går tilbage til den tid, da de sogneboer, der skulle til alters ved søndagsgudstjenesten, forinden måtte skrifte hos præsten. Der er tale om en såkaldt ”skriftetavle” fra 1700-tallet, som stammer fra Rårup kirke. Den består af et bræt, der foroven er udskåret i form af et hjerte kantet af bladværk. Gennem brættet er boret rækker af huller, som med en lille flytbar pind markerede de skriftendes antal. Mandtallet, som altså holdtes af degnen, skyldtes, at loven strengt pålagde sognepræsterne, at der ikke ved altergangen måtte komme til at mangle brød og vin. I givet fald ville det være nødvendigt at gentage hele nadverritualet! Der måtte ikke afsættes for lidt, men altså (af sparsommelighedshensyn) heller ikke for meget.

Skriftetavle fra 1700-tallet, en art tidlig regnemaskine. Fra Rårup Kirke, nu i Glud Museum. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Altersølv af tin

En delvis ødelagt vinflaske af tin, fundet på Glud Kirkes loft 1964, bærer årstallet ”1666” og tre sammenskrevne V’er for ”Via Veritas Vita” (vejen, sandheden og livet). Brugen af tin til kirkens hellige kar er gennemgående et tegn på, at man ikke havde råd til sølv. Den var specielt udbredt netop efter Svenskekrigene 1657-60, da mange kirker havde fået stjålet deres altersølv. Det er åbenbart også sket i Glud, hvor man måtte vente til 1682 med igen at få et rigtigt altersæt af sølv. Samtidig med dets anskaffelse nævner kirkens inventarium interessant nok også museets flaske som en ”stor tinflaske”. Alterudstyr af tin er nu meget sjældent.
Endnu mange sjældenheder og kuriositeter er forunderligt bevaret i Glud Museum. Og dem vil man kunne se meget mere om i Danmarks Kirker, Vejle Amt.