Første gang var i 1776, da kirken fik en ny klokke. Den blev støbt af klokkestøber Johann David Kriesche i Eckernførde, og på den ene side af den satte han et vers, som var forfattet af Hans Andresen: ”Heele Marstall Sogn og Bye/ Har kostet denne Klokke nye/ At ringe med ved Jordefærd/ Og andre Legligheder meer/ Gid hver en Lyd fra den mon gaae/ Om Død og Dom os minde mae[!]”. Klokken, der var kirkens største, er siden blevet omstøbt, men en afskrift af Andresens vers findes i Rigsarkivet i Odense.

To år senere, i 1778, blev det første af kirkens i alt syv kirkeskibe hængt op. Skibet, ”Kronprindsens Ønske”, var skænket af syv mænd fra Marstal, hvis navne findes på et stykke papir, der er indlagt i skroget. Sammen med navnene står et digt, der må være blevet læse højt ved festlighederne i forbindelse med ophængningen den 27. februar 1778: ”Kronprindsens Ønske er mit Navn/ Spørg nogen hvor jeg tager Havn/ Hvor Koursen hen skal være/ Den følger med og giver Agt/ Hvorhen at jeg i Dag bliver bragt/ Guds Huus Seir og Ære.// Kom Marstal Sogns Indbyggere/ Til Herrens Huus herhid og see/ En Prydelse og Smykke/ Mit Ønskes Navn kom vel Ihu/ Derved han hver erindre nu/ Han og skal ønske Lykke.// Først over Kongen som jo er/ Guds Kirkes første Fader her/ I disse Lande vorden/ Ønsk godt for Kronprindsen dernæst/ Thi paa ham Haabet sig har fæst/ I Kikkerten mod Norden.// Ønsk og at Herrens Huus det maa/ Her aldrig have Mangel paa/ En sand retskaffen Lære/ Ønsk at det gaa dem Lyggelig/ Som her saa smukt og fornøjeligt/ Ret sirer Kirkens Ære” (her citeret efter Erik Kroman afsnit om kirkeskibene i Anders Hauges bog Marstal Kirke på Ærø). Digtet er ikke signeret, men det er højst sandsynligt forfattet af skoleholder Andresen.

Kirkeskibet Kronprindsens Ønske, ophængt 1778. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

I 1783 skænkede skipper Albert Hermandsen og hustru Ellen, der også var blandt giverne af kirkeskibet, de to alterstager af messing, som stadig bruges. Ved indvielsen af stagerne 9. februar 1783 bidrog Hans Andresen igen med et hyldestdigt, som blev afsunget på melodien til Op, al den ting, som Gud har gjort: ”Saa sees i Dag en smuk Zirat/ Vor Marstalls Tempel nydet!/ En gavmild Haand der op har sat/ Og paa dends Alter ydet// Toe Lyssestager som skal staae/ Til Ziir og Brug derinde/ Hvorved at Giveren mon faae/ Et Ævigt Ære Minde;// For Effterkommerne det vil/ Et smukt Eksempel blive/ At hvem som haver Raad dertil/ De og maa noget give;// Som være kand til Gavn og Ziir/ Og Herrens Huus til Ære/ Ja dend der saadant villig giir/ Bør billlig yndet være.// Saa takkes da vor Hermandsen/ Som til Foræring satte/ I Kirken Lyssestager hen/ Ved ham vi ønsker dette:// Gud giv at Ordets Lys det maae/ Bestandig klart her brænde;/ Og Ordets Lysse Stage staae/ Hos os til Verdens Ende!”.

Alterstager 1783. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Hans Andresen var født i Søby på Ærø i 1750. Han var skoleholder i Marstal i knap 50 år, fra 1772-1821, og havde forinden virket som medhjælper for den tidligere skoleholder. Han døde i 1821, godt et halvt år efter sin fratrædelse.

Danmarks Kirkers bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal er netop udkommet.

Jeg syntes, at jeg var klædt godt på hjemmefra, da jeg i uge 9 var i erhvervspraktik på redaktionen ‘Danmarks Kirker’. Det viste sig dog, at min viden var absolut ingenting i modsætning til de ’kloge hoveder’ på redaktionen. Den viden, der florerer blandt de vidende historikere og kildelæsere, er naturligvis centeret om et af deres yndlingsemner – Danmarks kirker. Disse mennesker ligger inde med fascinerende ordforråd om for nogen ville  være vanvittigt detaljeret ting og verbale vendinger. Selvom jeg ofte har haft svært ved at finde hoved eller hale på samtalerne og bøgerne, har det været enormt lærerigt og spændende at høre på disse interne samtaler og læse bøgerne. Jeg har det meste af tiden forholdt mig tavs, fordi jeg bare sad og nærmest ’absorberede’ samtalerne, og jeg kunne have siddet dér i timevis og bare lyttet på dem, der så passioneret fortæller om det emne, de er bedst til. Man nænner nærmest ikke at bryde ind i samtalerne med ens egne kommentarer, fordi man næsten er bange for, at man går glip af vigtig viden.

På redaktionen følte jeg, at jeg fik en varm velkomst – alle var søde og spurgte ind til mig. Det er en forholdsvis stille og lille arbejdsplads, hvor redaktørerne og kildelæsere sidder stille og fordybet i deres arbejde, hvor jeg er blevet mødt af overskud til at komme hindanden ved og udveksle tanker. Den første dag, jeg var der, var der bl.a. en gammel dame, der var en del af fællesskabet, selvom hun ikke arbejdede der. Jeg fik senere af vide, at hun var en gammel kollega og tidligere redaktør, der indimellem kom og besøgte redaktionen og spiste frokost. Frokosten var den dag – ligesom alle de andre – livlig og spændende. Til frokost samledes flere fra de forskellige kontorer til en snak om mange forskellige emner i et større kontor rundt om et bord. Jeg blev fortalt, at de foretrak at sidde der i stedet for, at være i kantinen, fordi det hyggeligere. Der blev ofte refereret til de forskellige kirke-ture i både ind- og udland, som blev foretaget ved afslutningen af beskrivelserne af kirkerne. Man følte igen dette fællesskabsbånd, da de talte om turene, fordi det vidnede om, at disse mennesker havde oplevet og delt meget sammen.

Jeg fik lov til at kigge blandt de gamle arkivskuffer og se lagret af de udkomne bind af ’Danmarks Kirker’. Bøgerne stod stablet på rad og række – bogreolerne tapetserede næsten væggene – og arkivskufferne stod spækket med dokumenter af ældre og nyere dato. Alle arkiverne var en del af et stort system af potentielle fremtidige kilder til nye udgaver. Jeg kom ofte til at tænke på, at hvis man bare satte et dokument forkert ville hele korthuset falde samme, og at dette var følelsen af at være inden i et databasesystem indeni en computer.

Oftest blev jeg sat til at kildelæse eller sortere forskellige gamle dokumenter. De var dog af nyere dato, da jeg havde svære problemer med at tyde skrifterne. Da jeg om tirsdagen var i Rigsarkivets læsesal og ’oversætte’ flere hundrede år gamle kirkers regnskabspapir sammen med en meget mere erfaren kildelæser, kunne hun hjælpe mig og give clues til, hvordan man de gamle tekster læsbare. Selvom disse tekster for mig ligeså godt kunne have været helt skrevet på er helt andet sprog, og jeg kun forstod en lille brøkdel af teksternes indhold, var det samtidig fascinerende og en oplevelse i sig at bare sidde med så gamle dokumenter, der blev skrevet for flere hundrede år siden.

At få lov til at være i erhvervspraktik på ’Danmarks Kirker’ har været en enorm oplevelse med mange faglige udfordringer og spændende samtaler med vidende og rare mennesker, der har taget så godt imod mig. Jeg har altid haft et ønske om at arbejde med historie relateret ting, og nu, hvor jeg har set hvordan sådan en arbejdsplads fungerer, har jeg i højere grad lyst til at føre denne drøm ud i livet. Kort sagt: Jeg ville ikke komme til glemme dette spændende sted, og min erhvervspraktikplads har givet mig lysten til at vide endnu mere om historie.  

Kirkeskibene i Marstal er ophængt i løbet af en godt 200-årig periode, fra 1778 til 1988, og vidner om byens stærke tilknytning til søfarten. Om de fire yngste skibe ved vi, at de er bygget af lokale skibsbyggere. Det samme kan være gældende for de tre ældste skibe, men her kender vi ikke bygmesterens navn. Om det ualmindeligt store kirkeskib, det 321 cm lange Christian IX (tidligere kaldet Ærøe), fortælles, at det blev samlet op som vraggods i Nordsøen af et skib fra Marstal. Besætningen tog det med hjem, satte det i stand og skænkede det til kirken. Vi har dog ingen kilder, som kan bekræfte den gode historie. Folkemindeforskeren Henning Henningsen, der har arbejdet indgående med kirkeskibe, har eksempler på lignende beretninger om kirkeskibe andre steder i landet, bl.a. i Århus Domkirke, som han dog må afvise (se bogen Kirkeskibe og Kirkeskibsfester s. 35-40). Historien om skibet i Marstal har måske også mest karakter af et sagn.

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Typemæssigt spænder kirkeskibene i Marstal vidt. De to ældste skibe, Kronprindsens Ønske og Christian IX, er orlogsfregatter, altså krigsskibe, med kanoner stikkende frem gennem de åbne kanonporte. De øvrige skibe i kirken er fragt- eller handelsskibe. Skibet Seir Krandsen, der blev hængt op i 1804, er en lille jagt, og Immanuel, der er bygget af skibstømrer C. Palle i 1884, er en tremastet fuldrigger.

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Skikken med at skænke skibsmodeller til kirkerne fortsatte i 1900-tallet. Skibet Bethel fra 1932, der er bygget af skibstømrer J. Chr. Nielsen, er en firemastet bark. Den tremastede topsejlskonnert Hans Peters Minde fra 1943 er bygget og skænket af skibsbygmester Gorm Clausen til minde om en krigsforlist søn. Og endelig er der coasteren Hanne Hansen, som er bygget af skibstømrer Henning Terkelsen og skænket af en række lokale foreninger i 1988 i anledning af kirkens 250-års jubilæum. Fælles for de tre yngste skibe er, at de er udført som modeller af specifikke skibe, der var bygget i Marstal, nemlig barken Familien, topsejlskonnerten Yrsa og carolineren Hanne Hansen.

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kirkeskibene i Marstal har ikke sat sig mange spor i kirkens regnskaber. Der er tale om gaver til kirken, som ikke gav anledning til udgifter, der skulle bogføres.  Men de er beskrevet af Erik Kromann i Anders Hauges bog Marstal kirke på Ærø fra 1988 (s. 62-66). I Danmarks Kirkers kommende bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal vil de syv skibe også blive beskrevet, ligesom de fire skibe i Ærøskøbing Kirke. Desuden har Danmarks Kirkers faste fotograf, Arnold Mikkelsen, fotograferet alle skibene. Bogen udkommer til sommer.

Messehagelen er syet af kunstneren Vivi Diemar i 1976 i et design, der er typisk for 1970’ernes hippiestil. Den består af sammensyede baner af grøn, gul og brun velour, der på rygsiden danner et stort kors. I korsskæringen er der anbragt en sollignende applikation af grøn og gul velour, og messehagelen er yderligere smykket med små cirkelornamenter, der er broderet med guldtråd. Foret er olivengrønt.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Det er helt enestående at støde på en messehagel som den gul-grønne hippie-messehagel. Hagelen er ikke længere i brug, men opbevares i kirken – heldigt, at den findes endnu og ikke er blevet kasseret ved en oprydning!

Men der findes flere interessante, gamle messehagler i Rudkøbing: Langelands Museum har to messehagler, der stammer fra Rudkøbing Kirke. Begge er syet af rødt fløjl, kantet med guldgaloner og har et gyldent kors på ryggen. Den ældste er fra 1771, og fra kirkens regnskaber ved vi, at den blev syet af en kvinde ved navn Sofia Kalf, og at den kostede 50 rigsdaler. Peder Kroman i Marstal blev betalt for fragt af den kasse, hagelen blev sendt i. Den anden er 100 år yngre, fra 1870, og den blev syet af skrædder C. Rasmussen. Endelig har kirken en lidt nyere messehagel i samme stil, som blev foræret af en anonym giver i 1918. Der er tale om messehagler af en velkendt type, der findes i mange kirker, men her er hele tre bevaret, og vi kan oven i købet sætte navn på skrædderne bag de to.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Bogen om Rudkøbing Kirke udkommer 16. august. Den kan købes i boghandelen eller læses online på Danmarks Kirkers hjemmeside. Udover Rudkøbing Kirke indeholder bogen beskrivelser af den katolske kirke i Rudkøbing, Skt. Bendts Kapel, af Rudkøbing Kirkegård og af metodistkirken Skt. Peters Kirke, som blev nedrevet i 1982.

Døbefonten i Hjulby Kirke er fra 1876. Den er udført af hvid marmor i nygotisk stil. Den blev egentlig fremstillet til Nyborg Vor Frue Kirke, der var blevet gennemgribende restaureret i begyndelsen af 1870’erne med netop Vilhelm Tvede som arkitekt.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

I Vor Frue Kirkes regnskaber kan man se, at kirken i oktober 1876 betalte for fragt af en døbefont med jernbane og skib fra København til Nyborg. I december 1876 og januar 1877 modtog billedhugger N. H. Bondrop sin betaling for døbefonten og dens opsætning, i alt 794 kr. Og endelig er der på kirkens inventarfortegnelse for 1876/77 anført ‘en marmordøbefont udført af billedhugger Bondrop for 794,23 kr. efter tegning af arkitekt Tvede’.

Der kan altså ikke være tvivl om, hvem der er mester for døbefonten. Men hvordan er misforståelsen omkring Otto Evens opstået? En forklaring kan være, at det i juli 1875 blev noteret i kirkens synsprotokol, at man ville anskaffe en marmordøbefont hos billedhugger Evens til 580 kr. I Vilhelm Tvedes privatarkiv findes da også et overslag fra Evens fra juni 1875 på en døbefont ‘udført efter medfølgende, skitserede tegning’ for 580 kr. Tilsyneladende har man dog skiftet mening om, hvordan døbefonten skulle se ud. Der findes nemlig endnu et overslag fra Evens, dateret 23. juni 1876, på en døbefont ‘efter opgiven tegning’, men nu med prisen 1650 kr. Og der findes faktisk også et tredje overslag på en døbefont ‘efter leveret tegning’ lydende på 1995 kr. fra billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk. Disse overslag er ikke blevet benyttet, men Tvede har gemt dem blandt sine papirer. I stedet gik ordren på døbefonten til Niels Bondrop, hvis tilbud dog ikke synes bevaret. Det samme gælder de omtalte tegninger.

Bondrops døbefont stod i Vor Frue Kirke i knap 100 år. Men efter endnu en omfattende restaurering i 1971-72 valgte man i stedet at tage kirkens romanske granitfont i brug igen. Marmorfonten blev da skænket til Hjulby Kirke.

Her giver lønningslisten for 1748/49 en udførlig oversigt over klokkerens opgaver. Ud over selvfølgelig at sørge for den daglige klokkeringning på de fastsatte tidspunkter, fik han også betaling for ekstra ringning ved højtiderne og for at kime. Desuden skulle han bistå præsten ved gudstjenesten, holde opsyn med kirken og dens ornamenter, vaske og renholde alterklæder og messeskjorter, varetage den basale vedligeholdelse af tårnuret og stille det “efter solen og tiden”, smøre både urværket og klokkerne, sørge for, at der var lys i tårnet, og endelig skaffe lys til alle lysekronerne i julen, og til lysestagerne på alteret, i sakristiet og i koret til morgengudstjenesten og ved skriftemålet.

Af ældre regnskaber fremgår, at såvel kirkebøgerne som nøglerne til kirken og dens forskellige døre (bl.a. til koret, prædikestolen og dåbsaflukket) blev opbevaret hos klokkeren. 1677 hedder det ligefrem, at der anskaffes en protokol, hvori klokkeren indfører de børn, der bliver døbt.

Mariaklokken, som klokkeren skulle ringe med ved højtiderne. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

For at varetage alle disse opgaver, fik klokkeren naturligvis udbetalt løn, ligesom kirken stillede en bolig til rådighed. I midten af 1600-tallet fik klokkeren i Nyborg i tilgift et par sko om året! Og i 1668 blev Johan Klokker begravet i kirken, uden at familien skulle betale for det. I 1700-tallet sørgede kirken også for, at der i klokkerboligen fandtes et “engelsk stueur”, som slog kvarter- og timeslag – en hjælp til klokkeren til at passe tiden for ringningen. I år 1800 blev uret solgt på auktion.

Et enkelt regnskabsår vidner om problemer med klokkeren ved Vor Frue Kirke: I 1732/33 blev det opdaget, at klokker Johannes Pedersen i stedet for at købe lys til lysekronerne, sådan som han burde, indsamlede små, uens lys hos indbyggerne i Nyborg og satte dem i kronerne. Sagen endte med, at kirkeværgen blev sat fra bestillingen for ikke at have holdt godt nok øje med, hvad der foregik – hvad der skete med Johannes Pedersen, fremgår ikke.

18-armet lysekrone fra 1640 i Nyborg Kirke. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

I forbindelse med Kulturnatten og skolernes efterårsferie bliver udstillingen midlertidigt flyttet til området foran indgangen til børnenes museum og biografen (10.-24. oktober). Derefter rykkes den atter tilbage til forhallen.

Vi har valgt at fejre digitaliseringen og 80-året med en lille udstilling i Nationalmuseets forhal. Udstillingen er tilrettelagt af tre af vores studentermedhjælpere, Cecilie Bønnelycke, Kristoffer Edelgaard Christensen og Line Bonde. De har i dag haft travt med at lægge sidste hånd på opstillingen, såkedes at alt er klar til åbningen i morgen den 3. september. Udstillingen kan ses i hele september måned.

I senmiddelalderen blev der opført et Skt. Gertruds Kapel ved sydsiden af Nyborg Vor Frue Kirke. Kapellet var tilknyttet byens Skt. Gertrudsgilde, og må have rummet et alter viet til Skt. Gertrud.

Frederik II’s fundats 1572

Efter reformationen overgik altergodset til andre. Ved Frederik II’s fundats af 15. juni 1572 fik Vor Frue Kirke således ejensdomsretten til nogle gårde, som tidligere lå til alteret. Til gengæld forpligtede kirken sig til hvert år at uddele en almisse, hvis sammensætning var nøje fastlagt. Almissen skulle uddeles til fattige elever i byens latinskole samt fattige folk i Nyborg, og bestod af 300 bagerbrød, 2 sider flæsk og 1 tønde øl.

Afskrift af Frederik II’s fundats fra 1572 i Nyborg Kirkes embedsbog (i LAFyn)

Uddeling af almissen

Uddelingen fandt sted hvert år på Helligtrekongers aften, dvs. 5. januar, i den tidligere kapelbygning. Man kan følge begivenheden hvert år i kirkens regnskaber, f.eks. i 1671. Her blev der uddelt “300 Bager Brød”, “2 Siider Flesk” og “1 Tønde Øl” i overværelse af skolemesteren og fattigforstanderen. 1749 blev der tilsvarende uddelt hvedebrød, røget flæsk og øl. Først i 1798/99 gik man over til at udbetale almissen i penge, i alt 10 rigsdaler, der blev fordelt med en tredjedel til skolens rektor og to tredjedele til fattigforstanderen. Dermed ophørte de årlige uddelinger af naturalier i kapellet.