Som andre købstadskirker rummede Bogense Kirke tidligere et stort antal begravelser. Adskillige lig af børn og voksne blev hvert år nedsat under kirkens gulve. Enten blev kisten placeret i en af de murede kyrypter, som fandtes der, eller også blev den blot gravet ned i jorden under kirkegulvet. I kirkens regnskabsbøger kan man hvert år se, hvem der blev begravet i årets løb, og hvor deres grav var placeret.
I 1700-tallet var der fire murede krypter under kirkegulvet. De to lå under koret, de to andre i hver korsarm. Her kunne de familier, som havde ejerskab til krypterne, lade kisterne med deres afdøde slægtninge placere. For eksempel blev krypten under søndre korsarm benyttet af tolder og kirkeværge Christian Pedersen Bøgvad (læs om den farverige kirkeværge her http://kirkeblog.natmus.dk/en-kirkevaerges-mindesmaerker.html), som mente at have opnået ret til dette gennem sit ægteskab med enken efter kryptens tidligere ejer, borgmester Hans Jørgensen. Hvis der ikke længere var nogen ejer til krypten, rengjorde kirken den og lod de gravsattes knogler samle i en såkaldt benkiste. Derpå kunne krypten sælges til en ny familie.
Det var imidlertid en bekostelig affære at blive begravet inde i kirken, og følgelig kun de velstillede borgere forundt. Alle andre – og det vil sige det store flertal af byens indbyggere – måtte nøjes med kirkegården, hvor betalingen var beskeden, og de fattigste fik jorden gratis.
Dyrest var det at blive begravet i kirkens kor. Prisen for en grav tæt ved alteret var dobbelt så høj, som prisen for en grav i den østlige del af midterskibet, og fem gange så høj som for en grav i midterskibets vestlige del. I korsarmene var taksten en tredjedel af korets. I lyset af dette er det måske ikke overraskende, at de mest populære steder at få sine slægtninge nedsat var netop i korsarmene samt i vestenden af kirken nær døbefonten. Her kunne man sikre sine pårørende en plads inden for kirkens skærmende mure, men dog til en pris, der var overkommelig for borgerskabet. Et typisk år er 1715, hvor børn af Hans Bager (både en datter og en søn), Mads Farver, Lars Hjort og Jørgen Vederking blev gravsat under gulvet i det såkaldte kvindekapel, dvs. den nordre korsarm. Det følgende år måtte Lars Hjort begrave endnu et barn, og det samme måtte Hans Henriksen. Ud over at berette om datidens begravelseskultur vidner kirkeregnskaberne også om tidens store børnedødelighed.
Skikken med at lade afdøde familiemedlemmer begrave i kirken klingede ud i slutningen af 1700-tallet. På dette tidspunkt begyndte man at betragte de indendørs begravelser som uhygiejniske og sundhedsfarlige, og i 1805 blev de endelig forbudt ved lov. Herefter var alle henvist til at lade sig begrave på kirkegården. I Bogense blev de sidste gravkrypter tømt for deres indhold af kister i 1820 og derpå fyldt op med sten og grus.
0 Kommentarer til “Begravelserne i Bogense Kirke ”