Her på bloggen har jeg behandlet en lille håndfuld malerier fra denne periode, foruden Dorphs maleri i Korup også hans maleri i Farum Kirke, Lorenz Frølichs altermaleri i Ubberud Kirke,  og selvfølgelig Carl Blochs maleri i Sørup Kirke. Og i alle tilfælde er malerierne for længst blevet flyttet fra alterbordet og erstattet af enten nyt eller gammelt. I både Korup og Ubberud var fjernelsen af 1800-talsmalerierne til dels motiveret af et positivt tilvalg af kirkernes senmiddelalderlige altertavler, som man i det sene sene 1800-tal havde ønsket at fjerne, da man anså dem for upassende og i Ubberud ligefrem hed det sig ligefrem, at den var ‘uden kunstnerisk værdi’. Men i 1900-tallet skiftede holdningen. Nu ønskede man at få de senmiddelalderlige altertavler tilbage på alteret, hvilket ikke kun var et positivt tilvalg af disse middelalderlige og derfor måske mere ‘autentiske’ inventargenstande, men også et resultat af, at overbærenheden med det sene 1800-tals religiøse maleri var kraftigt på retur op igennem 1900-tallet.

Anne-Mette Gravgaard, der fungerer som konsulent ved anskaffelse af ny kunst til kirker, formulerede denne holdning i 2010  i  Kristligt Dagblad: “de kirker, der kun har senere kopier [efter Carl Bloch] som altertavler, er heldige, fordi Nationalmuseet [egentlig Stiftet, DBK] her muligvis vil tillade en udskiftning”. Underforstået: ejer man et af Carl Blochs altermalerier, ja så hænger man desværre på det…

Med denne formulering forsøger Gravgaard dog ikke at afskrive Carl Bloch. Tvært imod var artiklen motiveret af hendes nye erkendelse af Blochmaleriernes kvaliteter både rent teknisk, og i deres funktion af altermalerier; uanset at den form for religiøsitet, de udtrykker, måske kan virke fremmed på en nutidig beskuer. Hendes erkendelse var opstået i forbindelse med forarbejdet til en udstilling af Carl Blochs værker, som blev vist på Brigham Young University Museum of Art i Utah 2010-11. Men også det danske kunstpublikum vil have oplevet, at forståelsen af det sene 1800-tal er i forandring. Hirschsprungs Samlings store udstilling af P. S. Krøyer dokumenterede, at for Krøyer gik vejen til det moderne over den i 1900-tallet så udskældte Salon. Tilsvarende leverer Øregaard Museums udstilling Carl Bloch – Hyldet og hånet (indtil 27. januar 2013) et vigtigt bidrag til en revurdering af Blochs kunst, idet udstillingen og udstillingskataloget søger at forstå Blochs kunst ikke ud fra modernismens kriterier, men på dens egne præmisser.

Bloch og Dorph malede deres religiøse malerier på et tidspunkt, hvor brydningen mellem traditionen og det moderne var i fuld gang. Ved indgangen til 1900-tallet var ingen i tvivl om, at det moderne var brudt igennem, og som bekendt bliver historien skrevet af sejrherren. Så det sene 1800-tals kunsthistorie er i årtier blevet skrevet fra modernismens synspunkt. Men måske den igangværende afløsning af et polariseret syn på perioden (akademisme/modernisme) med et mere heterogent syn på periodens kunstneriske mulighedsfelt, også vil føre til, at det religiøse maleri ikke fremover bliver målt med modernismens målestok? I så fald kan vi stå overfor en forandring af vores syn på billederne.

Vores software strejker i øjeblikket, så det var ikke muligt at oprette hyperlinks i teksten. Derfor følger de her:

Anne-Mette Gravgaards kronik i Kristeligt Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/377285:Kronik–Carl-Bloch—en-dansk-kunstner-i-populaer-udlaendighed

Blog om Lorenz Frølichs altertavle i Ubberud Kirke: http://kirkeblog.natmus.dk/lorenz-froelichs-altermaleri-i-ubberud-kirke.html

Blog om Carl Bloch, Anton Dorph og altertavlen i Farum Kirke: http://kirkeblog.natmus.dk/carl-bloch-og-farum-kirke.html

Blog om Sørup Kirke og altermaleriet af Carl Bloch: http://kirkeblog.natmus.dk/sa-tager-vi-fat-pa-soerup-kirke.html

Carl Blochs popularitet holdt ikke ind i 1900-tallet. I takt med det moderne gennembruds udfoldelse fremstod Blochs akademiske figurstil mere og mere ude af takt med de såkaldt progressive strømninger i 1800-tallet, der indvarslede det ny århundrede: naturalismen, impressionismen (for så vidt den findes i Danmark) og symbolismen. I stedet for Bloch har kunsthistorieskrivningen set Krøyer, Theodor Philipsen og L.A. Ring som typiske for 1800-tallets slutning.

Blochs relative anonymitet herhjemme står i grel kontrast til hans stjernestatus i en del af USA.  I disse dage udstilles hans værker på Brigham Young University Museum of Art, Utah, der endda ejer et af Blochs altermalerier, Kristus helbreder de syge, der for få  år siden blev solgt fra det indre missionske missionshus Bethesda ved Nørreport. Udstillingen fokuserer næsten udelukkende på Carl Blochs religiøse billeder, hvilket er helt forventeligt, da museet og universitetet er knyttet til den mormonske kirke. Set med danske øjne har det været en kilde til forundring, for hvad det egentlig med mormonerne og Bloch?

Dette spørgsmål belyser udstillingskatalogen The Masters Hand, the Art of Carl Heinrich Bloch. Interessen for Carl Bloch eksploderede for alvor i 1950’erne, da kirken fik tilladelse til at benytte billederne som illustration i deres blad, og nu er han og hans billeder hvermandseje blandt mormoner. Men at man overhoved kendte hans navn i Utah skyldes måske snarere, at en del danske emigranter o. 1900 havde eller fik tilknytning til mormonerne, og de tog samtidens danske kristusskildringer med sig: Blochs malerier og Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke.

Men det er selvfølgelig også fordi Blochs billeder kan noget særligt, at de skattes så højt: “Blochs religiøse billeder går udover den rent illustrative billedfortælling der kendes fra mange historiemalerier, inklusiv hans egne. I stedet benytter han visuelle greb til at involvere beskueren i en direkte moralsk konversation over de personlige valg, der fremlægges i hvert billedes fortælling.” (s. vii) og “For mange så skildrer C. H. Blochs malerier Jesus Kristus som både tilnærmelig og som guddommelig. Blochs kontraster af lys og mørke understreger Johannes’ vidnesbyrd: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (s. 11)

Men også i Danmark blæser nye vinde, ikke mindst på Statens Museum for Kunst. Blandt andet er han blevet udvalgt som en af de kunstnere, der indgår i Statens Museum for Kunsts nye satsning, Kunsthistorier, som allerede i den nuværende, ikke fuldt udbyggede version, må regnes blandt det allerbedste internetformidling af billedkunst ikke bare nationalt, men internationalt.

I Kunsthistoriers univers præsenteres en vifte af Carl Blochs kunstneriske arbejder, herunder også hans grafik, landskaber og portrætter. Men selvom malerierne til Frederiksborg Slotskirke præsenteres som hovedværket og de religiøse billeder med henvisning til kunstneren selv karakteriseres som “de vigtigste”, så er det ikke Blochs religiøse maleri, men derimod hans historiemalerier og genrebilleder, der fremstår som omdrejningspunktet. Det skyldes formentlig både, at disse sider af Bloch er bedst repræsenteret i Statens Museums samlinger, og at det religiøse maleri fortsat nyder en ganske beskeden interesse i kunsthistorieskrivningen.

Hvor Utah-Bloch altså formåede at indleve sig i Kristi væsen og finde udtryk for dette, er Kunsthistorier-Bloch snarere en dansk Rembrandt: universalgeniet, der mestrede alle kunstens genrer, men som måske var mest interessant som historie- og genremaler. Så vidt jeg har forstået vil der i den næste tid komme endnu en udstilling af Blochs værker, der bl.a. skal vises på Museet for Religiøs Kunst. I så fald vil vi formentlig få et tredje bud på Carl Bloch at se.

“Will the real Carl Bloch please stand up?”

Ikke at han behøver det. Det er jo netop denne dynamiske udveksling af nye fortolkninger, nye vinkler og nye indsigter, der bidrager til en øget forståelse ikke bare af nuancerne af Carl Bloch, og af malerkunsten i 1800-tallets slutning, religiøst så vel som sekulært. Indtil næste Blochindlæg dukker op vil jeg derfor blot pege på det interessante i, at de to meget forskellige præsentationer af ham er enige om en ting. At Blochs billeder inviterer til at man engagerer sig i de etiske potentialer, og at han evnede at formidle disse ved at aktivere vores sanser. Ikke bare synssansen, men også vores følelser: vores sympati for Prometheus, kærligheden til Jesus, eller ganske enkelt væmmelsen ved de ofte uappellerende detaljer, der udpensles. Ved at vække følelserne stimuleres vores overvejelser, vores konversation,  med det egentlige: billedernes emne.

OK. det blev et håbløst teksttungt indlæg; der burde næsten være en præmie for at have læst det til ende. DBK.

Nationalmuseets hårdnakkede insisteren på, at de gamle kilder vitterligt talte sandt, fik dog de implicerede arkæologer til at foretage en ekstra udgravning på det sted, hvor det ene tårn skulle have stået. Og minsandten! Til nogles forundring og andres store tilfredshed dukkede der forleden det fineste tårnfundament op, både med pælefundering, slyngværk og murstensunderlag for den vældige bygningskrop. Det område, som blev fremdraget, passede samtidig lige så fint med arkitekten N.- H. Jardins egen plan (det udgravede parti er her angivet med rødt).

I dag er alle vist blevet klogere. Det gælder både med hensyn til medieskabte mysterier og nok også, hvad angår nødvendigheden af at tage faglitteraturen i ed, når et uventet udgravningsresultat skal forklares.

Mysteriet gav anledning til mange gætterier. Var tårnbyggeriet allerede blevet stoppet af kirkens første arkitekt, Nicolaj Eigtved? Og havde hans efterfølger, den franske arkitekt, Nicolas-Henri Jardin, der “vistnok (var) lidt af en charlatan”, i virkeligheden “fiflet med regnskaberne”? Disse var ifølge artiklen kun sparsomt bevaret, fordi de delvis “gik op i røg ved Christiansborgs brand i 1794”. Kort sagt – man aner en byggeskandale af Danmarkshistoriske dimensioner!

Måske skal der lige tages et par forbehold i den fascinerende konspirationsteori. Danmarks Kirker udgav i 1987 et digert værk om Marmorkirken (se billedet). Bogen øser flittigt af det enorme kildemateriale af regnskaber mv., som – heldigvis – stadig findes i god behold på Rigsarkivet. I kilderne er hele byggeriet omhyggeligt registreret, bogført og revideret i et kommandoforløb, der gik fra Den Kongelige Kirkebygningskommission, via arkitekt og konduktører til de menige opsynsmænd på byggepladsen. At forestille sig fifleri i den proces er temmelig usandsynligt. Alt kunne jo kontrolleres ved selvsyn. Og hvem skulle for resten have noget ud af at snyde med et prestigeprojekt, der var blåstemplet af selve den enevældige monark?

Virkeligheden tegner sig måske anderledes, end arkæologerne gisner om. Da byggeriet stoppede i 1770, var tårnene kun nået til de nedre søjlebaser (ikke til “gesimsen”, som artiklen hævder). Siden lå kirkepladsen som en malerisk ruin indtil 1820, da man under arkitekten C. F. Hansens ledelse fik lov til at fjerne alt, der ikke skulle anvendes til et reduceret, tårnløst kirkeprojekt efter C. F. Harsdorffs forslag (1796-99). Det kunne være grunden til, at tårnfundamenterne blev gravet op – åbenbart til sidste sten og piloteringspæl. 

Heldigvis bliver der i næste måned anledning til på ny at kigge Marmorkirken efter i sømmene, når arkæologerne laver endnu en udgravning ved et af tårnene. Danmarks Kirkers redaktion vil selvfølgelig være på pletten!