Analysen viste, at de to malerier er stykket sammen af hver tre egeplanker. Af disse stammer de fire ydre stykker med stor sandsynlighed fra det samme egetræ, mens midtstykkerne er hugget af to andre træer. Men alle matcher de eksisterende dateringskurver for det sydlige Baltikum, hvorfra træet altså må stamme.

De yngste bevarede årringe på plankerne kunne er dateret til 1539-45, og under antagelse af, at det stort set kun er splintveddet, som er skåret fra, konkluderer analysen, at træerne må være fældet ca. 1555-70. I forvejen var det svært at forestille sig, at maleriet skulle være meget ældre, eftersom Melanchtons dødsår, 1560, er malet på portrættet. Det kan selvfølgelig være tilføjet senere, men portrætterne er samtidig næsten nøjagtige kopier af malerier fra 1559 i Frankfurt a.M, og altså ikke malerier af Lucas Cranach d.æ, der var død seks år forinden. Under alle omstændigheder konstaterer den dendrokronologiske rapport, at malerierne sandsynligvis er udført som et pendanter (af det samme træ), samt at det forekommer sandsynligt, at de blev til kort efter Melanchtons død, hvor der utvivlsomt har været en øget interesse for hans portræt.

Dateringen og troværdigheden overfor Cranachs urtype understøtter en decideret tilskrivning af billederne til Lucas Cranach d.Ys værksted, som forskere fra Statens Museum for Kunst for nylig har foreslået. Dog kunne det være spændende at få yderligere perspektiveret, at portrætterne er malet på netop baltisk eg. For Cranach d.Y.og værkstedet benyttede sig som oftest af bøg og lind (se evt. de malerier på identificeret træ i Cranach Digital Archive fra 1551-59), mens egetræ forekommer ret sjældent.

Alt i alt peger de nye kunsthistoriske og teknisk-kunsthistoriske undersøgelser af malerierne altså i retning af, at portrætterne sandsynligvis blev malet i Lucas Cranach d.y.s værksted omkring tyve år før, de blev skænket til kirken.

Da liften nu var på stedet, tog vi chancen til at få nogle gode nærbilleder af detaljerne.

Som omtalt af min kollega Rikke i et tidligere blogindlæg er Vor Frue Kirke i Svendborg næste opgave. Denne kirke er endnu hårdere restaureret end Skt. Nikolaj, og mange oplysninger om bygningshistorien skal findes på loftet. F.eks. har kirken et meget flot tagværk, som i hvert fald ikke er skiftet ved restaureringen i 1884. Det er dog nok heller ikke samtidigt med den oprindelige, senromanske kirke, da tilbygningerne fra senere i middelalderen har samme type tagværk som det bevarede, senromanske skib. Tagværket er derfor snarest sat op samtidig med tilbygningerne, og det kan fremtidige, dendrokronologiske undersøgelser måske bringe svar på. Men flot er det, uanset alderen.

Mogens fotograferer på loftet over nordre korsarm.

Prøveudtagning i spærstiver over nordre korsarm

I dagene 11.-14. januar udtog bygningsredaktør ved Danmarks Kirker, Thomas Bertelsen, og dendrokronolog Orla Hylleberg Eriksen prøver fra egetræstagværkerne over skibet og den nordre korsarm. Over begge bygningsafsnit vurderes de svære tømmerkonstruktioner at være middelalderlige, mens den øvrige del af kirken har tagværker fra nyere tid af fyrretræ. I den omsatte tagkonstruktion over nordre sideskib indgår også en del ældre egetømmer, men da det tydeligvis er genanvendt, kan det principielt være hentet hvor som helst, og en datering heraf blev derfor undladt. 

Krumvoksede krydsbånd i tagværket over skibet

Over skibet og den nordre korsarm virker tagværkerne intakte, hvilket ikke mindst fremgår af de enkelte spærfags tømmermærker. De indskårne romertal, der har sikret, at håndværkerne kunne samle konstruktionen korrekt, nummererer spærene i kronologisk rækkefølge, hvilket taler for, at de ikke i nævneværdig grad er blevet repareret siden opsættelsen.

Om de svære egetagværker stammer fra kirkens opførelse, og dermed kan fastslå hvornår kirken præcist blev bygget, er dog langt fra sandsynligt. Allerede 1247 blev kirken hærget af en stor brand, der både har sat spor i skibets øst- og vestende, og den første tagkonstruktion må i den forbindelse regnes for tabt; en brand i så stor en bygning var på den tid umulig at tæmme. Det kan naturligvis ikke blankt afvises, at dele af den oprindelige tagkonstruktion overlevede katastrofen og er blevet genanvendt i det tag, der opsattes ved kirkens genopbygning, formentlig i 1250’erne – dette må analyserne af de knap 70 boreprøver vise. At tagværkerne er yngre, er dog ikke uden interesse for forståelsen af klosterkirken, som i 1800-tallets sidste del gennemgik en stor restaurering, der slettede mange af de ændringer, som bygningen igennem tiden har fået. Er tagværkerne senmiddelalderlige, fastlægger de således en betydelig ombygning i en periode, hvorfra der kun er ganske begrænset viden om kirkens fysiske fremtræden.

Over den nordre korsarm har tagkonstruktionens krydsbånd fået enderne udskåret med kunstfærdige profiler. På eksemplaret her ses yderligere et tømmermærke dannet af romertal.

Før undersøgelsesresultaterne foreligger om et par måneder, skal et hvert gæt på egetagværkernes alder tages med stærke forbehold. Fra Danmarks Kirkers seneste kirkeundersøgelser, eksempelvis i Middelfart Skt. Nikolai, står det klart, at netop dendrokronologiske undersøgelser ofte giver stærkt overraskende resultater, og dette kan meget vel også ske i Sorø Klosterkirke.

Indtil da vil de to tagværkers konstruktionsprincipper blive underkastet en nøje undersøgelse, som ikke mindst bliver spændende over korsarmen, hvor de enkelte spærfag er udført med imponerende omhu; flere bjælker her her fået enderne udskåret med dekorative svungne former, der giver et utvetydigt indtryk af luksus. På kirkeloftet, som sjældent blev besøgt, havde kun de færreste glæde af sådanne dekorative detaljer, der i særlig grad udtrykker, at Sorø Klosterkirke er et resultat af såvel økonomisk som åndeligt overskud.

Danmarks ældste fungerende trætrappe fra o. 1510-20 i Middelfart Skt. Nikolajs tårn. Kun vangerne med udskæringer til 23 trin er bevarede mens trin og gelænder er fra nyere tid og delvist udført af genanvendt egetømmer. Nederst i hver vange ses hullet efter de nyligt udtagne boreprøver.

Ved Kirkeværkets undersøgelse af Middelfart Skt. Nikolaj er der udtaget boreprøver fra kirkens egetømmer, og der har været nok at tage af; – koret, skibet, korsarmen og sakristiet har næsten komplette middelalderlige tagværker. Kun tårnets oprindelige tagværk, som udskiftedes 1863 mangler, men her kunne prøverne udtages fra en række egebjælker, der bærer gulvene i mellemstokværket og klokkestokværket samt fra en lang indvendig trappe, der fører op til mellemstokværket.

Mens de svære bjælker var anlagt i murene under tårnets opførelse, kunne trappen principielt være indsat længe efter tårnet var færdigt, men intet talte umiddelbart for, at dette var tilfældet; De næsten 6 m lange trappevanger må således have været næsten umulige at få ind i tårnet efter at dette stod færdigt, og intet tydede på, at de var udført af genanvendt tømmer, som allerede fandtes i kirken.

Efter behandlingen af de dendrokronologiske prøver blev mistanken om, at tårntrappen var oprindelig da også bekræftet; både de indmurede gulvbjælker og trappen var udført af træ som var fældet o. 1510-20. Det var forventet at tårnet var opført indenfor dette tidsrum, men at også trappen var senmiddelalderlig, var en overraskelse som redaktionen ikke var forberedt på. Fra at være en gammel slidt trappe er tårntrappen i Middelfart nu den ældst daterede trætrappe i Danmark, der endnu er i brug, og denne unikke status kan meget vel udvides til flere af vores nabolande; en rundspørge hos kollegaer i Norge, Sverige, Finland og Nordtyskland taler for, at der ikke her kendes trætrapper, som med sikkerhed har samme høje alder.

Da der aldrig har været foretaget systematiske undersøgelser af trapperne i de danske kirketårne, kan det ikke afvises, at dendrokronologiske undersøgelser i fremtiden vil påvise endnu ældre eksemplarer, men trappen i Middelfart har foreløbig sat fokus på et interessant og overset inventarstykke i de danske middelalderkirker.

Den samlede dendrokronologiske undersøgelse af egetømmeret i Middelfart Skt. Nikolaj vil kunne læses i Danmarks Kirkers kommende hæfte om købstadskirker i Odense Amt.