I forbindelse med udvendig kalkning af kirken i 2008 afrensedes løse kalklag. Herunder dukkede flere forskellige ældre farvelag op på tårnets nord- og vestside. Det er som regel her, man finder ældre lag, da især sydsiden har været særligt udsat for vejr og vind, således at de ældre kalklag ikke er bevaret her.

De ældste kalklag, man fandt, var en rødkalkning af murværket. Herover var et eller to hvide kalklag, hvorpå der var malet røde pletter med en diameter på 3,5-5 cm, de fleste 4,5 cm. De røde pletter var udført i en dybere rød teglfarve end den tidligere rødkalkning og var påført med pensel. Pletterne begynder ca. 5 m oppe på tårnet, og overgangen fra det nederste hvide område er markeret med en ca. 8-12 mm bred malet streg i samme farve som pletterne. Prikkerne var malet op igen mindst en gang. Henover var adskillige lag hvidtekalk, så bemaling må have en vis alder.

Foto arkitekt Bendt Longmose Jakobsen

Der fremgår ikke noget af de skriftlige kilder om denne bemaling, og det var ikke muligt ved afdækningen at datere udsmykningen.

Kirketårnet i Drigstrup har således engang, måske allerede i middelalderen, stået med denne lidt usædvanlige bemaling.

Fænomenet er imidlertid ikke ukendt. Ved en tidligere kalkning af kirketårnet i Revning Kirke i nærheden (Bjerge Hdr.) fandt man spor af tilsvarende prikker, uden at de blev nærmere undersøgt, og en bemaling med prikker er også registreret ved Lyø Kirke (Salling Hrd., Svendborg Amt), Årslev Kirke (Vindinge Hrd., Svendborg Amt) samt Ovtrup Kirke (Ribe Amt). Når man i fremtiden skal kalke kirkebygninger, bør man ved afrensning være meget opmærksom på tidligere bemaling og udsmykning, da det sandsynligvis ikke har været så usædvanligt at have forskellige former for bemaling på kirkernes ydre.

Der kan læses mere om dette  – og meget andet – i det kommende hæfte af Danmarks Kirker, Odense Amt, der foruden kirken i Drigstrup også omhandler kirkerne i Munkebo, Kølstrup og Agedrup

Foto arkitekt Bendt Longmose Jakobsen

Jeg syntes, at jeg var klædt godt på hjemmefra, da jeg i uge 9 var i erhvervspraktik på redaktionen ‘Danmarks Kirker’. Det viste sig dog, at min viden var absolut ingenting i modsætning til de ’kloge hoveder’ på redaktionen. Den viden, der florerer blandt de vidende historikere og kildelæsere, er naturligvis centeret om et af deres yndlingsemner – Danmarks kirker. Disse mennesker ligger inde med fascinerende ordforråd om for nogen ville  være vanvittigt detaljeret ting og verbale vendinger. Selvom jeg ofte har haft svært ved at finde hoved eller hale på samtalerne og bøgerne, har det været enormt lærerigt og spændende at høre på disse interne samtaler og læse bøgerne. Jeg har det meste af tiden forholdt mig tavs, fordi jeg bare sad og nærmest ’absorberede’ samtalerne, og jeg kunne have siddet dér i timevis og bare lyttet på dem, der så passioneret fortæller om det emne, de er bedst til. Man nænner nærmest ikke at bryde ind i samtalerne med ens egne kommentarer, fordi man næsten er bange for, at man går glip af vigtig viden.

På redaktionen følte jeg, at jeg fik en varm velkomst – alle var søde og spurgte ind til mig. Det er en forholdsvis stille og lille arbejdsplads, hvor redaktørerne og kildelæsere sidder stille og fordybet i deres arbejde, hvor jeg er blevet mødt af overskud til at komme hindanden ved og udveksle tanker. Den første dag, jeg var der, var der bl.a. en gammel dame, der var en del af fællesskabet, selvom hun ikke arbejdede der. Jeg fik senere af vide, at hun var en gammel kollega og tidligere redaktør, der indimellem kom og besøgte redaktionen og spiste frokost. Frokosten var den dag – ligesom alle de andre – livlig og spændende. Til frokost samledes flere fra de forskellige kontorer til en snak om mange forskellige emner i et større kontor rundt om et bord. Jeg blev fortalt, at de foretrak at sidde der i stedet for, at være i kantinen, fordi det hyggeligere. Der blev ofte refereret til de forskellige kirke-ture i både ind- og udland, som blev foretaget ved afslutningen af beskrivelserne af kirkerne. Man følte igen dette fællesskabsbånd, da de talte om turene, fordi det vidnede om, at disse mennesker havde oplevet og delt meget sammen.

Jeg fik lov til at kigge blandt de gamle arkivskuffer og se lagret af de udkomne bind af ’Danmarks Kirker’. Bøgerne stod stablet på rad og række – bogreolerne tapetserede næsten væggene – og arkivskufferne stod spækket med dokumenter af ældre og nyere dato. Alle arkiverne var en del af et stort system af potentielle fremtidige kilder til nye udgaver. Jeg kom ofte til at tænke på, at hvis man bare satte et dokument forkert ville hele korthuset falde samme, og at dette var følelsen af at være inden i et databasesystem indeni en computer.

Oftest blev jeg sat til at kildelæse eller sortere forskellige gamle dokumenter. De var dog af nyere dato, da jeg havde svære problemer med at tyde skrifterne. Da jeg om tirsdagen var i Rigsarkivets læsesal og ’oversætte’ flere hundrede år gamle kirkers regnskabspapir sammen med en meget mere erfaren kildelæser, kunne hun hjælpe mig og give clues til, hvordan man de gamle tekster læsbare. Selvom disse tekster for mig ligeså godt kunne have været helt skrevet på er helt andet sprog, og jeg kun forstod en lille brøkdel af teksternes indhold, var det samtidig fascinerende og en oplevelse i sig at bare sidde med så gamle dokumenter, der blev skrevet for flere hundrede år siden.

At få lov til at være i erhvervspraktik på ’Danmarks Kirker’ har været en enorm oplevelse med mange faglige udfordringer og spændende samtaler med vidende og rare mennesker, der har taget så godt imod mig. Jeg har altid haft et ønske om at arbejde med historie relateret ting, og nu, hvor jeg har set hvordan sådan en arbejdsplads fungerer, har jeg i højere grad lyst til at føre denne drøm ud i livet. Kort sagt: Jeg ville ikke komme til glemme dette spændende sted, og min erhvervspraktikplads har givet mig lysten til at vide endnu mere om historie.  

Ulriksholms ejere satte deres præg på kirkerne, først og fremmest Kølstrup Kirkes interiør, med Michael Tuischs altertavle fra 1713, vestpulpituret fra 1717, der adskilte Godske Hans von Brüggemanns åbne begravelse i tårnrummet fra kirkerummet, herskabspulpituret fra 1739 og stolestaderne fra 1747, foruden et gravkapel opført til Karen von Brüggemann og ægtemanden Ulrich Friderich von Heinen.

Kølstrup Kirke – Foto Arnold Mikkelsen

Som led i fornyelserne kasseredes ældre inventarstykker. Mens det kasserede for størstedelens vedkommende er gået tabt, er enkelte stykker senere blevet genanvendt på Ulriksholm. Således rummer en historicistisk dørportal på herregården træskærerarbejde fra flere forskellige middelalderlige og barokke genstande. Det er endnu uvist, præcist hvilke kirker og specifikke inventarstykker billedskærerarbejdet stammer fra, men det er givet, at der er ting fra såvel altertavle(r) som epitafie(r).

Fotooptagelser på Ulriksholm – Foto Arnold Mikkelsen

Et pudsigt eksempel på samhøret mellem herregård og kirke er en tavle i Munkebo Kirke opsat til minde om uskadelige lynnedslag på Ulriksholm og Munkebo Kirke 29. januar 1730. Stentavlen, der er opsat på sin oprindelige plads i våbenhuset henviser til tre skriftsteder i den gammeltestamentlige Salmernes Bog, nemlig Sal. 77,19, Sal. 116,12 og Sal. 104,33. På Ulriksholm hænger et sidestykke i form af en stentavle, der citerer de pågældende vers: “Din Tordens Lyd var i Luften, Lynet oplyste Jorderig Jorden befvede”, “Hvorledis skal ieg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig” og “Jeg vil Siunge for Herren, imens Jeg lever Jeg vil love min Gud Saalænge Som Jeg er til.”

Tavler til minde om lynnedslag 1730, Munkebo Kirke (tv.) og Ulriksholm – Foto Arnold Mikkelsen

Tårnet set fra nordvest.

Som om det ikke var nok, viser de indvendige undersøgelser, at tårnets to nedre stokværk begge var planlagt overhvælvet, et forhold, til hvilket der i landsbykirkerne umiddelbart ikke er nogen parallel. Ingen af hvælvene er bevaret, men i tårnrummet over det nuværende tøndehvælv fra 1922 er kappernes afhuggede vederlag endnu synlige, og i stokværket herover er de tre skifter høje ribbeudspring bevaret i hjørnerne.

Som nævnt er der i landsbykirkernes tårne umiddelbart ikke nogen parallel til situationen med hvælv over to stokværk, men mon ikke en nøjere gennemgang ville kunne afsløre lignende forhold andre steder. Ikke mindst i de mange kirker, der endnu mangler at blive undersøgt i Danmarks Kirkers regi.

Tårnrummets hvælvvederlag set mod vest.

Men der er også andre højt specialiserede kompetencer, der kommer i spil, når vi behandler tagkonstruktionerne. De dunkle lofterne stiller også store krav til vores fotograf, Arnold Mikkelsen, når tagkonstruktionen skal belyses jævnt og i sin fulde længde, og også til redaktørernes klatreevner (af en eller anden grund er det ofte inventarredaktørens lod at klatre rundt på hvælv og hanebånd). Her slår virkeligheden ikke til, og som denne lille fotoserie viser, må det endelige fotografi stykkes sammen af mange forskellige optagelser, hvor hver sektion af taget er belyst.

Ud af disse optagelser skaber Arnold så det endelige fotografi, vi bringer i en kommende udgivelse af Danmarks Kirker, Odense Amt om Nørre Søby Kirke: Et fotografi, der viser loftet bedre, end det er muligt at se det i virkeligheden.

Messehagelen er syet af kunstneren Vivi Diemar i 1976 i et design, der er typisk for 1970’ernes hippiestil. Den består af sammensyede baner af grøn, gul og brun velour, der på rygsiden danner et stort kors. I korsskæringen er der anbragt en sollignende applikation af grøn og gul velour, og messehagelen er yderligere smykket med små cirkelornamenter, der er broderet med guldtråd. Foret er olivengrønt.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Det er helt enestående at støde på en messehagel som den gul-grønne hippie-messehagel. Hagelen er ikke længere i brug, men opbevares i kirken – heldigt, at den findes endnu og ikke er blevet kasseret ved en oprydning!

Men der findes flere interessante, gamle messehagler i Rudkøbing: Langelands Museum har to messehagler, der stammer fra Rudkøbing Kirke. Begge er syet af rødt fløjl, kantet med guldgaloner og har et gyldent kors på ryggen. Den ældste er fra 1771, og fra kirkens regnskaber ved vi, at den blev syet af en kvinde ved navn Sofia Kalf, og at den kostede 50 rigsdaler. Peder Kroman i Marstal blev betalt for fragt af den kasse, hagelen blev sendt i. Den anden er 100 år yngre, fra 1870, og den blev syet af skrædder C. Rasmussen. Endelig har kirken en lidt nyere messehagel i samme stil, som blev foræret af en anonym giver i 1918. Der er tale om messehagler af en velkendt type, der findes i mange kirker, men her er hele tre bevaret, og vi kan oven i købet sætte navn på skrædderne bag de to.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Bogen om Rudkøbing Kirke udkommer 16. august. Den kan købes i boghandelen eller læses online på Danmarks Kirkers hjemmeside. Udover Rudkøbing Kirke indeholder bogen beskrivelser af den katolske kirke i Rudkøbing, Skt. Bendts Kapel, af Rudkøbing Kirkegård og af metodistkirken Skt. Peters Kirke, som blev nedrevet i 1982.

Indskriften på spærets østside.

Indskriften, der lyder “A n d i [?] 1401” er ikke entydig, og der hersker da også tvivl om læsningen – hvad står bogstaverne for; er det et navn eller måske en forkortelse for “Anno Domini”, dvs. “i det Herrens år”? Tegnene har ikke været underkastet en nærmere, epigrafisk analyse, men p.t. hersker den opfattelse, at der i virkeligheden er tale om en i nyere tid indridset tekst. Særligt udformningen af tallet 4 harmonerer dårligt med middelalderlige forlæg. Nu var hele formålet med undersøgelsen jo at udtage boreprøver til dendrokronologisk datering, hvilket også blev gjort. Resultaterne blev imødeset med stor spænding, men desværre var det ikke muligt at datere korets tagværk, så vi får altså ikke afklaret, om dateringen holder. Til gengæld lykkedes det at datere skibets tagværk: dette blev opsat i 1380’erne – altså kort tid før korspærets “datering”! Hvis indskriften som formodet er af nyere dato må man sige, at vedkommende har ramt forbløffende præcist i forhold til skibets tagværksdatering!

Udsnit af skibet tagværk set mod øst.

Dr. Jan Richter (tv) fortæller om Skt. Jørgen og dragen, der er udstillet i kirkeruinens kor.

De pragtfulde træskærerarbejder er dominerende blandt de udstillede genstande, der dog også inkluderer fornemme maler-  guldsmedearbejder samt eksempler på byens blomstrende bogtrykkerkunst. Den arkitekturinteresserede kan oven i købet nyde de velbevarede klosterbygninger og kirkeruinen, der er nænsomt restaureret med respekt for det oprindelige udtryk. Skt. Annen har begået en seværdig udstilling, der ledsages af et stort og flot katalog. Udstillingen løber til  d. 10. januar, og et besøg kan jo passende kombineres med en oplevelse af byens berømte og velbesøgte julemarked!

Detalje af kirkeruinens søndre sideskib, set fra nordøst.

Kirken i sydfløjen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Samtlige fanger var forpligtet til at deltage i gudstjenesten hver søndag, med mindre de kunne dokumentere, at de tilhørte andre trossamfund. 1924 bestemtes, at fangerne kunne fritages for gudstjenesten efter forudgående anmodning herom. Først i 30’erne blev fangernes deltagelse i gudstjenesten frivillig.
Kirkerummene strakte sig over to etager og var amfiteatralsk indrettet med fangerne siddende i lukkede ‘båse’, så de ikke kunne have kontakt med hinanden under de kirkelige handlinger.
Kirken i nordfløjen (kirke 1) blev ret hurtigt taget ud af brug igen, og i 1918 blev rummet inddraget til celler.
Kirken i sydfløjen (kirke 2) var i brug indtil 1923, hvor en ny kirke blev bygget. Rummet blev delt i to etager, hvoraf den øvre i en årrække herefter anvendtes som foredragssal.
1923 blev kirke 3 opført som en selvstændig, stor bygning vest for sydfløjen og vinkelret på denne.

Den tredje fængelskirke inden ombygningen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Også denne kirke var fra begyndelsen amfiteatralsk indrettet med fangerne siddende i lukkede ‘båse’, indtil den formentlig i 30’erne blev ombygget, og de lukkede bænkerader blev udskiftet med almindelige bænke. Der var her plads til 180 personer. Med årene, ikke mindst da der ikke længere var gudstjenestepligt, var kirken alt for stor, og den blev nedlagt 1972.
I stedet blev der 1972 indrettet et kirkerum (kirke 4) til ca. 50 personer i et nedlagt skrædderdepot tæt på den østlige ringmur. Placering viste sig imidlertid sikkerhedsmæssigt at være meget uhensigtsmæssig, så man ønskede en anden placering.
2004 blev den nuværende kirke (kirke 5) indviet. Den er placeret i den midterfløj, der 1918-20 blev opført imellem de tidligere nord- og sydfløje.
Herudover var der en overgang, muligvis fra Anden Verdenskrig, tillige i kirke 3 indrettet et katolsk kapel, som antages nedlagt sammen med denne i 1972.
Et muslimsk bederum blev i 2004 med midler fra Saudiarabien indrettet i en af bygningerne på fængelsområdet.

Døbefonten i Hjulby Kirke er fra 1876. Den er udført af hvid marmor i nygotisk stil. Den blev egentlig fremstillet til Nyborg Vor Frue Kirke, der var blevet gennemgribende restaureret i begyndelsen af 1870’erne med netop Vilhelm Tvede som arkitekt.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

I Vor Frue Kirkes regnskaber kan man se, at kirken i oktober 1876 betalte for fragt af en døbefont med jernbane og skib fra København til Nyborg. I december 1876 og januar 1877 modtog billedhugger N. H. Bondrop sin betaling for døbefonten og dens opsætning, i alt 794 kr. Og endelig er der på kirkens inventarfortegnelse for 1876/77 anført ‘en marmordøbefont udført af billedhugger Bondrop for 794,23 kr. efter tegning af arkitekt Tvede’.

Der kan altså ikke være tvivl om, hvem der er mester for døbefonten. Men hvordan er misforståelsen omkring Otto Evens opstået? En forklaring kan være, at det i juli 1875 blev noteret i kirkens synsprotokol, at man ville anskaffe en marmordøbefont hos billedhugger Evens til 580 kr. I Vilhelm Tvedes privatarkiv findes da også et overslag fra Evens fra juni 1875 på en døbefont ‘udført efter medfølgende, skitserede tegning’ for 580 kr. Tilsyneladende har man dog skiftet mening om, hvordan døbefonten skulle se ud. Der findes nemlig endnu et overslag fra Evens, dateret 23. juni 1876, på en døbefont ‘efter opgiven tegning’, men nu med prisen 1650 kr. Og der findes faktisk også et tredje overslag på en døbefont ‘efter leveret tegning’ lydende på 1995 kr. fra billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk. Disse overslag er ikke blevet benyttet, men Tvede har gemt dem blandt sine papirer. I stedet gik ordren på døbefonten til Niels Bondrop, hvis tilbud dog ikke synes bevaret. Det samme gælder de omtalte tegninger.

Bondrops døbefont stod i Vor Frue Kirke i knap 100 år. Men efter endnu en omfattende restaurering i 1971-72 valgte man i stedet at tage kirkens romanske granitfont i brug igen. Marmorfonten blev da skænket til Hjulby Kirke.