Nu har en kollega med sommerhus i Skagen så sendt mig nogle fotografier af Lunds monument, og lad det være sagt med det samme: Krøyer har næppe haft fingrene i leren, da Fritz Langes portrætrelief blev modelleret.

Fritz Lange og byfoged Lunds relieffer

Som billedet ovenfor måske antyder, er der en væsentlig forskel mellem især overfladevirkningen i de to relieffer, ligesom de to relieffer også synes at være præget af en forskellig mentalitet. Langes portræt fremstår nøgternt iagttagende og beskrivende, mens relieffet af Lunds er langt mere livligt, og både hårlokken over øret og jakkens revers synes næsten at sitre for at bryde ud af det flade relief.

I denne sammenhæng kan det også være relevant at huske på den berømte kunstkender Giovanni Morelli, der mente at kunstnerisk personlighed afslører sig i alle de betydningsløse billeddetaljer, som kunstneren, fordi de ikke er så vigtige, typisk udfører skabelonagtigt – og derfor også genkendeligt. Et af de arketypiske eksempler på en “betydningsløs detalje” er bogstavelig talt i centrum for de to relieffer: øret. Ører spiller ikke nogen nævneværdig rolle, når den portrætteredes personlighed og følelsesliv skal visualiseres, og de er heller ikke gode til at ‘bære’ et billedes handling, og derfor bliver de også sjældent underkastet synderlig interesse fra kunstneres side; Krøyers kultegning af overlæge Fritz Lange er faktisk et godt eksempel på dette.  Kigger vi nu på de to bronzerelieffer, så viser Krøyer sig alligevel at have en stærkere fornemmelse for ørets anatomi i Lund-relieffet, end man finder det i Fritz Langes, og man kan under alle omstændigheder ikke tale om, at de to ører er udført efter samme skabelon.

Et af argumenterne for at foreslå en tilskrivning til Krøyer var, at håndskriften på Langes rekief synes at være hans. Med et foto af Lund-inskriptionen i hånden viser dette argument sig ikke at holde;  særligt bemærker man, at e’rne er forskellige, og at g’ernes kurve under linjen også afviger fra hinanden:

Efter denne lille flirt med Krøyer er vi med andre ord tilbage til den forklaring, Middelfart Museum da også har fremført hele tiden: at relieffet er lavet af overlæge Langes slægtning: Frederik Lange, hvorfor inskriptionen ikke angiver den portrætteredes navn, man slet og ret er en signatur. Derved er værket dog ikke mindre interessant, for det er (så vidt vides) det eneste kendte bronzearbejde fra hans hånd.

Danmarks ældste fungerende trætrappe fra o. 1510-20 i Middelfart Skt. Nikolajs tårn. Kun vangerne med udskæringer til 23 trin er bevarede mens trin og gelænder er fra nyere tid og delvist udført af genanvendt egetømmer. Nederst i hver vange ses hullet efter de nyligt udtagne boreprøver.

Ved Kirkeværkets undersøgelse af Middelfart Skt. Nikolaj er der udtaget boreprøver fra kirkens egetømmer, og der har været nok at tage af; – koret, skibet, korsarmen og sakristiet har næsten komplette middelalderlige tagværker. Kun tårnets oprindelige tagværk, som udskiftedes 1863 mangler, men her kunne prøverne udtages fra en række egebjælker, der bærer gulvene i mellemstokværket og klokkestokværket samt fra en lang indvendig trappe, der fører op til mellemstokværket.

Mens de svære bjælker var anlagt i murene under tårnets opførelse, kunne trappen principielt være indsat længe efter tårnet var færdigt, men intet talte umiddelbart for, at dette var tilfældet; De næsten 6 m lange trappevanger må således have været næsten umulige at få ind i tårnet efter at dette stod færdigt, og intet tydede på, at de var udført af genanvendt tømmer, som allerede fandtes i kirken.

Efter behandlingen af de dendrokronologiske prøver blev mistanken om, at tårntrappen var oprindelig da også bekræftet; både de indmurede gulvbjælker og trappen var udført af træ som var fældet o. 1510-20. Det var forventet at tårnet var opført indenfor dette tidsrum, men at også trappen var senmiddelalderlig, var en overraskelse som redaktionen ikke var forberedt på. Fra at være en gammel slidt trappe er tårntrappen i Middelfart nu den ældst daterede trætrappe i Danmark, der endnu er i brug, og denne unikke status kan meget vel udvides til flere af vores nabolande; en rundspørge hos kollegaer i Norge, Sverige, Finland og Nordtyskland taler for, at der ikke her kendes trætrapper, som med sikkerhed har samme høje alder.

Da der aldrig har været foretaget systematiske undersøgelser af trapperne i de danske kirketårne, kan det ikke afvises, at dendrokronologiske undersøgelser i fremtiden vil påvise endnu ældre eksemplarer, men trappen i Middelfart har foreløbig sat fokus på et interessant og overset inventarstykke i de danske middelalderkirker.

Den samlede dendrokronologiske undersøgelse af egetømmeret i Middelfart Skt. Nikolaj vil kunne læses i Danmarks Kirkers kommende hæfte om købstadskirker i Odense Amt.

Gravmonument, o. 1908, over overlæge Frederik Lange (1842-1907)

I gravstenen er nemlig indfattet et bronzerelief af den afdøde overlæge i profil, som er bemærkelsesværdigt af flere grunde. For det første fordi den portrætteredes navn tilsyneladende er skrevet to gange. I øverste venstre hjørne står hans navn sirlige versaler, akkompagneret af fødsels- og dødsdato nederst til venstre:10. nov. 1842 – 29. dec. 1907. Det er som man forventer af en gravsten. Men i nedre højre hjørne er indridset i en friere håndskrift: “Frederik Lange – Mai 1908”. Og her opstår forvirringen!

Busteportræt af overlægen i profil

Først og fremmest navnet: denne Frederik Lange kan umuligt være overlægen, der jo døde nogle måneder tidligere. I stedet har man set det som kunstneren Frederik Langes (1871-1941)  signatur. Det virker umiddelbart tilforladeligt, da kunstner Lange var overlægens nevø og i øvrigt opholdt sig i Middelfart i en periode. Er han kunstneren, er det hans eneste kendte bronzearbejde.

P. S. Krøyer, Overlæge Frederik Lange, 1907, Psyk. Samling, Middelfart Museum

Noget andet er, at relieffet er meget nært beslægtet med den kultegning, P. S. Krøyer udførte af overlægen under en indlæggelse på Sindssygehospitalet i marts 1907; selv den håndskrevne indskrift er placeret samme sted.  Det ser kort sagt ud til, at da der skulle udføres et portræt til gravmonumentet, tog man udgangspunkt i det formentlig sidste portræt, der blev tegnet af overlægen i levende live.  Indskriften “Frederik Lange – Mai 1908” behøver derfor ikke være en signatur, men kan henvise til den forlægstegning, der må være udført forud for modelleringen af relieffet.

Men hvem var så kunstneren, der modellerede relieffet? Selvom Frederik Lange ikke helt kan udelukkes, så er P. S. Krøyer nok et bedre bud. Ikke fordi relieffet er knyttet til hans kultegning – den kunne kunstner Lange nok have fået lov at låne, enten fra overlægens dødsbo eller fra Krøyer, som han kendte. Men fordi indskriften “Frederik Lange – Mai 1908” tilsyneladende er skrevet i hans håndskrift. Krøyer prøvede kræfter med bronzearbejder ved flere lejligheder, bl.a. da der blev rejst et monument over Skagens byfoged Ole Christian Lund også fra 1908.  En nøjere stilistisk sammenligning med Krøyers bronzearbejder kan passende begynde dér.