Har man prøvet at tage et godt billede af en prædikestol, et tagværk, lysekronerne eller altersølvet, vil man vide, hvor svært det er, at få et virkelig godt resultat. Så vi er glade for Arnold og hans vognfuld af lamper, ledninger, generatorer, blitzer, linser og hvide telt til fotografering af metalarbejder; og selvfølgelig også for hans billedbehandlingsevner.

Der er dog også et praktisk arbejde med at få taget et godt billede. For at tage et billede som dette (fra Dalum Kirke taget af netop Arnold Mikkelsen):

… kræver det en del forberedelse af ikke mindst belysningen.  Vi har nemlig brug for at belyse klokkerne næsten lodret oppefra, så indskrift og relieffer træder tydeligt frem.

Og ofte er det temmelig besværligt at komme til, særligt når klokkerne hænger højt oppe i en klokkestol. Det gør de i Sanderum Kirke, så der måtte fotografen op på en stige for at kunne tage billedet, mens bygningsredaktøren sørgede for rumlyset vha. en blitz. Og derudover blev inventarredaktøren (da det er ‘hans’ billede) udstyret med en blitz på en stang, og så var det ellers videre op i klokkestolen for at levere ovenlyset:

Så der lægges en del arbejde i at få billederne i hus. Men retfærdigvis var det ikke helt så dramatisk, som det måske ser ud til. Skjult af den bjælke, jeg står på, løber en tilsvarende lige bag min ryg, så det var ikke svært at holde balancen. Faktisk var de største udfordringer at få slæbt udstyret derop og placeret kameraet rigtigt, samt at undgå at blive alt for beskidt undervejs.

Anders Mortensens gravgitter til Iver Vinds og Helvig Skinkels gravkapel i Dalum Kirke (1646)

Iver Vind lod således et prægtigt stenepitafium opsætte i sit gravkapel, han fik skåret et gravgitter til kapeldøren i det ny kors vestvæg, og han stod bag anskaffelsen af en ny altertavle – som bærer Iver Vinds og hustru Helvig Skinkels våbener. Desuden fik kirken en ny prædikestol. Gravgitret, altertavlen og prædikestolen regnes alle for arbejder af billedskæreren Anders Mortensen fra Odense, selvom dette for så vidt ikke er dokumenteret, for hans keruber, vrængemasker og smidige behandling af træet kan let genkendes i arbejderne. Nu er der imidlertid fremkommet en udgiftspost, der alt andet lige dokumenterer, at Anders Mortensen var involveret i restaureringen af Dalum i 1646-47.

I Sanderum Kirkes regnskaber for 1647 kan man læse, at kirken betalte 70 sletdaler for en “predichstoell  som bleff kiøbt fra Dallum Kierche”, og at “Anders Bildthugger for samme Predichstoell at opsette och forferdige” blev betalt 10 sletdaler. Denne oplysning er særdeles interessant. For det første dokumenterer den, at Sanderums prædikestol fra 1631 oprindelig har tilhørt Dalum Kirke, og for det andet at Dalums nuværende prædikestol (som hidtil antaget) må stamme fra restaureringen 1646-47, og at den var opsat i kirken 1647. Og da “Anders Billedhugger” er den almindelige omtale af netop Anders Mortensen i tidens skattelister og i snedkerlaugets protokol, dokumenterer regnskabet endvidere, at det var ham, som opsatte Dalums gamle prædikestol i Sanderum Kirke.

Anders Mortensens prædikestol til Dalum Kirke fra o. 1646 (t.v.) og kirkens tidligere prædikestol fra 1631 nu i Sanderum Kirke (t.h.)

Regnskabet supplerer derved vores viden om Anders Mortensens virke. Og selvom vi strengt taget kun får bevis for, at han stod for at flytte 1631-prædikestolen fra Dalum og reparere og genopsætte den i Sanderum, så er det meget fristende at antage, at når han fik denne tjans, var det fordi han i forvejen var engageret i Dalum til bl.a. at nedtage og udskifte prædikestolen. I 1650 støder vi i øvrigt igen på Anders Billedhugger i Sanderums kirkeregnskaber. Han blev betalt for at opsætte den ny opgang til prædikestolen, som “Zacharias Maler i Odense” samtidig blev betalt for at staffere.

Anders Mortensens altertavle til Dalum Kirke (o. 1646)

Anders Mortensens prædikestol og altertavle til Dalum Kirke fra ca. 1647 er centrale værker i den fynske bruskbarok. Med disse introducerede han et enklere bruskbarokt udtryk, der er kendetegnet ved samspillet mellem en klar arkitektonisk opbygning og færre dekorative virkemidler end hidtil. Denne løsning var særdeles velegnet til især de mindre landsbykirker, hvor dette grundmønster i de følgende årtier fik en dominerende position på Fyn.