Billedet i Svendborg blev malet allerede i 1818, da C.A. var på studierejse til Dresden, og pga. utilstrækkelige fondsmidler var han i pengemangel. Med bistand fra den stedværende konsul modtog han da en bestilling fra kronprinsen på en kopi af Rafaels verdensberømte Sixtinske Madonna i byens legendariske malerisamling. Uden denne royale opbakning havde han aldrig fået lov til at kopiere maleriet – endda i naturlig størrelse, – da det normalt ikke måtte kopieres. Ifølge overleveringen skal han endda have fået hjælp fra den internationalt berømmede dansk-norske landskabsmaler J. C. Dahl, der havde slået sig ned i Dresden og angiveligt har udført skyerne i billedet.

Maleriet befandt sig i den senere Frederik VII’s eje indtil kongens død, hvorefter det blev solgt sammen med den øvrige kunstsamling på auktionen 1864. Nogle år senere ejede grev León Moltke Huitfeldt til Glorup maleriet, og han skænkede det til den nyindviede Skt. Knuds Kirke i 1886.

Nu om dage er “Rafaels engle” nederst i billedet nok mere berømte, end maleriet er i sin helhed. Men da C. A. Jensen malede det, havde Den Sixtinske Madonna ry for at være et af verdenskunstens absolutte højdepunkter.  Som sådan optræder det eksempelvis både i Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og Straf fra 1866 og i Onde Ånder (De Besatte) fra 1872. I sidstnævnte roman bliver maleriet genstand for en diskussion om (nytte-)værdi mellem den ældre generation af vestligt prægede ‘liberalister’, personificeret af huslæreren Stepán Trofímovitj Verkhovénskij, og de unge samfundsomvæltende nihilister, personificeret af især Stepáns søn, Piotr. Mens sønnens velynder, Julia havde set Madonnaen i Dresden og ikke så noget som helst i den, insisterede Stepán på, “at Shakespeare og Rafael står over bøndernes frigørelse, over nationalkarakteren, over socialismen, over den unge generation, over kemien, over det meste af menneskeheden, for de er frugten, hele menneskehedens sande frugt, og måske den højeste frugt, som overhoved kan findes” (Onde Ånder, 3. del, kap. 1.4). I denne diskussion om hvad der er skønnest: “Rafael eller petroleum?” var Dostojevskij helt og holdent på Stepáns side. Nok anerkendte han, at Madonnaen var repræsentant for en lidt bedaget og verdensfjern ‘god smag’, men han insisterede på, at kunsten skulle lede til det skønne og ad den vej til spirituel erkendelse, og han regnede Madonnaen for det ultimative udtryk for menneskelig genialitet.

I kraft af sin egen historie og som udtryk for 1800-tallets æstetik og opfattelse af kopiens funktion er C. A. Jensens altermaleri kort sagt et interessant bekendtskab.

Prædikestolen i Vor Frue Kirke i Svendborg er skænket 1597-99 af det adelige ægtepar Detlev Sested og Ingeborg Rosenkrantz. Selve stolen – kurven – var oprindelig udsmykket med parrets våbenskjolde og initialer. Og på lydhimlen over den var der en malet indskrift, der fortalte, at den ærlige og velbyrdige mand Detlev Sested og hans velbyrdige frue Ingeborg Rosenkrantz havde bekostet prædikestolen, Gud til ære og kirken til prydelse.

 Et vigtigt formål med sådanne gaver var også at sikre givernes eftermæle. Derfor satte man sit navn og våbenskjold på gaven. Men i Svendborg hjalp det ikke. Senere tiders reparationer og istandsættelser af prædikestolen har udslettet alle vidnesbyrd om giverne, både våbenskjolde, initialer og den hædrende indskrift. Og dermed forsvandt også mindet om Ingeborg Rosenkrantz.

Når vi i dag kan fastslå, at hun var medskænker af prædikestolen, skyldes det en notits fra 1601 i kirkens ældste regnskabsbog. Her står, at Detlev Sested og hustru Ingeborg Rosenkrantz har ret til et gratis gravsted  i kirken som tak for deres donation (det er dog uvist, om de benyttede sig af det). Desuden findes der en indberetning fra sognepræst Gregers Hiort fra 1755. Han giver en udførlig beskrivelse af prædikestolens udsmykning og citerer indskriften på lydhimlen.

Men i Adelsårbogen, der er standardværket om de danske adelsslægter, er Ingeborg Rosenkrantz ikke at finde. Her anføres blot, at Detlev Sested var gift med en ‘Ingeborg NN’, og under slægten Rosenkrantz er hun ikke nævnt. Vi står altså med en i øvrigt ukendt datter af Rosenkrantz-slægten.

Selv om Ingeborg Rosenkrantz havde gjort sit for at sikre sit minde, blev hun glemt. Du kan læse meget mere om prædikestolens historie og resten af kirken i bogen om Vor Frue Kirke, der udkommer i starten af februar.

Sognepræst Gregers Hiorts gengivelse af indskriften på prædikestolens lydhimmel

“Det første liig, som der blev bisat, var frøken baroness Erike Christine Lehn, d. 1804, og s(amme) a(ar) hr. broder k(ammer)h(e)r(re) baron Lehn. Imidlertid var hendes moder N.N.s kiste ført herhen fra Egense kirke, hvor den indtil videre var hensat, samt Johan Lehns kiste, som havde stået i en åben begravelse i Egense K. under jorden. I året 1808 d. døde baron hr. R(antzau).L(ehn), hvis kiste ligl(edes) blev ført her til capellet i Søerup, så at der nu er i alt 5 kister.” (Bredsdorf, 1997, s. 56)

Ifølge Bredsdorf stod altså i tiden o. 1825 disse kister i kapellet:

1) Baron Povl Abraham Lehn, død 1804 og hans søster

2) Erike Christine Lehn, død 1804, deres ‘forældre’

3) Johan Lehn, død 1760, og

4) Edel Løwenhielm, død 1767, og endelig Povl Abraham Lehns svigersøn

5) baron Hans Rantzau-Lehn, død 1808.

Bredsdorf oplistning stemmer ikke helt overens med den mindetavle, der endnu sidder i tårnrummet. Først og fremmest var  Johan Lehn og Edel Løwenhielm ikke Povl Abrahams forældre, men hans onkel og tante. Desuden kan Bredsdorfs “Erike Christine Lehn” fortolkes som enten mindetavlens “Erica (Kirstine) Cicignon”, der ikke var baronens søster, men hustru, og som døde allerede 1792, eller som datteren “Erikke, død 1803”.

Problemet er så, at dels stemmer årstallene ikke overens, dels at hvis både ‘Erikke’ og Povl Abraham Lehns hustru, Erica Cicignons, kister stod i kapellet, må der have stået ikke fem, men seks kister, da Bredsdorf så det i 1820’erne. Enten tager Bredsdorf altså fejl om antallet af kister, eller mindetavlen tager fejl om den enigmatiske ‘Erikke’ ; selvom man ville forvente, at tavlen var udført på grundlag af indskriftstavler på kisterne.  Som vi har set er der utvivlsomt fejl i Bredsdorfs oplysninger, og da han også om andre genstande i Sørup Kirke er noget upræcis, kan han have glemt det rette antal af kister.  Omvendt kan vi heller ikke uden videre tage indskrifttavlen fra 1915 for gode varer, idet der ikke i de biografiske oplysninger om familien, jeg foreløbig har fundet frem til,  er omtalt en datter ved navn Erikke; om end det er et familienavn. Salmonsens Leksikon (2. udg.) XV, 611 skriver eksempelvis at baronen havde fire døtre, men ingen af dem hverken hed Erikke eller døde 1803. Men har Salmonsens så overset et barn?

Jeg må altså grave et billedligt spadestik dybere, for at nå frem til de begravedes identitet. I første omgang må jeg have klarhed over familieforholdene, og hvis nogen kan bidrage hertil, lytter jeg gerne. Ellers er mit næste skridt selvfølgelig Danmarks Adels Aarbog, der i 1924 skal have behandlet familien. Vi har ikke årgangen på museet, men den udfordring  kan heldigvis overkommes.

Sidst vi besøgte Vor Frue Kirke i Svendborg lavede vi nogle videooptagelser, hvor vi med udgangspunkt i kirken fortæller lidt om, hvordan vores arbejde på Danmarks Kirker foregår. Du kan blandt andet høre om spor i murværket, om givere af prædikestole og om gamle regnskaber m.m. Filmen er optaget og klippet af Heidi Lykke Petersen.

I øvrigt har vores manuskript om Vor Frue Kirke været gennem korrekturlæsning, og det er netop nu ved at blive layout’et. Vi håber, at den færdige bog ligger klar hos boghandleren i løbet af januar.

Bogen om Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg

Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg er en af Fyns interessante, middelalderlige købstadskirker. Nationalmuseets bog om kirken, der udkommer i dag, er baseret på en grundig gennemgang af bygningen, inventaret og et omfattende, skriftligt kildemateriale.

I bogen kan du blandt andet læse:

• om de forskellige ombygninger, kirkebygningen har gennemgået
• at sakristiet tidligere har været i to etager
• at kirkens plan og arkitektur er nordtysk inspireret
• om inventaret, der blev næsten helt fornyet i 1894
• om de gravminder, der findes i kirken

Bogen indeholder også en generel indledning om kirkerne i Svendborg fra middelalderen til i dag.

Du kan læse mere i pressemeddelelsen. Eller du kan købe bogen i Museumsbutikken eller hos din lokale boghandler. Den er rigt illustreret med flotte farvefotos, og den koster kun 210 kr.

Til efteråret tager vi fat på arbejdet med at beskrive Sankt Jørgens og Sørup kirker ved Svendborg. Vi er i fuld gang med at læse kilder, og i den forbindelse er vi stødt på nogle optegnelser fra sognepræsten Jens Henrik Krarups hånd. Han var præst ved de to kirker i  årene 1768-91, og i kirkebogen har han gjort nogle notater, der fortæller om vejret på den tid. 

Foråret 1771 var koldt. Anden påskedag, som det år faldt den 1. april, var der endnu slædeføre mellem kirkerne, og først den 24. april kunne skibene forlade havnen i Svendborg. Da Sørup Kirke skulle pyntes med friske, grønne grene til pinse (19. maj), måtte man tage til takke med grangrene. Ingen træer var sprunget ud efter den lange, kolde vinter. Det samme var tilfældet i 1785, hvor det haglede og sneede anden pinsedag (16. maj).

I begyndelsen af 1776 frøs det så hårdt, at man i ti dage, fra den 26. januar til den 4. februar, kunne køre store læs brænde over isen mellem færgestederne – det var ikke sket siden 1709, noterede Krarup, og da kun i en enkelt dag. I marts 1786 kunne man atter trække heste og slæder over isen mellem færgestederne.

Men heldigvis var der også år, hvor foråret meldte sig tidligt. I 1791 faldt påsken 24. april, og da var bøgen allerede sprunget ud (ligesom i år!). Det år var der ikke problemer med at få kirken smukt pyntet med grønt til pinse.

Kirkebogen for Skt. Jørgens og Sørup kirker rummer også interessante oplyninger om kirkerne og præsternes historie. Hvis du har lyst til at læse mere er den tilgængelig online.

Interesserede er velkomne til at besøge os i kirken fra mandag den 14.3. til onsdag den 16.3. Hvis vi får tid, skal vi også en tur til Skt. Jørgens Kirke.

Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg har flere ældre dåbskander, som ikke længere er i brug. En af dem er en 32 cm høj, slank kande af tin med graveret blomstermotiv, udført i skønvirkestil. Stemplerne under kandens bund viser, at den er udført i Hans Peter Hertz’ værksted i København i 1920.

Øl- eller dåbskande, fotograferet af Arnold Mikkelsen til Danmarks Kirkers kommende bog om Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg

Som model er kanden dog lidt ældre. Det viser sig nemlig, at der er tale om en ølkande, tegnet af billedhuggeren Siegfried Wagner i 1901 eller lidt tidligere til produktion i Mogens Ballins metalværksted i København. Det første eksemplar af ølkanden var med på Kunstindustrimuseets udstilling af moderne dansk kunsthåndværk i efteråret 1901 sammen med mange andre genstande fra Ballins værksted.

Tilsyneladende er ølkanden senere blevet et populært valg, når en kirke skulle have en ny dåbskande. Der findes tilsvarende kander i Ringkøbing Kirke i Vestjylland, i Vær Kirke ved Horsens og vist også i Jerne Kirke i Esbjerg, at dømme efter Danmarks Kirkers beskrivelse, der desværre ikke ledsages af et foto. Der kan meget vel være flere rundt omkring. Hvis du kender nogen, vil jeg gerne høre fra dig.

I 1908 solgte Mogens Ballin sin virksomhed til sølvsmed Hans Peter Hertz, som videreførte produktionen. Derfor er det Hertz’ stempel, der er på kanden i Skt. Nikolaj Kirke. Siegfried Wagner selv havde forladt værkstedet allerede i 1902.

Vejen Kunstmuseum har for nylig etableret en database over værker fra Mogens Ballins Værksted. Der kan du læse meget mere om værkstedets historie og de kunstnere, der var tilknyttet.

Stempler under dåbskandens bund