Lidt om den nedrevne købstadskirke i Holstebro

Med nedrivningen 1906 af den senmiddelalderlige Holstebro Kirke forsvandt ikke kun en af de bedst bevarede købstadskirker i landet, men også et monument, der via kalkmalede indskrifter gav oplysninger om byggår (1440 med udvidelser fra o. 1470) og sågar bygmester, svenskeren Olaus Petri. Før nedrivningen blev der udarbejdet opmålinger af  kirken, men også adskillige fotooptagelser viser, at tabet af det usædvanligt velbevarede monument var en tragedie ikke kun for Holstebro, men i høj grad for hele landet. Den prægtige teglstenskirke er tidligere beskrevet i Danmarks Kirker hvor det nævnes, at adskillige af kirkens særegne bygningsdetaljer inspirerede til gentagelser i de senmiddelalderlige kirkeudvidelser i området. Især tårnenes gavlblændinger viser tydeligt slægtskab med Holstebro Kirkes søndre kapel, hvilket f.eks. ses på det nyligt publicerede tårn i Mejrup.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Karakteristisk er også den omløbende båndblænding med radiært stillede løbere omkring tårnets glamhuller og våbenhusets dør, et motiv der bl.a. ses i Fovsing Kirke sydvest for Struer, hvor Ringkøbing-redaktionen p.t. arbejder.

Våbenhuset i Fovsing Kirke

Våbenhuset i Fovsing Kirke

En anden og ofte gentaget detalje er Holstebro-kirkens stjernehvælv, der inspirerede til lignende konstruktioner i adskillige kirker i området. Her skal blot fremhæves hvælvene i to kirker, nemlig “søsterkirkerne” i Borbjerg og Hjerm; de elegante, ottetakkede stjernehvælv, der i en lidt anden form var at finde over langhuset i Holstebro Kirke, er fra middelalderens allerseneste år, og er af høj teknisk kvalitet. Takket være disse og andre bygningsdetaljers popularitet i senmiddelalderens Holstebro og omegn, og fordi dokumentationen af den forsvundne bygning trods alt er af god kvalitet, kan vi altså her indkredse en veldateret, egnstypisk byggetradition fra middelalderens seneste del.

 

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.

 

2 Kommentarer til “Lidt om den nedrevne købstadskirke i Holstebro ”


  1. 1 Flemming Kofoed 16. november 2015 kl. 21:04

    Egentlig burde vi opføre kirken på ny nu vi har opmålinger og optegnelser. Måske vi skulle gange dstørrelsen med 1,5 eller 2.

  2. 2 Holstebroguiden 22. februar 2016 kl. 16:52

    Når man besøger de forskellige kirker i Holstebro, så er det med blandede oplevelser. Jer er alt fra nyere kirker som er meget moderne til f.eks. Måbjerg kirke som er gammel og i stilen vi kender det fra de gamle danske kirker.

Efterlad en kommentar