Nyborg Kirke

Danmarks Kirker skriver om Vor Frue Kirke i Nyborg

Nu tager vi fat på beskrivelsen af den sidste af de store fynske købstadskirker, nemlig Vor Frue Kirke i Nyborg.  Og det er en omfattende opgave: Selve kirkebygningen har en spændende og kompliceret historie med talrige til- og ombygninger. Der er et rigt inventar med blandt andet en renæssancedøbefont af træ med tilhørende himmel, en prægtig barokprædikestol, der er skåret af den fynske billedskærer Anders Mortensen, og en lysekrone som stammer fra 1300-tallet. Endelig rummer kirken en usædvanlig stor samling af epitafier (altså væghængte gravminder) fra 16-1700-tallet, omkring 30 stk. i alt, mange af dem med malerier af de afdøde.

Hvem skriver?

Min kollega Thomas Bertelsen  vil tage sig af bygningshistorien, mens jeg  kaster mig over inventaret og gravminderne. Den historiske indledning og kirkens omgivelser med korsbrødregården og den gamle præstegård bliver skrevet af Kirstin Eliasen, tidligere leder af Nyborg Museum. Vi k0mmer til at besøge kirken flere gange undervejs. Selv regner jeg med at kigge forbi første gang mandag d. 6. maj.

Flere kirker…

Bogen kommer desuden til at indeholde beskrivelser af den katolske kirke i Nyborg (Stella Maris), af Stensgaards Kirke og Hjulby Kirke (såvel den nedbrudte middelalderkirke som den nuværende), af slotskirken og den såkaldte Gammelkirke samt af Nyborgs kirkegårde. Vi forventer, at den udkommer i 2014. Indtil da kan du følge med i vores arbejde her på bloggen.

0 Kommentarer til “Nyborg Kirke ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar