Det begyndte med sognepræst Lundagers børn. I oktober 1720 døde hans 3 måneder gamle søn, og Lundager lod ham begrave i sakristiet. Endnu en lille søn blev begravet i maj 1721, og i oktober samme år fulgte en dødfødt datter. Som man tidligere har kunne læse på denne blog, http://kirkeblog.natmus.dk/begravelserne-i-bogense-kirke.html, kostede det penge at blive begravet i kirken, men Lundager afviste at betale: Han henholdt sig til, at det altid havde været skik og brug, at præstens familie kunne blive begravet gratis.
Sagen lå nu stille nogle år. Men i 1733 dukkede den op igen. Dette år anklagede sognepræsten og byfogeden nemlig kirkeværgen, Jørgen Vederking, for at have handlet egenrådigt og kun med tanke på egen vinding frem for at varetage kirkens bedste. Blandt andet mente de, at han havde brugt kirkens penge på at købe alt for mange og alt for dyre byggematerialer og andre ting, som kirken slet ikke havde brug for.
De anklager fik Vederking til blækhuset. Han indberettede straks til stiftsøvrigheden, at sognepræsten havde ladet 7-8 børn og kapellanen 2 hustruer begrave i sakristiet uden at betale til kirken. Vederking regnede sig frem til, at kirken derved var gået glip af en indtægt på 110 rigsdaler. Samtidig mindede han myndighederne om, at den tidligere kirkeværge, Christian Pedersen Bøgvad, havde efterladt kirken med stor gæld. Efter Vederkings mening havde Bøgvad kun fået lov at virke som kirkeværge, fordi han så gennem fingre med, at der ikke blev betalt for begravelserne. Når sognepræsten og byfogeden nu fremsatte anklager mod Vederking skyldtes det efter hans mening udelukkende “had og misundelse”, fordi han ikke ville tie om begravelserne og forskellige andre uregelmæssigheder. Vederking truede ligefrem med at forlade posten som kirkeværge, “så kan de tage en, som de kan få det med, som de vil have det”.
Vederking fortsatte dog som værge. Myndighederne opfordrede de stridende parter til fremover at sætte deres egne private stridigheder til side og i stedet sørge for kirkens bedste. Hvordan stemningen var, når parterne de følgende år stødte på hinanden i den lille bys gader, kan man kun gisne om.
Pudsigt nok anmodede Vederking i 1742 selv om gratis begravelse i kirken til gengæld for sit lange virke som kirkeværge, og fordi han allerede havde brugt mange penge på at betale for gravsteder til sine familiemedlemmer. En gennemgang af regnskaberne viser, at der var tale om mindst ni børn og to hustruer i årene 1698-1734, og Vederking opgjorde selv sine udgifter til over 120 rigsdaler. Det var en bekostelig affære, at få sin familie gravsat på passende vis – og vel også derfor en sag, som kunne give anledning til stridigheder.
De vidtløftige skænderier om kirkens pengesager kan følges i detaljer i kirkens regnskabsprotokol for 1716-88 (Landsarkivet for Fyn, Bogense Kirkeinspektion).
0 Kommentarer til “Strid i Bogense Kirke ”