Også på en anden måde er billedet genstridigt: det er svært overhoved at se detaljerne igennem de tykke lag af gulnet fernis, der dog tjener det formål at holde de stærkt opskallende farveflager fikserede. Endvidere er især figurernes ansigter stærkt overmalede, formentlig i 1800-tallet, hvilket forstyrrer vurderingen af billedets alder. Og ikke mindst er maleriet svært at fotografere, både pga. lysindfaldet i kirken og pga. fernissen. Men med hjælp fra fotografen ser det således ud:

Derfor var det dejligt at få en håndsrækning fra fru Fortuna. Som sædvanlig var jeg på jagt i British Museums samlingsbase, denne gang efter en Opstandelsesfremstilling, da jeg blandt de mange (259 for at være præcis) søgeresultater fandt et træsnit af Nicolas Prevost efter Maarten de Vos fra 1590’erne.

Træsnittet dukkede op fordi der i højre side er en afbildning af Opstandelsen (i øvrigt en let variation over en komposition Maarten de Vos lod udgive 1596). Men så man bort fra denne scene kan der ikke være tvivl om, at dette træsnit blev brugt som forlæg for maleriet; selvfølgelig med en tilpasning til maleriets højformat ved bl.a. at skubbe Adam og Eva tættere sammen og skjule den nøgne Eva bag Kristus.

Fundet af forlægget er interessant, både fordi det sætter en tidslig grænse på maleriets opførelse, idet forlægget altså er fra 1590’erne, men også fordi træsnittet er fransk og som sådan kan være en bidragende indikator af maleriets sydeuropæiske oprindelse. Samtidig forstærker brugen af maneristisk grafik indtrykket af, at maleriet stammer fra 1600-tallet, hvor denne praksis jo var meget udbredt, mens det omvendt er meget udsædvanligt, at kopiere ældre grafik i eksempelvis 1800-tallets malerkunst; man skal dog aldrig sige aldrig, for Assens Kirke har jo rent faktisk et altertavlemaleri fra 1826, hvis motiv er hentet fra et manieristisk kobberstik.

Så vidt så godt. Men hvis nogen ligger inde med oplysninger om maleriet og om hvordan det dog er endt i Assens Kirke, så er jeg lutter øren!

Trampernes kapel i Assens Kirke

Den 28. marts 1736 tillod Stiftsøvrigheden, at komtesse Anna Elisabeth von Trampe mod en betaling på 100rdl kunne indrette et gravkapel i den vestlige ende af kirkens søndre sideskib, ‘hvor der hidtil har været material- og kalkhus’. Der gik dog nogle år før kapellet stod færdig, hvilket årstallet MDCCXLI (1741) i det fine gitter fortæller, men komtessen planlagde også sin begravelse i særdeles  god tid (se nedenfor). Desuden var der nogle problemer med indretningen. Kirken skulle sikkert først finde et andet sted til redskaber og kalk, og så måtte man ikke mindst flytte to store gravsten, der “lå for” kapellet.

Selvom kapellet er det eneste af sin art i Assens Kirke, er det ikke altid blevet påskønnet.  Allerede 1828 ønskede man således at flytte de tre kister ud på kirkegården, hvilket imidlertid barnebarnet Carl Rømer modsatte sig, hvorefter han betalte for at istandsætte kisterne. Men også i nyere tid har der været ideer om at sløjfe kapellet og bruge det trange rum til noget andet.

De tre begravede i kapellet er omhyggeligt beskrevet i kirkebøgerne (der er tilgængelige via sa.dk), som det ses af nedenstående:

“Den 30: Maÿ [1748] blef General Major Hans Wilhelm Rømmer begraven, og indsat udj hans egen aaben Begravelse udj Kirchen og (…) ej blef Ringet for Liget, blef dog Kirchen fornøjet med sin Rettighed, og gaf til Kirchen et par Altar Lys.”

“I det velsignede Jesu Nafn 1754 d 2: Januarÿ blef Frue Generalinde Susanna Elisabeth Grefinde af Trampe,  afgangen General Leütnant Anthon Günter de Ellebrecht, hans sl: Frue hensat udj General Major Rømmers Aaben Begravelse, om Aftenen, her udj Assens Kirche. et par Lys.”

“D 14 Aprill [1757]: blef sl: ge(ne)ral Hans Wilhelm von Rømmer hans sl. Frue Anna Elisabeth, grefinne von Trampe hensat hen udj Kirchen i deris aaben Begravelse, blef Ringet med alle klocherne, og gaf til Kirch(en) et Par Alter Lys.”

Assens Kirkebog 1734-1777

Desværre forklarer dette ikke hvordan de tre personer står i forhold til hinanden, men angiveligt skal der være tale om to søstre og den enes mand. Selvom kirkebogen taler om “General Major Rømmers Aaben Begravelse”, er det altså mere rimeligt at opfatte Anna Elisabeth von Trampe som den virkelige hovedperson.

Bag Assens Kirkes altertavle hvad der en gang var en meget smuk ligsten over Anne von Ahlefeldt, der nu – i lighed med så mange andre – er en temmelig nedslidt skygge af sig selv. I Assens skyldes det både sliddet i kirken, men også at alle ligstenene i 1842 blev taget op og lagt som fortorv om kirken! Der lå de i præcis fyrre år, og hvad det betød for stenene får man et indtryk af, ved at sammenligne det, Søren Abildgaard kunne få ud af Ahlefeldtstenen i 1700-tallets anden halvdel med det, man kan se nu.

Det kan knap læses hvad der egentlig står på stenen, så vi er nødt til at støtte os til de overleverede kilder. Og i dette tilfælde strømmer de til overflod. Til gengæld er de langt fra enige med hinanden om, hvad der stod på stenen, og særligt ikke om hvad den afdøde hedder. Ja, i flere tilfælde er samme person knap enig med sig selv, se blot:

Pontoppidan, MarmDan (1739-41): “de Erbar Frau Anna van Anevelde”

Søren Abildgaards tegning: “de erbar frav Ane van/ Veide”

Søren Abildgaards noter: “de erbar frav van Ane/ Velde”

Marckmann (1842): “de erbare Frouw Anna van Ahlevelde/”

C.A. Jensen, Gravsten (1953) nr. 272: “frow Anna van Anevelde”

C.A. Jensens noter: “de erbar fro. .nn. v.n .ne/ Velde”

anonym 1700-tals afskrift i KB (NKS736 kvart): “frov Anna van Anevelde”

Spørgsmålet er nu: hvad stod der mon i virkeligheden på stenen? Havde vi kun en kilde var svaret klart: “ifgl. den-og-den lød inskriptionen…”, men hvem kan vi fæste lid til hér? Måske den ældste afskrift, hvor stenen må formodes mindst slidt, i kombination med C.A. Jensens nøgterne noter (forstået i lyset af hans fortolkning i Gravsten)?

I så fald kan der have stået “de erbar frov Anna van Ane/ velde”. Men sandsynligvis er v’et i “frov” et halvt afbrækket w, for sådan staves det i inskriptionens sidste linje, og C.A. Jensens aftegning i sine noter antyder det samme. Endvidere kunne noget tyde på, at der har været brugt en forkortelsestreg over n’et i kvindens fornavn, siden nogen gengiver et n og andre to.

Disse overvejelser vil jeg tage med mig, når jeg undersøger gravstenen igen.

Hans noter er særdeles interessante, ikke mindst fordi de bringer oplysninger om Dreyers maleri i Assens Kirke, der så vidt jeg ved er upublicerede. Af den grund følger her hele det pågældende afsnit i transskription:

“I Assens har jeg seet tem(m)elig betydelige og sieldne Samlinger af Aaldsager af steen og metaller hos en Reebslager Sebæk og en ung maler Drejr, denne sidste har et Maleri som han har udført til en Altertavle, forestillende Jesus kom(m)e ind af Lukkede Døre til sine Dissiple og aaben barer sig for disse, dette Maleri ønsker han at sælge til en Kierke, han maler godt. Blandt Drejrs Oldsager er et kristusbillede støbt af Bly eller Tin, men kun af ringe udførelse. Det skal være fundet ved Helligkilde ved Assens, samt flere ting funden i en Gravhøy på Assens Grund i en høy som er blevet udgravet kaldet Stejlebjærg. Blandt det heri fundne var nogle Sjældne Ravsirater. Dette var i Drejrs Samling.”

Niels Ringe giver altså interessante oplysninger både om Dreyers lille samling af oldsager og om et maleri, som er det, der interesserer os hér. Det befinder sig nemlig nu i Assens Kirke og forestiller Kristus der viser sig for apostlene og de tre Mariaer. Selvom den er godt skjult i et skyggeparti nedenfor Kristus, er maleriet signeret “D. Dreyer”.

Ved at gennemgå kirkeregnskaberne har vi kunnet bekræfte den lokale overlevering, at maleriet blev skænket af kunstneren selv, samt tilføje, at maleriet indgik i kirkens inventar 1842. Med Niels Ringes notat i hænderne kan maleriets ældste historie nu suppleres yderligere, idet Dreyer altså åbenbart gjorde sig forhåbninger om at kunne sælge maleriet som altertavle, før han altså i sidste ende valgte at forære det til sin hjembys kirke.

At vi på den måde holder Middelfart i frisk erindring, samtidig med at vi arbejder os ind på Assens er på mange måder fordelagtigt.Som det vil fremgå, når begge kirker er færdigbehandlede er bygningerne trods de mange forskelle at opfatte som en art søsterkirker, og som allerede nævnt finder man også tydelige bindeled, når det kommer til inventaret. Således er det gentagelsen af en figur forestillende apostlen Andreas på prædikestolsopgangen i Middelfart Kirke, der udgør det mest konkrete bevis på, at Hans Nielsen Bang også må være mesteren for prædikestolen i Assens Kirke.

Hans Nielsen Bangs prædikestol i Assens Kirke

Efter at have arbejdet med Assens-stolen nogen tid står dens relation til andre fynske prædikestole mere klart frem. Stolen er karakteriseret ved dels det rige figurskærerarbejde med kerubhoveder, vrængemasker, rektangulære storfeltsrelieffer i højt profil og ikke mindst de ret slanke og rektangulære hjørnefremspring, der i dette tilfælde er prydet af udskårne apostelfigurer, men i andre tilfælde af snoede og vinrankeomvundne søjler. Sådanne finder man nemlig også blandt de beslægtede prædikestole, der blev skabt i Middelfart i årene efter 1650.

De tydeligste paralleller til prædikestolen er udført af Hans Nielsen Bang til to landsbykirker i Middelfarts omegn, Nørre Aaby (1649) og Indslev (o. 1650), og også prædikestolen i Odenses Skt. Hans Kirke (o. 1670-99), er af denne type. I Danmarks Kirker tilskrives stolen “Middelfartskolen”, hvilket virker rigtigt.  Personligt mener jeg dog godt, at vi kan se bort fra Hans Nielsen Bang selv – dertil er billedskæreriet for forskelligt. Men måske er det et værkstedsarbejde eller en billedskærer, der var uddannet dér; f.eks. Jørgen Rasmussen, hvis hånd kendes fra bl.a. Taulov Kirke.

Prædikestolen i Skt. Hans Kirke, Odense (e.1670), af "Middelfartskolen"

Selvom typen var populær i Vends Herred, så er der ikke tale om en egentlig vestfynsk type. For godt nok ombyggede Odensemesteren Anders Mortensen endnu en stol fra Vends Hrd, Asperupstolen, efter dette skema, men han leverede også en lignende prædikestol til Nyborg Kirke (1653). Og 14 år tidligere havde han udført en af de tidligste eksempler på typen til Odenses Vor Frue Kirke (1639).

Det er imidlertid heller ikke i Odense, man skal søge typens udgangspunkt, men på Langeland. Nærmere bestemt i Stoense og Bøstrup Kirker, der begge har prædikestole fra o. 1635 udført af den vigtige slesvigske billedskærer Hans Gudewerth d.y., der fik stor indflydelse i især Østdanmark igennem hans egne arbejder og via lærlingen Lorenz Jørgensens virke. Og netop i Gudewerths prædikestole finder vi de fleste af de træk, der siden kom til at kendetegne den fynske bruskbarokke prædikestol.

J. P. Jacobsens forslag til opførelse af pulpiturer i sideskibene, 1831. (LA Odense, pergamentsamlingen, topografiske samlinger).

Som nævnt her på bloggen har Odenseredaktionen netop været i Assens for at foretage en første undersøgelse af kirken. Den meget produktive uge kredsede for mit vedkommende omkring de mange gravsten, der er nedfældet i gulvet, indmuret i væggene, gemt på lofterne og i et enkelt tilfælde ligefrem brugt som fundament for søndre sideskibs ydermur. Dette har været særdeles udbytterigt, om end det også har været sin sag at komme igennem de mest nedslidte af inskriptionerne.

Et andet meget fint udbytte af turen stammer fra Landsarkivet i Odense, hvor vores student, Line, var henne for at se nærmere på noget tegningsmateriale.  Blandt de mange interessante tegninger, der virkelig vil være en støtte for vores arbejde, fandt hun også en enkelt, hvorpå kirkens ældst kendte orgel var tegnet. Det er faktisk lidt af et scoop.

Orglet blev bygget af orgelbygger Peter Carstensen, Viborg, formentlig omkring 1651, for det år betalte kirken 90 sletdaler til en orgelbygger. Under alle omstændigheder var orglet færdigt 1657, da borgmester Bunde Jacobsen og hustru Anne Jacobsdatter lod “dette Orgelværk Staffere, Gud til Ære og Kirken til en Beprydelse” – som en malet inskription på orglet berettede.

Nu om dage kendes orglet kun igennem en god håndfuld fragmenter, der befinder sig på Odense Bys Museer, mens to orgelpiber er i Nationalmuseet og andre to, hhv. 215  og 260cm høje, opbevares i kirken.  At disse er bevaret finder måske også sin forklaring i kirkens regnskaber, for 1753 besluttedes det at udskifte de fire “stoere træ piiber der sider i begge Pedal Principallerne ud i Kirken” med nye af metal, men at de gamle piber skulle blive siddende til udsmykning for orgelværket.

Med tegningen fra 1831 får vi nu en mulighed for at forstå ikke kun de bevarede orgeldele, men også den helhed, de har indgået i. Og ikke mindst får vi syn for, hvor eksemplarisk smukt orglet var tilpasset midtskibets vestmur.

Da jeg for nylig så nærmere på de fotografier, jeg havde taget under mit seneste besøg i Assens Kirke, slog det mig, at Jes Bundsens fremstilling af Nadverens Indstiftelse i altertavlens storfeltsmaleri fra 1826 var komponeret på en måde, der mest af alt er typisk for manieristiske nadverfremstillinger fra 1500-tallets sidste årtier.

For at sikre mig, at det ikke var min egen forkærlighed for de gamle mestre, der fik mig til at se spøgelser, konsulterede jeg min foretrukne online ressource: British Museums fremragende samlingsdatabase. Og kort efter kunne jeg konstatere, at Jes Bundsens maleri faktisk er en kopi efter den ypperlige nederlandske grafiker Cornelis Corts kobberstik efter Livio Agrestis Nadverens Indstiftelse fra 1582 (New Hollstein nr. 55). Blot er baggrunden forsimplet; tilsyneladende med inspiration fra Leonardos verdensberømte nadverfreske.

Denne oplysning giver imidlertid ingen virkelig nyttige svar, men stillede tvært imod spørgsmålet: hvorfor i alverden har en guldaldermaler – endda en der har vundet Kunstakademiets sølvmedaille – taget udgangspunkt i en 250 år gammel komposition i stedet for at udtænke sin egen, sådan som det normalt kan forventes af 1800-tallets kunstnere?

Man får en antydning af svaret i Kirkeinspektionens papirer. Her fremgår det nemlig, at man 1823 indgik en aftale med Jes Bundsen, der lovede at levere et nyt alterbillede forestillende Nadverens Indstiftelse mod at få det gamle. Selvom kilden er åben for fortolkning, ser det – alt taget i betragtning – ud til, at Bundsens havde aftalt med kirken at levere et nyt storfeltsmaleri med samme motiv som det oprindelige fra o. 1620.

Og i 1620 ville det snarere være overraskende, hvis ikke et dansk altermaleri var udført som en mere eller mindre varieret kopi efter et (typisk nederlandsk) kobberstik!

Hans Nielsen Bangs prædikestol i Assens

Odenseredaktionen lægger i disse dage sidste hånd på arbejdet med Middelfart kirke. Kun sygdom har forhindret os i at besøge kirken en sidste gang, inden manuskriptet kort efter sommerferien går ind i den afgørende fase, så heftet kan udkomme inden længe.

I mellemtiden er vi så småt ved at gå i krig med Assens’ Vor Frue Kirke, som jeg havde lejlighed til at slå et smut forbi i den forgangne uge. Hér venter os en meget interessant kirke. Som bygning er den en af Fyns største, med en kompliceret tilblivelseshistorie, vi naturligvis vil søge at belyse på bedste vis.

Hvad angår inventaret, er det den idelle kirke at besøge efter Middelfart, særligt på grund af Middelfart billedskæreren Hans Nielsen Bangs bemærkelsesværdige prædikestol, som jeg glæder mig til at gå i krig med. Det samme gælder for altertavlen, der blev skænket af Jens Mand (død ca. 1633) og Karen Berilds ca. 1620, men som også inkluderer fire apostelskulpturer, der er skåret i en anden type træ end den øvrige tavle. De fire skulpturer er formentlig tilføjet i tiden omkring 1650, da de er tydeligt præget af odensemesteren Anders Mortensens figurstil og endda for Lukas vedkommende er skåret efter Anders Mortensens foretrukne forlæg (f.eks. kendt fra Odense Skt. Knuds, DK Odense A., 541).

Nævnes må også kirkens fine smedejernsarbejder. Dels alterskranken, dels det 1741 daterede gitter ved Von Trampes gravkapel. Selvom førstnævnte er blevet tilskrevet Christian IV’s smed Caspar Fincke (død 1655), er det reelt et vidnesbyrd over den fine lokale smedekunsts niveau. Gitret er nemlig utvivlsomt skåret af en lidt yngre mester, der parafraserede Finckes bomærke, og som også har udført den næsten identiske alterskranke i Odenses Skt. Knuds Kirke fra 1694 (DK Odense A., 569).   

Og så kommer selvfølgelig også kirkens mange epitafier og gravsten, foruden Vor Frelsers Kirke og byens to kirkegårde. Der bliver nok at se til. Heldigvis.