Carl Bloch – Kirkeblog

Carl Bloch og Farum Kirke
I Danmarks Kirker, Frederiksborg Amt bind IV s. 2491 kan man læse, at der 1876 “blev truffet aftale med A. Dorph om udførelse af et nyt altermaleri; det forestiller Jesu vandring på søen og er malet med olie på lærred, 118×83 cm.” Dorphs altermaleri sad i altertavlen indtil 1951, hvorefter det blev ophængt bag orglet.

Det var imidlertid ikke fra starten af meningen, at Dorph skulle have malet dette billede. Selvom Kirkeværket ikke nævner noget herom, er dette uomtvisteligt, for i forbindelse med mit engagement i Carl Bloch er jeg stødt på et brev, Bloch skrev 25. februar 1876, der belyser anskaffelsen af maleriet. Brevet lyder:

”                                                        Kjøbenhavn den 25. Februar 1876

Til Fru Cora Leth.

I den Tid Underhandlingerne har staaet paa imellem Dem, ærede Frue, og mig, angaaende Altertavlen til Farum Kirke, har jeg faaet overdraget og modtaget at male Altertavlen til den nye Kirke paa Østerbro. Dette, i Forening med Udsmykningen af Universitetets Festsal, umuliggjør det for mig i de første par Aar at paatage mig andre Arbeider, og beder jeg Fruen derfor overdrage Bestillingen paa Altertavlen til Farum Kirke til en anden Maler

Deres ærbødige Carl Bloch”

Brevet befinder sig i Det Kgl. Biblioteks håndskriftssamling, og blev af gode grunde ikke læst i udarbejdningen af Kirkeværkets beskrivelse af Farum Kirke, da der jo ingen grund var til at læse Blochs breve igennem. Men det var altså oprindelig tanken, at Carl Bloch skulle have malet kirkens nye alterbillede. Og først da Bloch fik en åbenbart mere prestigiøs, lukrativ eller ganske enkelt hurtigere konkretiseret bestilling fra Skt. Jakobs Kirke på maleriet af Den opstandne Kristus, gik opgaven til ungdomsvennen, periodens anden store kirkekunstner, Anton Dorph.

Så tager vi fat på Sørup Kirke
Læsere af kirkebloggen vil vide, at vi for nogen tid siden ledte ihærdigt efter kildemateriale til Sørup Kirke; desværre uden det store held.  Nu, efter mit arbejde med hjemmeside og Assens Kirke er mestendels overstået, er min undersøgelse af Sørup Kirke gået i gang. I den seneste tid har jeg læst op på det materiale vi ligger inde med, og tirsdag-onsdag (18.-19. oktober) vil jeg besøge kirken første gang for at foretage en indledende undersøgelse. Denne vil som sædvanlig bestå dels af en fotografering af kirkegenstande – for mit vedkommende gravminder og inventar, – dels af en beskrivelse af samme genstande.

En af de genstande, jeg i særlig grad glæder mig til at stifte bekendtskab med er Carl Blochs altermaleri fra 1861, da jeg parallelt med arbejdet med Sørup Kirke skal bidrage med en artikel om Blochs grafiske arbejder til en kommende udstilling om denne væsentlige, men fortsat noget uglesete kunstner. En pudsighed ved dette maleri er i øvrigt, at hvor man normalt finder kopier efter Carl Blochs meget få altermalerier i de danske kirker, så er der i dette tilfælde tale om et altermaleri, Bloch selv udførte ved at kopiere en berømt maler, nemlig den italienske barokmaler Guercino.

Tilføjelse 26. okt.: mit første besøg i Sørup gav mig – foruden de nu tilføjede fotografier – også interessante oplysninger om den gamle altertavle. På rammens bagside stod således med blyant, at såvel maleri som ramme er fra 1861, og sidstnævnte er udført efter en tegning af den i 1861 25-årige arkitekt Vilhelm Dahlerup, der siden skulle bygge bl.a. Ny Carlsberg Glyptotek (og bryggeri), Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Teater, Jesuskirken i Valby og Hotel d’Angleterre.  Såvel rammen som maleriet er altså ungdomsværker af to meget vigtige repræsentanter for det sene 1800-tals kulturliv; Blochs maleri er endda hans ældste kendte religiøse motiv (ifølge Rikard Magnussens værkfortegnelse, hvor maleriet ikke figurerer) og indvarsler således Carl Blochs opblomstring til at blive den formentlig mest indflydelsesrige repræsentant for det danske religiøse maleri nogensinde.

Nye Blochindlæg
Carl Bloch sammen med bl.a. Eckersberg blandt 1800-tallets betydeligste malere af altertavlemalerier. Egentlig ikke så meget fordi han udførte særlig mange altermalerier, det blev til en god håndfuld. Men som man kan læse i Kirkeværkets nyeste udgivelser, bl.a. om Middelfart og løbende i Ringkøbing Amt,  blev Carl Blochs altermalerier kopieret igen og igen i årene op til 1900, og Blochkopierne hænger nu i dusinvis af danske kirker.

Carl Blochs popularitet holdt ikke ind i 1900-tallet. I takt med det moderne gennembruds udfoldelse fremstod Blochs akademiske figurstil mere og mere ude af takt med de såkaldt progressive strømninger i 1800-tallet, der indvarslede det ny århundrede: naturalismen, impressionismen (for så vidt den findes i Danmark) og symbolismen. I stedet for Bloch har kunsthistorieskrivningen set Krøyer, Theodor Philipsen og L.A. Ring som typiske for 1800-tallets slutning.

Blochs relative anonymitet herhjemme står i grel kontrast til hans stjernestatus i en del af USA.  I disse dage udstilles hans værker på Brigham Young University Museum of Art, Utah, der endda ejer et af Blochs altermalerier, Kristus helbreder de syge, der for få  år siden blev solgt fra det indre missionske missionshus Bethesda ved Nørreport. Udstillingen fokuserer næsten udelukkende på Carl Blochs religiøse billeder,  hvilket er helt forventeligt, da museet og universitetet er knyttet til den  mormonske kirke. Set med danske øjne har det været en kilde til forundring, for hvad det egentlig med mormonerne og Bloch?

Dette spørgsmål belyser udstillingskatalogen The Masters Hand, the Art of Carl Heinrich Bloch. Interessen for Carl Bloch eksploderede for alvor i 1950’erne, da kirken fik tilladelse til at benytte billederne som illustration i deres blad, og nu er han og hans billeder hvermandseje blandt mormoner. Men at man overhoved kendte hans navn i Utah skyldes måske snarere, at en del danske emigranter o. 1900 havde eller fik tilknytning til mormonerne, og de tog samtidens danske kristusskildringer med sig: Blochs malerier og Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke.

Men det er selvfølgelig også fordi Blochs billeder kan noget særligt, at de skattes så højt: “Blochs religiøse billeder går udover den rent illustrative billedfortælling der kendes fra mange historiemalerier, inklusiv hans egne. I stedet benytter han visuelle greb til at involvere beskueren i en direkte moralsk konversation over de personlige valg, der fremlægges i hvert billedes fortælling.” (s. vii) og “For mange så skildrer C. H. Blochs malerier Jesus Kristus som både tilnærmelig og som guddommelig. Blochs kontraster af lys og mørke understreger Johannes’ vidnesbyrd: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (s. 11)

Men også i Danmark blæser nye vinde, ikke mindst på Statens Museum for Kunst. Blandt andet er han blevet udvalgt som en af de kunstnere, der indgår i Statens Museum for Kunsts nye satsning, Kunsthistorier, som allerede i den nuværende, ikke fuldt udbyggede version, må regnes blandt det allerbedste internetformidling af billedkunst ikke bare nationalt, men internationalt.

I Kunsthistoriers univers præsenteres en vifte af Carl Blochs kunstneriske arbejder, herunder også hans grafik, landskaber og portrætter. Men selvom malerierne til Frederiksborg Slotskirke præsenteres som hovedværket og de religiøse billeder med henvisning til kunstneren selv karakteriseres som “de vigtigste”, så er det ikke Blochs religiøse maleri, men derimod hans historiemalerier og genrebilleder, der fremstår som omdrejningspunktet. Det skyldes formentlig både, at disse sider af Bloch er bedst repræsenteret i Statens Museums samlinger, og at det religiøse maleri fortsat nyder en ganske beskeden interesse i kunsthistorieskrivningen.

Hvor Utah-Bloch altså formåede at indleve sig i Kristi væsen og finde udtryk for dette, er Kunsthistorier-Bloch snarere en dansk Rembrandt: universalgeniet, der mestrede alle kunstens genrer, men som måske var mest interessant som historie- og genremaler. Så vidt jeg har forstået vil der i den næste tid komme endnu en udstilling af Blochs værker, der bl.a. skal vises på Museet for  Religiøs Kunst. I så fald vil vi  formentlig få et tredje bud på Carl Bloch at se.

“Will the real Carl Bloch please stand up?”

Ikke at han behøver det. Det er jo netop denne dynamiske udveksling af nye fortolkninger, nye vinkler og nye indsigter, der bidrager til en øget forståelse ikke bare af nuancerne af Carl Bloch, og af malerkunsten i 1800-tallets slutning, religiøst så vel som sekulært. Indtil næste Blochindlæg dukker op vil jeg derfor blot pege på det interessante i, at de to meget forskellige præsentationer af ham er enige om en ting. At Blochs billeder inviterer til at man engagerer sig i de etiske potentialer, og at han evnede at formidle disse ved at aktivere vores sanser. Ikke bare synssansen, men også vores følelser: vores sympati for Prometheus, kærligheden til Jesus, eller ganske enkelt væmmelsen ved de ofte uappellerende detaljer, der udpensles. Ved at vække følelserne stimuleres vores overvejelser, vores konversation,  med det egentlige: billedernes emne.

OK. det blev et håbløst teksttungt indlæg; der burde næsten være en præmie for at have læst det til ende. DBK.