I 1700-tallet var der fire murede krypter under kirkegulvet. De to lå under koret, de to andre i hver korsarm. Her kunne de familier, som havde ejerskab til krypterne, lade kisterne med deres afdøde slægtninge placere. For eksempel blev krypten under søndre korsarm benyttet af tolder og kirkeværge Christian Pedersen Bøgvad (læs om den farverige kirkeværge her http://kirkeblog.natmus.dk/en-kirkevaerges-mindesmaerker.html), som mente at have opnået ret til dette gennem sit ægteskab med enken efter kryptens tidligere ejer, borgmester Hans Jørgensen. Hvis der ikke længere var nogen ejer til krypten, rengjorde kirken den og lod de gravsattes knogler samle i en såkaldt benkiste. Derpå kunne krypten sælges til en ny familie.

Det var imidlertid en bekostelig affære at blive begravet inde i kirken, og følgelig kun de velstillede borgere forundt. Alle andre – og det vil sige det store flertal af byens indbyggere – måtte nøjes med kirkegården, hvor betalingen var beskeden, og de fattigste fik jorden gratis.

Dyrest var det at blive begravet i kirkens kor. Prisen for en grav tæt ved alteret var dobbelt så høj, som prisen for en grav i den østlige del af midterskibet, og fem gange så høj som for en grav i midterskibets vestlige del. I korsarmene var taksten en tredjedel af korets. I lyset af dette er det måske ikke overraskende, at de mest populære steder at få sine slægtninge nedsat var netop i korsarmene samt i vestenden af kirken nær døbefonten. Her kunne man sikre sine pårørende en plads inden for kirkens skærmende mure, men dog til en pris, der var overkommelig for borgerskabet. Et typisk år er 1715, hvor børn af Hans Bager (både en datter og en søn), Mads Farver, Lars Hjort og Jørgen Vederking blev gravsat under gulvet i det såkaldte kvindekapel, dvs. den nordre korsarm. Det følgende år måtte Lars Hjort begrave endnu et barn, og det samme måtte Hans Henriksen. Ud over at berette om datidens begravelseskultur vidner kirkeregnskaberne også om tidens store børnedødelighed.

Skikken med at lade afdøde familiemedlemmer begrave i kirken klingede ud i slutningen af 1700-tallet. På dette tidspunkt begyndte man at betragte de indendørs begravelser som uhygiejniske og sundhedsfarlige, og i 1805 blev de endelig forbudt ved lov. Herefter var alle henvist til at lade sig begrave på kirkegården. I Bogense blev de sidste gravkrypter tømt for deres indhold af kister i 1820 og derpå fyldt op med sten og grus.

Christian Pedersen Bøgvad (1665-1725) er en af de mere farverige personligheder i Bogense Kirkes historie. Som byens tolder og som kirkens værge indtil 1716 var han en prominent skikkelse, der på godt og ondt kom til at præge kirkens liv i 1700-tallets første årtier.

Første gang Christian Pedersen indskriver sig i historiebøgerne er kort efter 1700, da han nægter at betale tiende for sin andel i Æbelø og dermed roder sig ud i en årelang strid med såvel Bogense og Klinte kirker som med Bogenses byfoged og de fire øvrige andelshavere. Borgmester Hans Jørgensen havde i sin tid opnået skatte- og tiendefri brug og nytte af sin andel i Æbelø i 20 år, men da Christian Pedersen arvede andelen gennem sit ægteskab med Hans Jørgensens enke, havde man tilsyneladende glemt, at fritagelsen var tidsbegrænset. Da sagen kom op, blev det forventelige slutresultat selvfølgelig, at alle andelshavere skulle svare tiende til kirkerne.

Hvis denne strid førte til uoverensstemmelser mellem Bogense Kirke og dens værge, er det dog for intet at regne imod de problemer, der opstod i årene efter. Christian Pedersen havde nemlig ikke godt styr på kirkens regnskaber, og måtte derfor 1717/20 lide den tort, at hans regnskaber for 1704-1716 først blev afvist og siden underlagt en grundig revision. Og oveni kom så, at kirken blev synet med henblik på at holde de ansvarlige skadespligtige for dens brøstfældighed, og det endte med, at Christian Pedersen blev vurderet at skylde kirken 858 rigdsdaler. Den påståede gæld blev dog aldrig indfriet.

Det var også i kraft af sit ægteskab, at Christian Pedersen kunne påberåbe sig ejerskabet af den afdøde borgmesters åbne murede begravelse i kirkens søndre korsarm og en ’tavle’, som han ønskede at sætte over sit fremtidige hvilested. Desværre var alle papirer vedrørende begravelsen angiveligt gået til i en brand, og han havde derfor svært ved at bevise det, og midt i striden om hans eventuelle gæld, var kirken mest tilbøjelig til at afvise påstanden, men han endte dog med at råde over begravelsen frem til sin død. At Christian Pedersen var meget bevidst om, at den murede begravelse ville sikre hans navn for eftertiden, ser man også af, at han allerede som fyrreårig i 1705 donerede en lysekrone til kirken og ophængte over sit fremtidige begravelsessted.

I dag er den fine tolvarmede lysekrone det eneste synlige minde om Christian Pedersens tilknytning til kirken. Men umiddelbart efter sin død i 1725 ville kirkegængerne måske også sende en tanke hans vej, hvis de bevægede sig ned i kirkens vestende. Året før havde han nemlig gjort plads til sin forestående jordfæstelse ved at fjerne ligene af sin svigersøns forældre, Jens og Cathrine Mule (begge døde før 1715), fra sin begravelse og i stedet hensat kisterne frit tilgængeligt ’neden i kirken’. Og da Mulernes efterkommere i Jylland ikke svarede på kirkens breve, og kirken tøvede med selv at tage affære, fik de to opgravede kister lov til at stå fremme i mere end et årti, som et morbidt mindesmærke over stridighederne mellem kirken og dens tidligere værge!

Litteratur og kilder: Hans Hansen: Bogenses historie 1, Bogense 1986, 93, 155, 169; LA FYN, Fyns Stiftsøvrighedsarkiv, Bogense Kirkes regnskaber 1704-1740.