Døbefonten i Hjulby Kirke er fra 1876. Den er udført af hvid marmor i nygotisk stil. Den blev egentlig fremstillet til Nyborg Vor Frue Kirke, der var blevet gennemgribende restaureret i begyndelsen af 1870’erne med netop Vilhelm Tvede som arkitekt.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

I Vor Frue Kirkes regnskaber kan man se, at kirken i oktober 1876 betalte for fragt af en døbefont med jernbane og skib fra København til Nyborg. I december 1876 og januar 1877 modtog billedhugger N. H. Bondrop sin betaling for døbefonten og dens opsætning, i alt 794 kr. Og endelig er der på kirkens inventarfortegnelse for 1876/77 anført ‘en marmordøbefont udført af billedhugger Bondrop for 794,23 kr. efter tegning af arkitekt Tvede’.

Der kan altså ikke være tvivl om, hvem der er mester for døbefonten. Men hvordan er misforståelsen omkring Otto Evens opstået? En forklaring kan være, at det i juli 1875 blev noteret i kirkens synsprotokol, at man ville anskaffe en marmordøbefont hos billedhugger Evens til 580 kr. I Vilhelm Tvedes privatarkiv findes da også et overslag fra Evens fra juni 1875 på en døbefont ‘udført efter medfølgende, skitserede tegning’ for 580 kr. Tilsyneladende har man dog skiftet mening om, hvordan døbefonten skulle se ud. Der findes nemlig endnu et overslag fra Evens, dateret 23. juni 1876, på en døbefont ‘efter opgiven tegning’, men nu med prisen 1650 kr. Og der findes faktisk også et tredje overslag på en døbefont ‘efter leveret tegning’ lydende på 1995 kr. fra billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk. Disse overslag er ikke blevet benyttet, men Tvede har gemt dem blandt sine papirer. I stedet gik ordren på døbefonten til Niels Bondrop, hvis tilbud dog ikke synes bevaret. Det samme gælder de omtalte tegninger.

Bondrops døbefont stod i Vor Frue Kirke i knap 100 år. Men efter endnu en omfattende restaurering i 1971-72 valgte man i stedet at tage kirkens romanske granitfont i brug igen. Marmorfonten blev da skænket til Hjulby Kirke.

Her giver lønningslisten for 1748/49 en udførlig oversigt over klokkerens opgaver. Ud over selvfølgelig at sørge for den daglige klokkeringning på de fastsatte tidspunkter, fik han også betaling for ekstra ringning ved højtiderne og for at kime. Desuden skulle han bistå præsten ved gudstjenesten, holde opsyn med kirken og dens ornamenter, vaske og renholde alterklæder og messeskjorter, varetage den basale vedligeholdelse af tårnuret og stille det “efter solen og tiden”, smøre både urværket og klokkerne, sørge for, at der var lys i tårnet, og endelig skaffe lys til alle lysekronerne i julen, og til lysestagerne på alteret, i sakristiet og i koret til morgengudstjenesten og ved skriftemålet.

Af ældre regnskaber fremgår, at såvel kirkebøgerne som nøglerne til kirken og dens forskellige døre (bl.a. til koret, prædikestolen og dåbsaflukket) blev opbevaret hos klokkeren. 1677 hedder det ligefrem, at der anskaffes en protokol, hvori klokkeren indfører de børn, der bliver døbt.

Mariaklokken, som klokkeren skulle ringe med ved højtiderne. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

For at varetage alle disse opgaver, fik klokkeren naturligvis udbetalt løn, ligesom kirken stillede en bolig til rådighed. I midten af 1600-tallet fik klokkeren i Nyborg i tilgift et par sko om året! Og i 1668 blev Johan Klokker begravet i kirken, uden at familien skulle betale for det. I 1700-tallet sørgede kirken også for, at der i klokkerboligen fandtes et “engelsk stueur”, som slog kvarter- og timeslag – en hjælp til klokkeren til at passe tiden for ringningen. I år 1800 blev uret solgt på auktion.

Et enkelt regnskabsår vidner om problemer med klokkeren ved Vor Frue Kirke: I 1732/33 blev det opdaget, at klokker Johannes Pedersen i stedet for at købe lys til lysekronerne, sådan som han burde, indsamlede små, uens lys hos indbyggerne i Nyborg og satte dem i kronerne. Sagen endte med, at kirkeværgen blev sat fra bestillingen for ikke at have holdt godt nok øje med, hvad der foregik – hvad der skete med Johannes Pedersen, fremgår ikke.

18-armet lysekrone fra 1640 i Nyborg Kirke. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

I senmiddelalderen blev der opført et Skt. Gertruds Kapel ved sydsiden af Nyborg Vor Frue Kirke. Kapellet var tilknyttet byens Skt. Gertrudsgilde, og må have rummet et alter viet til Skt. Gertrud.

Frederik II’s fundats 1572

Efter reformationen overgik altergodset til andre. Ved Frederik II’s fundats af 15. juni 1572 fik Vor Frue Kirke således ejensdomsretten til nogle gårde, som tidligere lå til alteret. Til gengæld forpligtede kirken sig til hvert år at uddele en almisse, hvis sammensætning var nøje fastlagt. Almissen skulle uddeles til fattige elever i byens latinskole samt fattige folk i Nyborg, og bestod af 300 bagerbrød, 2 sider flæsk og 1 tønde øl.

Afskrift af Frederik II’s fundats fra 1572 i Nyborg Kirkes embedsbog (i LAFyn)

Uddeling af almissen

Uddelingen fandt sted hvert år på Helligtrekongers aften, dvs. 5. januar, i den tidligere kapelbygning. Man kan følge begivenheden hvert år i kirkens regnskaber, f.eks. i 1671. Her blev der uddelt “300 Bager Brød”, “2 Siider Flesk” og “1 Tønde Øl” i overværelse af skolemesteren og fattigforstanderen. 1749 blev der tilsvarende uddelt hvedebrød, røget flæsk og øl. Først i 1798/99 gik man over til at udbetale almissen i penge, i alt 10 rigsdaler, der blev fordelt med en tredjedel til skolens rektor og to tredjedele til fattigforstanderen. Dermed ophørte de årlige uddelinger af naturalier i kapellet.