Nationalmuseets hårdnakkede insisteren på, at de gamle kilder vitterligt talte sandt, fik dog de implicerede arkæologer til at foretage en ekstra udgravning på det sted, hvor det ene tårn skulle have stået. Og minsandten! Til nogles forundring og andres store tilfredshed dukkede der forleden det fineste tårnfundament op, både med pælefundering, slyngværk og murstensunderlag for den vældige bygningskrop. Det område, som blev fremdraget, passede samtidig lige så fint med arkitekten N.- H. Jardins egen plan (det udgravede parti er her angivet med rødt).

I dag er alle vist blevet klogere. Det gælder både med hensyn til medieskabte mysterier og nok også, hvad angår nødvendigheden af at tage faglitteraturen i ed, når et uventet udgravningsresultat skal forklares.

Mysteriet gav anledning til mange gætterier. Var tårnbyggeriet allerede blevet stoppet af kirkens første arkitekt, Nicolaj Eigtved? Og havde hans efterfølger, den franske arkitekt, Nicolas-Henri Jardin, der “vistnok (var) lidt af en charlatan”, i virkeligheden “fiflet med regnskaberne”? Disse var ifølge artiklen kun sparsomt bevaret, fordi de delvis “gik op i røg ved Christiansborgs brand i 1794”. Kort sagt – man aner en byggeskandale af Danmarkshistoriske dimensioner!

Måske skal der lige tages et par forbehold i den fascinerende konspirationsteori. Danmarks Kirker udgav i 1987 et digert værk om Marmorkirken (se billedet). Bogen øser flittigt af det enorme kildemateriale af regnskaber mv., som – heldigvis – stadig findes i god behold på Rigsarkivet. I kilderne er hele byggeriet omhyggeligt registreret, bogført og revideret i et kommandoforløb, der gik fra Den Kongelige Kirkebygningskommission, via arkitekt og konduktører til de menige opsynsmænd på byggepladsen. At forestille sig fifleri i den proces er temmelig usandsynligt. Alt kunne jo kontrolleres ved selvsyn. Og hvem skulle for resten have noget ud af at snyde med et prestigeprojekt, der var blåstemplet af selve den enevældige monark?

Virkeligheden tegner sig måske anderledes, end arkæologerne gisner om. Da byggeriet stoppede i 1770, var tårnene kun nået til de nedre søjlebaser (ikke til “gesimsen”, som artiklen hævder). Siden lå kirkepladsen som en malerisk ruin indtil 1820, da man under arkitekten C. F. Hansens ledelse fik lov til at fjerne alt, der ikke skulle anvendes til et reduceret, tårnløst kirkeprojekt efter C. F. Harsdorffs forslag (1796-99). Det kunne være grunden til, at tårnfundamenterne blev gravet op – åbenbart til sidste sten og piloteringspæl. 

Heldigvis bliver der i næste måned anledning til på ny at kigge Marmorkirken efter i sømmene, når arkæologerne laver endnu en udgravning ved et af tårnene. Danmarks Kirkers redaktion vil selvfølgelig være på pletten!