På omslaget er gengivet Thorins perspektivskitse af Klosterkirkens indre set mod øst.

Gråbrødre Klosterkirke

Beskrivelsen af franciskanernes kirke fylder knap halvdelen af heftets 204 sider, idet store dele af kirken og klosteret siden 1970’erne er fremdraget ved en række større, arkæologiske undersøgelser, ligesom kirkens langstrakte og spændende nedrivningshistorie i starten af 1800-tallet nu er velbelyst. Kirken påbegyndtes omkring 1250, og fik fra starten klosterbygninger i form af en øst- og vestfløj tilknyttet korets nordside; anlægget blev herefter løbende udbygget. Ved midten af 1300-årene blev kirken kraftigt ombygget og udvidet. Resultatet af denne modernisering kendes ganske godt, idet kirken umiddelbart før nedrivningen blev målt og tegnet af den unge, talentfulde arkitekt C. F. Thorin, der dog allerede året efter afgik ved døden som blot 28-årig. Tegningsmaterialet, der er den vigtigste kilde til kirkens udseende, viser en højgotisk bygning, hvis udformning er fuldt på højde med tidens mest moderne formsprog, der udvikledes omkring Østersøkysten i 1300-årenes første halvdel. Således er den rigt profilerede vestportal enestående i dansk sammenhæng, ligesom de fornemt udformede kridtstenskapitæler, af hvilke de fleste er bevaret og udstillet på Nationalmuseet, er af høj kvalitet.

Lydpotter

Fra Klosterkirken er også bevaret to såkaldte lydpotter, der indmuret i korets vægge havde til formål at styrke rumklangen. Effekten har dog nok i realiteten været lille. De indføjer sig i rækken af kendte Svendborg-lydpotter, der ud over de to fra Klosterkirken tæller 16 i Vor Frue Kirke og fire i Skt. Nikolaj Kirke.

Heftet er rigt illustreret og koster kr. 210,-

De to lydpotter fra Klosterkirken opbevares i Nationalmuseets magasiner.

I bogen kan du blandt andet

• læse at kirken oprindelig var toskibet
• følge hvordan ombygninger, tilføjelser og nedrivninger gennem tiden har skabt den kirkebygning, vi ser i dag
• studere de mange forskellige malerier, der på skift har prydet altertavlen fra 1604
• møde en i øvrigt glemt adelsdame, der sammen med sin ægtemand skænkede kirkens prædikestol i 1597-99
• se det eneste kendte fotografi af kirkens indre før den gennemgribende restaurering 1884

Bogen er 144 sider lang, rigt illustreret og koster 175 kr. Den kan købes hos boghandleren. God fornøjelse!

Prædikestolen i Vor Frue Kirke i Svendborg er skænket 1597-99 af det adelige ægtepar Detlev Sested og Ingeborg Rosenkrantz. Selve stolen – kurven – var oprindelig udsmykket med parrets våbenskjolde og initialer. Og på lydhimlen over den var der en malet indskrift, der fortalte, at den ærlige og velbyrdige mand Detlev Sested og hans velbyrdige frue Ingeborg Rosenkrantz havde bekostet prædikestolen, Gud til ære og kirken til prydelse.

 Et vigtigt formål med sådanne gaver var også at sikre givernes eftermæle. Derfor satte man sit navn og våbenskjold på gaven. Men i Svendborg hjalp det ikke. Senere tiders reparationer og istandsættelser af prædikestolen har udslettet alle vidnesbyrd om giverne, både våbenskjolde, initialer og den hædrende indskrift. Og dermed forsvandt også mindet om Ingeborg Rosenkrantz.

Når vi i dag kan fastslå, at hun var medskænker af prædikestolen, skyldes det en notits fra 1601 i kirkens ældste regnskabsbog. Her står, at Detlev Sested og hustru Ingeborg Rosenkrantz har ret til et gratis gravsted  i kirken som tak for deres donation (det er dog uvist, om de benyttede sig af det). Desuden findes der en indberetning fra sognepræst Gregers Hiort fra 1755. Han giver en udførlig beskrivelse af prædikestolens udsmykning og citerer indskriften på lydhimlen.

Men i Adelsårbogen, der er standardværket om de danske adelsslægter, er Ingeborg Rosenkrantz ikke at finde. Her anføres blot, at Detlev Sested var gift med en ‘Ingeborg NN’, og under slægten Rosenkrantz er hun ikke nævnt. Vi står altså med en i øvrigt ukendt datter af Rosenkrantz-slægten.

Selv om Ingeborg Rosenkrantz havde gjort sit for at sikre sit minde, blev hun glemt. Du kan læse meget mere om prædikestolens historie og resten af kirken i bogen om Vor Frue Kirke, der udkommer i starten af februar.

Sognepræst Gregers Hiorts gengivelse af indskriften på prædikestolens lydhimmel

Interesserede er velkomne til at besøge os i kirken fra mandag den 14.3. til onsdag den 16.3. Hvis vi får tid, skal vi også en tur til Skt. Jørgens Kirke.

Da liften nu var på stedet, tog vi chancen til at få nogle gode nærbilleder af detaljerne.

Som omtalt af min kollega Rikke i et tidligere blogindlæg er Vor Frue Kirke i Svendborg næste opgave. Denne kirke er endnu hårdere restaureret end Skt. Nikolaj, og mange oplysninger om bygningshistorien skal findes på loftet. F.eks. har kirken et meget flot tagværk, som i hvert fald ikke er skiftet ved restaureringen i 1884. Det er dog nok heller ikke samtidigt med den oprindelige, senromanske kirke, da tilbygningerne fra senere i middelalderen har samme type tagværk som det bevarede, senromanske skib. Tagværket er derfor snarest sat op samtidig med tilbygningerne, og det kan fremtidige, dendrokronologiske undersøgelser måske bringe svar på. Men flot er det, uanset alderen.

Mogens fotograferer på loftet over nordre korsarm.

I Kirkeloven af 19. februar 1861 blev det bestemt, at alle kirker skulle underkastes et årligt syn, og at der ved hver kirke skulle etableres en særlig synsprotokol. Protokollen skulle indledes med en beskrivelse af kirken og en fortegnelse over dens inventar. Derefter skulle det år for år noteres hvilke forandringer, der skete.

Synsprotokollerne giver os således et billede af kirkebygningerne og deres indretning før de omfattende restaureringer i slutningen af 1800-tallet. Ofte er der tale om særdeles grundige beskrivelser af bygningens udseende og inventarets placering anno 1862 med oplysninger om materiale og farver, som ikke nødvendigvis kendes fra andre kilder. Kirkeregnskaberne kan nemlig være temmelig kortfattede i denne periode, og fotografier foreligger selvsagt kun i meget begrænset omfang.

Men i Svendborg er vi altså desværre i den situation, at vi ikke kan finde den ældste synsprotokol fra hverken Skt. Nikolaj eller Vor Frue. Det vil sige den protokol, der er påbegyndt i 1862 og formentlig rummer den vigtige beskrivelse af kirken samt oplysninger om forandringer i de følgende tre årtier. Begge kirker valgte at tage en ny protokol i brug i 1892, og de er bevaret: Den fra Skt. Nikolaj Kirke findes i kirkens arkiv, og den fra Vor Frue opbevares på Landsarkivet i Odense.

Man kan kun gisne om, hvad der kan være sket med de ældste protokoller, der er trods alt gået over hundrede år, siden de blev taget ud af brug. De kan være forsvundet ved en flytning, kasseret under en lidt for grundig oprydning, ødelagt af vand eller brand, glemt i en kasse på et loft eller i en kælder – mulighederne er legio. Påfaldende er det dog, at det er begge kirker, der savner deres ældste protokol. Har de mon været opbevaret sammen? Skulle vi være så heldige, at nogen af vores læsere har en ide til, hvor de kan være blevet af, hører vi meget gerne fra jer!