Selvfølgelig var de der! Altså tårnene eller rettere fundamenterne til de to majestætiske sidetårne, som Marmorkirken efter 1700-tallets projekter skulle have været udstyret med. En stor artikel i Dagbladet Politiken (20. september) havde ganske vist påstået, at det nok mere var luftkasteller, der aldrig var nået meget længere end til tegnebordet. Og når kilder fra samtiden nævnede, at tårnene både blev funderet og bygget op i mere end 1 meters højde, handlede det ifølge avisens forklaring bare om blålys og bedrag af den slags, som Enevældens administration kunne vise så mange eksempler på!
Nationalmuseets hårdnakkede insisteren på, at de gamle kilder vitterligt talte sandt, fik dog de implicerede arkæologer til at foretage en ekstra udgravning på det sted, hvor det ene tårn skulle have stået. Og minsandten! Til nogles forundring og andres store tilfredshed dukkede der forleden det fineste tårnfundament op, både med pælefundering, slyngværk og murstensunderlag for den vældige bygningskrop. Det område, som blev fremdraget, passede samtidig lige så fint med arkitekten N.- H. Jardins egen plan (det udgravede parti er her angivet med rødt).
I dag er alle vist blevet klogere. Det gælder både med hensyn til medieskabte mysterier og nok også, hvad angår nødvendigheden af at tage faglitteraturen i ed, når et uventet udgravningsresultat skal forklares.
0 Kommentarer til ““Mysteriet” om Marmorkirkens tårne løst ”