Kirketyverier på Vejlekanten

Danmarks Kirker undersøger i Vejle Amt meget godt, gammelt altersølv. Det har gennem tiderne været efterstræbt af tyve og fjendtlige soldater. Her retter vi interessen mod det, som er blevet offer for røveri og de historier, der er kommet frem om det.

Det er en almindelig opfattelse, at folk i ”troens tidsalder” nærede så stor respekt for kirkerne og frygt for en straffende Gud, at de ærbødigt holdt sig fra kirkernes skatte. Det holder ikke rigtig stik. Værst var det under fremmede besættelser som Vallensteins, svenskernes, polakkernes og brandenburgernes af Jylland i 1600-tallet. Soldaterne plyndrede og gik bevidst efter kirkernes kostbare altersølv, men også efter alterstager, tekstiler med sølvhægter osv. Mange kirker måtte efter freden skaffe sig en simpel og billig kalk og disk af tin, og der gik af og til årtier før der blev råd til rigtigt altersølv. I 1629, under Vallensteins okkupation, blev en ”skøn kalk” i Hvejsel Kirke ”bortrøvet” og vistnok købt tilbage af kirken, ligeledes i Korning, hvor en guldsmed måtte reparere det gamle altersølv 1649. Mon ikke det havde taget skade af at ligge i en ryttertaske. I nogle kirker garderede man sig som i Øster Snede, hvor man havde et særligt altersæt af tin til brug ”i ufredstider”. Så kunne det rigtige sølvsæt i mellemtiden være gemt af vejen og vel ofte være gravet ned. En middelalderlig alterdisk fundet i jorden ved Hornstrup vidner formentlig om en sådan nedgravning. På denne måde er der trods alt en god del ældre altersølv igen, således en flot kalk fra 1656 i Sindbjerg og en endnu mere overdådig i Øster Snede fra o. 1650. En præst, der nægtede at fortælle, hvor altersølvet var gemt, kunne komme i et meget ”pinligt” forhør.

Også i fredstid blev der stjålet fra kirkerne af befolkningens egne store og små forbrydere. Et forgyldt altersæt, der var anskaffet 1664 i Ølsted Kirke, kort efter den anden svenskekrig, blev således stjålet 1717. Tyveriet var sket mellem Fastelavnssøndag og Taksigelsesfesten, og tyven var kommet ind gennem taget, hvor ”bly og brædder var borte”. Hans fodspor kunne endnu ses. Værre var dog en professionel kirketyv, en Mads Jespersen, der fra Hedensted Kirke tog et alterklæde af lærred med kniplinger om. Dette var dog kun en af hans talrige ugerninger. Fra midtjyske kirker røvede han i alt 14 altersæt og 61 messehagler! Han blev anholdt 1635, og hans meritter kendes fra rettens omhyggelige opregning. Tyveri fra kirker var en alvorlig sag, og Mads Jespersen måtte bøde med livet.

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige"

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige”. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

 

Tårnet i Thorsgade

For mange mennesker er det en mangel, hvis en kirke ikke har et tårn, hvorfra klokkerne kan kalde til kirkelige handlinger. Men problemerne kan være mange, før det lykkes at rejse et, selvom det har hørt med til de oprindelige planer. Et eksempel fra Samuels Kirke i København vil vise det. Kirkens arkivalier er netop blevet gennemlæst i forbindelse med en undersøgelse af de nedlagte folkekirker i København.

Samuels Kirken i Thorsgade er bygget på initiativ af Københavns Kirkefond, altså på privat initiativ og for så beskedne midler, ja, så få midler at flere af kirkerne blev opført som midlertidige bygninger i træ eller kokolit (pap med forstærkninger af kokusvæv).

Sognet oprettedes i 1923, men menigheden benyttede i de første par år Simeons Kirke som sognekirke. Det lykkedes dog hurtigt at flytte til egne lokaler i Thorsgade. Arkitekten var Carl Schiøtz, der havde leveret tegninger til en kirke med krypt, kirkebygning og tårn, som kunne opføres i tre etaper efterhånden som man fik indsamlet midler. Tårnet kendes fra en tegning fra 1924 og var da udstyret med en behersket ornamentik med lisener og med tre glamhuller på hver side. Der var ikke penge til det i første omgang, men der var råd til krypten, der allerede i september 1925 blev indviet som kirkesal.

004

Herefter fortsatte indsamlingsarbejdet til kirkens fuldførelse, og 2. fase blev nået, da man i 1932 kunne indvie kirkens skib og kor. Det nye byggeri havde forudset fundament til et tårn, der kun nåede 1. sals højde, og hvor der symbolsk var placeret en klokkestabel. Ved det videre arbejde med tårnet havde Schiøtz gjort det mere klassicistisk end i det ældre projekt med store enkle flader og ét stort glamhul i hver side. På toppen havde han forestillet sig et lavt pyramidetag med et kors på toppen.

009

Menigheden ville imidlertid ikke lade sig nøje med tårnfundamentet og en klokkestabel, men ville have kirken ”bygget færdig” som det hed. ”Komitéen til Fuldførelsen af Samuels Kirke” overlod dog i 1943 sine midler til Menighedsrådet, der i stedet for at opføre tårnet, brugte pengene på et nyt orgel.

Men tårnfundamentet lå og mindede om den uafsluttede 3. fase af kirkebyggeriet, og da man i 1955 forberedte kirkens 25-års jubilæum, blev tanken om at fejre dagen ved at få bygget det planlagte tårn. Man henvendte sig til Kirkeministeriet, og drøftede i flere tempi mulighederne, men uden den større interesse fra centralt hold.

Lokalt glemte man imidlertid ikke sagen, men da man i 1964 fornyede klokkestablen blev det dog erkendt, at der nok ville ”gå nogen tid, inden tårnet kunne bygges”, og i 1967 meldte Kirkeministeriet ud, at der var et byggestop for statsligt byggeri. Et lille skub fremad havde man fået i 1965 ved en gave på 532 kr. fra en tidligere organist, og beløbet blev ved indsamlinger efterhånden forøget til 5.355 kr. Det forslog jo kun lidt til et helt tårn, men afholdt ikke menighedsrådet fra så sent som i december 1967 at gøre et nyt forsøg på at få afsluttet Carl Schiøtz’ kirke på værdig vis. En ny ansøgning blev sendt til Kirkeministeriet, der som tidligere gav et afslag.

Samuels Kirke nåede ikke at få sit tårn. De indsamlede penge til tårnet blev i stedet brugt til en messehagel. Det strakte midlerne bedre til. Et tårn fik kirken således aldrig. Kirken blev taget ud af brug i 2013, og bygningen er ved at blive indrettet til kollegiet med indlægning af etageadskillelser og skillerum. Hvad tårnfundamentet vil blive brugt til er uvist: Klokkestabelen er væk, men et er sikkert, det vil aldrig blive brugt til opførelsen af et tårn.

Bjørn Westerbeek Dahl, Danmarks Kirker

 

 

 

Stor tegningssamling doneret til Nationalmuseet

Ebbe Lehn Petersens store samling af arkitekturtegninger vedrørende kirker og præstegårde doneret til Nationalmuseet

 

Opmålingsstegninger udgør en væsentlig del af det materiale, der ligger til grund for Danmarks Kirkes bygningsbeskrivelser. De danner endvidere grundlag for de grundplaner, der udarbejdes til alle kirker. Da de fleste af vore kirker har gennemgået restaureringer, vil der ofte foreligge opmålingstegninger fra disse arbejder. I modsat fald måles kirken op. En del tegninger forefindes i Nationalmuseets Antikvarisk-Topografiske Arkiv, en hel del på Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af arkitekturtegninger, og desuden er der et fortrinligt samarbejde med en lang række arkitekttegnestuer, hvor vi låner tegninger.

 

Meget ofte er vi i den heldige situation, at der foreligger hele opmålingssæt af en sådan kvalitet, at vi vælger at gengive dem i værket.

 

En af de væsentlige arkitekttegnestuer på Fyn, som vi har haft et mangeårigt, godt samarbejde med, er Lehn Petersens Tegnestue i Odense. Den nuværende indehaver, Ebbe Lehn Petersen (f. 1928), har nu valgt at donere hele den store samling af tegninger vedrørende kirker og præstegårde til Nationalmuseets Antikvarisk-Topografiske Arkiv, mens materialet vedrørende andet institutionsbyggeri mm. er doneret til Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af arkitekturtegninger. Den store samling er grundlagt af Ebbes farfar Kgl. Bygningsinspektør J. Vilh. Petersen (1851-1931), ført videre af dennes søn Kgl. Bygningsinspektør Knud Lehn Petersen (1890-1974) og endelig af sidstnævntes sønner Erik Lehn Petersen (1923-1972) og Ebbe Lehn Petersen.

 

Hermed er den store, uvurderlige samling sikret for eftertiden og bliver gjort tilgængelig for alle dem, der arbejder med disse bygninger.

Planer og snit af skibets vestfag, Tommerup Kirke.

1658365_803.tif 1658365_804.tif 1658365_805.tif 1658365_806.tif

Simulakret på kirkeloftet

Læsere af Danmarks Kirker vil vide, at tagværker er et af de områder, der har modtaget øget opmærksomhed i nyere tid. Særligt har det været en stor styrkelse af bogværket, at der nu rutinemæssigt gennemføres dendrokronologiske undersøgelser af originalt tømmer i tagkonstruktionerne.

Men der er også andre højt specialiserede kompetencer, der kommer i spil, når vi behandler tagkonstruktionerne. De dunkle lofterne stiller også store krav til vores fotograf, Arnold Mikkelsen, når tagkonstruktionen skal belyses jævnt og i sin fulde længde, og også til redaktørernes klatreevner (af en eller anden grund er det ofte inventarredaktørens lod at klatre rundt på hvælv og hanebånd). Her slår virkeligheden ikke til, og som denne lille fotoserie viser, må det endelige fotografi stykkes sammen af mange forskellige optagelser, hvor hver sektion af taget er belyst.

dmr_081016_AM_321

dmr_081016_AM_323

dmr_081016_AM_324

dmr_081016_AM_326
dmr_081016_AM_327

Ud af disse optagelser skaber Arnold så det endelige fotografi, vi bringer i en kommende udgivelse af Danmarks Kirker, Odense Amt om Nørre Søby Kirke: Et fotografi, der viser loftet bedre, end det er muligt at se det i virkeligheden.

dmr_081016_AM_332

En hippie-messehagel i Rudkøbing Kirke

Næsten alle kirker har en eller flere messehagler, der er anskaffet i nyere tid. Som regel omtales disse kun ganske kort og uden illustrationer i Danmarks Kirker, der jo først og fremmest beskriver inventargenstande af ældre dato. Men i Rudkøbing Kirke på Langeland findes der en meget usædvanlig messehagel, som fortjener nærmere omtale.

Messehagelen er syet af kunstneren Vivi Diemar i 1976 i et design, der er typisk for 1970′ernes hippiestil. Den består af sammensyede baner af grøn, gul og brun velour, der på rygsiden danner et stort kors. I korsskæringen er der anbragt en sollignende applikation af grøn og gul velour, og messehagelen er yderligere smykket med små cirkelornamenter, der er broderet med guldtråd. Foret er olivengrønt.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen 2015.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Det er helt enestående at støde på en messehagel som den gul-grønne hippie-messehagel. Hagelen er ikke længere i brug, men opbevares i kirken - heldigt, at den findes endnu og ikke er blevet kasseret ved en oprydning!

Men der findes flere interessante, gamle messehagler i Rudkøbing: Langelands Museum har to messehagler, der stammer fra Rudkøbing Kirke. Begge er syet af rødt fløjl, kantet med guldgaloner og har et gyldent kors på ryggen. Den ældste er fra 1771, og fra kirkens regnskaber ved vi, at den blev syet af en kvinde ved navn Sofia Kalf, og at den kostede 50 rigsdaler. Peder Kroman i Marstal blev betalt for fragt af den kasse, hagelen blev sendt i. Den anden er 100 år yngre, fra 1870, og den blev syet af skrædder C. Rasmussen. Endelig har kirken en lidt nyere messehagel i samme stil, som blev foræret af en anonym giver i 1918. Der er tale om messehagler af en velkendt type, der findes i mange kirker, men her er hele tre bevaret, og vi kan oven i købet sætte navn på skrædderne bag de to.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bogen om Rudkøbing Kirke udkommer 16. august. Den kan købes i boghandelen eller læses online på Danmarks Kirkers hjemmeside. Udover Rudkøbing Kirke indeholder bogen beskrivelser af den katolske kirke i Rudkøbing, Skt. Bendts Kapel, af Rudkøbing Kirkegård og af metodistkirken Skt. Peters Kirke, som blev nedrevet i 1982.

 

En indskrift på et spær i Naur Kirke

Siden 2007 har redaktionen af Danmarks Kirker foretaget systematiske, dendrokronologiske undersøgelser af kirkernes gamle egetagværker.  De ofte meget præcise dateringer har i flere tilfælde givet mulighed for at nuancere kirkernes bygningshistorie i hidtil ukendt grad; til eksempel kan nævnes Borbjerg Kirke. Forud for prøveudtagningerne foretages en nøje undersøgelse af tagværkerne med henblik på at fastslå, om tagværket egner sig til prøveudtagelse. Under en sådan forundersøgelse blev kirkeværkets medarbejdere opmærksom på en indskrift på et spær i korets tagværk i Naur Kirke lidt vest for Holstebro.

Indskriften på spærets østside.

Indskriften på spærets østside.

Indskriften, der lyder “A n d i [?] 1401″ er ikke entydig, og der hersker da også tvivl om læsningen – hvad står bogstaverne for; er det et navn eller måske en forkortelse for “Anno Domini”, dvs. “i det Herrens år”? Tegnene har ikke været underkastet en nærmere, epigrafisk analyse, men p.t. hersker den opfattelse, at der i virkeligheden er tale om en i nyere tid indridset tekst. Særligt udformningen af tallet 4 harmonerer dårligt med middelalderlige forlæg. Nu var hele formålet med undersøgelsen jo at udtage boreprøver til dendrokronologisk datering, hvilket også blev gjort. Resultaterne blev imødeset med stor spænding, men desværre var det ikke muligt at datere korets tagværk, så vi får altså ikke afklaret, om dateringen holder. Til gengæld lykkedes det at datere skibets tagværk: dette blev opsat i 1380′erne – altså kort tid før korspærets “datering”! Hvis indskriften som formodet er af nyere dato må man sige, at vedkommende har ramt forbløffende præcist i forhold til skibets tagværksdatering!

Udsnit af skibet tagværk set mod øst.

Udsnit af skibet tagværk set mod øst.

Lübeck 1500

I Lübecks Museumsquartier Skt. Annen er for tiden en særudstilling med titlen “Lübeck 1500“. Baggrunden er to jubilæer: 500-året for indvielsen af Augustinernonneklosteret Skt. Annen 1515, og 100-året for indvielsen af museet i samme bygninger 1915. Udstillingen sætter fokus på årtierne op til reformationen, nærmere betegnet o. 1470-1540. Her var Lübeck et håndværksmæssigt kraftcenter, der fremstillede store mængder kunsthåndværk af forskellig art. Betydelige mængder blev eksporteret til Skandinavien og det baltiske område, herunder Danmark, hvor der findes flere pragtstykker af lybsk herkomst: tænk bare på Bernt Notkes altertavle i Aarhus Domkirke. Udstillingens rygrad udgøres af en del af museets egne genstande (hvoraf flere er hovedværker i tidens kunst), der suppleres af udlån fra bl.a. flere danske museer, herunder Den antikvariske Samling i Ribe; fra Nationalmuseet er kommet Thurø-alteret, der muligvis også skal tilskrives Bernt Notkes værksted.

Dr. Jan Richter (tv) fortæller om Skt. Jørgen og dragen, der er udstillet i kirkeruinens kor.

Dr. Jan Richter (tv) fortæller om Skt. Jørgen og dragen, der er udstillet i kirkeruinens kor.

 

De pragtfulde træskærerarbejder er dominerende blandt de udstillede genstande, der dog også inkluderer fornemme maler-  guldsmedearbejder samt eksempler på byens blomstrende bogtrykkerkunst. Den arkitekturinteresserede kan oven i købet nyde de velbevarede klosterbygninger og kirkeruinen, der er nænsomt restaureret med respekt for det oprindelige udtryk. Skt. Annen har begået en seværdig udstilling, der ledsages af et stort og flot katalog. Udstillingen løber til  d. 10. januar, og et besøg kan jo passende kombineres med en oplevelse af byens berømte og velbesøgte julemarked!

 

Detalje af kirkeruinens søndre sideskib, set fra nord.

Detalje af kirkeruinens søndre sideskib, set fra nordøst.

Fem fængselskirker i Statsfængslet i Nyborg

Danmarks Kirkers redaktion i købstæderne omfatter udover byernes sognekirker også de fleste andre kirker i byen. I Nyborg således også bl.a. kirkerne i Nyborg Statsfængsel.
Hvad de færreste nok ved, så er den nuværende Steensgårds Kirke den femte i rækken af kirker i Nyborg Statsfængsel.
Ved opførelsen af fængslet i 1913 var der en nord- og en sydfløj, oprindeligt planlagt til hhv. kvindelige og mandlige fanger, og der var en kirke i hver fløj. Da der ikke som planlagt kom kvindelige fanger, blev begge fløje anvendt til mandlige fanger, og begge kirkerum blev taget i brug.

Kirken i sydfløjen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Kirken i sydfløjen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Samtlige fanger var forpligtet til at deltage i gudstjenesten hver søndag, med mindre de kunne dokumentere, at de tilhørte andre trossamfund. 1924 bestemtes, at fangerne kunne fritages for gudstjenesten efter forudgående anmodning herom. Først i 30’erne blev fangernes deltagelse i gudstjenesten frivillig.
Kirkerummene strakte sig over to etager og var amfiteatralsk indrettet med fangerne siddende i lukkede ‘båse’, så de ikke kunne have kontakt med hinanden under de kirkelige handlinger.
Kirken i nordfløjen (kirke 1) blev ret hurtigt taget ud af brug igen, og i 1918 blev rummet inddraget til celler.
Kirken i sydfløjen (kirke 2) var i brug indtil 1923, hvor en ny kirke blev bygget. Rummet blev delt i to etager, hvoraf den øvre i en årrække herefter anvendtes som foredragssal.
1923 blev kirke 3 opført som en selvstændig, stor bygning vest for sydfløjen og vinkelret på denne.

Den tredje fængelskirke inden ombygningen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Den tredje fængelskirke inden ombygningen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Også denne kirke var fra begyndelsen amfiteatralsk indrettet med fangerne siddende i lukkede ‘båse’, indtil den formentlig i 30’erne blev ombygget, og de lukkede bænkerader blev udskiftet med almindelige bænke. Der var her plads til 180 personer. Med årene, ikke mindst da der ikke længere var gudstjenestepligt, var kirken alt for stor, og den blev nedlagt 1972.
I stedet blev der 1972 indrettet et kirkerum (kirke 4) til ca. 50 personer i et nedlagt skrædderdepot tæt på den østlige ringmur. Placering viste sig imidlertid sikkerhedsmæssigt at være meget uhensigtsmæssig, så man ønskede en anden placering.
2004 blev den nuværende kirke (kirke 5) indviet. Den er placeret i den midterfløj, der 1918-20 blev opført imellem de tidligere nord- og sydfløje.
Herudover var der en overgang, muligvis fra Anden Verdenskrig, tillige i kirke 3 indrettet et katolsk kapel, som antages nedlagt sammen med denne i 1972.
Et muslimsk bederum blev i 2004 med midler fra Saudiarabien indrettet i en af bygningerne på fængelsområdet.

Hvem lavede døbefonten i Hjulby Kirke?

Man plejer at sige, at døbefonten i Hjulby Kirke er udført af billedhuggeren Otto Evens. Nu viser Danmarks Kirkers arkivundersøgelser, at fonten er lavet af billedhugger Niels Hermann Bondrop efter tegning af arkitekt Vilhelm Tvede.

Døbefonten i Hjulby Kirke er fra 1876. Den er udført af hvid marmor i nygotisk stil. Den blev egentlig fremstillet til Nyborg Vor Frue Kirke, der var blevet gennemgribende restaureret i begyndelsen af 1870′erne med netop Vilhelm Tvede som arkitekt.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

I Vor Frue Kirkes regnskaber kan man se, at kirken i oktober 1876 betalte for fragt af en døbefont med jernbane og skib fra København til Nyborg. I december 1876 og januar 1877 modtog billedhugger N. H. Bondrop sin betaling for døbefonten og dens opsætning, i alt 794 kr. Og endelig er der på kirkens inventarfortegnelse for 1876/77 anført ‘en marmordøbefont udført af billedhugger Bondrop for 794,23 kr. efter tegning af arkitekt Tvede’.

Der kan altså ikke være tvivl om, hvem der er mester for døbefonten. Men hvordan er misforståelsen omkring Otto Evens opstået? En forklaring kan være, at det i juli 1875 blev noteret i kirkens synsprotokol, at man ville anskaffe en marmordøbefont hos billedhugger Evens til 580 kr. I Vilhelm Tvedes privatarkiv findes da også et overslag fra Evens fra juni 1875 på en døbefont ‘udført efter medfølgende, skitserede tegning’ for 580 kr. Tilsyneladende har man dog skiftet mening om, hvordan døbefonten skulle se ud. Der findes nemlig endnu et overslag fra Evens, dateret 23. juni 1876, på en døbefont ‘efter opgiven tegning’, men nu med prisen 1650 kr. Og der findes faktisk også et tredje overslag på en døbefont ‘efter leveret tegning’ lydende på 1995 kr. fra billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk. Disse overslag er ikke blevet benyttet, men Tvede har gemt dem blandt sine papirer. I stedet gik ordren på døbefonten til Niels Bondrop, hvis tilbud dog ikke synes bevaret. Det samme gælder de omtalte tegninger.

Bondrops døbefont stod i Vor Frue Kirke i knap 100 år. Men efter endnu en omfattende restaurering i 1971-72 valgte man i stedet at tage kirkens romanske granitfont i brug igen. Marmorfonten blev da skænket til Hjulby Kirke.

Lidt om den nedrevne købstadskirke i Holstebro

Med nedrivningen 1906 af den senmiddelalderlige Holstebro Kirke forsvandt ikke kun en af de bedst bevarede købstadskirker i landet, men også et monument, der via kalkmalede indskrifter gav oplysninger om byggår (1440 med udvidelser fra o. 1470) og sågar bygmester, svenskeren Olaus Petri. Før nedrivningen blev der udarbejdet opmålinger af  kirken, men også adskillige fotooptagelser viser, at tabet af det usædvanligt velbevarede monument var en tragedie ikke kun for Holstebro, men i høj grad for hele landet. Den prægtige teglstenskirke er tidligere beskrevet i Danmarks Kirker hvor det nævnes, at adskillige af kirkens særegne bygningsdetaljer inspirerede til gentagelser i de senmiddelalderlige kirkeudvidelser i området. Især tårnenes gavlblændinger viser tydeligt slægtskab med Holstebro Kirkes søndre kapel, hvilket f.eks. ses på det nyligt publicerede tårn i Mejrup.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Karakteristisk er også den omløbende båndblænding med radiært stillede løbere omkring tårnets glamhuller og våbenhusets dør, et motiv der bl.a. ses i Fovsing Kirke sydvest for Struer, hvor Ringkøbing-redaktionen p.t. arbejder.

Våbenhuset i Fovsing Kirke

Våbenhuset i Fovsing Kirke

En anden og ofte gentaget detalje er Holstebro-kirkens stjernehvælv, der inspirerede til lignende konstruktioner i adskillige kirker i området. Her skal blot fremhæves hvælvene i to kirker, nemlig “søsterkirkerne” i Borbjerg og Hjerm; de elegante, ottetakkede stjernehvælv, der i en lidt anden form var at finde over langhuset i Holstebro Kirke, er fra middelalderens allerseneste år, og er af høj teknisk kvalitet. Takket være disse og andre bygningsdetaljers popularitet i senmiddelalderens Holstebro og omegn, og fordi dokumentationen af den forsvundne bygning trods alt er af god kvalitet, kan vi altså her indkredse en veldateret, egnstypisk byggetradition fra middelalderens seneste del.

 

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.