Syv kirkeskibe i Marstal

I Marstal Kirke på Ærø hænger der ikke mindre end syv kirkeskibe under loftet. Dermed har kirken en af landets største samlinger af kirkeskibe, kun overgået af kirkerne på Fanø: I Nordby Kirke findes der ni kirkeskibe, og i Sønderho Kirke hænger der hele 15 skibe.

Kirkeskibene i Marstal er ophængt i løbet af en godt 200-årig periode, fra 1778 til 1988, og vidner om byens stærke tilknytning til søfarten. Om de fire yngste skibe ved vi, at de er bygget af lokale skibsbyggere. Det samme kan være gældende for de tre ældste skibe, men her kender vi ikke bygmesterens navn. Om det ualmindeligt store kirkeskib, det 321 cm lange Christian IX (tidligere kaldet Ærøe), fortælles, at det blev samlet op som vraggods i Nordsøen af et skib fra Marstal. Besætningen tog det med hjem, satte det i stand og skænkede det til kirken. Vi har dog ingen kilder, som kan bekræfte den gode historie. Folkemindeforskeren Henning Henningsen, der har arbejdet indgående med kirkeskibe, har eksempler på lignende beretninger om kirkeskibe andre steder i landet, bl.a. i Århus Domkirke, som han dog må afvise (se bogen Kirkeskibe og Kirkeskibsfester s. 35-40). Historien om skibet i Marstal har måske også mest karakter af et sagn.

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Typemæssigt spænder kirkeskibene i Marstal vidt. De to ældste skibe, Kronprindsens Ønske og Christian IX, er orlogsfregatter, altså krigsskibe, med kanoner stikkende frem gennem de åbne kanonporte. De øvrige skibe i kirken er fragt- eller handelsskibe. Skibet Seir Krandsen, der blev hængt op i 1804, er en lille jagt, og Immanuel, der er bygget af skibstømrer C. Palle i 1884, er en tremastet fuldrigger.

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Skikken med at skænke skibsmodeller til kirkerne fortsatte i 1900-tallet. Skibet Bethel fra 1932, der er bygget af skibstømrer J. Chr. Nielsen, er en firemastet bark. Den tremastede topsejlskonnert Hans Peters Minde fra 1943 er bygget og skænket af skibsbygmester Gorm Clausen til minde om en krigsforlist søn. Og endelig er der coasteren Hanne Hansen, som er bygget af skibstømrer Henning Terkelsen og skænket af en række lokale foreninger i 1988 i anledning af kirkens 250-års jubilæum. Fælles for de tre yngste skibe er, at de er udført som modeller af specifikke skibe, der var bygget i Marstal, nemlig barken Familien, topsejlskonnerten Yrsa og carolineren Hanne Hansen.

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kirkeskibene i Marstal har ikke sat sig mange spor i kirkens regnskaber. Der er tale om gaver til kirken, som ikke gav anledning til udgifter, der skulle bogføres.  Men de er beskrevet af Erik Kromann i Anders Hauges bog Marstal kirke på Ærø fra 1988 (s. 62-66). I Danmarks Kirkers kommende bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal vil de syv skibe også blive beskrevet, ligesom de fire skibe i Ærøskøbing Kirke. Desuden har Danmarks Kirkers faste fotograf, Arnold Mikkelsen, fotograferet alle skibene. Bogen udkommer til sommer.

 

En usædvanlig, senmiddelalderlig klokkestol til tre klokker i Kølstrup Kirke, Odense Amt

En usædvanlig og ret velbevaret klokkestol til oprindelig tre klokker er opstillet i tagrummet i Kølstrup Kirkes tårn.
Klokkestolen var oprindelig tre fag lang, men det nordligste fag er nu bortskåret sammen med tagværkets bindbjælke.
Konstruktion består af to stole med fod- og toprem samt oprindelig fire, nu tre, stolper. Midt på bjælkerne er spor af lejer til ophængning af indtil tre klokker, der har svinget på tværs af tagværkets længderetning. Hele konstruktionen afstives af et meget komplekst system af krydsbånd.
Klokkestolen er samtidig med tårnet, idet såvel klokkestol som tårnets tagværk er dendrokronologisk dateret til o. 1467-68. Det kan virke mindre hensigtsmæssigt, at klokkestolen er anbragt i tagrummet, hvor der kun findes to meget små glugger i gavlene, og ikke i selve klokkestokværket, der åbner sig med i alt otte relativt store glamhuller. På den anden side er konstruktioner teknisk velgennemtænkt; således er dens øvre del bevidst friholdt fra tårnets tagværk, hvorved vibrationer i klokkestolen ikke ville forplante sig til tagværket.
Ved klokkeskatten 1528-29 skulle Kølstrup Kirke afgive én klokke. Den vejede 4 skippund og 11 lispund (ca. 725 kg). I kirkens regnskab for 1547 nævnes to klokker, der hang i tårnet; og det er formentlig disse, som Biskop Jacob Madsen 1589 omtalte som ’skønne’.
Kirken må i senmiddelalderen således have haft tre klokker i den fornemme klokkestol, og derudover var der flere messeklokker.

Der kan læses mere om dette i Odense Amt, hæfte 38, der udkommer senere i år.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Ulriksholms kirker

Nicolaus von Brüggemann (1632-87), der i forvejen ejede Østergård i det nordøstfynske sogn Munkebo erhvervede 1679 herregården Ulriksholm foruden patronatsretten til Østergårds sognekirke (Munkebo) foruden Ulriksholms sognekirke Kølstrup og dennes annekskirke Agedrup.

Ulriksholms ejere satte deres præg på kirkerne, først og fremmest Kølstrup Kirkes interiør, med Michael Tuischs altertavle fra 1713, vestpulpituret fra 1717, der adskilte Godske Hans von Brüggemanns åbne begravelse i tårnrummet fra kirkerummet, herskabspulpituret fra 1739 og stolestaderne fra 1747, foruden et gravkapel opført til Karen von Brüggemann og ægtemanden Ulrich Friderich von Heinen.

 

Kølstrup Kirke - Foto Arnold Mikkelsen

Kølstrup Kirke – Foto Arnold Mikkelsen

 

Som led i fornyelserne kasseredes ældre inventarstykker. Mens det kasserede for størstedelens vedkommende er gået tabt, er enkelte stykker senere blevet genanvendt på Ulriksholm. Således rummer en historicistisk dørportal på herregården træskærerarbejde fra flere forskellige middelalderlige og barokke genstande. Det er endnu uvist, præcist hvilke kirker og specifikke inventarstykker billedskærerarbejdet stammer fra, men det er givet, at der er ting fra såvel altertavle(r) som epitafie(r).

Fotooptagelser på Ulriksholm - Foto Arnold Mikkelsen

Fotooptagelser på Ulriksholm – Foto Arnold Mikkelsen

Et pudsigt eksempel på samhøret mellem herregård og kirke er en tavle i Munkebo Kirke opsat til minde om uskadelige lynnedslag på Ulriksholm og Munkebo Kirke 29. januar 1730. Stentavlen, der er opsat på sin oprindelige plads i våbenhuset henviser til tre skriftsteder i den gammeltestamentlige Salmernes Bog, nemlig Sal. 77,19, Sal. 116,12 og Sal. 104,33. På Ulriksholm hænger et sidestykke i form af en stentavle, der citerer de pågældende vers: “Din Tordens Lyd var i Luften, Lynet oplyste Jorderig Jorden befvede”, “Hvorledis skal ieg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig” og “Jeg vil Siunge for Herren, imens Jeg lever Jeg vil love min Gud Saalænge Som Jeg er til.”

Tavler til minde om lynnedslag 1730, Munkebo Kirke (tv.) og Ulriksholm - Foto Arnold Mikkelsen

Tavler til minde om lynnedslag 1730, Munkebo Kirke (tv.) og Ulriksholm – Foto Arnold Mikkelsen

 

Tårnet i Fovsing Kirke

I Danmarks Kirkers seneste udgivelse, der omhandler kirkerne i Vejrum, Ølby og Fovsing mellem Struer og Holstebro, er ved sidstnævnte kirke beskrevet et o. 1550 opført tårn. Ved første øjekast syner det i 1700-tallet nedskårne tårn i tre stokværk ikke af meget, men ved nærmere eftersyn fremkommer flere interessante detaljer. Den første vedkommer byggeteknikken og til dels -materialet, der for den nederste dels vedkommende på vanlig vis udgøres af udflyttede granitkvadre fra skibets vestgavl. Herover er materialet røde teglsten i såkaldt renæssanceformat (25x11x7 cm), der i facaden er lagt i krydsskifte, mens bagmurene lidt uventet er opmuret i munkeforbandt. Stenformatet og opmuringsteknikken ligger til grund for ovennævnte datering.

Tårnet set fra nordvest.

Tårnet set fra nordvest.

Som om det ikke var nok, viser de indvendige undersøgelser, at tårnets to nedre stokværk begge var planlagt overhvælvet, et forhold, til hvilket der i landsbykirkerne umiddelbart ikke er nogen parallel. Ingen af hvælvene er bevaret, men i tårnrummet over det nuværende tøndehvælv fra 1922 er kappernes afhuggede vederlag endnu synlige, og i stokværket herover er de tre skifter høje ribbeudspring bevaret i hjørnerne.

Som nævnt er der i landsbykirkernes tårne umiddelbart ikke nogen parallel til situationen med hvælv over to stokværk, men mon ikke en nøjere gennemgang ville kunne afsløre lignende forhold andre steder. Ikke mindst i de mange kirker, der endnu mangler at blive undersøgt i Danmarks Kirkers regi.

Tårnrummets hvælvvederlag set mod vest.

Tårnrummets hvælvvederlag set mod vest.

Inspiration til efterårsferien – byg kirker af Legoklodser!

Siden 1933 har Nationalmuseets bogværk, Danmarks Kirker, omhyggeligt beskrevet og registreret mere end to tredjedele af landets kirker i tekst, opmålinger og fotografier.  Men formidlingen og visualiseringen af de mange bygninger kan også ske gennem andre medier. Det demonstrerer en af Nationalmuseets medarbejdere, Per Bonde, der i stedet har valgt at tage Legoklodser i anvendelse. Det viste han fornylig, da han besøgte Danmarks Kirkers redaktion. I en række fint udførte, små modeller har Per bygget både en middelalderlig kirke, nemlig Brønshøj Kirke (jf. Danmarks Kirker, Københavns Amt, s. 332ff.),  og en nyere kirke, Kingos Kirke på Ydre Nørrebro fra 1910. Den sidste er dog ikke omtalt i Danmarks Kirker.  Han har omhyggeligt optalt forbruget af klodser, der for Brønshøj Kirke omfatter 53 klodser, men for den nyere kirkes vedkommende hele 425 klodser. Det sidste skyldes, at modellen også gengiver kirkens indre, hvilket ifølge Per er ret sjældent inden for denne form for mikro-byggeri.

Brønshøj Kirke opført af Lego

Brønshøj Kirke opført af Lego

Kingos Kirke opført af Lego

Kingos Kirke opført af Lego

 

 

 

 

 

 

 

Som en yderligere udfordring har Per Bonde kastet sig ud i at bygge en flot model af Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palæ, hvortil han har brugt ikke mindre end 1770 klodser og arbejdet mellem 40 og 50 timer. Her kan man også løfte glastaget i  forhallen og kigge ind. Vagtbygningen i Brede var en langt nemmere opgave, der kun behøvede 141 klodser.

Til sit arbejde har han anvendt et byggeprogram fra Lego, Lego Digital designer. Desuden henvises til to andre hjemmesider: http://www.moc-pages.com/home.php/115884 og http://rebrickable.com/designer/perbonde.  Her uploader han sine arbejder.

Hvis nogen derfor skulle savne inspiration til familieunderholdning i skolernes efterårsferie, er det bare med at finde Legoklodserne frem!

 

Nationalmuseets hovedsæde, Prinsens Palæ, opført i Lego

Nationalmuseets hovedsæde, Prinsens Palæ, opført i Lego

Med tak til Per Bonde fra Danmarks Kirkers redaktion.

 

Kirketyverier på Vejlekanten

Danmarks Kirker undersøger i Vejle Amt meget godt, gammelt altersølv. Det har gennem tiderne været efterstræbt af tyve og fjendtlige soldater. Her retter vi interessen mod det, som er blevet offer for røveri og de historier, der er kommet frem om det.

Det er en almindelig opfattelse, at folk i ”troens tidsalder” nærede så stor respekt for kirkerne og frygt for en straffende Gud, at de ærbødigt holdt sig fra kirkernes skatte. Det holder ikke rigtig stik. Værst var det under fremmede besættelser som Vallensteins, svenskernes, polakkernes og brandenburgernes af Jylland i 1600-tallet. Soldaterne plyndrede og gik bevidst efter kirkernes kostbare altersølv, men også efter alterstager, tekstiler med sølvhægter osv. Mange kirker måtte efter freden skaffe sig en simpel og billig kalk og disk af tin, og der gik af og til årtier før der blev råd til rigtigt altersølv. I 1629, under Vallensteins okkupation, blev en ”skøn kalk” i Hvejsel Kirke ”bortrøvet” og vistnok købt tilbage af kirken, ligeledes i Korning, hvor en guldsmed måtte reparere det gamle altersølv 1649. Mon ikke det havde taget skade af at ligge i en ryttertaske. I nogle kirker garderede man sig som i Øster Snede, hvor man havde et særligt altersæt af tin til brug ”i ufredstider”. Så kunne det rigtige sølvsæt i mellemtiden være gemt af vejen og vel ofte være gravet ned. En middelalderlig alterdisk fundet i jorden ved Hornstrup vidner formentlig om en sådan nedgravning. På denne måde er der trods alt en god del ældre altersølv igen, således en flot kalk fra 1656 i Sindbjerg og en endnu mere overdådig i Øster Snede fra o. 1650. En præst, der nægtede at fortælle, hvor altersølvet var gemt, kunne komme i et meget ”pinligt” forhør.

Også i fredstid blev der stjålet fra kirkerne af befolkningens egne store og små forbrydere. Et forgyldt altersæt, der var anskaffet 1664 i Ølsted Kirke, kort efter den anden svenskekrig, blev således stjålet 1717. Tyveriet var sket mellem Fastelavnssøndag og Taksigelsesfesten, og tyven var kommet ind gennem taget, hvor ”bly og brædder var borte”. Hans fodspor kunne endnu ses. Værre var dog en professionel kirketyv, en Mads Jespersen, der fra Hedensted Kirke tog et alterklæde af lærred med kniplinger om. Dette var dog kun en af hans talrige ugerninger. Fra midtjyske kirker røvede han i alt 14 altersæt og 61 messehagler! Han blev anholdt 1635, og hans meritter kendes fra rettens omhyggelige opregning. Tyveri fra kirker var en alvorlig sag, og Mads Jespersen måtte bøde med livet.

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige"

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige”. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

 

Tårnet i Thorsgade

For mange mennesker er det en mangel, hvis en kirke ikke har et tårn, hvorfra klokkerne kan kalde til kirkelige handlinger. Men problemerne kan være mange, før det lykkes at rejse et, selvom det har hørt med til de oprindelige planer. Et eksempel fra Samuels Kirke i København vil vise det. Kirkens arkivalier er netop blevet gennemlæst i forbindelse med en undersøgelse af de nedlagte folkekirker i København.

Samuels Kirken i Thorsgade er bygget på initiativ af Københavns Kirkefond, altså på privat initiativ og for så beskedne midler, ja, så få midler at flere af kirkerne blev opført som midlertidige bygninger i træ eller kokolit (pap med forstærkninger af kokusvæv).

Sognet oprettedes i 1923, men menigheden benyttede i de første par år Simeons Kirke som sognekirke. Det lykkedes dog hurtigt at flytte til egne lokaler i Thorsgade. Arkitekten var Carl Schiøtz, der havde leveret tegninger til en kirke med krypt, kirkebygning og tårn, som kunne opføres i tre etaper efterhånden som man fik indsamlet midler. Tårnet kendes fra en tegning fra 1924 og var da udstyret med en behersket ornamentik med lisener og med tre glamhuller på hver side. Der var ikke penge til det i første omgang, men der var råd til krypten, der allerede i september 1925 blev indviet som kirkesal.

004

Herefter fortsatte indsamlingsarbejdet til kirkens fuldførelse, og 2. fase blev nået, da man i 1932 kunne indvie kirkens skib og kor. Det nye byggeri havde forudset fundament til et tårn, der kun nåede 1. sals højde, og hvor der symbolsk var placeret en klokkestabel. Ved det videre arbejde med tårnet havde Schiøtz gjort det mere klassicistisk end i det ældre projekt med store enkle flader og ét stort glamhul i hver side. På toppen havde han forestillet sig et lavt pyramidetag med et kors på toppen.

009

Menigheden ville imidlertid ikke lade sig nøje med tårnfundamentet og en klokkestabel, men ville have kirken ”bygget færdig” som det hed. ”Komitéen til Fuldførelsen af Samuels Kirke” overlod dog i 1943 sine midler til Menighedsrådet, der i stedet for at opføre tårnet, brugte pengene på et nyt orgel.

Men tårnfundamentet lå og mindede om den uafsluttede 3. fase af kirkebyggeriet, og da man i 1955 forberedte kirkens 25-års jubilæum, blev tanken om at fejre dagen ved at få bygget det planlagte tårn. Man henvendte sig til Kirkeministeriet, og drøftede i flere tempi mulighederne, men uden den større interesse fra centralt hold.

Lokalt glemte man imidlertid ikke sagen, men da man i 1964 fornyede klokkestablen blev det dog erkendt, at der nok ville ”gå nogen tid, inden tårnet kunne bygges”, og i 1967 meldte Kirkeministeriet ud, at der var et byggestop for statsligt byggeri. Et lille skub fremad havde man fået i 1965 ved en gave på 532 kr. fra en tidligere organist, og beløbet blev ved indsamlinger efterhånden forøget til 5.355 kr. Det forslog jo kun lidt til et helt tårn, men afholdt ikke menighedsrådet fra så sent som i december 1967 at gøre et nyt forsøg på at få afsluttet Carl Schiøtz’ kirke på værdig vis. En ny ansøgning blev sendt til Kirkeministeriet, der som tidligere gav et afslag.

Samuels Kirke nåede ikke at få sit tårn. De indsamlede penge til tårnet blev i stedet brugt til en messehagel. Det strakte midlerne bedre til. Et tårn fik kirken således aldrig. Kirken blev taget ud af brug i 2013, og bygningen er ved at blive indrettet til kollegiet med indlægning af etageadskillelser og skillerum. Hvad tårnfundamentet vil blive brugt til er uvist: Klokkestabelen er væk, men et er sikkert, det vil aldrig blive brugt til opførelsen af et tårn.

Bjørn Westerbeek Dahl, Danmarks Kirker

 

 

 

Stor tegningssamling doneret til Nationalmuseet

Ebbe Lehn Petersens store samling af arkitekturtegninger vedrørende kirker og præstegårde doneret til Nationalmuseet

 

Opmålingsstegninger udgør en væsentlig del af det materiale, der ligger til grund for Danmarks Kirkes bygningsbeskrivelser. De danner endvidere grundlag for de grundplaner, der udarbejdes til alle kirker. Da de fleste af vore kirker har gennemgået restaureringer, vil der ofte foreligge opmålingstegninger fra disse arbejder. I modsat fald måles kirken op. En del tegninger forefindes i Nationalmuseets Antikvarisk-Topografiske Arkiv, en hel del på Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af arkitekturtegninger, og desuden er der et fortrinligt samarbejde med en lang række arkitekttegnestuer, hvor vi låner tegninger.

 

Meget ofte er vi i den heldige situation, at der foreligger hele opmålingssæt af en sådan kvalitet, at vi vælger at gengive dem i værket.

 

En af de væsentlige arkitekttegnestuer på Fyn, som vi har haft et mangeårigt, godt samarbejde med, er Lehn Petersens Tegnestue i Odense. Den nuværende indehaver, Ebbe Lehn Petersen (f. 1928), har nu valgt at donere hele den store samling af tegninger vedrørende kirker og præstegårde til Nationalmuseets Antikvarisk-Topografiske Arkiv, mens materialet vedrørende andet institutionsbyggeri mm. er doneret til Danmarks Kunstbibliotek, Samlingen af arkitekturtegninger. Den store samling er grundlagt af Ebbes farfar Kgl. Bygningsinspektør J. Vilh. Petersen (1851-1931), ført videre af dennes søn Kgl. Bygningsinspektør Knud Lehn Petersen (1890-1974) og endelig af sidstnævntes sønner Erik Lehn Petersen (1923-1972) og Ebbe Lehn Petersen.

 

Hermed er den store, uvurderlige samling sikret for eftertiden og bliver gjort tilgængelig for alle dem, der arbejder med disse bygninger.

Planer og snit af skibets vestfag, Tommerup Kirke.

1658365_803.tif 1658365_804.tif 1658365_805.tif 1658365_806.tif

Simulakret på kirkeloftet

Læsere af Danmarks Kirker vil vide, at tagværker er et af de områder, der har modtaget øget opmærksomhed i nyere tid. Særligt har det været en stor styrkelse af bogværket, at der nu rutinemæssigt gennemføres dendrokronologiske undersøgelser af originalt tømmer i tagkonstruktionerne.

Men der er også andre højt specialiserede kompetencer, der kommer i spil, når vi behandler tagkonstruktionerne. De dunkle lofterne stiller også store krav til vores fotograf, Arnold Mikkelsen, når tagkonstruktionen skal belyses jævnt og i sin fulde længde, og også til redaktørernes klatreevner (af en eller anden grund er det ofte inventarredaktørens lod at klatre rundt på hvælv og hanebånd). Her slår virkeligheden ikke til, og som denne lille fotoserie viser, må det endelige fotografi stykkes sammen af mange forskellige optagelser, hvor hver sektion af taget er belyst.

dmr_081016_AM_321

dmr_081016_AM_323

dmr_081016_AM_324

dmr_081016_AM_326
dmr_081016_AM_327

Ud af disse optagelser skaber Arnold så det endelige fotografi, vi bringer i en kommende udgivelse af Danmarks Kirker, Odense Amt om Nørre Søby Kirke: Et fotografi, der viser loftet bedre, end det er muligt at se det i virkeligheden.

dmr_081016_AM_332

En hippie-messehagel i Rudkøbing Kirke

Næsten alle kirker har en eller flere messehagler, der er anskaffet i nyere tid. Som regel omtales disse kun ganske kort og uden illustrationer i Danmarks Kirker, der jo først og fremmest beskriver inventargenstande af ældre dato. Men i Rudkøbing Kirke på Langeland findes der en meget usædvanlig messehagel, som fortjener nærmere omtale.

Messehagelen er syet af kunstneren Vivi Diemar i 1976 i et design, der er typisk for 1970′ernes hippiestil. Den består af sammensyede baner af grøn, gul og brun velour, der på rygsiden danner et stort kors. I korsskæringen er der anbragt en sollignende applikation af grøn og gul velour, og messehagelen er yderligere smykket med små cirkelornamenter, der er broderet med guldtråd. Foret er olivengrønt.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen 2015.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Det er helt enestående at støde på en messehagel som den gul-grønne hippie-messehagel. Hagelen er ikke længere i brug, men opbevares i kirken - heldigt, at den findes endnu og ikke er blevet kasseret ved en oprydning!

Men der findes flere interessante, gamle messehagler i Rudkøbing: Langelands Museum har to messehagler, der stammer fra Rudkøbing Kirke. Begge er syet af rødt fløjl, kantet med guldgaloner og har et gyldent kors på ryggen. Den ældste er fra 1771, og fra kirkens regnskaber ved vi, at den blev syet af en kvinde ved navn Sofia Kalf, og at den kostede 50 rigsdaler. Peder Kroman i Marstal blev betalt for fragt af den kasse, hagelen blev sendt i. Den anden er 100 år yngre, fra 1870, og den blev syet af skrædder C. Rasmussen. Endelig har kirken en lidt nyere messehagel i samme stil, som blev foræret af en anonym giver i 1918. Der er tale om messehagler af en velkendt type, der findes i mange kirker, men her er hele tre bevaret, og vi kan oven i købet sætte navn på skrædderne bag de to.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bogen om Rudkøbing Kirke udkommer 16. august. Den kan købes i boghandelen eller læses online på Danmarks Kirkers hjemmeside. Udover Rudkøbing Kirke indeholder bogen beskrivelser af den katolske kirke i Rudkøbing, Skt. Bendts Kapel, af Rudkøbing Kirkegård og af metodistkirken Skt. Peters Kirke, som blev nedrevet i 1982.