Simulakret på kirkeloftet

Læsere af Danmarks Kirker vil vide, at tagværker er et af de områder, der har modtaget øget opmærksomhed i nyere tid. Særligt har det været en stor styrkelse af bogværket, at der nu rutinemæssigt gennemføres dendrokronologiske undersøgelser af originalt tømmer i tagkonstruktionerne.

Men der er også andre højt specialiserede kompetencer, der kommer i spil, når vi behandler tagkonstruktionerne. De dunkle lofterne stiller også store krav til vores fotograf, Arnold Mikkelsen, når tagkonstruktionen skal belyses jævnt og i sin fulde længde, og også til redaktørernes klatreevner (af en eller anden grund er det ofte inventarredaktørens lod at klatre rundt på hvælv og hanebånd). Her slår virkeligheden ikke til, og som denne lille fotoserie viser, må det endelige fotografi stykkes sammen af mange forskellige optagelser, hvor hver sektion af taget er belyst.

dmr_081016_AM_321

dmr_081016_AM_323

dmr_081016_AM_324

dmr_081016_AM_326
dmr_081016_AM_327

Ud af disse optagelser skaber Arnold så det endelige fotografi, vi bringer i en kommende udgivelse af Danmarks Kirker, Odense Amt om Nørre Søby Kirke: Et fotografi, der viser loftet bedre, end det er muligt at se det i virkeligheden.

dmr_081016_AM_332

En hippie-messehagel i Rudkøbing Kirke

Næsten alle kirker har en eller flere messehagler, der er anskaffet i nyere tid. Som regel omtales disse kun ganske kort og uden illustrationer i Danmarks Kirker, der jo først og fremmest beskriver inventargenstande af ældre dato. Men i Rudkøbing Kirke på Langeland findes der en meget usædvanlig messehagel, som fortjener nærmere omtale.

Messehagelen er syet af kunstneren Vivi Diemar i 1976 i et design, der er typisk for 1970′ernes hippiestil. Den består af sammensyede baner af grøn, gul og brun velour, der på rygsiden danner et stort kors. I korsskæringen er der anbragt en sollignende applikation af grøn og gul velour, og messehagelen er yderligere smykket med små cirkelornamenter, der er broderet med guldtråd. Foret er olivengrønt.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen 2015.

Messehagel 1976. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Det er helt enestående at støde på en messehagel som den gul-grønne hippie-messehagel. Hagelen er ikke længere i brug, men opbevares i kirken - heldigt, at den findes endnu og ikke er blevet kasseret ved en oprydning!

Men der findes flere interessante, gamle messehagler i Rudkøbing: Langelands Museum har to messehagler, der stammer fra Rudkøbing Kirke. Begge er syet af rødt fløjl, kantet med guldgaloner og har et gyldent kors på ryggen. Den ældste er fra 1771, og fra kirkens regnskaber ved vi, at den blev syet af en kvinde ved navn Sofia Kalf, og at den kostede 50 rigsdaler. Peder Kroman i Marstal blev betalt for fragt af den kasse, hagelen blev sendt i. Den anden er 100 år yngre, fra 1870, og den blev syet af skrædder C. Rasmussen. Endelig har kirken en lidt nyere messehagel i samme stil, som blev foræret af en anonym giver i 1918. Der er tale om messehagler af en velkendt type, der findes i mange kirker, men her er hele tre bevaret, og vi kan oven i købet sætte navn på skrædderne bag de to.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1771. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Messehagel 1870. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bogen om Rudkøbing Kirke udkommer 16. august. Den kan købes i boghandelen eller læses online på Danmarks Kirkers hjemmeside. Udover Rudkøbing Kirke indeholder bogen beskrivelser af den katolske kirke i Rudkøbing, Skt. Bendts Kapel, af Rudkøbing Kirkegård og af metodistkirken Skt. Peters Kirke, som blev nedrevet i 1982.

 

En indskrift på et spær i Naur Kirke

Siden 2007 har redaktionen af Danmarks Kirker foretaget systematiske, dendrokronologiske undersøgelser af kirkernes gamle egetagværker.  De ofte meget præcise dateringer har i flere tilfælde givet mulighed for at nuancere kirkernes bygningshistorie i hidtil ukendt grad; til eksempel kan nævnes Borbjerg Kirke. Forud for prøveudtagningerne foretages en nøje undersøgelse af tagværkerne med henblik på at fastslå, om tagværket egner sig til prøveudtagelse. Under en sådan forundersøgelse blev kirkeværkets medarbejdere opmærksom på en indskrift på et spær i korets tagværk i Naur Kirke lidt vest for Holstebro.

Indskriften på spærets østside.

Indskriften på spærets østside.

Indskriften, der lyder “A n d i [?] 1401″ er ikke entydig, og der hersker da også tvivl om læsningen – hvad står bogstaverne for; er det et navn eller måske en forkortelse for “Anno Domini”, dvs. “i det Herrens år”? Tegnene har ikke været underkastet en nærmere, epigrafisk analyse, men p.t. hersker den opfattelse, at der i virkeligheden er tale om en i nyere tid indridset tekst. Særligt udformningen af tallet 4 harmonerer dårligt med middelalderlige forlæg. Nu var hele formålet med undersøgelsen jo at udtage boreprøver til dendrokronologisk datering, hvilket også blev gjort. Resultaterne blev imødeset med stor spænding, men desværre var det ikke muligt at datere korets tagværk, så vi får altså ikke afklaret, om dateringen holder. Til gengæld lykkedes det at datere skibets tagværk: dette blev opsat i 1380′erne – altså kort tid før korspærets “datering”! Hvis indskriften som formodet er af nyere dato må man sige, at vedkommende har ramt forbløffende præcist i forhold til skibets tagværksdatering!

Udsnit af skibet tagværk set mod øst.

Udsnit af skibet tagværk set mod øst.

Lübeck 1500

I Lübecks Museumsquartier Skt. Annen er for tiden en særudstilling med titlen “Lübeck 1500“. Baggrunden er to jubilæer: 500-året for indvielsen af Augustinernonneklosteret Skt. Annen 1515, og 100-året for indvielsen af museet i samme bygninger 1915. Udstillingen sætter fokus på årtierne op til reformationen, nærmere betegnet o. 1470-1540. Her var Lübeck et håndværksmæssigt kraftcenter, der fremstillede store mængder kunsthåndværk af forskellig art. Betydelige mængder blev eksporteret til Skandinavien og det baltiske område, herunder Danmark, hvor der findes flere pragtstykker af lybsk herkomst: tænk bare på Bernt Notkes altertavle i Aarhus Domkirke. Udstillingens rygrad udgøres af en del af museets egne genstande (hvoraf flere er hovedværker i tidens kunst), der suppleres af udlån fra bl.a. flere danske museer, herunder Den antikvariske Samling i Ribe; fra Nationalmuseet er kommet Thurø-alteret, der muligvis også skal tilskrives Bernt Notkes værksted.

Dr. Jan Richter (tv) fortæller om Skt. Jørgen og dragen, der er udstillet i kirkeruinens kor.

Dr. Jan Richter (tv) fortæller om Skt. Jørgen og dragen, der er udstillet i kirkeruinens kor.

 

De pragtfulde træskærerarbejder er dominerende blandt de udstillede genstande, der dog også inkluderer fornemme maler-  guldsmedearbejder samt eksempler på byens blomstrende bogtrykkerkunst. Den arkitekturinteresserede kan oven i købet nyde de velbevarede klosterbygninger og kirkeruinen, der er nænsomt restaureret med respekt for det oprindelige udtryk. Skt. Annen har begået en seværdig udstilling, der ledsages af et stort og flot katalog. Udstillingen løber til  d. 10. januar, og et besøg kan jo passende kombineres med en oplevelse af byens berømte og velbesøgte julemarked!

 

Detalje af kirkeruinens søndre sideskib, set fra nord.

Detalje af kirkeruinens søndre sideskib, set fra nordøst.

Fem fængselskirker i Statsfængslet i Nyborg

Danmarks Kirkers redaktion i købstæderne omfatter udover byernes sognekirker også de fleste andre kirker i byen. I Nyborg således også bl.a. kirkerne i Nyborg Statsfængsel.
Hvad de færreste nok ved, så er den nuværende Steensgårds Kirke den femte i rækken af kirker i Nyborg Statsfængsel.
Ved opførelsen af fængslet i 1913 var der en nord- og en sydfløj, oprindeligt planlagt til hhv. kvindelige og mandlige fanger, og der var en kirke i hver fløj. Da der ikke som planlagt kom kvindelige fanger, blev begge fløje anvendt til mandlige fanger, og begge kirkerum blev taget i brug.

Kirken i sydfløjen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Kirken i sydfløjen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Samtlige fanger var forpligtet til at deltage i gudstjenesten hver søndag, med mindre de kunne dokumentere, at de tilhørte andre trossamfund. 1924 bestemtes, at fangerne kunne fritages for gudstjenesten efter forudgående anmodning herom. Først i 30’erne blev fangernes deltagelse i gudstjenesten frivillig.
Kirkerummene strakte sig over to etager og var amfiteatralsk indrettet med fangerne siddende i lukkede ‘båse’, så de ikke kunne have kontakt med hinanden under de kirkelige handlinger.
Kirken i nordfløjen (kirke 1) blev ret hurtigt taget ud af brug igen, og i 1918 blev rummet inddraget til celler.
Kirken i sydfløjen (kirke 2) var i brug indtil 1923, hvor en ny kirke blev bygget. Rummet blev delt i to etager, hvoraf den øvre i en årrække herefter anvendtes som foredragssal.
1923 blev kirke 3 opført som en selvstændig, stor bygning vest for sydfløjen og vinkelret på denne.

Den tredje fængelskirke inden ombygningen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Den tredje fængelskirke inden ombygningen. Foto i Nyborg Statsfængsel

Også denne kirke var fra begyndelsen amfiteatralsk indrettet med fangerne siddende i lukkede ‘båse’, indtil den formentlig i 30’erne blev ombygget, og de lukkede bænkerader blev udskiftet med almindelige bænke. Der var her plads til 180 personer. Med årene, ikke mindst da der ikke længere var gudstjenestepligt, var kirken alt for stor, og den blev nedlagt 1972.
I stedet blev der 1972 indrettet et kirkerum (kirke 4) til ca. 50 personer i et nedlagt skrædderdepot tæt på den østlige ringmur. Placering viste sig imidlertid sikkerhedsmæssigt at være meget uhensigtsmæssig, så man ønskede en anden placering.
2004 blev den nuværende kirke (kirke 5) indviet. Den er placeret i den midterfløj, der 1918-20 blev opført imellem de tidligere nord- og sydfløje.
Herudover var der en overgang, muligvis fra Anden Verdenskrig, tillige i kirke 3 indrettet et katolsk kapel, som antages nedlagt sammen med denne i 1972.
Et muslimsk bederum blev i 2004 med midler fra Saudiarabien indrettet i en af bygningerne på fængelsområdet.

Hvem lavede døbefonten i Hjulby Kirke?

Man plejer at sige, at døbefonten i Hjulby Kirke er udført af billedhuggeren Otto Evens. Nu viser Danmarks Kirkers arkivundersøgelser, at fonten er lavet af billedhugger Niels Hermann Bondrop efter tegning af arkitekt Vilhelm Tvede.

Døbefonten i Hjulby Kirke er fra 1876. Den er udført af hvid marmor i nygotisk stil. Den blev egentlig fremstillet til Nyborg Vor Frue Kirke, der var blevet gennemgribende restaureret i begyndelsen af 1870′erne med netop Vilhelm Tvede som arkitekt.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

I Vor Frue Kirkes regnskaber kan man se, at kirken i oktober 1876 betalte for fragt af en døbefont med jernbane og skib fra København til Nyborg. I december 1876 og januar 1877 modtog billedhugger N. H. Bondrop sin betaling for døbefonten og dens opsætning, i alt 794 kr. Og endelig er der på kirkens inventarfortegnelse for 1876/77 anført ‘en marmordøbefont udført af billedhugger Bondrop for 794,23 kr. efter tegning af arkitekt Tvede’.

Der kan altså ikke være tvivl om, hvem der er mester for døbefonten. Men hvordan er misforståelsen omkring Otto Evens opstået? En forklaring kan være, at det i juli 1875 blev noteret i kirkens synsprotokol, at man ville anskaffe en marmordøbefont hos billedhugger Evens til 580 kr. I Vilhelm Tvedes privatarkiv findes da også et overslag fra Evens fra juni 1875 på en døbefont ‘udført efter medfølgende, skitserede tegning’ for 580 kr. Tilsyneladende har man dog skiftet mening om, hvordan døbefonten skulle se ud. Der findes nemlig endnu et overslag fra Evens, dateret 23. juni 1876, på en døbefont ‘efter opgiven tegning’, men nu med prisen 1650 kr. Og der findes faktisk også et tredje overslag på en døbefont ‘efter leveret tegning’ lydende på 1995 kr. fra billedhuggeren Carl Julius Rosenfalk. Disse overslag er ikke blevet benyttet, men Tvede har gemt dem blandt sine papirer. I stedet gik ordren på døbefonten til Niels Bondrop, hvis tilbud dog ikke synes bevaret. Det samme gælder de omtalte tegninger.

Bondrops døbefont stod i Vor Frue Kirke i knap 100 år. Men efter endnu en omfattende restaurering i 1971-72 valgte man i stedet at tage kirkens romanske granitfont i brug igen. Marmorfonten blev da skænket til Hjulby Kirke.

Lidt om den nedrevne købstadskirke i Holstebro

Med nedrivningen 1906 af den senmiddelalderlige Holstebro Kirke forsvandt ikke kun en af de bedst bevarede købstadskirker i landet, men også et monument, der via kalkmalede indskrifter gav oplysninger om byggår (1440 med udvidelser fra o. 1470) og sågar bygmester, svenskeren Olaus Petri. Før nedrivningen blev der udarbejdet opmålinger af  kirken, men også adskillige fotooptagelser viser, at tabet af det usædvanligt velbevarede monument var en tragedie ikke kun for Holstebro, men i høj grad for hele landet. Den prægtige teglstenskirke er tidligere beskrevet i Danmarks Kirker hvor det nævnes, at adskillige af kirkens særegne bygningsdetaljer inspirerede til gentagelser i de senmiddelalderlige kirkeudvidelser i området. Især tårnenes gavlblændinger viser tydeligt slægtskab med Holstebro Kirkes søndre kapel, hvilket f.eks. ses på det nyligt publicerede tårn i Mejrup.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Tårnet i Mejrup set fra syd.

Karakteristisk er også den omløbende båndblænding med radiært stillede løbere omkring tårnets glamhuller og våbenhusets dør, et motiv der bl.a. ses i Fovsing Kirke sydvest for Struer, hvor Ringkøbing-redaktionen p.t. arbejder.

Våbenhuset i Fovsing Kirke

Våbenhuset i Fovsing Kirke

En anden og ofte gentaget detalje er Holstebro-kirkens stjernehvælv, der inspirerede til lignende konstruktioner i adskillige kirker i området. Her skal blot fremhæves hvælvene i to kirker, nemlig “søsterkirkerne” i Borbjerg og Hjerm; de elegante, ottetakkede stjernehvælv, der i en lidt anden form var at finde over langhuset i Holstebro Kirke, er fra middelalderens allerseneste år, og er af høj teknisk kvalitet. Takket være disse og andre bygningsdetaljers popularitet i senmiddelalderens Holstebro og omegn, og fordi dokumentationen af den forsvundne bygning trods alt er af god kvalitet, kan vi altså her indkredse en veldateret, egnstypisk byggetradition fra middelalderens seneste del.

 

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.

Korsskæringens hvælv over loftet i Hjerm Kirke. Foto: Arnold Mikkelsen.

 

ʻDe rette messeklæderʼ og 14 vestjyske kvinder

Hvad er ʻde rette messeklæderʼ? Og hvordan bør en messehagel tage sig ud? Det er spørgsmål, der under tiden har været delte meninger om.

Som klædningstykke har hagelen en lang tradition. Den blev brugt i oldkirken, op gennem middelalderen og – i Danmark – i kirkerne efter Reformationen. I kirkeritualet fra 1685 står, at præsten ved altertjenesten skal være iklædt ʻde rette messeklæder.ʼ Men først i 1841 udstedes et cirkulære, der definerer, hvad det egentlig vil sige: Hagelen bør være af bomulds- eller silkefløjl, have en rød farve, være besat med ægte guldgaloner og have et kors på ryggen af galoner. Anledningen til bestemmelsen var, at messeklæderne rundt omkring i kirkerne var i en ynkelig forfatning; de enten helt manglede, var ganske udslidte eller af forskellige stoffer og farver.

Eksempelvis fortæller kirkeregnskaberne fra Vejrum Kirke i Vestjylland, at man i 1655 havde en gammel brun og blomstret fløjlsmessehagel med et gammelt krucifiks på. I 1664 købtes fløjl til en ny messehagel, brede sølv- og guldgaloner til korset bagpå, blåt lærred og isabellafarvet (dvs. smudsgul) silke. Og først igen i 1870 erhverves en ny rød messehagel i silkefløjl, i overensstemmelse med cirkulæret. Det er formentlig denne, der stadig hænger i karlekammerskabet i præsteværelset i kirken.

IMG_2387IMG_2386

Sammen med den gamle skjoldformede messehagel hænger også fire nyere hageler (af gotisk form) i de liturgiske farver (rød, lilla, grøn, hvid) samt en splinterny hvid (også af gotisk form). Den nye messehagel er blevet syet af 14 kvinder fra pastoraterne Vejrum, Ølby, Asp og Fovsing på initiativ af Ruth Mose og Solveig Nørmark og er finansieret af Vejrum Menighedsråd. Messehagelen, af 16 m. silkestof, har taget omtrent 400 timer at færdiggøre. Selve mønstret er syet i patch-work og danner små kors. Både for- og bagside har et flammet gyldent kors med tre rader guldbånd, og foret er gyldent.

IMG_2376IMG_2375

Vejrum Kirkes nuværende beholdning af messehageler – men i høj grad også regnskabernes beretninger om de nu forsvundne – vidner om, at messehagelen hverken var eller er en entydig størrelse. Og kirkens nye og helt unikke messehagel er da også markant anderledes, end den gamle 1841-forskrift påbød.

Nye fund i Nyborg

I forbindelse med Danmarks Kirker arbejder i Nyborg og den nært forestående udgivelse om Nyborg Vor Frue Kirke er der dukket en hel del op, der ikke tidligere er behandlet.
Ved den seneste store restaurering af kirken 1971 blev en lang række gravsten og andre stenfragmenter bragt til opbevaring i kælderen på Nyborg Slot. Dem er der er tilsyneladende ingen, der har set på siden, før Danmarks Kirkers redaktion i gennemgangen af gravminder også skulle se på disse.
Blandt de mange rigtigt spændende fragmenter af gravminder dukkede en ganske anderledes sten op, nemlig en del af en bygningstavle af sandsten, der må stamme fra en udvidelse af kirkegården i 1748.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Bevaret er den nederste del af en bruskværkskartouche 115 × 54 cm. Indskriften (i oval kartouche) med fordybede versaler lyder:

»Denne med meere
af kirkegaardsmuuren
er af nye opsat og ald
den øvrige fuldkommen
repareret«

Kirkegården omkring Vor Frue Kirke har oprindelig været usædvanlig lille af en bykirkegård at være, men i 1744 skænkede borgmester Anders Larsen en grund, der lå øst-sydøst for kirken i området ned imod den middelalderlige voldgrav, til udvidelse af kirkegården sammen med 20 rdlr. til bekostning af indhegning.
I regnskaberne 1748 fortælles om kirkegårdsmuren, ‘hvoraf en del fra grunden af ny er opsat og den øvrige del mest nedbrudt og igen opsat i fuldkommen stand’. Samme år blev der betalt for en bygningstavle, der blev indsat i den nye kirkemur ud til kanalen til Nyenstad, både for at lade indskriften udhugge og for at lade den male og forgylde samt for selve stenen. Det må være en del af denne sten, der nu er dukket op på Nyborg Slot.
En granitsten, 65×40 cm, der nu er indmuret i kirkegårdsmuren øst for præstegården som nr. 2 fra vest, indeholder i fordybede versaler »W(?)L« samt årstallet 1748 og må stamme fra samme udvidelse af kirkegården.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kirkeregnskaberne fortæller endvidere, at det nye stykke kirkegård øst for kirken indviedes 15. september 1751 ved Peter Flints begravelse.
Kirkegårdens udstrækning synes herefter at have ligget fast.

Kirkeloft som kornmagasin

Sindbjerg Kirke nord for Vejle var oprindelig dækket af trælofter. Omkring 1500 blev der indbygget et hvælv i koret, mens skibet beholdt sit flade bjælkeloft indtil midten af 1700-tallet. Af kirkens gamle regnskabsbog, der dækker årene 1581-1670 (nu i Landsarkivet i Viborg), fremgår det, at man brugte loftsrummet til opbevaring af bøndernes tiendekorn. Kornet blev ved hjælp af et hejseværk, en såkaldt vinde, hejst op på loftet. De to kirkeværger betalte i 1632 for et “nyt reb af ren hamp til at opvinde kirkens korn med”. Og i 1655 indkøbtes “28 alen reb til at vinde korn op med”. Kornsækkene må være blevet hejst op igennem en lem i loftet. Men der ud over var der adgang til loftet ad en snæver, muret trappe i korets nordvestre hjørne, der er bygget samtidig med hvælvet omkring 1500. Den har kunnet bruges af de folk, der havde med kornet at gøre. Sådanne indvendige, murede trapper findes også i nabokirkerne i Ølsted og Øster Snede, hvor de er anbragt i skibets nordvestre hjørne. Også de er lavet samtidig med hvælvene.

Sindbjerg Kirke set fra nordøst. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Sindbjerg Kirke set fra nordøst. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kirken er i det hele taget mere end almindelig interessant. I koret er der fine kalkmalerier fra slutningen af 1100-tallet. Dens klenodie er et romansk gyldent alter (alterbordsforside), der siden 1875 er i Nationalmuseet. Bygningen er i sig selv spændende ved at høre til Jellingegnens frådstenskirker.