Velkommen til DANMARKS KIRKERS blog. Her vil medarbejderne ved redaktionen af bogværket DANMARKS KIRKER – i daglig tale kaldet Kirkeværket – løbende skrive indlæg. Det kan være beretninger fra vores besøg i kirkerne eller glimt fra arbejdet med de enkelte kirker. Det kan også være de lidt skæve historier, vi støder på i kilderne, men som ikke finder vej til vores trykte kirkebeskrivelser. Eller det kan være kommentarer til aktuelle kirke-sager, eller måske omtale af foredrag og artikler, som medlemmerne af redaktionen står bag.
Vi er en stab på tolv redaktører og seks kildelæsere/studentermedhjælpere. Desuden har vi tilknyttet en gruppe eksterne medarbejdere, som vi trækker på i forbindelse med udarbejdelsen af orgelbeskrivelser og tegninger, ved heraldiske spørgsmål, oversættelse m.m. Du kan se mere om os på vores hjemmeside danmarkskirker.natmus.dk.
I øjeblikket arbejder vi i fire områder: På Nordfyn, hvor vi beskriver landsbykirkerne i det tidligere Odense Amt. I Østjylland, hvor arbejdet med landsbykirkerne i det gamle Vejle Amt er i gang. I Vestjylland, hvor vi undersøger landsbykirkerne i det gamle Ringkøbing Amt. Og endelig på Sydfyn i det gamle Svendborg Amt, hvor arbejdet med at beskrive købstadskirkerne nærmer sig sin afslutning, og vi snart tager fat på landsbykirkerne.
Bogværket DANMARKS KIRKER er Nationalmuseets grundlæggende beskrivelse af de danske kirker. For hver kirke bliver bygningens, kalkmaleriernes, inventarets og gravmindernes historie afdækket. Også forsvundne genstande, ja hele kirker, der ikke længere eksisterer, bliver beskrevet.
Som læser af Kirkeværket vil man opleve ikke alene at få større viden om den aktuelle kirke, men også at komme tættere på egnens tidligere beboere. Godsejere og storbønder, adel og borgerskab havde stor indflydelse på kirkernes brug, indretning og vedligeholdelse, men også jævne folk træder ind i historien – ikke mindst utallige håndværkere, hvis arbejde vi stadig kan beundre. Bøgerne er derfor ikke kun spændende for folk med arkitektur- og kunsthistorisk interesse, men også for folk med interesse for lokalhistorie og slægtsforskning.
Formålet med udgivelsen af Danmarks Kirker er at udforske og udbrede kendskabet til kirkebygningerne og deres indhold. Værket yder et vigtigt bidrag til kirkernes beskyttelse og bevaring og som værktøj i Nationalmuseets antikvariske arbejde. Nationalmuseet udgav første bind af værket i 1933, og siden da er kirkerne i hele Østdanmark og store dele af Jylland, købstadskirkerne på Fyn samt dele af landsbykirkerne i Odense Amt beskrevet i 62 bind, hvortil kommer de senest udkomne hæfter, det vil sige i alt knap 41.300 sider pr. juli 2016.