Kirkeblog

I Svendborgs katolske kirke bruges et maleri af guldaldermaleren C. A. Jensen som alterbillede. C. A. Jensen er først og fremmest som en af guldalderens bedste portrætmalere, og han gjorde sig især gældende med sine små, løst malede billeder, der bringer tankerne hen på Frans Hals. Men selvom Skt. Knuds alterbillede er en kopi efter Rafaels Sixtinske Madonna og endda udført i fuld størrelse, så er det på mange måder et typisk værk for kunstneren. Han kæmpede nemlig livet igennem med at få enderne til at mødes og ernærede sig bl.a. ved at male (portræt-)kopier til samlingen på Frederiksborg Slot. Dette arbejde kom til at præge C. A. Jensens omdømme, og især N. L. Høyens dømmekraft synes en sjælden gang at have svigtet i hans meget negative vurdering af Jensens maleteknik og farvebrug.

Billedet i Svendborg blev malet allerede i 1818, da C.A. var på studierejse til Dresden, og pga. utilstrækkelige fondsmidler var han i pengemangel. Med bistand fra den stedværende konsul modtog han da en bestilling fra kronprinsen på en kopi af Rafaels verdensberømte Sixtinske Madonna i byens legendariske malerisamling. Uden denne royale opbakning havde han aldrig fået lov til at kopiere maleriet – endda i naturlig størrelse, – da det normalt ikke måtte kopieres. Ifølge overleveringen skal han endda have fået hjælp fra den internationalt berømmede dansk-norske landskabsmaler J. C. Dahl, der havde slået sig ned i Dresden og angiveligt har udført skyerne i billedet.

Maleriet befandt sig i den senere Frederik VII’s eje indtil kongens død, hvorefter det blev solgt sammen med den øvrige kunstsamling på auktionen 1864. Nogle år senere ejede grev León Moltke Huitfeldt til Glorup maleriet, og han skænkede det til den nyindviede Skt. Knuds Kirke i 1886.

Nu om dage er “Rafaels engle” nederst i billedet nok mere berømte, end maleriet er i sin helhed. Men da C. A. Jensen malede det, havde Den Sixtinske Madonna ry for at være et af verdenskunstens absolutte højdepunkter.  Som sådan optræder det eksempelvis både i Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og Straf fra 1866 og i Onde Ånder (De Besatte) fra 1872. I sidstnævnte roman bliver maleriet genstand for en diskussion om (nytte-)værdi mellem den ældre generation af vestligt prægede ‘liberalister’, personificeret af huslæreren Stepán Trofímovitj Verkhovénskij, og de unge samfundsomvæltende nihilister, personificeret af især Stepáns søn, Piotr. Mens sønnens velynder, Julia havde set Madonnaen i Dresden og ikke så noget som helst i den, insisterede Stepán på, “at Shakespeare og Rafael står over bøndernes frigørelse, over nationalkarakteren, over socialismen, over den unge generation, over kemien, over det meste af menneskeheden, for de er frugten, hele menneskehedens sande frugt, og måske den højeste frugt, som overhoved kan findes” (Onde Ånder, 3. del, kap. 1.4). I denne diskussion om hvad der er skønnest: “Rafael eller petroleum?” var Dostojevskij helt og holdent på Stepáns side. Nok anerkendte han, at Madonnaen var repræsentant for en lidt bedaget og verdensfjern ‘god smag’, men han insisterede på, at kunsten skulle lede til det skønne og ad den vej til spirituel erkendelse, og han regnede Madonnaen for det ultimative udtryk for menneskelig genialitet.

I kraft af sin egen historie og som udtryk for 1800-tallets æstetik og opfattelse af kopiens funktion er C. A. Jensens altermaleri kort sagt et interessant bekendtskab.