En vaskeægte heltehund

heltehund-sepres

Den heltemodige hund, Sepres.

Hunden er som bekendt menneskets bedste ven. Trofast, tålmodigt og tappert har den gennem årtusinder i tykt og tyndt delt levevilkår og skæbne, ikke bare med sin nærmeste ’familie’, men også med andre, som har appelleret til den firbenende hjælper om bistand i nødens stund.  

Derfor støder vi jævnligt i medierne på fænomenet ’heltehund’, f.eks. på Google, hvor der findes ikke mindre end 3.300 nedslag på ordet sammen med malende beretninger om, hvordan nødstedte er blevet reddet af heltemodige hunde fra katastrofer eller andre livstruende ulykker – f.eks. i forbindelse med ildebrand, jordskælv eller druknedød.

I den forbindelse kan der også være god grund til at trække en historisk heltehund fra Vestjylland frem fra glemslen. Det drejer sig om ”Sepres”, formentlig en spansk vandspaniel, der som noget af en sjældenhed i 1574 fik hugget sit portræt og hundenavn på det fornemme kalkstensepitafium over adelsparret Christen Juel og Anne Lunge i den vestjyske Flynder Kirke. Hunden står midt imellem sine ejere, men har dog forpoterne sigende plantet på admiral Christen Juels ene fod. Ifølge en senere overlevering skulle han også have al mulig grund til at være sin hund taknemmelig. Ja, det gjaldt ikke bare ham selv, men faktisk skyldte hele mandskabet på det krigsskib, som han havde overkommandoen for midt under Syvårskrigen mod Sverige (1563-70), den lille skibshund deres redning. For havde Sepres ikke med sin gøen vækket det sovende mandskab, ville deres skib være blevet overmandet af fjenden. Nu kunne angrebet slås tilbage, og Christen Juel har derfor haft så meget desto mere grund til at mindes sin hunds heltedåd fra en dramatisk stund, hvor den danske flåde mistede talrige skibe og soldater.

Fortællingen om ”Sepres” og dens heltedåd kan sammen med andre spændende beretninger læses i Danmarks Kirkers nyeste bog fra Ringkøbing Amt, der udkommer i december måned. Værket kan købes hos Museumsbutikken på Nationalmuseet og i boghandelen.

heltehund

Hele epitafiet, som viser både hunden og dens mennesker, Christen Juel og Anne Lunge.

Flynder, Møborg og Nees. Danmarks Kirker, Ringkøbing Amt, hefte 11.

1 Kommentar til “En vaskeægte heltehund ”


  1. 1 mia holme bulgin 27. november 2009 kl. 15:06

    Jeg elsker disse stenhuggerier fra 15ootallet.
    Se de smukke detaljer i hendes kjole, i hundens pels og perlekæden.
    Som tiden går, har vi mennesker jo opdaget, st vi ikke er så almægtige som vi altid har troet.
    Hunde f.eks kan lugte kræft, narkotika – en hund på et plejehjem i Amerika lagde sig altid ovenpå eller i nærheden af en person, der så døde op til en måned efter. Denne lugtesans…..

    Og hvad med hvalerne, elefanterne der “taler”sammen på kæmpeafstande. Duerne, der finder hjem, visse aber, der kun parrer sig med andre aber, der ikke har samme genmateriale. Man kunne blive ved.
    Læg mærke til skamkapslen( Den spanske mode slog hurtigt igennem også her mod nord) og komuleskoene. Moden går jo som bekendt i ring; dog er skamkapslen vist ikke dukket op siden dengang?
    Det er måske forståeligt, idet der blev snydt i”posen” og lagt f.eks. hestehår el.twist eller blår i.
    Dejlig hund.

Efterlad en kommentar