Graffiti i Mårup Kirke

Mårup Kirke nedtagesSom det vil være mange kirkeinteresserede bekendt, er middelalderkirken Mårup Kirke for tiden ved at blive nedtaget. Danmarks Kirkers bygningsredaktør Thomas Bertelsen har været Nationalmuseets mand på stedet, og opgaven har været at dokumentere kirkebygningen. En meget spændende opgave for det er yderst sjældent, at kirker sådan bliver skilt ad. Under en nedtagning kan der dukke overraskelser frem, og samtidig kan man få indblik i tidligere tiders byggetekniske metoder og processer.

Mårup Kirke nedtages.I begyndelsen af november afsluttes nedtagningen, og Thomas Bertelsen vender tilbage til Nationalmuseet og Danmarks Kirker og vil efterfølgende berette nyt om kirken og nedtagningsarbejdets resultater. Formentlig her på bloggen, men også til et foredrag i E-Klubben på Nationalmuseet – alle er velkomne.

Mens vi venter spændt på nyt om nicher, en udsmykket dør og lisener med udsmykning i form af ansigter, kan Nationalmuseets runolog, Lisbeth Imer, løfte sløret for fundet af religiøs graffiti. Mårup Kirke nedtagesLisbeth fortæller: “Ved nedtagningen af Mårup Kirke er der fundet indskrifter i en stor niche på ydersiden af korets østgavl lige under vinduet. Indskrifterne er ristet i mange forskellige omgange. Nogle er ristet direkte på teglstenene, mens andre er ristet gennem op til tre kalklag. Det vil sige, at der er en ret bred kronologisk spændvidde mellem indskrifterne.
Indskrifterne består af årstal, initialer og kristi monogram IHS. Desuden er der et par kors, nogle stjerner og andre tegn. Der er to årstal 1586 og 1601, som ser ud til at være ristet i det samme kalklag. Det første årstal, 1586, er ristet i forbindelse med initialerne C. N. samt kristi monogram IHS. Det næste, 1601, er udelukkende ristet i forbindelse med initialer. Et andet sted på muren har man på et noget senere tidspunkt også skrevet kristi monogram, og initialerne C. N. er ristet igen i et af de yderste kalklag.
Man kan forestille sig, at der er opstået en tradition, hvor folk fra Mårup og omegn er kommet forbi denne niche og har skrevet religiøs graffiti. Dette er en tradition, som kendes fra mange andre danske landsbykirker gennem hele middelalderen, hvor graffitien også ofte er skrevet med runer.”

Vil du se flere billeder eller vide mere om Mårup Kirke, så kig forbi i den nærmeste fremtid.

1 Kommentar til “Graffiti i Mårup Kirke ”


  1. 1 Gerhard Schleu 23. december 2008 kl. 14:20

    Det første årstal 1586, er ristet i forbindelse med initialerne C.N. samt monogram IHS.
    Det næste 1601, er udelukkende ristet i forbindelse med initialerne C.N.
    Og initialerne C.N. er ristet i et af de ydeste kalklag.

    Jeg er meget interesseret i betydning af initialerne C.N.
    Kender man fra andre danske landsbykirker betydningen af initialerne C.N.?

    Med venlig hilsen
    Gerhard Schleu

Efterlad en kommentar