Syv kirkeskibe i Marstal

I Marstal Kirke på Ærø hænger der ikke mindre end syv kirkeskibe under loftet. Dermed har kirken en af landets største samlinger af kirkeskibe, kun overgået af kirkerne på Fanø: I Nordby Kirke findes der ni kirkeskibe, og i Sønderho Kirke hænger der hele 15 skibe.

Kirkeskibene i Marstal er ophængt i løbet af en godt 200-årig periode, fra 1778 til 1988, og vidner om byens stærke tilknytning til søfarten. Om de fire yngste skibe ved vi, at de er bygget af lokale skibsbyggere. Det samme kan være gældende for de tre ældste skibe, men her kender vi ikke bygmesterens navn. Om det ualmindeligt store kirkeskib, det 321 cm lange Christian IX (tidligere kaldet Ærøe), fortælles, at det blev samlet op som vraggods i Nordsøen af et skib fra Marstal. Besætningen tog det med hjem, satte det i stand og skænkede det til kirken. Vi har dog ingen kilder, som kan bekræfte den gode historie. Folkemindeforskeren Henning Henningsen, der har arbejdet indgående med kirkeskibe, har eksempler på lignende beretninger om kirkeskibe andre steder i landet, bl.a. i Århus Domkirke, som han dog må afvise (se bogen Kirkeskibe og Kirkeskibsfester s. 35-40). Historien om skibet i Marstal har måske også mest karakter af et sagn.

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Typemæssigt spænder kirkeskibene i Marstal vidt. De to ældste skibe, Kronprindsens Ønske og Christian IX, er orlogsfregatter, altså krigsskibe, med kanoner stikkende frem gennem de åbne kanonporte. De øvrige skibe i kirken er fragt- eller handelsskibe. Skibet Seir Krandsen, der blev hængt op i 1804, er en lille jagt, og Immanuel, der er bygget af skibstømrer C. Palle i 1884, er en tremastet fuldrigger.

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Skikken med at skænke skibsmodeller til kirkerne fortsatte i 1900-tallet. Skibet Bethel fra 1932, der er bygget af skibstømrer J. Chr. Nielsen, er en firemastet bark. Den tremastede topsejlskonnert Hans Peters Minde fra 1943 er bygget og skænket af skibsbygmester Gorm Clausen til minde om en krigsforlist søn. Og endelig er der coasteren Hanne Hansen, som er bygget af skibstømrer Henning Terkelsen og skænket af en række lokale foreninger i 1988 i anledning af kirkens 250-års jubilæum. Fælles for de tre yngste skibe er, at de er udført som modeller af specifikke skibe, der var bygget i Marstal, nemlig barken Familien, topsejlskonnerten Yrsa og carolineren Hanne Hansen.

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kirkeskibene i Marstal har ikke sat sig mange spor i kirkens regnskaber. Der er tale om gaver til kirken, som ikke gav anledning til udgifter, der skulle bogføres.  Men de er beskrevet af Erik Kromann i Anders Hauges bog Marstal kirke på Ærø fra 1988 (s. 62-66). I Danmarks Kirkers kommende bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal vil de syv skibe også blive beskrevet, ligesom de fire skibe i Ærøskøbing Kirke. Desuden har Danmarks Kirkers faste fotograf, Arnold Mikkelsen, fotograferet alle skibene. Bogen udkommer til sommer.

 

0 Kommentarer til “Syv kirkeskibe i Marstal ”


  1. Ingen kommentarer