Altermaleriet oplevede en opblomstring i 1800-tallets anden halvdel, der kan måle sig med både senmiddelalderens og med den efterreformatoriske fornyelse af kirkens udstyr i tiden efter 1575. Af tidens kirkekunstnere er Carl Bloch utvivlsomt bedst kendt. Selv malede han kun otte altertavler, men de blev spredt til kirker igennem de omkring 100 malede kopier, der kendes.
Det er mindre velkendt, at en enkelt maler faktisk var lige så populær som Carl Bloch i samtiden, og langt overgår ham, hvad angår antallet af egenhændige altermalerier.
Anton Dorph nåede at male 84 altermalerier i løbet af årene 1857-1914, hvilket gør ham til den, der har malet flest i Danmarkshistorien. Lægger man dertil de mindst 26 kendte kopier efter hans arbejder, kommer han helt op på siden af Carl Bloch, hvad angår udbredelse.
Bønnen i Getsemane Have, 1894, Tommerup Kirke
Bloch malede altså få altermalerier, men blev hyppigt kopieret, hvorimod det var præcis omvendt for Dorph. En del af forklaringen på denne forskel finder man i to sager i Kunstakademiets altertavleudvalgs protokol (i Rigsarkivet). Begge er nedfældet af Anton Dorph selv fordi han var udvalgets formand 1897-98.
Den 12. oktober 1897 besvarer udvalget Plarup Kirkes ønske om få dekorationsmaler Søren Simonsen til at kopiere et af Dorphs alterbilleder og benytte dette i kirken. Til dette svarer udvalgsformand Dorph, at “professor Dorph ikke Tillader nogen Copiering af hans Alterbilleder… De, der maatte ønske Altermalerier af A. Dorph, hvad enten der ønskes Copier eller originale Arbeider, maa henvende sig directe til ham derom. At hr Simonsen tidligere har malet Copier… er skeet uden Dorphs vidende og Villie og formentlig ikke lovligt.”
Kristus i Emmaus 1870, Korup Kirke
En måned senere, 3. november ønsker Øster Vandet Kirke, Aalborg, en kopi efter Carl Bloch, til hvilket udvalget kræver, at der først indhentes tilladelse fra Blochs arvinger. Året efter henvender arvingerne sig i øvrigt til udvalget og beder om, at den hidtidige generelle accept af kopiering ændres, så de fremover bliver spurgt i hvert enkelt tilfælde.
Hvor Blochs arvinger som oftest accepterede, at altermalerierne blev kopieret, var Dorph restriktiv – og sikrede sig derved den kunstneriske kontrol, og ikke mindst en betydelig indtægtskilde ved både at kunne tilbyde kirkerne en ‘original’ eller en replik (‘copie’). Dette er en vigtig del af forklaringen på, hvorfor Dorphs virke som kirkekunstner er kendetegnet ved de mange replikker af samme motiv.
Kristus og den samaritanske kvinde, 1890 og 1894 i Verninge (tv.) og Fangel (th.)
Forskellen i pris var ofte betydelig. Den bevarede fortegnelse over Dorphs malerier og deres salg (i Kobberstiksamlingen, Statens Museum for Kunst) viser eksempelvis, at Thisted Kirke i 1890 betalte 4200 kr for det ‘originale Arbeide’ af Kristus og Samaritanerinden, mens Verninge Kirke året efter købte en replik for blot 1000 kr, og Fangel Kirke betalte i 1894 900 kr for deres replik. Prisforskellen mellem Verninge og Fangel svarer i øvrigt ret nøje til Verningemaleriets lidt større størrelse (jf. billederne). At Fangelmaleriet er mere gennemarbejdet slår ikke igennem i prisen.
0 Kommentarer til “Danmarks mest produktive kirkekunstner ”