Hvordan går det med kirkerne i Svendborg?

Godt, kan vi heldigvis svare. Vi er færdige med beskrivelsen af Svendborg Skt. Nikolaj Kirke og har taget fat på arbejdet med Svendborg Vor Frue Kirke, som vi besøger til marts.

Skt. Nikolaj Kirke

Så er det sidste punktum sat for beskrivelsen af Svendborg Skt. Nikolaj Kirke. Marianne og jeg har afleveret manuskriptet til korrektur, og i denne uge sender vi billedteksterne og resumeerne til oversættelse og tegningerne til reproduktion. Derpå skal vores kollega Mogens sætte teksten op med illustrationer. Vi regner med, at bogen om kirken udkommer i april.

Vor Frue Kirke

Vi er begge godt i gang med beskrivelsen af den næste kirke i rækken, nemlig Svendborg Vor Frue Kirke. Marianne arbejder med kirkens omgivelser, og jeg med den historiske indledning. Her vil jeg blandt andet redegøre for de mindst otte altre, som vi ved, har været i kirken i middelalderen. Derefter vil vi kaste os over henholdsvis bygningsbeskrivelsen og afsnittene om inventar og gravminder.

Besøg i Vor Frue Kirke

Vi planlægger at besøge Vor Frue Kirke midt i marts, fra d. 14. til d. 16., sammen med vores fotograf Arnold Mikkelsen. Vi håber at blive færdige med fotograferingen på denne tur og få samlet en masse materiale, vi kan arbejde med, når vi kommer til bage på kontoret. Måske kan vi også håbe på at nyde Svendborg i forårssol? Som altid er interesserede velkomne til at kigge forbi.

0 Kommentarer til “Hvordan går det med kirkerne i Svendborg? ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar