Nye Blochindlæg

Carl Bloch sammen med bl.a. Eckersberg blandt 1800-tallets betydeligste malere af altertavlemalerier. Egentlig ikke så meget fordi han udførte særlig mange altermalerier, det blev til en god håndfuld. Men som man kan læse i Kirkeværkets nyeste udgivelser, bl.a. om Middelfart og løbende i Ringkøbing Amt,  blev Carl Blochs altermalerier kopieret igen og igen i årene op til 1900, og Blochkopierne hænger nu i dusinvis af danske kirker.

Carl Blochs popularitet holdt ikke ind i 1900-tallet. I takt med det moderne gennembruds udfoldelse fremstod Blochs akademiske figurstil mere og mere ude af takt med de såkaldt progressive strømninger i 1800-tallet, der indvarslede det ny århundrede: naturalismen, impressionismen (for så vidt den findes i Danmark) og symbolismen. I stedet for Bloch har kunsthistorieskrivningen set Krøyer, Theodor Philipsen og L.A. Ring som typiske for 1800-tallets slutning.

Blochs relative anonymitet herhjemme står i grel kontrast til hans stjernestatus i en del af USA.  I disse dage udstilles hans værker på Brigham Young University Museum of Art, Utah, der endda ejer et af Blochs altermalerier, Kristus helbreder de syge, der for få  år siden blev solgt fra det indre missionske missionshus Bethesda ved Nørreport. Udstillingen fokuserer næsten udelukkende på Carl Blochs religiøse billeder, hvilket er helt forventeligt, da museet og universitetet er knyttet til den mormonske kirke. Set med danske øjne har det været en kilde til forundring, for hvad det egentlig med mormonerne og Bloch?

Dette spørgsmål belyser udstillingskatalogen The Masters Hand, the Art of Carl Heinrich Bloch. Interessen for Carl Bloch eksploderede for alvor i 1950′erne, da kirken fik tilladelse til at benytte billederne som illustration i deres blad, og nu er han og hans billeder hvermandseje blandt mormoner. Men at man overhoved kendte hans navn i Utah skyldes måske snarere, at en del danske emigranter o. 1900 havde eller fik tilknytning til mormonerne, og de tog samtidens danske kristusskildringer med sig: Blochs malerier og Thorvaldsens statue i Vor Frue Kirke.

Men det er selvfølgelig også fordi Blochs billeder kan noget særligt, at de skattes så højt: “Blochs religiøse billeder går udover den rent illustrative billedfortælling der kendes fra mange historiemalerier, inklusiv hans egne. I stedet benytter han visuelle greb til at involvere beskueren i en direkte moralsk konversation over de personlige valg, der fremlægges i hvert billedes fortælling.” (s. vii) og “For mange så skildrer C. H. Blochs malerier Jesus Kristus som både tilnærmelig og som guddommelig. Blochs kontraster af lys og mørke understreger Johannes’ vidnesbyrd: “I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke.” (s. 11)

Men også i Danmark blæser nye vinde, ikke mindst på Statens Museum for Kunst. Blandt andet er han blevet udvalgt som en af de kunstnere, der indgår i Statens Museum for Kunsts nye satsning, Kunsthistorier, som allerede i den nuværende, ikke fuldt udbyggede version, må regnes blandt det allerbedste internetformidling af billedkunst ikke bare nationalt, men internationalt.

I Kunsthistoriers univers præsenteres en vifte af Carl Blochs kunstneriske arbejder, herunder også hans grafik, landskaber og portrætter. Men selvom malerierne til Frederiksborg Slotskirke præsenteres som hovedværket og de religiøse billeder med henvisning til kunstneren selv karakteriseres som “de vigtigste”, så er det ikke Blochs religiøse maleri, men derimod hans historiemalerier og genrebilleder, der fremstår som omdrejningspunktet. Det skyldes formentlig både, at disse sider af Bloch er bedst repræsenteret i Statens Museums samlinger, og at det religiøse maleri fortsat nyder en ganske beskeden interesse i kunsthistorieskrivningen.

Hvor Utah-Bloch altså formåede at indleve sig i Kristi væsen og finde udtryk for dette, er Kunsthistorier-Bloch snarere en dansk Rembrandt: universalgeniet, der mestrede alle kunstens genrer, men som måske var mest interessant som historie- og genremaler. Så vidt jeg har forstået vil der i den næste tid komme endnu en udstilling af Blochs værker, der bl.a. skal vises på Museet for Religiøs Kunst. I så fald vil vi formentlig få et tredje bud på Carl Bloch at se.

“Will the real Carl Bloch please stand up?”

Ikke at han behøver det. Det er jo netop denne dynamiske udveksling af nye fortolkninger, nye vinkler og nye indsigter, der bidrager til en øget forståelse ikke bare af nuancerne af Carl Bloch, og af malerkunsten i 1800-tallets slutning, religiøst så vel som sekulært. Indtil næste Blochindlæg dukker op vil jeg derfor blot pege på det interessante i, at de to meget forskellige præsentationer af ham er enige om en ting. At Blochs billeder inviterer til at man engagerer sig i de etiske potentialer, og at han evnede at formidle disse ved at aktivere vores sanser. Ikke bare synssansen, men også vores følelser: vores sympati for Prometheus, kærligheden til Jesus, eller ganske enkelt væmmelsen ved de ofte uappellerende detaljer, der udpensles. Ved at vække følelserne stimuleres vores overvejelser, vores konversation,  med det egentlige: billedernes emne.

OK. det blev et håbløst teksttungt indlæg; der burde næsten være en præmie for at have læst det til ende. DBK.

0 Kommentarer til “Nye Blochindlæg ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar