Danmarks Kirker i Jerusalem

Redaktionen af Danmarks Kirker er netop hjemvendt fra en studietur til Jerusalem. Her fik vi lejlighed til at opleve denne fantastiske by med de mange hellige steder og seværdigheder, og ikke mindst den helt specielle religiøse stemning, der underbygges af de mange pilgrimme fra alle verdens lande.

En af hovedattraktionerne er naturligvis Gravkirken, kristendommens helligste kirke, der er opført over Jesu grav. Kirken blev indviet 335, men er siden ombygget utallige gange som følge af udbygninger, moderniseringer, vandaliseringer og jordskælv, og har derfor en meget kompliceret bygningshistorie.

En af de mest markante byggeperioder i kirkens historie var i tiden 1099-1187, hvor de latinske konger herskede i Jerusalem. Det imponerende indgangsparti mod syd og det nu nedskårne klokketårn stammer fra denne periode, ligesom grundplanens hovedtræk.

Indgangen til Gravkirken i Jerusalem

Indgangen til Gravkirken i Jerusalem

Kompleksets tyngdepunkt er naturligvis Jesu grav i vestenden, der omkranses af en rotunde hvorover en enorm kuppel. Planformen inspirerede mange kirkelige bygmestre i middelalderen, hvorfor adskillige, såkaldte centralkirker endnu ses rundt om i Europa, også i Danmark. Gravkirken rummer tillige stedet for Jesu korsfæstelse, Golgatha, hvor en fordybning til korset udhugget i klippen endnu eksisterer. Østligst i komplekset findes hulen, hvor kejser Konstantins moder Helena ifølge traditionen fandt det Sande Kors.

Ebbe Nyborg bøjer sig mod Golgatha-klippen, hvori hullet fa korset endnu eksisterer

Ebbe Nyborg bøjer sig mod Golgatha-klippen, hvori hullet fra korset endnu eksisterer

I middelalderen spillede Jerusalem, eller Den hellige Stad, en helt central rolle som det vigtigste pilgrimssted overhovedet, og byen blev opfattet som verdens åndelige og fysiske centrum. Det gør den ikke mere, men byens forunderlige tiltrækningskraft er usvækket, og et gensyn med byen er ikke et spørgsmål om “skal-skal ikke”, men om: hvornår!

0 Kommentarer til “Danmarks Kirker i Jerusalem ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar