Kirkeblog

I sidste uge var jeg inviteret til et symposium på Brigham Young University Museum of Art i den lille by Provo udenfor Salt Lake City. Museet (og universitetet) ejes og drives af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, dvs. mormonerne, og har en særlig interesse for religiøs kunst.

I øjeblikket viser museet udstillingen Sacret Gifts: the religious art of Carl Bloch, Heinrich Hofmann and Frans Schwartz, som for nuværende er blevet set af ikke færre end 180.000 mennesker, og dermed ender med at blive en af de mest sete udstillinger af dansk kunst i år – hvis ikke den mest sete.  De to førstnævnte kunstnere, Bloch og tyskeren Hofmann, hører til de mest populære blandt mormonerne, og det er umuligt at besøge et af deres mange kontorer, velgørende institutioner eller blot private hjem uden at se plakater, postkort eller kopier af disse kunstneres billeder. Med denne udstilling ønsker museumsinspektør Dawn Pheysey nu også at introducere Frans Schwartz til museets publikum.

Jeg var inviteret til symposiet, fordi jeg over en årrække har hjulpet museet med at indsamle materiale til deres udstillinger om Carl Bloch og nu Sacred Gifts, og fordi arbejdet med at bevare den danske kirkelige kultur naturligvis var interessant i denne sammenhæng. Derudover har Nationalmuseet spillet en betydelig rolle i udstillingerne, både ved at gennemføre forundersøgelser af de malerier, BYU var interesserede i, ved at konservere flere af malerierne forud for udstillingen og ikke mindst ved at have fungeret som kurer for malerierne.

Symposiet var en unik oplevelse, ligesom i øvrigt mødet med Utahs smukke natur og de utroligt gæstfrie amerikanere var det. Talerne inkluderede foruden mig en række af lånerne til udstillingen, fra Frederiksborg Slots de to museumsinspektører Søren Mentz og Thomas Lyngby,  samt præster og menighedsrådsmedlemmer fra de pågældende kirker, Vor Frue i Aalborg, Nørresundby Kirke, Skt. Jakobs på Østerbro samt to skånske kirker, hvortil Carl Bloch har udført malerier. Netop denne kombination af akademiske foredrag og taler som tog udgangspunkt i en mere personlig oplevelse af disse malerier i en kirkelig sammenhæng var overraskende succesfuld. Måske fordi tilskuerne har en meget umiddelbar og emotionel tilgang til deres religion og dens billeder, og de personlige beretninger på bedste vis skabte et bindeled mellem publikum og de mere akademiske oplæg.

Det vigtigste,jeg bringer med mig hjem, er utvivlsomt at se, hvordan malerier, der i danske kirker ofte bliver stedmoderligt behandlet, her kom til deres egen ret og fik lov til at udfolde sig med al den pathos, de var tiltænkt. I vores hjemlige kirker ser man ofte, at Blochs, Schwartz og for så vidt også Anton Dorphs malerier er blevet fjernet fra altertavlerne og givet en sekundær plads i kirken – eller i værste fald på et loft. Måske fordi vi ikke relaterer så godt til den kristendomsopfattelse, de er grundet i. Nu fik jeg og de andre skandinaviske deltagere i symposietvidner til, hvor godt malerierne fungerer i samspillet med et publikum, som er disponeret for dem.