Kirkeblog

I slutningen af 1700-tallet havde Marstal Kirke nærmest sin egen huspoet. Det var den lokale skolelærer Hans Andresen, der ved i hvert fald tre lejligheder forfattede vers for at fejre nyt inventar i kirken.

Første gang var i 1776, da kirken fik en ny klokke. Den blev støbt af klokkestøber Johann David Kriesche i Eckernførde, og på den ene side af den satte han et vers, som var forfattet af Hans Andresen: ”Heele Marstall Sogn og Bye/ Har kostet denne Klokke nye/ At ringe med ved Jordefærd/ Og andre Legligheder meer/ Gid hver en Lyd fra den mon gaae/ Om Død og Dom os minde mae[!]”. Klokken, der var kirkens største, er siden blevet omstøbt, men en afskrift af Andresens vers findes i Rigsarkivet i Odense.

To år senere, i 1778, blev det første af kirkens i alt syv kirkeskibe hængt op. Skibet, ”Kronprindsens Ønske”, var skænket af syv mænd fra Marstal, hvis navne findes på et stykke papir, der er indlagt i skroget. Sammen med navnene står et digt, der må være blevet læse højt ved festlighederne i forbindelse med ophængningen den 27. februar 1778: ”Kronprindsens Ønske er mit Navn/ Spørg nogen hvor jeg tager Havn/ Hvor Koursen hen skal være/ Den følger med og giver Agt/ Hvorhen at jeg i Dag bliver bragt/ Guds Huus Seir og Ære.// Kom Marstal Sogns Indbyggere/ Til Herrens Huus herhid og see/ En Prydelse og Smykke/ Mit Ønskes Navn kom vel Ihu/ Derved han hver erindre nu/ Han og skal ønske Lykke.// Først over Kongen som jo er/ Guds Kirkes første Fader her/ I disse Lande vorden/ Ønsk godt for Kronprindsen dernæst/ Thi paa ham Haabet sig har fæst/ I Kikkerten mod Norden.// Ønsk og at Herrens Huus det maa/ Her aldrig have Mangel paa/ En sand retskaffen Lære/ Ønsk at det gaa dem Lyggelig/ Som her saa smukt og fornøjeligt/ Ret sirer Kirkens Ære” (her citeret efter Erik Kroman afsnit om kirkeskibene i Anders Hauges bog Marstal Kirke på Ærø). Digtet er ikke signeret, men det er højst sandsynligt forfattet af skoleholder Andresen.

Kirkeskibet Kronprindsens Ønske, ophængt 1778. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

I 1783 skænkede skipper Albert Hermandsen og hustru Ellen, der også var blandt giverne af kirkeskibet, de to alterstager af messing, som stadig bruges. Ved indvielsen af stagerne 9. februar 1783 bidrog Hans Andresen igen med et hyldestdigt, som blev afsunget på melodien til Op, al den ting, som Gud har gjort: ”Saa sees i Dag en smuk Zirat/ Vor Marstalls Tempel nydet!/ En gavmild Haand der op har sat/ Og paa dends Alter ydet// Toe Lyssestager som skal staae/ Til Ziir og Brug derinde/ Hvorved at Giveren mon faae/ Et Ævigt Ære Minde;// For Effterkommerne det vil/ Et smukt Eksempel blive/ At hvem som haver Raad dertil/ De og maa noget give;// Som være kand til Gavn og Ziir/ Og Herrens Huus til Ære/ Ja dend der saadant villig giir/ Bør billlig yndet være.// Saa takkes da vor Hermandsen/ Som til Foræring satte/ I Kirken Lyssestager hen/ Ved ham vi ønsker dette:// Gud giv at Ordets Lys det maae/ Bestandig klart her brænde;/ Og Ordets Lysse Stage staae/ Hos os til Verdens Ende!”.

Alterstager 1783. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Hans Andresen var født i Søby på Ærø i 1750. Han var skoleholder i Marstal i knap 50 år, fra 1772-1821, og havde forinden virket som medhjælper for den tidligere skoleholder. Han døde i 1821, godt et halvt år efter sin fratrædelse.

Danmarks Kirkers bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal er netop udkommet.