Så er Danmarks Kirker nået til Middelfart i rækken af fynske købstæder. David og jeg har været på den første rekognoscering i kirken, og vi glæder os begge til for alvor at komme i gang med arbejdet. Det er altid spændende, når man træder ind i en ny kirke – for os begge var det første besøg – og skal se, hvad den byder på. Selv om vi selvfølgelig har læst om kirken hjemmefra, er det noget andet at stå i rummet, fornemme atmosfæren og iagttage de ting, vi har læst om, i deres rette omgivelser. Og så fik vi ved selvsyn set de meget omtalte ‘hvalfiskeben’, der siden 1600-tallet har været udstillet i kirken!
Som med Bogense Kirke bliver opgaverne fordelt således, at David skriver om inventaret og jeg om gravminderne (samt den historiske indledning), mens Thomas bliver manden, der skal kortlægge selve kirkebygningens historie. Inventaret rummer flere gode stykker, bl.a. stolestaderne med graffiti fra 1600-tallet, og prædikestolen fra 1596, hvis opgang er signeret af den fynske billedskærer Hans Nielsen Bang 1675. Selv glæder jeg mig til at komme i gang med gravstenene, som i flere tilfælde har nære slægtninge blandt gravstenene i Bogense Kirke.
Arbejdet med Middelfart Kirke kommer til at stå på til en gang i foråret, og næste år ved denne tid ligger der forhåbentlig en bog om kirken. Først skal vi dog lige afslutte vores beskrivelse af Bogense Kirke. Efter sommerferien vil vi samle og færdigredigere manuskriptet, som derpå skal gennem korrektur, layout og trykkeri. Bogen skulle gerne udkomme henimod jul.
Vi vender tilbage til Middelfart i august (uge 34) ledsaget af vores faste fotograf, Arnold, for at gennemfotografere kirken og fortsætte vores registreringer. Ved samme lejlighed skal vi besøge Middelfart Arkiv og Museum. Hvis du er på de kanter, er du velkommen til at kigge ind i kirken og hilse på os.
Fint indlæg Rikke, du forstå at blogge, måske skulle du hjælpe dine ældre kollegaer – 🙂 blik!
Husk NU at passe på Arnold, han er jo kostbar!!
Knus
Nadia