På vej til Svendborg

Her på Danmarks Kirker tager vi nu fat på at beskrive kirkerne i Svendborg. Den første i rækken er byens Skt. Nikolaj-kirke, som jeg og min kollega Marianne er begyndt at kigge på. Kirken blev gennemgribende restaureret af arkitekten H. B. Storck i 1892-94; heldigvis er arbejderne og de iagttagelser, der blev gjort under vejs, grundigt beskrevet af de medvirkende.

Store dele af inventaret blev udskiftet i løbet af 1800-tallet, og mange gravminder blev kasseret i samme periode. Bevaret er dog prædikestolen fra 1585 og det senmiddelalderlige korbuekrucifiks, ligesom den romanske døbefont. I forbindelse med restaureringen tegnede Joakim Skovgaard - kunstneren bag de berømte kalkmalerier i Viborg Domkirke – et nyt alter til kirken, og Storck selv udformede nye lysekroner, nye stolestader, en ny orgelfacade m.m. Store dele af Storcks inventar er siden blevet fjernet eller ændret.

Den eneste bevarede af de lysekroner, Storck tegnede til kirken i forbindelse med restaureringen
Den eneste bevarede af de lysekroner, Storck tegnede til kirken i forbindelse med restaureringen

Kort sagt venter der en stor opgave med at genoplive alt det inventar og de mange gravminder, der er forsvundet i tidens løb!

Vi besøger kirken mandag-tirsdag i næste uge, og interesserede er velkomne til at kigge ind og høre mere om vores arbejde. I anden halvdel af marts vender vi tilbage sammen med vores fotograf, så der er også en chance.

0 Kommentarer til “På vej til Svendborg ”


  1. Ingen kommentarer

Efterlad en kommentar