Kirkeblog

I forbindelse med Sorø Akademis 425 års jubilæum i 2011 har Stiftelsen Sorø Akademi indledt et samarbejde med Nationalmuseet med henblik på at få klosterkirkens middelalderlige tagværker dendrokronologisk dateret. Den store romanske basilika, der er landets bedst bevarede cistercienserklosterkirke, påbegyndtes formentlig i løbet af 1160’erne. Bygherren var biskop Absalon, der både ved kirkens størrelse, arkitektur og i valget af teglsten som byggemateriale, der blot kort forinden var introduceret i landet, demonstrerede, at der virkelig var tale om et prestigebyggeri. Kirken repræsenterer således et af de absolutte hovedmonumenter i den tidligste danske teglstensarkitektur og er oplagt at få knyttet enhver datering til.

Prøveudtagning i spærstiver over nordre korsarm

I dagene 11.-14. januar udtog bygningsredaktør ved Danmarks Kirker, Thomas Bertelsen, og dendrokronolog Orla Hylleberg Eriksen prøver fra egetræstagværkerne over skibet og den nordre korsarm. Over begge bygningsafsnit vurderes de svære tømmerkonstruktioner at være middelalderlige, mens den øvrige del af kirken har tagværker fra nyere tid af fyrretræ. I den omsatte tagkonstruktion over nordre sideskib indgår også en del ældre egetømmer, men da det tydeligvis er genanvendt, kan det principielt være hentet hvor som helst, og en datering heraf blev derfor undladt. 

Krumvoksede krydsbånd i tagværket over skibet

Over skibet og den nordre korsarm virker tagværkerne intakte, hvilket ikke mindst fremgår af de enkelte spærfags tømmermærker. De indskårne romertal, der har sikret, at håndværkerne kunne samle konstruktionen korrekt, nummererer spærene i kronologisk rækkefølge, hvilket taler for, at de ikke i nævneværdig grad er blevet repareret siden opsættelsen.

Om de svære egetagværker stammer fra kirkens opførelse, og dermed kan fastslå hvornår kirken præcist blev bygget, er dog langt fra sandsynligt. Allerede 1247 blev kirken hærget af en stor brand, der både har sat spor i skibets øst- og vestende, og den første tagkonstruktion må i den forbindelse regnes for tabt; en brand i så stor en bygning var på den tid umulig at tæmme. Det kan naturligvis ikke blankt afvises, at dele af den oprindelige tagkonstruktion overlevede katastrofen og er blevet genanvendt i det tag, der opsattes ved kirkens genopbygning, formentlig i 1250’erne – dette må analyserne af de knap 70 boreprøver vise. At tagværkerne er yngre, er dog ikke uden interesse for forståelsen af klosterkirken, som i 1800-tallets sidste del gennemgik en stor restaurering, der slettede mange af de ændringer, som bygningen igennem tiden har fået. Er tagværkerne senmiddelalderlige, fastlægger de således en betydelig ombygning i en periode, hvorfra der kun er ganske begrænset viden om kirkens fysiske fremtræden.

Over den nordre korsarm har tagkonstruktionens krydsbånd fået enderne udskåret med kunstfærdige profiler. På eksemplaret her ses yderligere et tømmermærke dannet af romertal.

Før undersøgelsesresultaterne foreligger om et par måneder, skal et hvert gæt på egetagværkernes alder tages med stærke forbehold. Fra Danmarks Kirkers seneste kirkeundersøgelser, eksempelvis i Middelfart Skt. Nikolai, står det klart, at netop dendrokronologiske undersøgelser ofte giver stærkt overraskende resultater, og dette kan meget vel også ske i Sorø Klosterkirke.

Indtil da vil de to tagværkers konstruktionsprincipper blive underkastet en nøje undersøgelse, som ikke mindst bliver spændende over korsarmen, hvor de enkelte spærfag er udført med imponerende omhu; flere bjælker her her fået enderne udskåret med dekorative svungne former, der giver et utvetydigt indtryk af luksus. På kirkeloftet, som sjældent blev besøgt, havde kun de færreste glæde af sådanne dekorative detaljer, der i særlig grad udtrykker, at Sorø Klosterkirke er et resultat af såvel økonomisk som åndeligt overskud.