Arkiv-side 5

Det sene 1800-tals altermalerier i eftertiden

Skrevet af David Burmeister Kaaring 20. november 2012 i Altertavler, Anton Dorph, Carl Bloch, Debat, Farum Kirke, Korup Kirke, Lorenz Frølich, Odense Amt og Sørup Kirke. 0 Kommentarer

I forbindelse med præsentationen af Anton Dorphs maleri Kristus i Emmaus i Korup Kirke tænkte jeg, at jeg ville berøre det bemærkelsesværdige i, at såvel flere af Dorphs altermalerier som dem, hans samtidige malede frister en anonym tilværelse langt fra alterbordet. Ja, i flere tilfælde har der ligefrem været udtrykt ønsker om at måtte fjerne nogle af de vigtigste altermalerier fra det sene 1800-tal fra deres tiltænkte plads.

Her på bloggen har jeg behandlet en lille håndfuld malerier fra denne periode, foruden Dorphs maleri i Korup også hans maleri i Farum Kirke, Lorenz Frølichs altermaleri i Ubberud Kirke,  og selvfølgelig Carl Blochs maleri i Sørup Kirke. Og i alle tilfælde er malerierne for længst blevet flyttet fra alterbordet og erstattet af enten nyt eller gammelt. I både Korup og Ubberud var fjernelsen af 1800-talsmalerierne til dels motiveret af et positivt tilvalg af kirkernes senmiddelalderlige altertavler, som man i det sene sene 1800-tal havde ønsket at fjerne, da man anså dem for upassende og i Ubberud ligefrem hed det sig ligefrem, at den var ‘uden kunstnerisk værdi’. Men i 1900-tallet skiftede holdningen. Nu ønskede man at få de senmiddelalderlige altertavler tilbage på alteret, hvilket ikke kun var et positivt tilvalg af disse middelalderlige og derfor måske mere ‘autentiske’ inventargenstande, men også et resultat af, at overbærenheden med det sene 1800-tals religiøse maleri var kraftigt på retur op igennem 1900-tallet.

Anne-Mette Gravgaard, der fungerer som konsulent ved anskaffelse af ny kunst til kirker, formulerede denne holdning i 2010  i  Kristligt Dagblad: “de kirker, der kun har senere kopier [efter Carl Bloch] som altertavler, er heldige, fordi Nationalmuseet [egentlig Stiftet, DBK] her muligvis vil tillade en udskiftning”. Underforstået: ejer man et af Carl Blochs altermalerier, ja så hænger man desværre på det…

Med denne formulering forsøger Gravgaard dog ikke at afskrive Carl Bloch. Tvært imod var artiklen motiveret af hendes nye erkendelse af Blochmaleriernes kvaliteter både rent teknisk, og i deres funktion af altermalerier; uanset at den form for religiøsitet, de udtrykker, måske kan virke fremmed på en nutidig beskuer. Hendes erkendelse var opstået i forbindelse med forarbejdet til en udstilling af Carl Blochs værker, som blev vist på Brigham Young University Museum of Art i Utah 2010-11. Men også det danske kunstpublikum vil have oplevet, at forståelsen af det sene 1800-tal er i forandring. Hirschsprungs Samlings store udstilling af P. S. Krøyer dokumenterede, at for Krøyer gik vejen til det moderne over den i 1900-tallet så udskældte Salon. Tilsvarende leverer Øregaard Museums udstilling Carl Bloch – Hyldet og hånet (indtil 27. januar 2013) et vigtigt bidrag til en revurdering af Blochs kunst, idet udstillingen og udstillingskataloget søger at forstå Blochs kunst ikke ud fra modernismens kriterier, men på dens egne præmisser.

Bloch og Dorph malede deres religiøse malerier på et tidspunkt, hvor brydningen mellem traditionen og det moderne var i fuld gang. Ved indgangen til 1900-tallet var ingen i tvivl om, at det moderne var brudt igennem, og som bekendt bliver historien skrevet af sejrherren. Så det sene 1800-tals kunsthistorie er i årtier blevet skrevet fra modernismens synspunkt. Men måske den igangværende afløsning af et polariseret syn på perioden (akademisme/modernisme) med et mere heterogent syn på periodens kunstneriske mulighedsfelt, også vil føre til, at det religiøse maleri ikke fremover bliver målt med modernismens målestok? I så fald kan vi stå overfor en forandring af vores syn på billederne.

 

Vores software strejker i øjeblikket, så det var ikke muligt at oprette hyperlinks i teksten. Derfor følger de her:

Anne-Mette Gravgaards kronik i Kristeligt Dagblad: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/377285:Kronik–Carl-Bloch—en-dansk-kunstner-i-populaer-udlaendighed

Blog om Lorenz Frølichs altertavle i Ubberud Kirke: http://kirkeblog.natmus.dk/lorenz-froelichs-altermaleri-i-ubberud-kirke.html

Blog om Carl Bloch, Anton Dorph og altertavlen i Farum Kirke: http://kirkeblog.natmus.dk/carl-bloch-og-farum-kirke.html

Blog om Sørup Kirke og altermaleriet af Carl Bloch: http://kirkeblog.natmus.dk/sa-tager-vi-fat-pa-soerup-kirke.html

 

 

 

Lorenz Frølichs altermaleri i Ubberud Kirke

Skrevet af David Burmeister Kaaring 10. august 2012 i Altertavler, Lorenz Frølich og Ubberud Kirke. 0 Kommentarer

Arbejdet med udgivelsen af de første af landsbykirker i det tidligere Odense Amt skrider omtrent planmæssigt frem. Sammen med min kollega Martin W. Jürgensen, der er på gæstevisit fra Svendborgredaktionen, er vi i færd med at skrive om kirkerne i Pårup, Næsbyhoved-Broby, Korup, Næsby og Ubberud.

Ubberuds Johannes Døber-altertavle fra 1520'erne

 

Ubberud er måske bedst kendt for sin senmiddelalderlige Johannes Døber-altertavle, der tidligere har været tilskrevet Claus Bergs værksted. Den er dog ikke kirkens eneste altertavle, for i 1890 blev det besluttet at flytte Johannes Døber-altertavlen, som trængte til en gennemgribende istandsættelse, ned til væggen bag døbefonten, således at en mere ‘opbyggelig’ altertavle, der i højere grad ville tale til menigheden i stedet kunne placeres på alteret. Og derfor leveredes samme år en ny altertavle til kirken med maleri af Lorenz Frølich indsat i en spinkel nygotisk ramme.

Lorenz Frølich, Den rige (unge) mand, 1890

 

Maleriets emne er fortællingen om den rige unge mand (Matt. 19, 16-26 o.a.), der opsøger Jesus for at spørge hvad han kan gøre for lettere at komme i Himmelen. Maleriets drama udspiller sig i modsætningen mellem den udadvendte, thorvaldsenske Jesus i midten og den  indadvendte rigmand, der fortvivlet grubler over Jesus svar: hvis han vil være fuldkommen, da skal han sælge alt, hvad han ejer, give pengene til de fattige og derefter følge Jesus.

Dilemmaet mellem hensynet til det dettesidige og det hinsidige er yderligere illustreret ved at den unge mand er fremstillet på baggrund af metropolen, Jerusalem, mens Jesu disciple, der allerede har valgt at følge Jesus, danner en bevægelse ud i et goldt klippelandskab, og som for at understrege denne pointe er disciplen nærmest rigmanden udstyret med en vandrestav og iagttager den rige unge mand mens han knæler for at binde sine sandaler.

Altermaleriet er ikke signeret, men der er ingen tvivl om tilskrivningen, for der er selvfølgelig bevaret en betydelig korrespondance i forbindelse med anskaffelsen af den nye altertavle, hvor også Frølichs navn optræder (bl.a. i LAFyn, Statens bygningsinspektorat i Odense, Bilag vedr. Kirker i Fyn, nr. 50). Maleriet fik blot lov til at pryde alteret i 71 år. I 1961 blev den nyrestaurerede Johannes Døber-altertavle atter placeret på alteret, mens Frølichs maleri blev taget ud af rammekonstruktionen og ophængt i skibet, hvor det stadig kan ses.

Lorenz Frølich er især kendt for sine bogillustrationer og for sin interesse for den nordiske mytologi. Derimod har hans forskelligartede arbejder for de danske kirker, der inkluderer både altermalerier, døbefonte og dåbsfade ikke været genstand for samme opmærksomhed; Weilbachs Kunstnerleksikon ignorerer helt denne side af hans virke, og eksempelvis Ubberudmaleriet er ikke inkluderet i Lotte Thranes 2-bindsværk Tusmørkemesteren fra 2008. Til gengæld er maleriet nævnt i det kulturhistoriske opslagsværk Trap Danmark, og hvis man benytter sig af dét værks personregister, kan man hurtigt danne sig et overblik over Frølichs arbejder til de danske kirker.

 

 

Beskrivelserne af Holbæk Amts kirker er nu på nettet

Skrevet af David Burmeister Kaaring 29. juni 2012 i Digitalisering. 0 Kommentarer

Som afslutning på vores indledende projekt om digitalisering af bogværket Danmarks Kirker har vi i dag lagt beskrivelserne af kirker i Holbæk Amt på vores hjemmeside. Der er tale om i alt ca. 4000 sider, hvilket bringer den samlede total op på 18.000 sider eller knap halvdelen af bogværket.

Med denne gruppe har vi nu opbrugt de midler, vi modtog fra Ligestillings- og Kirkeministeriet til at udvikle en model til digitalisering af bogværket. Naturligvis går arbejdet videre, og vi er i fuld gang med at undersøge mulighederne for at fortsætte projektet. For det er selvfølgelig stadig planen, at alle de eksisterende kirkebeskrivelser skal kunne læses på internettet indenfor en overskuelig fremtid.

 

C. A. Jensens alterbillede i Skt. Knuds Kirke, Svendborg

Skrevet af David Burmeister Kaaring 21. marts 2012 i Altertavler og Svendborg. 0 Kommentarer

I Svendborgs katolske kirke bruges et maleri af guldaldermaleren C. A. Jensen som alterbillede. C. A. Jensen er først og fremmest som en af guldalderens bedste portrætmalere, og han gjorde sig især gældende med sine små, løst malede billeder, der bringer tankerne hen på Frans Hals. Men selvom Skt. Knuds alterbillede er en kopi efter Rafaels Sixtinske Madonna og endda udført i fuld størrelse, så er det på mange måder et typisk værk for kunstneren. Han kæmpede nemlig livet igennem med at få enderne til at mødes og ernærede sig bl.a. ved at male (portræt-)kopier til samlingen på Frederiksborg Slot. Dette arbejde kom til at præge C. A. Jensens omdømme, og især N. L. Høyens dømmekraft synes en sjælden gang at have svigtet i hans meget negative vurdering af Jensens maleteknik og farvebrug.

 

Billedet i Svendborg blev malet allerede i 1818, da C.A. var på studierejse til Dresden, og pga. utilstrækkelige fondsmidler var han i pengemangel. Med bistand fra den stedværende konsul modtog han da en bestilling fra kronprinsen på en kopi af Rafaels verdensberømte Sixtinske Madonna i byens legendariske malerisamling. Uden denne royale opbakning havde han aldrig fået lov til at kopiere maleriet – endda i naturlig størrelse, – da det normalt ikke måtte kopieres. Ifølge overleveringen skal han endda have fået hjælp fra den internationalt berømmede dansk-norske landskabsmaler J. C. Dahl, der havde slået sig ned i Dresden og angiveligt har udført skyerne i billedet.

Maleriet befandt sig i den senere Frederik VII’s eje indtil kongens død, hvorefter det blev solgt sammen med den øvrige kunstsamling på auktionen 1864. Nogle år senere ejede grev León Moltke Huitfeldt til Glorup maleriet, og han skænkede det til den nyindviede Skt. Knuds Kirke i 1886.

Nu om dage er “Rafaels engle” nederst i billedet nok mere berømte, end maleriet er i sin helhed. Men da C. A. Jensen malede det, havde Den Sixtinske Madonna ry for at være et af verdenskunstens absolutte højdepunkter.  Som sådan optræder det eksempelvis både i Fjodor Dostojevskijs Forbrydelse og Straf fra 1866 og i Onde Ånder (De Besatte) fra 1872. I sidstnævnte roman bliver maleriet genstand for en diskussion om (nytte-)værdi mellem den ældre generation af vestligt prægede ‘liberalister’, personificeret af huslæreren Stepán Trofímovitj Verkhovénskij, og de unge samfundsomvæltende nihilister, personificeret af især Stepáns søn, Piotr. Mens sønnens velynder, Julia havde set Madonnaen i Dresden og ikke så noget som helst i den, insisterede Stepán på, “at Shakespeare og Rafael står over bøndernes frigørelse, over nationalkarakteren, over socialismen, over den unge generation, over kemien, over det meste af menneskeheden, for de er frugten, hele menneskehedens sande frugt, og måske den højeste frugt, som overhoved kan findes” (Onde Ånder, 3. del, kap. 1.4). I denne diskussion om hvad der er skønnest: “Rafael eller petroleum?” var Dostojevskij helt og holdent på Stepáns side. Nok anerkendte han, at Madonnaen var repræsentant for en lidt bedaget og verdensfjern ‘god smag’, men han insisterede på, at kunsten skulle lede til det skønne og ad den vej til spirituel erkendelse, og han regnede Madonnaen for det ultimative udtryk for menneskelig genialitet.

I kraft af sin egen historie og som udtryk for 1800-tallets æstetik og opfattelse af kopiens funktion er C. A. Jensens altermaleri kort sagt et interessant bekendtskab.

Nyt indhold på hjemmesiden

Skrevet af David Burmeister Kaaring 8. februar 2012 i Digitalisering. 0 Kommentarer

Ved vores seneste redaktionsmøde kom samtalen ind på det interessante ved at kunne sammenligne de forskellige kirkers grundplaner på en mere overskuelig måde, end når de er spredt ud over bogværkets mange sider. Derfor er vi nu gået i gang med at opbygge undersider på hjemmesiden, hvor man herred for herred kan danne sig et overblik over kirkernes grundplaner.

Du kan finde grundplanerne her: http://danmarkskirker.natmus.dk/registre_fagordbog/plantegninger/

I øjeblikket er alle udgivne kirker i Vejle og Svendborg amter lagt på nettet, og Odense følger efter indenfor få dage. Herefter vil de øvrige grundplaner fra de digitaliserede amter blive lagt ud også.

 

Derudover er vi på trapperne med en udvidelse af søgefunktionen med sidetalssøgnings i de digitaliserede kirkebeskrivelser, hvilket især er anvendeligt ved krydshenvisninger og registeropslag. Og indenfor kort tid vil vi også digitalisere yderligere en bid af bogværket. Så der er mere i vente.

Ny bog om Svendborg Vor Frue Kirke

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 7. februar 2012 i bogudgivelser og svendborg vor frue kirke. 0 Kommentarer

I dag udkommer Danmarks Kirkers nye bog om Svendborg Vor Frue Kirke.

I bogen kan du blandt andet

  • læse at kirken oprindelig var toskibet
  • følge hvordan ombygninger, tilføjelser og nedrivninger gennem tiden har skabt den kirkebygning, vi ser i dag
  • studere de mange forskellige malerier, der på skift har prydet altertavlen fra 1604
  • møde en i øvrigt glemt adelsdame, der sammen med sin ægtemand skænkede kirkens prædikestol i 1597-99
  • se det eneste kendte fotografi af kirkens indre før den gennemgribende restaurering 1884

Bogen er 144 sider lang, rigt illustreret og koster 175 kr. Den kan købes hos boghandleren. God fornøjelse!

En glemt adelsdame

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 18. januar 2012 i Prædikestol, Svendborg, Svendborg Kirke og svendborg vor frue kirke. 2 Kommentarer

I starten af februar udkommer bogen om Vor Frue Kirke i Svendborg. Her kan du bl.a. læse om den glemte adelsdame Ingeborg Rosenkrantz. Sammen med sin mand skænkede hun kirkens prædikestol.

Prædikestolen i Vor Frue Kirke i Svendborg er skænket 1597-99 af det adelige ægtepar Detlev Sested og Ingeborg Rosenkrantz. Selve stolen – kurven – var oprindelig udsmykket med parrets våbenskjolde og initialer. Og på lydhimlen over den var der en malet indskrift, der fortalte, at den ærlige og velbyrdige mand Detlev Sested og hans velbyrdige frue Ingeborg Rosenkrantz havde bekostet prædikestolen, Gud til ære og kirken til prydelse.

 Et vigtigt formål med sådanne gaver var også at sikre givernes eftermæle. Derfor satte man sit navn og våbenskjold på gaven. Men i Svendborg hjalp det ikke. Senere tiders reparationer og istandsættelser af prædikestolen har udslettet alle vidnesbyrd om giverne, både våbenskjolde, initialer og den hædrende indskrift. Og dermed forsvandt også mindet om Ingeborg Rosenkrantz.

Når vi i dag kan fastslå, at hun var medskænker af prædikestolen, skyldes det en notits fra 1601 i kirkens ældste regnskabsbog. Her står, at Detlev Sested og hustru Ingeborg Rosenkrantz har ret til et gratis gravsted  i kirken som tak for deres donation (det er dog uvist, om de benyttede sig af det). Desuden findes der en indberetning fra sognepræst Gregers Hiort fra 1755. Han giver en udførlig beskrivelse af prædikestolens udsmykning og citerer indskriften på lydhimlen.

Men i Adelsårbogen, der er standardværket om de danske adelsslægter, er Ingeborg Rosenkrantz ikke at finde. Her anføres blot, at Detlev Sested var gift med en ‘Ingeborg NN’, og under slægten Rosenkrantz er hun ikke nævnt. Vi står altså med en i øvrigt ukendt datter af Rosenkrantz-slægten.

Selv om Ingeborg Rosenkrantz havde gjort sit for at sikre sit minde, blev hun glemt. Du kan læse meget mere om prædikestolens historie og resten af kirken i bogen om Vor Frue Kirke, der udkommer i starten af februar.

Sognepræst Gregers Hiorts gengivelse af indskriften på prædikestolens lydhimmel

Rårup Kirkes nedlagte sydkapel

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 16. december 2011 i Arkæologi, Glud Kirke, Hjarnø Kirke, Rårup Kirke, Skjold Kirke og Vejle Amt. 0 Kommentarer

Se og hør Niels Jørgen Poulsen fortælle om jagten på Rårup Kirkes forsvundne sydkapel.

Horsens Museum har lavet en video med min kollega Niels Jørgen Poulsen, der fortæller om Rårup Kirkes nedlagte sydkapel.

Til februar udkommer det næste hæfte med Danmarks Kirkers beskrivelser af kirkerne i det gamle Vejle Amt. Her kan du læse meget mere om Rårup Kirke – og om Skjold, Glud og Hjarnø kirker.

Erikke Lehn?

Skrevet af David Burmeister Kaaring 5. december 2011 i Ikke kategoriseret, Sørup Kirke og Svendborg. 2 Kommentarer

I Sørup Kirkes tårnrum er opsat en mindetavle fra 1915, der markerer, at rummet før det blev omdannet til våbenhus fungerede som gravkapel. Kapellet blev etableret af baron Povl Abraham Lehn i tiden lige omkring 1800, og det var ifølge synsprotokollen fra 1861 indrettet med ‘gipsloft’ og stengulv. Den anden tidlige kilde vi har til gravkapellet er sognepræsten til Skt. Jørgens Kirke i Svendborg, Christian Johan Bredsdorf, der i sine topografiske efterretninger om Sørup og Skt. Jørgens sogn, som er udgivet af Sørup-Vestre Lokalhistoriske arkiv 1997). Bredsforf skriver (i den publicerede, ikke helt bogstavrette transkription) o. 1825, at

“Det første liig, som der blev bisat, var frøken baroness Erike Christine Lehn, d. 1804, og s(amme) a(ar) hr. broder k(ammer)h(e)r(re) baron Lehn. Imidlertid var hendes moder N.N.s kiste ført herhen fra Egense kirke, hvor den indtil videre var hensat, samt Johan Lehns kiste, som havde stået i en åben begravelse i Egense K. under jorden. I året 1808 d. døde baron hr. R(antzau).L(ehn), hvis kiste ligl(edes) blev ført her til capellet i Søerup, så at der nu er i alt 5 kister.” (Bredsdorf, 1997, s. 56)

Ifølge Bredsdorf stod altså i tiden o. 1825 disse kister i kapellet:

1) Baron Povl Abraham Lehn, død 1804 og hans søster

2) Erike Christine Lehn, død 1804, deres ‘forældre’

3) Johan Lehn, død 1760, og

4) Edel Løwenhielm, død 1767, og endelig Povl Abraham Lehns svigersøn

5) baron Hans Rantzau-Lehn, død 1808.

 

Bredsdorf oplistning stemmer ikke helt overens med den mindetavle, der endnu sidder i tårnrummet. Først og fremmest var  Johan Lehn og Edel Løwenhielm ikke Povl Abrahams forældre, men hans onkel og tante. Desuden kan Bredsdorfs “Erike Christine Lehn” fortolkes som enten mindetavlens “Erica (Kirstine) Cicignon”, der ikke var baronens søster, men hustru, og som døde allerede 1792, eller som datteren “Erikke, død 1803”.

 

 

Problemet er så, at dels stemmer årstallene ikke overens, dels at hvis både ‘Erikke’ og Povl Abraham Lehns hustru, Erica Cicignons, kister stod i kapellet, må der have stået ikke fem, men seks kister, da Bredsdorf så det i 1820’erne. Enten tager Bredsdorf altså fejl om antallet af kister, eller mindetavlen tager fejl om den enigmatiske ‘Erikke’ ; selvom man ville forvente, at tavlen var udført på grundlag af indskriftstavler på kisterne.  Som vi har set er der utvivlsomt fejl i Bredsdorfs oplysninger, og da han også om andre genstande i Sørup Kirke er noget upræcis, kan han have glemt det rette antal af kister.  Omvendt kan vi heller ikke uden videre tage indskrifttavlen fra 1915 for gode varer, idet der ikke i de biografiske oplysninger om familien, jeg foreløbig har fundet frem til,  er omtalt en datter ved navn Erikke; om end det er et familienavn. Salmonsens Leksikon (2. udg.) XV, 611 skriver eksempelvis at baronen havde fire døtre, men ingen af dem hverken hed Erikke eller døde 1803. Men har Salmonsens så overset et barn?

Jeg må altså grave et billedligt spadestik dybere, for at nå frem til de begravedes identitet. I første omgang må jeg have klarhed over familieforholdene, og hvis nogen kan bidrage hertil, lytter jeg gerne. Ellers er mit næste skridt selvfølgelig Danmarks Adels Aarbog, der i 1924 skal have behandlet familien. Vi har ikke årgangen på museet, men den udfordring  kan heldigvis overkommes.

 

Sjældenheder og kuriositeter – Glud Museums kirkesamling

Skrevet af ebbenyborg 25. november 2011 i Glud Kirke, Hjarnø Kirke, Skjold Kirke og Vejle Amt. 0 Kommentarer

Danmarks Kirkers Vejle-redaktion er stødt på en lækkerbidsken af en kirkesamling i Glud Museum. Den kan du læse meget mere om her.

Som redaktør ved Danmarks Kirker kommer man ikke blot rundt i selve kirkerne. Man besøger også lokalmuseerne for at undersøge og fotografere deres kirkelige genstande og for at få hjælp og råd af kollegerne. I Vejle Amt er der for tiden en særlig nær kontakt med Gluds Museum og Lokalarkiv. Det skyldes ikke mindst Glud Museums righoldige kirkesamling, der i stort omfang går tilbage til stifteren Søren Knudsens indsats i begyndelsen af 1900-tallet. Kirkesamlingen ligner ikke nogen anden i landet. Her er ingen iøjnefaldende ’highlights’. Til gengæld er der et mylder af enkle brugsgenstande og menigmands gravminder, ganske særlig fra 1800-tallet. Samlingen i Glud giver et sjældent indtryk af, hvordan kirkelige genstande og monumenter kunne være lavet og udformet lokalt i landbosamfundene. Den har ikke blot kulturhistorisk interesse, men også en socialhistorisk.

Sjældne kirkegårdsmonumenter

Kernen i samlingen er kirkegårdsmonumenterne, som Søren Knudsen selv interesserede sig levende for. To simple kors af træ til at banke i jorden (fra Rårup og Glud kirker) tilhører en helt enkel type gravminder, der må have været udbredt blandt befolkningens fattigste langt tilbage i middelalderen. Nu er de enestående.

Indsamling af penge

Fra 1800-tallet stammer også et par særegne ”klingpunge”, redskaber, der siden 1600-tallet brugtes til at indsamle menighedens offer under gudstjenesten. De består normalt af et træskaft med en pose (”pung”) for enden, der er forsynet med en lille klokke. Den gav lyd når degnen rakte indsamlingsredskabet ind over stolestaderne, og der blev holdt øje med, hvem der gav og hvad. Oftest var sådanne punge af guld- eller sølvbroderet fløjl som i Glud kirke, hvor en ny klingpung 1702 var af rødt fløjl ”garneret med brede sølvsnore”. Den er siden forsvundet. Men til gengæld er der i museet bevaret en usædvanlig ”klingpung” fra samme Kirke, der må dateres o. 1825-50. Der er egentlig slet ikke tale om nogen pung, for den har karakter af en blikbeholder med rødt fløjlsindtræk og klokke. Endnu mere primitiv og lige så sjælden er en ”indsamlingsstok” fra samme tid, som museet har fået fra Hjarnø Kirke. Her sidder der for enden af skaftet blot en drejet ”kop” af træ til offerpengene.

En regnemaskine fra 1700-tallet

Går vi tilbage før 1800-erne, har Glud Museums kirkesamling stadig en del at byde på. Endnu et af samlingens små klenodier har også at gøre med degnens pligter. Det går tilbage til den tid, da de sogneboer, der skulle til alters ved søndagsgudstjenesten, forinden måtte skrifte hos præsten. Der er tale om en såkaldt ”skriftetavle” fra 1700-tallet, som stammer fra Rårup kirke. Den består af et bræt, der foroven er udskåret i form af et hjerte kantet af bladværk. Gennem brættet er boret rækker af huller, som med en lille flytbar pind markerede de skriftendes antal. Mandtallet, som altså holdtes af degnen, skyldtes, at loven strengt pålagde sognepræsterne, at der ikke ved altergangen måtte komme til at mangle brød og vin. I givet fald ville det være nødvendigt at gentage hele nadverritualet! Der måtte ikke afsættes for lidt, men altså (af sparsommelighedshensyn) heller ikke for meget.

Skriftetavle fra 1700-tallet, en art tidlig regnemaskine. Fra Rårup Kirke, nu i Glud Museum. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Altersølv af tin

En delvis ødelagt vinflaske af tin, fundet på Glud Kirkes loft 1964, bærer årstallet ”1666” og tre sammenskrevne V’er for ”Via Veritas Vita” (vejen, sandheden og livet). Brugen af tin til kirkens hellige kar er gennemgående et tegn på, at man ikke havde råd til sølv. Den var specielt udbredt netop efter Svenskekrigene 1657-60, da mange kirker havde fået stjålet deres altersølv. Det er åbenbart også sket i Glud, hvor man måtte vente til 1682 med igen at få et rigtigt altersæt af sølv. Samtidig med dets anskaffelse nævner kirkens inventarium interessant nok også museets flaske som en ”stor tinflaske”. Alterudstyr af tin er nu meget sjældent.
Endnu mange sjældenheder og kuriositeter er forunderligt bevaret i Glud Museum. Og dem vil man kunne se meget mere om i Danmarks Kirker, Vejle Amt.