Nationalt klenodie under lup

Et af landets vigtigste kunstværker fra den tidlige middelalder, det såkaldte gyldne alter i Sahl Kirke blev 2017 bragt til Nationalmuseets laboratorier i Brede nord for København med henblik på en nærmere undersøgelse. Resultaterne af disse analyser, der gennemførtes med en rundhåndet støtte fra Carlsbergfondet, er nu publiceret i Danmarks Kirkers seneste bog om kirkerne i det tidligere Ringkøbing Amt (hæfte 27-28), samt i en artikel i Nationalmuseets Arbejdsmark 2018. 

Af de syv bevarede gyldne altre fra det nuværende Danmark er kun eksemplarerne i Sahl og Stadil endnu at finde i de kirker, hvortil de oprindelig blev lavet. De øvrige befinder sig i Nationalmuseet, hvor de kaster glans over den permanente middelalderudstilling. Sahl-alteret er fremstillet o. 1200-1225 og er et helstøbt og forunderligt velbevaret stykke kunsthåndværk, der selv i en international kontekst hæver sig op. Alteret består af et frontale, der var fastgjort til det romanske alters forside samt et bueretabel ved bordets bagkant. Konstruktionen er tilvirket af egetømmer, hvorpå er fastgjort lueforgyldte og reliefsmykkede kobberplader. Desuden er stykkerne prydet med i alt 87 bjergkrystaller, hvoraf dog kun 16 er oprindelige.

Undersøgelserne i Brede udbyggede den kendte viden omkring flere aspekter af alterets tilblivelse, herunder de anvendte materialer samt tilvirkningen af disse. Bl.a. kunne det ses, at egetræerne, hvorfra det anvendte tømmer er taget, voksede lokalt, hvilket bestyrker formodningen om at alteret er fremstillet i Jylland, muligvis i stiftsbyen Ribe. Alternativt har man etableret et lokalt værksted, der måtte facilitere og tilgodese de forskellige og specialiserede håndværk, herunder de metallurgiske arbejder. En overraskende erkendelse indtraf desuden, da man bag retabelbuens krystaller konstaterede tilstedeværelsen af huller, hvorigennem sollyset via østvinduet i apsis filtreredes og tilførte rummet et guddommeligt skær. 

Sahl-alteret er nu tilbage på sin plads i kirken, men i de ovenfor nævnte publikationer kan man læse om Brede-undersøgelserne samt om stort set alle andre aspekter af alterets udformning og historie, herunder bl.a. den teologiske baggrund for billedprogrammet og de mange latinske indskrifter.

Læs bogen her.

Marstal Kirkes huspoet

I slutningen af 1700-tallet havde Marstal Kirke nærmest sin egen huspoet. Det var den lokale skolelærer Hans Andresen, der ved i hvert fald tre lejligheder forfattede vers for at fejre nyt inventar i kirken.

Første gang var i 1776, da kirken fik en ny klokke. Den blev støbt af klokkestøber Johann David Kriesche i Eckernførde, og på den ene side af den satte han et vers, som var forfattet af Hans Andresen: ”Heele Marstall Sogn og Bye/ Har kostet denne Klokke nye/ At ringe med ved Jordefærd/ Og andre Legligheder meer/ Gid hver en Lyd fra den mon gaae/ Om Død og Dom os minde mae[!]”. Klokken, der var kirkens største, er siden blevet omstøbt, men en afskrift af Andresens vers findes i Rigsarkivet i Odense.

To år senere, i 1778, blev det første af kirkens i alt syv kirkeskibe hængt op. Skibet, ”Kronprindsens Ønske”, var skænket af syv mænd fra Marstal, hvis navne findes på et stykke papir, der er indlagt i skroget. Sammen med navnene står et digt, der må være blevet læse højt ved festlighederne i forbindelse med ophængningen den 27. februar 1778: ”Kronprindsens Ønske er mit Navn/ Spørg nogen hvor jeg tager Havn/ Hvor Koursen hen skal være/ Den følger med og giver Agt/ Hvorhen at jeg i Dag bliver bragt/ Guds Huus Seir og Ære.// Kom Marstal Sogns Indbyggere/ Til Herrens Huus herhid og see/ En Prydelse og Smykke/ Mit Ønskes Navn kom vel Ihu/ Derved han hver erindre nu/ Han og skal ønske Lykke.// Først over Kongen som jo er/ Guds Kirkes første Fader her/ I disse Lande vorden/ Ønsk godt for Kronprindsen dernæst/ Thi paa ham Haabet sig har fæst/ I Kikkerten mod Norden.// Ønsk og at Herrens Huus det maa/ Her aldrig have Mangel paa/ En sand retskaffen Lære/ Ønsk at det gaa dem Lyggelig/ Som her saa smukt og fornøjeligt/ Ret sirer Kirkens Ære” (her citeret efter Erik Kroman afsnit om kirkeskibene i Anders Hauges bog Marstal Kirke på Ærø). Digtet er ikke signeret, men det er højst sandsynligt forfattet af skoleholder Andresen.

Kirkeskibet Kronprindsens Ønske, ophængt 1778. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

I 1783 skænkede skipper Albert Hermandsen og hustru Ellen, der også var blandt giverne af kirkeskibet, de to alterstager af messing, som stadig bruges. Ved indvielsen af stagerne 9. februar 1783 bidrog Hans Andresen igen med et hyldestdigt, som blev afsunget på melodien til Op, al den ting, som Gud har gjort: ”Saa sees i Dag en smuk Zirat/ Vor Marstalls Tempel nydet!/ En gavmild Haand der op har sat/ Og paa dends Alter ydet// Toe Lyssestager som skal staae/ Til Ziir og Brug derinde/ Hvorved at Giveren mon faae/ Et Ævigt Ære Minde;// For Effterkommerne det vil/ Et smukt Eksempel blive/ At hvem som haver Raad dertil/ De og maa noget give;// Som være kand til Gavn og Ziir/ Og Herrens Huus til Ære/ Ja dend der saadant villig giir/ Bør billlig yndet være.// Saa takkes da vor Hermandsen/ Som til Foræring satte/ I Kirken Lyssestager hen/ Ved ham vi ønsker dette:// Gud giv at Ordets Lys det maae/ Bestandig klart her brænde;/ Og Ordets Lysse Stage staae/ Hos os til Verdens Ende!”.

Alterstager 1783. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet.

Hans Andresen var født i Søby på Ærø i 1750. Han var skoleholder i Marstal i knap 50 år, fra 1772-1821, og havde forinden virket som medhjælper for den tidligere skoleholder. Han døde i 1821, godt et halvt år efter sin fratrædelse.

Danmarks Kirkers bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal er netop udkommet.

Kirketårn i Drigstrup med malede røde prikker

Malede røde prikker på kirketårnet i Drigstrup Kirke, Bjerge Herred, Odense Amt

I forbindelse med udvendig kalkning af kirken i 2008 afrensedes løse kalklag. Herunder dukkede flere forskellige ældre farvelag op på tårnets nord- og vestside. Det er som regel her, man finder ældre lag, da især sydsiden har været særligt udsat for vejr og vind, således at de ældre kalklag ikke er bevaret her.

De ældste kalklag, man fandt, var en rødkalkning af murværket. Herover var et eller to hvide kalklag, hvorpå der var malet røde pletter med en diameter på 3,5-5 cm, de fleste 4,5 cm. De røde pletter var udført i en dybere rød teglfarve end den tidligere rødkalkning og var påført med pensel. Pletterne begynder ca. 5 m oppe på tårnet, og overgangen fra det nederste hvide område er markeret med en ca. 8-12 mm bred malet streg i samme farve som pletterne. Prikkerne var malet op igen mindst en gang. Henover var adskillige lag hvidtekalk, så bemaling må have en vis alder.

Foto arkitekt Bendt Longmose Jakobsen

 

Der fremgår ikke noget af de skriftlige kilder om denne bemaling, og det var ikke muligt ved afdækningen at datere udsmykningen.

Kirketårnet i Drigstrup har således engang, måske allerede i middelalderen, stået med denne lidt usædvanlige bemaling.

Fænomenet er imidlertid ikke ukendt. Ved en tidligere kalkning af kirketårnet i Revning Kirke i nærheden (Bjerge Hdr.) fandt man spor af tilsvarende prikker, uden at de blev nærmere undersøgt, og en bemaling med prikker er også registreret ved Lyø Kirke (Salling Hrd., Svendborg Amt), Årslev Kirke (Vindinge Hrd., Svendborg Amt) samt Ovtrup Kirke (Ribe Amt). Når man i fremtiden skal kalke kirkebygninger, bør man ved afrensning være meget opmærksom på tidligere bemaling og udsmykning, da det sandsynligvis ikke har været så usædvanligt at have forskellige former for bemaling på kirkernes ydre.

Der kan læses mere om dette  – og meget andet – i det kommende hæfte af Danmarks Kirker, Odense Amt, der foruden kirken i Drigstrup også omhandler kirkerne i Munkebo, Kølstrup og Agedrup

Foto arkitekt Bendt Longmose Jakobsen

Min erhvervspraktikplads hos ‘Danmarks Kirker’

af Agnete L. Virenfeldt

Jeg syntes, at jeg var klædt godt på hjemmefra, da jeg i uge 9 var i erhvervspraktik på redaktionen ‘Danmarks Kirker’. Det viste sig dog, at min viden var absolut ingenting i modsætning til de ’kloge hoveder’ på redaktionen. Den viden, der florerer blandt de vidende historikere og kildelæsere, er naturligvis centeret om et af deres yndlingsemner – Danmarks kirker. Disse mennesker ligger inde med fascinerende ordforråd om for nogen ville  være vanvittigt detaljeret ting og verbale vendinger. Selvom jeg ofte har haft svært ved at finde hoved eller hale på samtalerne og bøgerne, har det været enormt lærerigt og spændende at høre på disse interne samtaler og læse bøgerne. Jeg har det meste af tiden forholdt mig tavs, fordi jeg bare sad og nærmest ’absorberede’ samtalerne, og jeg kunne have siddet dér i timevis og bare lyttet på dem, der så passioneret fortæller om det emne, de er bedst til. Man nænner nærmest ikke at bryde ind i samtalerne med ens egne kommentarer, fordi man næsten er bange for, at man går glip af vigtig viden.

På redaktionen følte jeg, at jeg fik en varm velkomst – alle var søde og spurgte ind til mig. Det er en forholdsvis stille og lille arbejdsplads, hvor redaktørerne og kildelæsere sidder stille og fordybet i deres arbejde, hvor jeg er blevet mødt af overskud til at komme hindanden ved og udveksle tanker. Den første dag, jeg var der, var der bl.a. en gammel dame, der var en del af fællesskabet, selvom hun ikke arbejdede der. Jeg fik senere af vide, at hun var en gammel kollega og tidligere redaktør, der indimellem kom og besøgte redaktionen og spiste frokost. Frokosten var den dag – ligesom alle de andre – livlig og spændende. Til frokost samledes flere fra de forskellige kontorer til en snak om mange forskellige emner i et større kontor rundt om et bord. Jeg blev fortalt, at de foretrak at sidde der i stedet for, at være i kantinen, fordi det hyggeligere. Der blev ofte refereret til de forskellige kirke-ture i både ind- og udland, som blev foretaget ved afslutningen af beskrivelserne af kirkerne. Man følte igen dette fællesskabsbånd, da de talte om turene, fordi det vidnede om, at disse mennesker havde oplevet og delt meget sammen.

Jeg fik lov til at kigge blandt de gamle arkivskuffer og se lagret af de udkomne bind af ’Danmarks Kirker’. Bøgerne stod stablet på rad og række – bogreolerne tapetserede næsten væggene – og arkivskufferne stod spækket med dokumenter af ældre og nyere dato. Alle arkiverne var en del af et stort system af potentielle fremtidige kilder til nye udgaver. Jeg kom ofte til at tænke på, at hvis man bare satte et dokument forkert ville hele korthuset falde samme, og at dette var følelsen af at være inden i et databasesystem indeni en computer.

Oftest blev jeg sat til at kildelæse eller sortere forskellige gamle dokumenter. De var dog af nyere dato, da jeg havde svære problemer med at tyde skrifterne. Da jeg om tirsdagen var i Rigsarkivets læsesal og ’oversætte’ flere hundrede år gamle kirkers regnskabspapir sammen med en meget mere erfaren kildelæser, kunne hun hjælpe mig og give clues til, hvordan man de gamle tekster læsbare. Selvom disse tekster for mig ligeså godt kunne have været helt skrevet på er helt andet sprog, og jeg kun forstod en lille brøkdel af teksternes indhold, var det samtidig fascinerende og en oplevelse i sig at bare sidde med så gamle dokumenter, der blev skrevet for flere hundrede år siden.

At få lov til at være i erhvervspraktik på ’Danmarks Kirker’ har været en enorm oplevelse med mange faglige udfordringer og spændende samtaler med vidende og rare mennesker, der har taget så godt imod mig. Jeg har altid haft et ønske om at arbejde med historie relateret ting, og nu, hvor jeg har set hvordan sådan en arbejdsplads fungerer, har jeg i højere grad lyst til at føre denne drøm ud i livet. Kort sagt: Jeg ville ikke komme til glemme dette spændende sted, og min erhvervspraktikplads har givet mig lysten til at vide endnu mere om historie.  

Syv kirkeskibe i Marstal

I Marstal Kirke på Ærø hænger der ikke mindre end syv kirkeskibe under loftet. Dermed har kirken en af landets største samlinger af kirkeskibe, kun overgået af kirkerne på Fanø: I Nordby Kirke findes der ni kirkeskibe, og i Sønderho Kirke hænger der hele 15 skibe.

Kirkeskibene i Marstal er ophængt i løbet af en godt 200-årig periode, fra 1778 til 1988, og vidner om byens stærke tilknytning til søfarten. Om de fire yngste skibe ved vi, at de er bygget af lokale skibsbyggere. Det samme kan være gældende for de tre ældste skibe, men her kender vi ikke bygmesterens navn. Om det ualmindeligt store kirkeskib, det 321 cm lange Christian IX (tidligere kaldet Ærøe), fortælles, at det blev samlet op som vraggods i Nordsøen af et skib fra Marstal. Besætningen tog det med hjem, satte det i stand og skænkede det til kirken. Vi har dog ingen kilder, som kan bekræfte den gode historie. Folkemindeforskeren Henning Henningsen, der har arbejdet indgående med kirkeskibe, har eksempler på lignende beretninger om kirkeskibe andre steder i landet, bl.a. i Århus Domkirke, som han dog må afvise (se bogen Kirkeskibe og Kirkeskibsfester s. 35-40). Historien om skibet i Marstal har måske også mest karakter af et sagn.

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Orlogsfregatten Christian IX. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Typemæssigt spænder kirkeskibene i Marstal vidt. De to ældste skibe, Kronprindsens Ønske og Christian IX, er orlogsfregatter, altså krigsskibe, med kanoner stikkende frem gennem de åbne kanonporte. De øvrige skibe i kirken er fragt- eller handelsskibe. Skibet Seir Krandsen, der blev hængt op i 1804, er en lille jagt, og Immanuel, der er bygget af skibstømrer C. Palle i 1884, er en tremastet fuldrigger.

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Jagten Seir Krandsen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Skikken med at skænke skibsmodeller til kirkerne fortsatte i 1900-tallet. Skibet Bethel fra 1932, der er bygget af skibstømrer J. Chr. Nielsen, er en firemastet bark. Den tremastede topsejlskonnert Hans Peters Minde fra 1943 er bygget og skænket af skibsbygmester Gorm Clausen til minde om en krigsforlist søn. Og endelig er der coasteren Hanne Hansen, som er bygget af skibstømrer Henning Terkelsen og skænket af en række lokale foreninger i 1988 i anledning af kirkens 250-års jubilæum. Fælles for de tre yngste skibe er, at de er udført som modeller af specifikke skibe, der var bygget i Marstal, nemlig barken Familien, topsejlskonnerten Yrsa og carolineren Hanne Hansen.

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Coasteren Hanne Hansen. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Kirkeskibene i Marstal har ikke sat sig mange spor i kirkens regnskaber. Der er tale om gaver til kirken, som ikke gav anledning til udgifter, der skulle bogføres.  Men de er beskrevet af Erik Kromann i Anders Hauges bog Marstal kirke på Ærø fra 1988 (s. 62-66). I Danmarks Kirkers kommende bog om kirkerne i Ærøskøbing og Marstal vil de syv skibe også blive beskrevet, ligesom de fire skibe i Ærøskøbing Kirke. Desuden har Danmarks Kirkers faste fotograf, Arnold Mikkelsen, fotograferet alle skibene. Bogen udkommer til sommer.

 

En usædvanlig, senmiddelalderlig klokkestol til tre klokker i Kølstrup Kirke, Odense Amt

En usædvanlig og ret velbevaret klokkestol til oprindelig tre klokker er opstillet i tagrummet i Kølstrup Kirkes tårn.
Klokkestolen var oprindelig tre fag lang, men det nordligste fag er nu bortskåret sammen med tagværkets bindbjælke.
Konstruktion består af to stole med fod- og toprem samt oprindelig fire, nu tre, stolper. Midt på bjælkerne er spor af lejer til ophængning af indtil tre klokker, der har svinget på tværs af tagværkets længderetning. Hele konstruktionen afstives af et meget komplekst system af krydsbånd.
Klokkestolen er samtidig med tårnet, idet såvel klokkestol som tårnets tagværk er dendrokronologisk dateret til o. 1467-68. Det kan virke mindre hensigtsmæssigt, at klokkestolen er anbragt i tagrummet, hvor der kun findes to meget små glugger i gavlene, og ikke i selve klokkestokværket, der åbner sig med i alt otte relativt store glamhuller. På den anden side er konstruktioner teknisk velgennemtænkt; således er dens øvre del bevidst friholdt fra tårnets tagværk, hvorved vibrationer i klokkestolen ikke ville forplante sig til tagværket.
Ved klokkeskatten 1528-29 skulle Kølstrup Kirke afgive én klokke. Den vejede 4 skippund og 11 lispund (ca. 725 kg). I kirkens regnskab for 1547 nævnes to klokker, der hang i tårnet; og det er formentlig disse, som Biskop Jacob Madsen 1589 omtalte som ’skønne’.
Kirken må i senmiddelalderen således have haft tre klokker i den fornemme klokkestol, og derudover var der flere messeklokker.

Der kan læses mere om dette i Odense Amt, hæfte 38, der udkommer senere i år.

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Ulriksholms kirker

Nicolaus von Brüggemann (1632-87), der i forvejen ejede Østergård i det nordøstfynske sogn Munkebo erhvervede 1679 herregården Ulriksholm foruden patronatsretten til Østergårds sognekirke (Munkebo) foruden Ulriksholms sognekirke Kølstrup og dennes annekskirke Agedrup.

Ulriksholms ejere satte deres præg på kirkerne, først og fremmest Kølstrup Kirkes interiør, med Michael Tuischs altertavle fra 1713, vestpulpituret fra 1717, der adskilte Godske Hans von Brüggemanns åbne begravelse i tårnrummet fra kirkerummet, herskabspulpituret fra 1739 og stolestaderne fra 1747, foruden et gravkapel opført til Karen von Brüggemann og ægtemanden Ulrich Friderich von Heinen.

 

Kølstrup Kirke - Foto Arnold Mikkelsen

Kølstrup Kirke – Foto Arnold Mikkelsen

 

Som led i fornyelserne kasseredes ældre inventarstykker. Mens det kasserede for størstedelens vedkommende er gået tabt, er enkelte stykker senere blevet genanvendt på Ulriksholm. Således rummer en historicistisk dørportal på herregården træskærerarbejde fra flere forskellige middelalderlige og barokke genstande. Det er endnu uvist, præcist hvilke kirker og specifikke inventarstykker billedskærerarbejdet stammer fra, men det er givet, at der er ting fra såvel altertavle(r) som epitafie(r).

Fotooptagelser på Ulriksholm - Foto Arnold Mikkelsen

Fotooptagelser på Ulriksholm – Foto Arnold Mikkelsen

Et pudsigt eksempel på samhøret mellem herregård og kirke er en tavle i Munkebo Kirke opsat til minde om uskadelige lynnedslag på Ulriksholm og Munkebo Kirke 29. januar 1730. Stentavlen, der er opsat på sin oprindelige plads i våbenhuset henviser til tre skriftsteder i den gammeltestamentlige Salmernes Bog, nemlig Sal. 77,19, Sal. 116,12 og Sal. 104,33. På Ulriksholm hænger et sidestykke i form af en stentavle, der citerer de pågældende vers: “Din Tordens Lyd var i Luften, Lynet oplyste Jorderig Jorden befvede”, “Hvorledis skal ieg betale Herren alle hans Velgierninger imod mig” og “Jeg vil Siunge for Herren, imens Jeg lever Jeg vil love min Gud Saalænge Som Jeg er til.”

Tavler til minde om lynnedslag 1730, Munkebo Kirke (tv.) og Ulriksholm - Foto Arnold Mikkelsen

Tavler til minde om lynnedslag 1730, Munkebo Kirke (tv.) og Ulriksholm – Foto Arnold Mikkelsen

 

Tårnet i Fovsing Kirke

I Danmarks Kirkers seneste udgivelse, der omhandler kirkerne i Vejrum, Ølby og Fovsing mellem Struer og Holstebro, er ved sidstnævnte kirke beskrevet et o. 1550 opført tårn. Ved første øjekast syner det i 1700-tallet nedskårne tårn i tre stokværk ikke af meget, men ved nærmere eftersyn fremkommer flere interessante detaljer. Den første vedkommer byggeteknikken og til dels -materialet, der for den nederste dels vedkommende på vanlig vis udgøres af udflyttede granitkvadre fra skibets vestgavl. Herover er materialet røde teglsten i såkaldt renæssanceformat (25x11x7 cm), der i facaden er lagt i krydsskifte, mens bagmurene lidt uventet er opmuret i munkeforbandt. Stenformatet og opmuringsteknikken ligger til grund for ovennævnte datering.

Tårnet set fra nordvest.

Tårnet set fra nordvest.

Som om det ikke var nok, viser de indvendige undersøgelser, at tårnets to nedre stokværk begge var planlagt overhvælvet, et forhold, til hvilket der i landsbykirkerne umiddelbart ikke er nogen parallel. Ingen af hvælvene er bevaret, men i tårnrummet over det nuværende tøndehvælv fra 1922 er kappernes afhuggede vederlag endnu synlige, og i stokværket herover er de tre skifter høje ribbeudspring bevaret i hjørnerne.

Som nævnt er der i landsbykirkernes tårne umiddelbart ikke nogen parallel til situationen med hvælv over to stokværk, men mon ikke en nøjere gennemgang ville kunne afsløre lignende forhold andre steder. Ikke mindst i de mange kirker, der endnu mangler at blive undersøgt i Danmarks Kirkers regi.

Tårnrummets hvælvvederlag set mod vest.

Tårnrummets hvælvvederlag set mod vest.

Inspiration til efterårsferien – byg kirker af Legoklodser!

Siden 1933 har Nationalmuseets bogværk, Danmarks Kirker, omhyggeligt beskrevet og registreret mere end to tredjedele af landets kirker i tekst, opmålinger og fotografier.  Men formidlingen og visualiseringen af de mange bygninger kan også ske gennem andre medier. Det demonstrerer en af Nationalmuseets medarbejdere, Per Bonde, der i stedet har valgt at tage Legoklodser i anvendelse. Det viste han fornylig, da han besøgte Danmarks Kirkers redaktion. I en række fint udførte, små modeller har Per bygget både en middelalderlig kirke, nemlig Brønshøj Kirke (jf. Danmarks Kirker, Københavns Amt, s. 332ff.),  og en nyere kirke, Kingos Kirke på Ydre Nørrebro fra 1910. Den sidste er dog ikke omtalt i Danmarks Kirker.  Han har omhyggeligt optalt forbruget af klodser, der for Brønshøj Kirke omfatter 53 klodser, men for den nyere kirkes vedkommende hele 425 klodser. Det sidste skyldes, at modellen også gengiver kirkens indre, hvilket ifølge Per er ret sjældent inden for denne form for mikro-byggeri.

Brønshøj Kirke opført af Lego

Brønshøj Kirke opført af Lego

Kingos Kirke opført af Lego

Kingos Kirke opført af Lego

 

 

 

 

 

 

 

Som en yderligere udfordring har Per Bonde kastet sig ud i at bygge en flot model af Nationalmuseets hovedsæde i Prinsens Palæ, hvortil han har brugt ikke mindre end 1770 klodser og arbejdet mellem 40 og 50 timer. Her kan man også løfte glastaget i  forhallen og kigge ind. Vagtbygningen i Brede var en langt nemmere opgave, der kun behøvede 141 klodser.

Til sit arbejde har han anvendt et byggeprogram fra Lego, Lego Digital designer. Desuden henvises til to andre hjemmesider: http://www.moc-pages.com/home.php/115884 og http://rebrickable.com/designer/perbonde.  Her uploader han sine arbejder.

Hvis nogen derfor skulle savne inspiration til familieunderholdning i skolernes efterårsferie, er det bare med at finde Legoklodserne frem!

 

Nationalmuseets hovedsæde, Prinsens Palæ, opført i Lego

Nationalmuseets hovedsæde, Prinsens Palæ, opført i Lego

Med tak til Per Bonde fra Danmarks Kirkers redaktion.

 

Kirketyverier på Vejlekanten

Danmarks Kirker undersøger i Vejle Amt meget godt, gammelt altersølv. Det har gennem tiderne været efterstræbt af tyve og fjendtlige soldater. Her retter vi interessen mod det, som er blevet offer for røveri og de historier, der er kommet frem om det.

Det er en almindelig opfattelse, at folk i ”troens tidsalder” nærede så stor respekt for kirkerne og frygt for en straffende Gud, at de ærbødigt holdt sig fra kirkernes skatte. Det holder ikke rigtig stik. Værst var det under fremmede besættelser som Vallensteins, svenskernes, polakkernes og brandenburgernes af Jylland i 1600-tallet. Soldaterne plyndrede og gik bevidst efter kirkernes kostbare altersølv, men også efter alterstager, tekstiler med sølvhægter osv. Mange kirker måtte efter freden skaffe sig en simpel og billig kalk og disk af tin, og der gik af og til årtier før der blev råd til rigtigt altersølv. I 1629, under Vallensteins okkupation, blev en ”skøn kalk” i Hvejsel Kirke ”bortrøvet” og vistnok købt tilbage af kirken, ligeledes i Korning, hvor en guldsmed måtte reparere det gamle altersølv 1649. Mon ikke det havde taget skade af at ligge i en ryttertaske. I nogle kirker garderede man sig som i Øster Snede, hvor man havde et særligt altersæt af tin til brug ”i ufredstider”. Så kunne det rigtige sølvsæt i mellemtiden være gemt af vejen og vel ofte være gravet ned. En middelalderlig alterdisk fundet i jorden ved Hornstrup vidner formentlig om en sådan nedgravning. På denne måde er der trods alt en god del ældre altersølv igen, således en flot kalk fra 1656 i Sindbjerg og en endnu mere overdådig i Øster Snede fra o. 1650. En præst, der nægtede at fortælle, hvor altersølvet var gemt, kunne komme i et meget ”pinligt” forhør.

Også i fredstid blev der stjålet fra kirkerne af befolkningens egne store og små forbrydere. Et forgyldt altersæt, der var anskaffet 1664 i Ølsted Kirke, kort efter den anden svenskekrig, blev således stjålet 1717. Tyveriet var sket mellem Fastelavnssøndag og Taksigelsesfesten, og tyven var kommet ind gennem taget, hvor ”bly og brædder var borte”. Hans fodspor kunne endnu ses. Værre var dog en professionel kirketyv, en Mads Jespersen, der fra Hedensted Kirke tog et alterklæde af lærred med kniplinger om. Dette var dog kun en af hans talrige ugerninger. Fra midtjyske kirker røvede han i alt 14 altersæt og 61 messehagler! Han blev anholdt 1635, og hans meritter kendes fra rettens omhyggelige opregning. Tyveri fra kirker var en alvorlig sag, og Mads Jespersen måtte bøde med livet.

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Den fornemme alterkalk fra omkring 1650 i Øster Snede Kirke er blandt dem, der må have været gemt godt under de efterfølgende besættelser. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige"

Alterstagerne i Sindbjerg bærer indskrift om, at de er skænket af den lokale herremand Jørgen Juul, ”efterat polakkerne havde bortrøvet de forrige”. Foto Arnold Mikkelsen, Nationalmuseet