Arkiv-side 13

Strid i Bogense Kirke

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 19. april 2009 i Bogense Kirke og Ikke kategoriseret. 0 Kommentarer

Det begyndte med sognepræst Lundagers børn. I oktober 1720 døde hans 3 måneder gamle søn, og Lundager lod ham begrave i sakristiet. Endnu en lille søn blev begravet i maj 1721, og i oktober samme år fulgte en dødfødt datter. Som man tidligere har kunne læse på denne blog, http://kirkeblog.natmus.dk/begravelserne-i-bogense-kirke.html, kostede det penge at blive begravet i kirken, men Lundager afviste at betale: Han henholdt sig til, at det altid havde været skik og brug, at præstens familie kunne blive begravet gratis.

Sagen lå nu stille nogle år. Men i 1733 dukkede den op igen. Dette år anklagede sognepræsten og byfogeden nemlig kirkeværgen, Jørgen Vederking, for at have handlet egenrådigt og kun med tanke på egen vinding frem for at varetage kirkens bedste. Blandt andet mente de, at han havde brugt kirkens penge på at købe alt for mange og alt for dyre byggematerialer og andre ting, som kirken slet ikke havde brug for.

De anklager fik Vederking til blækhuset. Han indberettede straks til stiftsøvrigheden, at sognepræsten havde ladet 7-8 børn og kapellanen 2 hustruer begrave i sakristiet uden at betale til kirken. Vederking regnede sig frem til, at kirken derved var gået glip af en indtægt på 110 rigsdaler. Samtidig mindede han myndighederne om, at den tidligere kirkeværge, Christian Pedersen Bøgvad, havde efterladt kirken med stor gæld. Efter Vederkings mening havde Bøgvad kun fået lov at virke som kirkeværge, fordi han så gennem fingre med, at der ikke blev betalt for begravelserne. Når sognepræsten og byfogeden nu fremsatte anklager mod Vederking skyldtes det efter hans mening udelukkende “had og misundelse”, fordi han ikke ville tie om begravelserne og forskellige andre uregelmæssigheder. Vederking truede ligefrem med at forlade posten som kirkeværge, “så kan de tage en, som de kan få det med, som de vil have det”.

Vederking fortsatte dog som værge. Myndighederne opfordrede de stridende parter til fremover at sætte deres egne private stridigheder til side og i stedet sørge for kirkens bedste. Hvordan stemningen var, når parterne de følgende år stødte på hinanden i den lille bys gader, kan man kun gisne om.

Pudsigt nok anmodede Vederking  i 1742 selv om gratis begravelse i kirken til gengæld for sit lange virke som kirkeværge, og fordi han allerede havde brugt mange penge på at betale for gravsteder til sine familiemedlemmer. En gennemgang af regnskaberne viser, at der var tale om mindst ni børn og to hustruer i årene 1698-1734, og Vederking opgjorde selv sine udgifter til over 120 rigsdaler. Det var en bekostelig affære, at få sin familie gravsat på passende vis – og vel også derfor en sag, som kunne give anledning til stridigheder.

De vidtløftige skænderier om kirkens pengesager kan følges i detaljer i kirkens regnskabsprotokol for 1716-88 (Landsarkivet for Fyn, Bogense Kirkeinspektion).

Skt. Nikolaj og Skt. Laurentii

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 25. marts 2009 i Ikke kategoriseret. 0 Kommentarer

Skt. Nikolaj leder måske nogens tanker hen på jul, og selvom årstiden ikke er den rette, er dagen i dag, en vi her på redaktionen har set frem til og talt ned til – nøjagtig ligesom med juleaften. I dag udgiver vi nemlig hele to bøger. En moppedreng på 240 sider og en lillebror, som med 184 sider, heller ikke er en af de allerslankeste.

Nu kan du derfor stifte nærmere bekendtskab med Skt. Nikolaj Kirke i Kolding og Skt. Laurentii Kirke i Kerteminde som får følgeskab af Emauskirken, Kertemindes valgmenighedskirke. Begge bøger kan naturligvis købes i Nationalmuseets Museumsbutik: Kirkerne i Kolding – Skt. Nikolaj Kirke, Danmarks Kirker, Vejle Amt, hefte 7-9 og Kirkene i Kerteminde – Skt. Laurentii, Danmarks Kirker, Odense Amt, hefte 20-21. Du kan også få din lokale boghandler til at bestille bøgerne hjem til dig.

Danmarks Kirkers seneste udgivelser.

Danmarks Kirkers seneste udgivelser.

Udgivelserne på Fyn har af økonomiske årsager ligget stillet i nogle år. Og for at markere hvor glade vi er for igen at være igang i den del af landet, har vi sammen med Museumsbutikken strikket et supergodt tilbud sammen – lad dig endelig friste! Måske får du lyst til at fornøje dig selv med en julegave i utide.

Lad dig endelig friste af dette enestående tilbud, hvor du sparer 652 kr. på bøger om Danmarks Kirker på Fyn.

Lad dig endelig friste af dette enestående tilbud, hvor du sparer 652 kr. på bøger om Danmarks Kirker på Fyn.

Billedserie fra Mårup Kirkes nedtagning

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 3. marts 2009 i Billedserier. 0 Kommentarer

 

Så er der skarpere billeder fra Mårup Kirkes nedtagning. Send gerne en kommentar, hvis du har en mening om billedserien. God fornøjelse!

Begravelserne i Bogense Kirke

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 9. februar 2009 i Bogense Kirke. 0 Kommentarer

Som andre købstadskirker rummede Bogense Kirke tidligere et stort antal begravelser. Adskillige lig af børn og voksne blev hvert år nedsat under kirkens gulve. Enten blev kisten placeret i en af de murede kyrypter, som fandtes der, eller også blev den blot gravet ned i jorden under kirkegulvet. I kirkens regnskabsbøger kan man hvert år se, hvem der blev begravet i årets løb, og hvor deres grav var placeret.

I 1700-tallet var der fire murede krypter under kirkegulvet. De to lå under koret, de to andre i hver korsarm. Her kunne de familier, som havde ejerskab til krypterne, lade kisterne med deres afdøde slægtninge placere. For eksempel blev krypten under søndre korsarm benyttet af tolder og kirkeværge Christian Pedersen Bøgvad (læs om den farverige kirkeværge her http://kirkeblog.natmus.dk/en-kirkevaerges-mindesmaerker.html), som mente at have opnået ret til dette gennem sit ægteskab med enken efter kryptens tidligere ejer, borgmester Hans Jørgensen. Hvis der ikke længere var nogen ejer til krypten, rengjorde kirken den og lod de gravsattes knogler samle i en såkaldt benkiste. Derpå kunne krypten sælges til en ny familie.

Det var imidlertid en bekostelig affære at blive begravet inde i kirken, og følgelig kun de velstillede borgere forundt. Alle andre – og det vil sige det store flertal af byens indbyggere – måtte nøjes med kirkegården, hvor betalingen var beskeden, og de fattigste fik jorden gratis.

Dyrest var det at blive begravet i kirkens kor. Prisen for en grav tæt ved alteret var dobbelt så høj, som prisen for en grav i den østlige del af midterskibet, og fem gange så høj som for en grav i midterskibets vestlige del. I korsarmene var taksten en tredjedel af korets. I lyset af dette er det måske ikke overraskende, at de mest populære steder at få sine slægtninge nedsat var netop i korsarmene samt i vestenden af kirken nær døbefonten. Her kunne man sikre sine pårørende en plads inden for kirkens skærmende mure, men dog til en pris, der var overkommelig for borgerskabet. Et typisk år er 1715, hvor børn af Hans Bager (både en datter og en søn), Mads Farver, Lars Hjort og Jørgen Vederking blev gravsat under gulvet i det såkaldte kvindekapel, dvs. den nordre korsarm. Det følgende år måtte Lars Hjort begrave endnu et barn, og det samme måtte Hans Henriksen. Ud over at berette om datidens begravelseskultur vidner kirkeregnskaberne også om tidens store børnedødelighed.

Skikken med at lade afdøde familiemedlemmer begrave i kirken klingede ud i slutningen af 1700-tallet. På dette tidspunkt begyndte man at betragte de indendørs begravelser som uhygiejniske og sundhedsfarlige, og i 1805 blev de endelig forbudt ved lov. Herefter var alle henvist til at lade sig begrave på kirkegården. I Bogense blev de sidste gravkrypter tømt for deres indhold af kister i 1820 og derpå fyldt op med sten og grus.

Hvem ringer klokkerne for?

Skrevet af David Burmeister Kaaring 26. januar 2009 i Ikke kategoriseret og kirkebesøg. 0 Kommentarer

Hendrick van Campens klokke, 1516

Hendrick van Campens klokke, 1516

Bogense Kirke har siden 1516 været udstyret med to klokker, en lille udekoreret klokke fra 1200/50 og den nederlandske klokkestøber Hendrick van Campens store klokke med inskriptioner og relieffer af Kristus og Maria. Klokkerne blev brugt flittigt, ikke mindst ved begravelser, og det er nok derfor, at det er i regnskabet over begravelser for 1760, man pludselig læser, at den lille klokke er så brøstfældig, at der ikke længere kan ringes med den. I stedet må man tage den store klokke i brug, indtil den lille bliver repareret hen imod slutningen af året.

 

 

 

 

Kirkeværgen, Søren Borring, var dog ikke helt tilfreds, selvom begge klokker atter var funktionsdygtige, for i inventarlisten for 1769 tilføjer han, at man godt kunne bruge en tredje klokke, da kirken ligger langt fra byen og i øvrigt selv kan bekoste den. Borrings argumentation var åbenbart ikke overbevisende, og da han nogle år senere gentager sit ønske, slår han i stedet på, at der er behov for endnu en klokke, da andre købstadskirker har tre eller måske ligefrem fire klokker, og at Bogenses to i øvrigt ikke harmonerer.  Svaret fra kirkeinspektionen var køligt afvisende: en tredje klokke vil hverken være til nytte eller pryd for kirken. Og derved blev det.

I kirkeværgens argumentation ligger måske nok en form for mindreværdskompleks, at selvom Bogense var Fyns mindste købstad, skulle dens kirke ikke stå tilbage for de større købstæders kirker. Men i et mere positivt lys kan man også opfatte indvendingen om klokkernes disharmoni som et ønske om en mere værdig ringning, både til gudstjeneste og til begravelse, samt om at lade kirken indtage sin rette rolle i byens liv. Trods Bogenses beskedne størrelse kan der nemlig ikke være tvivl om, at man oplevede kirkeklokkerne som svære at høre over hele staden, og for at løse dette problem betalte kirken fra 1823 indtil 1900-tallet for at lade også rådhusklokkerne kalde til gudstjeneste og siden også for at ringe solen op og ned.

Kirken fik aldrig sin tredje klokke, tværtimod. Nu om dage ringes kun med den store klokke, der blev automatiseret i 2008. Den lille klokke hænger stadig i tårnet, men den er revnet og kan derfor kun bruges lejlighedsvist og med manuel ringning.

Mårup Kirkes nedtagning

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 18. december 2008 i Ikke kategoriseret. 0 Kommentarer

Så behøver de nysgerrige ikke vente længere. Nu er der billeder fra nedtagningen af Mårup Kirke. Vil du vide mere om nedtagningen af Mårup Kirke så tilmeld dig Nationalmuseets E-Klub (det koster ikke noget) senest 29. december 2008 – så vil du den 30. december modtage et elektronisk nyhedsbrev, der blandt andet handler om nedtagninen af Mårup Kirke. Alternativt kan du kigge forbi E-Klubbens artikelsamling efter den 30. december 2008.

“Mysteriet” om Marmorkirkens tårne løst

Skrevet af Birgitte B. Johannsen 7. november 2008 i Debat og Ikke kategoriseret. 0 Kommentarer

Selvfølgelig var de der! Altså tårnene eller rettere fundamenterne til de to majestætiske sidetårne, som Marmorkirken efter 1700-tallets projekter skulle have været udstyret med. En stor artikel i Dagbladet Politiken (20. september) havde ganske vist påstået, at det nok mere var luftkasteller, der aldrig var nået meget længere end til tegnebordet. Og når kilder fra samtiden nævnede, at tårnene både blev funderet og bygget op i mere end 1 meters højde, handlede det ifølge avisens forklaring bare om blålys og bedrag af den slags, som Enevældens administration kunne vise så mange eksempler på!

Nationalmuseets hårdnakkede insisteren på, at de gamle kilder vitterligt talte sandt, fik dog de implicerede arkæologer til at foretage en ekstra udgravning på det sted, hvor det ene tårn skulle have stået. Og minsandten! Til nogles forundring og andres store tilfredshed dukkede der forleden det fineste tårnfundament op, både med pælefundering, slyngværk og murstensunderlag for den vældige bygningskrop. Det område, som blev fremdraget, passede samtidig lige så fint med arkitekten N.- H. Jardins egen plan (det udgravede parti er her angivet med rødt).

I dag er alle vist blevet klogere. Det gælder både med hensyn til medieskabte mysterier og nok også, hvad angår nødvendigheden af at tage faglitteraturen i ed, når et uventet udgravningsresultat skal forklares.

Graffiti i Mårup Kirke

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 30. oktober 2008 i Ikke kategoriseret. 1 Kommentar

Mårup Kirke nedtagesSom det vil være mange kirkeinteresserede bekendt, er middelalderkirken Mårup Kirke for tiden ved at blive nedtaget. Danmarks Kirkers bygningsredaktør Thomas Bertelsen har været Nationalmuseets mand på stedet, og opgaven har været at dokumentere kirkebygningen. En meget spændende opgave for det er yderst sjældent, at kirker sådan bliver skilt ad. Under en nedtagning kan der dukke overraskelser frem, og samtidig kan man få indblik i tidligere tiders byggetekniske metoder og processer.

Mårup Kirke nedtages.I begyndelsen af november afsluttes nedtagningen, og Thomas Bertelsen vender tilbage til Nationalmuseet og Danmarks Kirker og vil efterfølgende berette nyt om kirken og nedtagningsarbejdets resultater. Formentlig her på bloggen, men også til et foredrag i E-Klubben på Nationalmuseet – alle er velkomne.

Mens vi venter spændt på nyt om nicher, en udsmykket dør og lisener med udsmykning i form af ansigter, kan Nationalmuseets runolog, Lisbeth Imer, løfte sløret for fundet af religiøs graffiti. Mårup Kirke nedtagesLisbeth fortæller: “Ved nedtagningen af Mårup Kirke er der fundet indskrifter i en stor niche på ydersiden af korets østgavl lige under vinduet. Indskrifterne er ristet i mange forskellige omgange. Nogle er ristet direkte på teglstenene, mens andre er ristet gennem op til tre kalklag. Det vil sige, at der er en ret bred kronologisk spændvidde mellem indskrifterne.
Indskrifterne består af årstal, initialer og kristi monogram IHS. Desuden er der et par kors, nogle stjerner og andre tegn. Der er to årstal 1586 og 1601, som ser ud til at være ristet i det samme kalklag. Det første årstal, 1586, er ristet i forbindelse med initialerne C. N. samt kristi monogram IHS. Det næste, 1601, er udelukkende ristet i forbindelse med initialer. Et andet sted på muren har man på et noget senere tidspunkt også skrevet kristi monogram, og initialerne C. N. er ristet igen i et af de yderste kalklag.
Man kan forestille sig, at der er opstået en tradition, hvor folk fra Mårup og omegn er kommet forbi denne niche og har skrevet religiøs graffiti. Dette er en tradition, som kendes fra mange andre danske landsbykirker gennem hele middelalderen, hvor graffitien også ofte er skrevet med runer.”

Vil du se flere billeder eller vide mere om Mårup Kirke, så kig forbi i den nærmeste fremtid.

“Ringkøbing Amt” – here we come … again

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 27. oktober 2008 i Ikke kategoriseret. 0 Kommentarer

Onsdag den 5. november 2008 drager mine redaktørkolleger Birgitte Bøggild Johannsen, Hugo Johannsen og Thomas Bertelsen til herregården Rysensteen for om eftermiddagen at præsentere Danmarks Kirkers seneste udgivelse: “Ringkøbing Amt, hefte 9-10: Lomborg, Rom og Bøvling”.

Af økonomiske årsager har udgivelserne i området ligget stille siden 2001, så det er en stor tilfredsstillelse for alle os på redaktionen, at vi igen kan producere bøger om de markante kirker i det nordvestjyske.

I forbindelse med genoptagelsen af udgivelserne har Museumsbutikken et supertilbud, hvor du kan tegne abonnement og samtidig spare 358 kr. på bog 1-10.  Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis – prisen ligger fra 115 kr. til 175 kr. Hvis du ikke har lyst til at købe gennem Museumsbutikken, kan du også få din lokale boghandler til at tage bøgerne hjem til dig.

Den næste bog i rækken kommer til at handle om kirkerne i Nees, Møborg, Flynder og Gudum. Vores plan er at udgive 2 bøger om året.

En kirkeværges mindesmærker

Skrevet af David Burmeister Kaaring 10. oktober 2008 i kirkebesøg. 0 Kommentarer

Inskriptionen lyder: ’KIRSTEN SONNIS DATTER · CHRISTIAN PEDERSEN · KIRSTEN MICHELS DATTER LERMAND · 1705\'

Christian Pedersen Bøgvad (1665-1725) er en af de mere farverige personligheder i Bogense Kirkes historie. Som byens tolder og som kirkens værge indtil 1716 var han en prominent skikkelse, der på godt og ondt kom til at præge kirkens liv i 1700-tallets første årtier.

Første gang Christian Pedersen indskriver sig i historiebøgerne er kort efter 1700, da han nægter at betale tiende for sin andel i Æbelø og dermed roder sig ud i en årelang strid med såvel Bogense og Klinte kirker som med Bogenses byfoged og de fire øvrige andelshavere. Borgmester Hans Jørgensen havde i sin tid opnået skatte- og tiendefri brug og nytte af sin andel i Æbelø i 20 år, men da Christian Pedersen arvede andelen gennem sit ægteskab med Hans Jørgensens enke, havde man tilsyneladende glemt, at fritagelsen var tidsbegrænset. Da sagen kom op, blev det forventelige slutresultat selvfølgelig, at alle andelshavere skulle svare tiende til kirkerne.

Hvis denne strid førte til uoverensstemmelser mellem Bogense Kirke og dens værge, er det dog for intet at regne imod de problemer, der opstod i årene efter. Christian Pedersen havde nemlig ikke godt styr på kirkens regnskaber, og måtte derfor 1717/20 lide den tort, at hans regnskaber for 1704-1716 først blev afvist og siden underlagt en grundig revision. Og oveni kom så, at kirken blev synet med henblik på at holde de ansvarlige skadespligtige for dens brøstfældighed, og det endte med, at Christian Pedersen blev vurderet at skylde kirken 858 rigdsdaler. Den påståede gæld blev dog aldrig indfriet.

Det var også i kraft af sit ægteskab, at Christian Pedersen kunne påberåbe sig ejerskabet af den afdøde borgmesters åbne murede begravelse i kirkens søndre korsarm og en ’tavle’, som han ønskede at sætte over sit fremtidige hvilested. Desværre var alle papirer vedrørende begravelsen angiveligt gået til i en brand, og han havde derfor svært ved at bevise det, og midt i striden om hans eventuelle gæld, var kirken mest tilbøjelig til at afvise påstanden, men han endte dog med at råde over begravelsen frem til sin død. At Christian Pedersen var meget bevidst om, at den murede begravelse ville sikre hans navn for eftertiden, ser man også af, at han allerede som fyrreårig i 1705 donerede en lysekrone til kirken og ophængte over sit fremtidige begravelsessted.

I dag er den fine tolvarmede lysekrone det eneste synlige minde om Christian Pedersens tilknytning til kirken. Men umiddelbart efter sin død i 1725 ville kirkegængerne måske også sende en tanke hans vej, hvis de bevægede sig ned i kirkens vestende. Året før havde han nemlig gjort plads til sin forestående jordfæstelse ved at fjerne ligene af sin svigersøns forældre, Jens og Cathrine Mule (begge døde før 1715), fra sin begravelse og i stedet hensat kisterne frit tilgængeligt ’neden i kirken’. Og da Mulernes efterkommere i Jylland ikke svarede på kirkens breve, og kirken tøvede med selv at tage affære, fik de to opgravede kister lov til at stå fremme i mere end et årti, som et morbidt mindesmærke over stridighederne mellem kirken og dens tidligere værge!

Litteratur og kilder: Hans Hansen: Bogenses historie 1, Bogense 1986, 93, 155, 169; LA FYN, Fyns Stiftsøvrighedsarkiv, Bogense Kirkes regnskaber 1704-1740.