Arkiv-side 7

Pirater

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 20. juni 2011 i Ikke kategoriseret, Skt. Nikolaj Kirke, Svendborg Kirke og Svendborg Skt. Nikolaj Kirke. 2 Kommentarer

Hvad har Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg med pirater at gøre? Jo, kirken havde en pengebøsse, som blev brugt til at indsamle penge til at frikøbe ulykkelige søfolk, der var taget til fange af pirater i fjerne lande.

Pengebøssen blev anskaffet i midten af 1700-tallet, og den er kasseret forlængst. I 1802 blev den forsynet med en ny lås, og det nævnes, at den blev brugt til at indsamle penge til “de tyrkiske fanger”. Vi ved ikke, hvordan den har set ud, men det har formentlig været en lille, sparebøsselignende æske eller dåse, hvor pengene kunne puttes ned gennem en sprække i låget. Den er en af de mange forsvundne genstande, du kan læse om i den nye bog om Svendborg Skt. Nikolaj Kirke. Samtidig er den et eksempel på, hvordan en kortfattet notits i kirkens regnskabsbog giver indblik i en del af livet ved kirken, som vi ellers ikke hører om særlig ofte.

De tyrkiske fanger

“De tyrkiske fanger” var betegnelsen for kristne søfolk m.m., som var taget til fange af muslimske pirater og blev holdt som slaver i Nordafrika. De penge, der blev indsamlet i kirkerne, skulle bidrage til at frikøbe slaverne, så de kunne vende hjem igen. Det lykkedes dog langt fra i alle tilfælde.

Mere om pirater

I aften kl. 20 sender DR2 et afsnit i serien hvide slaver, der handler om piraternes fanger. Er du i København, kan du gå på Orlogsmuseet og se en rigtig god udstilling om pirater før og nu. Og hvis du er i Sønderjylland, kan du tage en tur til Brede Kirke. Her findes et epitafium til minde om Jørgen Martensen, der døde i 1676 “under tyrkisk Trældoms Fengsel eller Schlaverie”. Epitafiet er nærmere beskrevet i Danmarks Kirkers bog om kirken, som udkom tilbage i 1957. Du kan låne den på biblioteket eller købe den antikvarisk.

Ny bog om Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 14. juni 2011 i bogudgivelser, Ikke kategoriseret, Svendborg, Svendborg Kirke og Svendborg Skt. Nikolaj Kirke. 2 Kommentarer

I dag, tirsdag d. 14. juni 2011, udgiver Nationalmuseet bogen “Kirkerne i Svendborg – Skt. Nikolaj Kirke”.

  

Bogen om Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg

Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg er en af Fyns interessante, middelalderlige købstadskirker. Nationalmuseets bog om kirken, der udkommer i dag, er baseret på en grundig gennemgang af bygningen, inventaret og et omfattende, skriftligt kildemateriale.

I bogen kan du blandt andet læse:

  • om de forskellige ombygninger, kirkebygningen har gennemgået
  • at sakristiet tidligere har været i to etager
  • at kirkens plan og arkitektur er nordtysk inspireret
  • om inventaret, der blev næsten helt fornyet i 1894
  • om de gravminder, der findes i kirken

Bogen indeholder også en generel indledning om kirkerne i Svendborg fra middelalderen til i dag.

Du kan læse mere i pressemeddelelsen. Eller du kan købe bogen i Museumsbutikken eller hos din lokale boghandler. Den er rigt illustreret med flotte farvefotos, og den koster kun 210 kr.

En toskibet kirke

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 18. maj 2011 i Hvælv, Ikke kategoriseret og svendborg vor frue kirke. 3 Kommentarer

Svendborg Vor Frue Kirke, som vi i øjeblikket skriver om, har i skib og korsskæring senmiddelalderlige hvælv. Over hvælvene kan man imidlertid se sporene af et ældre hvælv, som har været i skibet før de nuværende.

Vederlag fra ældre hvælv i skibets nordmur.

Vederlaget findes mellem to af de nuværende hvælv, og de ældre kan derfor ikke have haft samme inddeling. I stedet for tre hvælvfag har der således været fire. Hvis disse hvælv skulle spænde over hele rummet, må de have været usædvanligt smalle. Forklaringen må derfor være, at der i stedet for fire meget rektangulære hvælv har været to rækker med fire næsten kvadratiske hvælv. Kirkerummet har således været en toskibet hal. 

Vor Frue Kirkes skib med de nuværende hvælv.

 Forud for en restaurering i 1884 opmålte arkitekt Ove Petersen kirken og lavede tegninger. På plantegningen indtegnede han spor af nogle ældre vinduer, som han mente, måtte være det senromanske skibs oprindelige vinduer. På nordmuren fandt han ét og på sydmuren tre. Desværre mangler nogle af detaljetegningerne, og de vinduer, som der er spor af i murværket i dag, kan ikke fortælle så meget. Heldigvis kan man fra loftet over våbenhuset se rester af et vindue, som har overlevet restaureringen, fordi det alligevel ikke kunne ses udefra. 

Spor af et ældre rundbuet vindue, som er delvis skjult bag våbenhusets østmur. Over vinduet ses to savsnitfriser.

 Vinduernes placering passer med inddelingen af de ældre hvælv, og det er fristende at betragte vinduerne som samtidige med hvælvene. Den senromanske kirke skulle så have bestået af et skib med 2 x 4 hvælv båret af fritstående piller i rummets længdeakse, og hvert hvælvingsfag havde et rundbuet vindue henholdsvis mod nord og mod syd. Skibet var forbundet med et smallere kor, hvis udstrækning ikke kendes. Vinduerne på plantegningen ser dog ikke helt senromanske ud, fordi de ikke er smigede udadtil. Nærmere undersøgelser af vinduet over våbenhushvælvet kan forhåbentlig hjælpe til en afklaring af vinduernes alder.

Noget om vejret

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 6. maj 2011 i Skt. Jørgens Kirke, Sørup Kirke og Svendborg. 6 Kommentarer

Skt. Jørgens og Sørup kirker ved Svendborg er blandt de næste, vi skal beskrive i Danmarks Kirker. Vi er i fuld gang med at læse kilder, og i den forbindelse er vi stødt på nogle optegnelser om klimaet i slutningen af 1700-tallet, som vi gerne vil dele med jer.

Til efteråret tager vi fat på arbejdet med at beskrive Sankt Jørgens og Sørup kirker ved Svendborg. Vi er i fuld gang med at læse kilder, og i den forbindelse er vi stødt på nogle optegnelser fra sognepræsten Jens Henrik Krarups hånd. Han var præst ved de to kirker i  årene 1768-91, og i kirkebogen har han gjort nogle notater, der fortæller om vejret på den tid. 

Foråret 1771 var koldt. Anden påskedag, som det år faldt den 1. april, var der endnu slædeføre mellem kirkerne, og først den 24. april kunne skibene forlade havnen i Svendborg. Da Sørup Kirke skulle pyntes med friske, grønne grene til pinse (19. maj), måtte man tage til takke med grangrene. Ingen træer var sprunget ud efter den lange, kolde vinter. Det samme var tilfældet i 1785, hvor det haglede og sneede anden pinsedag (16. maj).

I begyndelsen af 1776 frøs det så hårdt, at man i ti dage, fra den 26. januar til den 4. februar, kunne køre store læs brænde over isen mellem færgestederne – det var ikke sket siden 1709, noterede Krarup, og da kun i en enkelt dag. I marts 1786 kunne man atter trække heste og slæder over isen mellem færgestederne.

Men heldigvis var der også år, hvor foråret meldte sig tidligt. I 1791 faldt påsken 24. april, og da var bøgen allerede sprunget ud (ligesom i år!). Det år var der ikke problemer med at få kirken smukt pyntet med grønt til pinse.

Kirkebogen for Skt. Jørgens og Sørup kirker rummer også interessante oplyninger om kirkerne og præsternes historie. Hvis du har lyst til at læse mere er den tilgængelig online.

Våbenhus og ligkapel

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 14. april 2011 i Ikke kategoriseret og svendborg vor frue kirke. 0 Kommentarer

Vor Frue Kirke i Svendborg fik i senmiddelalderen tilføjet et våbenhus på skibets sydside. Fra opførelsen og frem til 1863 var det herigennem, man kom ind i kirken.

Vor Frue Kirkes våbenhus med oprindelig blændingsgavl.

I 1863 lavede man imidlertid en ny hovedindgang fra tårnets vestside, og våbenhuset kunne anvendes til andre formål. Man havde længe savnet et gravkapel, som nu blev indrettet i det gamle våbenhus, der fremover kaldtes ligkapellet. I et sådant rum var der brug for udluftning, hvorfor man i overetagen af kapellet fik opført en udluftningskanal. Den blev bygget af træ og gik helt op under tagryggen, hvor der sikkert har været en form for udledning af luften. Denne udluftningskanal er bevaret i fuld højde og kan ses fra loftet over våbenhuset.

Nederste halvdel af udluftningskanalen set fra skibets loft.

Våbenhuset havde oprindelig fladt træloft. Ved restaureringen i 1884 indsatte man et stjernehvælv, hvor der måtte tages hensyn til, at udluftningskanalen stadig var i brug. Derfor lavede man i toppen af hvælvet en rund lem, som førte op til udluftningskanalen. Våbenhuset har i dag fået en helt tredje funktion som dåbsventeværelse.

Så går turen igen til Svendborg…

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 12. marts 2011 i Ikke kategoriseret, Svendborg og svendborg vor frue kirke. 0 Kommentarer

…men denne gang til Vor Frue, som er den næste kirke, vi tager fat på. Vor Frue er en senromansk kirke, men i 1884 blev den meget omfattende restaureret. Denne restaurering udviskede de fleste ældre spor, og man ved derfor meget lidt om bygningshistorien.

Det indre af Vor Frue Kirke.

Interesserede er velkomne til at besøge os i kirken fra mandag den 14.3. til onsdag den 16.3. Hvis vi får tid, skal vi også en tur til Skt. Jørgens Kirke.

En øjenvidneberetning fra Peterskirken, 1664

Skrevet af David Burmeister Kaaring 5. marts 2011 i Ikke kategoriseret. 1 Kommentar

Som fritidsprojekt arbejder jeg på at få udgivet en transskription af den del af den nederlandske landskabsmaler Willem Schellinks journal, hvor han beskriver sine oplevelser i Rom. Journalen er særdeles interessant fordi den er et vidnesbyrd om den tidlige dannelsesrejsekultur; Schellinks rejste således til Rom som mentor for en ung amsterdamsk patricier, der var på dannelsesrejse. Men også fordi den er det mest omfattende egodokument en nederlandsk kunstner fra 1600-tallet har efterladt sig. Manuskriptet er endnu ikke fuldstændig udgivet, men befinder sig i Det Kgl. Bibliotek.

I går nåede jeg beskrivelsen af hændelserne den 15. april 1664, hvor Willem overværede pave Alexander VII’s flytte sit hof fra Vatikanet til det pavelige palads på Monte Cavallo (det nuværende parlament). Han beretter hvorledes hele livgarden var linet op på Peterspladsen, både den ridende garde med hestene smykkede med rige fløjlsklæder og den gående svejtsergarde. Efter et stykke tid kom også paven ud, iklædt sine hvide klæder samt en hvid og karmoisinrød hue. Kort efter gik paven ind i Peterskirken, hvor han stoppede ved et alter og bad en bøn;  derefter fortsatte han frem til højalteret, hvor han bad endnu en bøn.

Herefter fortæller Willem at Alexander VII ”gik ind i koret bag ved [højalteret] og der så han nærmere på de fire jævnhøje, støbte metal skulpturer udført af den kunstfærdige kavaler Bernini, som han også talte med om figurernes komposition osv.”

Dette er en bemærkelsesværdig øjenvidneberetning. De fire skulpturer må nemlig være de fire forestillende Kirkefædrene, som er en del af Berninis berømte Cathedra Petri, dvs. pavens sæde i Peterskirkens østende. Bernini have arbejdet på Cathedra siden 1650’erne og var allerede i 1661 begyndt at støbe den første af kirkefædrene. Men det voldte store problemer, og først i det tidlige 1663 var de fire figurer færdige, hvorefter hans assistent Carlo Mattei kunne begynde at rengøre og polere bronzen.

mitko_denevs foto af Cathedra Petri, hentet fra Flickr

mitko_denevs foto af Cathedra Petri, hentet fra Flickr

Som helhed stod Cathedra imidlertid først færdig i 1665, så det, Schellinks nævner næsten en passant er altså en øjenvidneberetning om en af billedkunstens giganter, Gianlorenzo Bernini, der på højden af sin karriere konverserer med sin vigtigste mæcen om det værk, han er i færd med at installere i det allerhelligste af den katolske højborg!

Et helvedes maleri

Skrevet af David Burmeister Kaaring 28. februar 2011 i Assens Kirke. 0 Kommentarer

Maleriet forestillende Kristus i Dødsriget er en af de mest mærkværdige genstande, jeg står overfor i Assens Kirke. Maleriet er genstridigt på så godt som alle måder: ikonografisk er det højst atypisk og dets emne forekommer f.eks. ikke i Danmarks Kirkers ikonografiske register for Aarhus Amt; desuden er maleriet formentlig af sydeuropæisk afstamning, hvilket er meget usædvanligt; og selvom maleriet tydeligvis er af ældre dato, så optræder det ikke i kirkens inventarier, og vi må derfor tro, at det først er tilgået i 1900-tallet.  Men hvorfor? Hvilken funktion skulle dette maleri tjene i kirkerummet?

Også på en anden måde er billedet genstridigt: det er svært overhoved at se detaljerne igennem de tykke lag af gulnet fernis, der dog tjener det formål at holde de stærkt opskallende farveflager fikserede. Endvidere er især figurernes ansigter stærkt overmalede, formentlig i 1800-tallet, hvilket forstyrrer vurderingen af billedets alder. Og ikke mindst er maleriet svært at fotografere, både pga. lysindfaldet i kirken og pga. fernissen. Men med hjælp fra fotografen ser det således ud:

 

Derfor var det dejligt at få en håndsrækning fra fru Fortuna. Som sædvanlig var jeg på jagt i British Museums samlingsbase, denne gang efter en Opstandelsesfremstilling, da jeg blandt de mange (259 for at være præcis) søgeresultater fandt et træsnit af Nicolas Prevost efter Maarten de Vos fra 1590’erne.

Træsnittet dukkede op fordi der i højre side er en afbildning af Opstandelsen (i øvrigt en let variation over en komposition Maarten de Vos lod udgive 1596). Men så man bort fra denne scene kan der ikke være tvivl om, at dette træsnit blev brugt som forlæg for maleriet; selvfølgelig med en tilpasning til maleriets højformat ved bl.a. at skubbe Adam og Eva tættere sammen og skjule den nøgne Eva bag Kristus.

Fundet af forlægget er interessant, både fordi det sætter en tidslig grænse på maleriets opførelse, idet forlægget altså er fra 1590’erne, men også fordi træsnittet er fransk og som sådan kan være en bidragende indikator af maleriets sydeuropæiske oprindelse. Samtidig forstærker brugen af maneristisk grafik indtrykket af, at maleriet stammer fra 1600-tallet, hvor denne praksis jo var meget udbredt, mens det omvendt er meget udsædvanligt, at kopiere ældre grafik i eksempelvis 1800-tallets malerkunst; man skal dog aldrig sige aldrig, for Assens Kirke har jo rent faktisk et altertavlemaleri fra 1826, hvis motiv er hentet fra et manieristisk kobberstik.

Så vidt så godt. Men hvis nogen ligger inde med oplysninger om maleriet og om hvordan det dog er endt i Assens Kirke, så er jeg lutter øren!

Højt til vejrs i Svendborg

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 23. februar 2011 i Dendrokronologi, kirkebesøg, Svendborg Skt. Nikolaj Kirke og svendborg vor frue kirke. 0 Kommentarer

Nogle gange findes de mest spændende oplysninger på de mest utilgængelige steder. Sådan er det med loftet over sakristiet på Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg. Sakristiet er tilføjet i senmiddelalderen på nordsiden af korforlængelsen fra senromansk tid. Korforlængelsens oprindelige nordfacade står derfor relativt velbevaret inde bag sakristiet. Der er bare lige det problem, at eneste adgang til loftet er gennem et lille tagvindue højt over jorden. Derfor måtte vi have fat i en lift, som kunne løfte os op til vinduet, og heldigvis kunne vi lige netop klemme os ind. Man kan måske spørge, om det virkelig var nødvendigt. I dette tilfælde var det, fordi kirken undergik en stor restaurering 1892-94, hvor mange oprindelige detaljer blev rekonstrueret på mere eller mindre sikkert grundlag. Derfor var det vigtigt at se de få oprindelige detaljer, som nu er skjult. Fra loftet kunne vi bl.a. se, at stræbepillerne ikke var tilføjet i gotisk tid som hidtil antaget, de var derimod samtidige med korforlængelsen.  Stræbepillerne var tolket som en nødvendig tilføjelse pga. hvælvets udadrettede kræfter. De har formentlig i stedet skullet støtte korforlængelsen, som fra begyndelsen var opført på ustabil grund.

Da liften nu var på stedet, tog vi chancen til at få nogle gode nærbilleder af detaljerne.

Da liften nu var på stedet, tog vi chancen til at få nogle gode nærbilleder af detaljerne.

Som omtalt af min kollega Rikke i et tidligere blogindlæg er Vor Frue Kirke i Svendborg næste opgave. Denne kirke er endnu hårdere restaureret end Skt. Nikolaj, og mange oplysninger om bygningshistorien skal findes på loftet. F.eks. har kirken et meget flot tagværk, som i hvert fald ikke er skiftet ved restaureringen i 1884. Det er dog nok heller ikke samtidigt med den oprindelige, senromanske kirke, da tilbygningerne fra senere i middelalderen har samme type tagværk som det bevarede, senromanske skib. Tagværket er derfor snarest sat op samtidig med tilbygningerne, og det kan fremtidige, dendrokronologiske undersøgelser måske bringe svar på. Men flot er det, uanset alderen.

Mogens fotograferer på loftet over nordre korsarm.

Mogens fotograferer på loftet over nordre korsarm.

Kom bare

Skrevet af Rikke Ilsted Kristiansen 1. februar 2011 i bogudgivelser, Foredrag og Middelfart Kirke. 0 Kommentarer

I morgen, hvor vi (som du kan læse nedenfor) udgiver “Kirken i Middelfart – Skt. Nikolaj Kirke”, præsenterer redaktørerne Thomas Bertelsen, David Burmeister Kaaring og Rikke Ilsted Kristiansen bogen med et lille foredrag i kirken. Det foregår kl. 14, og her er pressen og alle andre interesserede velkomne til at møde op.

Bogen vil kunne købes på stedet.