De fleste danske billedskærere, malere og stenhugger i 1500- og 1600-tallet var afhængige af forlæg for at kunne udføre de billeder, der nu smykker Danmarks kirker. Disse forlæg kunne være tegnede kopier, men ofte også grafiske blade, som i mange tilfælde kan identificeres. Sammenlignes kirkeinventarets udsmykninger med deres grafiske forlæg ser man som oftest, at billedskæreren gentog sit forbillede så nøjagtigt som muligt, men selvfølgelig indenfor de rammer, træet og ikke mindst billedskærerens evner nu en gang udstak.
Kendskabet til billedskærernes brug af forlæg rummer flere interessante perspektiver. For det første belyser det periodens billedproduktion i Danmark og siger samtidig en del om de udenlandske forbindelser og om det internationale marked for grafisk kunst, der også er et kendetegn for perioden. Samtidig er identifikationen af konkret betydning for foreståelsen af det inventarstykke.
I Middelfart Kirke er kendskabet til de grafiske forlæg især af betydning for den prædikestolsopgang, den mærkværdige middelfartske billedskærer Hans Nielsen Bang udførte 1679. Opgangen og dens dør er nemlig udsmykket med figurer der forestiller apostlene, men på nær de apostle på opgangsdøren (Peter med nøglen, Thomas med spyddet og Andreas med fiskene), er det kun Simon med saven, der har beholdt sin attribut. De øvrige otte figurer på opgangens langside står alle uden de kendetegn, man normalt kan identificere dem på.
Opgangens dør med apostlene Peter, Thomas og Andreas. Den højre topfigur forestiller Mattæus med englen, hvis afbrækkede hånd sikkert har holdt blækhuset
Her kommer forlæggene ind i billedet. I forbindelse med vores undersøgelse stod det klart, Andreas var skåret efter en radering af Jacques Callot fra 1631-serien Les Grands Apôtres, mens Simon viste sig at være udført med udgangspunkt i Antonius Wierix’ kobberstik fra serien De Tolv Apostle, stukket ca. 1585 efter Ambrosius Franckens tegninger.
Kigger man nu nærmere på disse to grafiske serier, opdager man, at Bang har gjort brug af begge, da han skar apostlene i Middelfart kirke. Han kopierede ikke sine forlæg direkte, men ligheder i gestikker, foldekast eller i måden et bælte er bundet afslører, at Wierix’ stik var inspirationskilden til de to nederste figurer, som nu kan identificeres som apostlene Johannes og Jakob den Ældre. På samme måde kan de fire øverste apostle på opgangen genkendes som Bartholomæus, Mattias, Simon og Judas Taddæus.
Opgangen. De afbildede apostle er fra venstre: Johannes, Jakob d.Æ, Jakob d.Y/Mattæus, Filip, Mattæus/Paulus, Bartholomæus og Mattias
Dermed mangler vi kun at sætte navn på de tre mellemstående figurer. Af disse har jeg kun forlægget for den ene, nemlig opgangens fjerde figur fra venstre, der er er udført efter en spejlvendt kopi af Jacques Callots Filip fra førnævnte Les Grands Apôtres.
Hvem de to figurer ved Filips sider forestiller, det er til gengæld uklart. Og mærkværdigvis må hele tre navne bringes i spil. De to apostle jeg ikke har identificeret er Mattæus og Jakob den Yngre. Imidlertid er Mattæus allerede afbildet som topfigur på opgangens dør, og da denne figur i modsætning til den anden topfigur har en fladt afskåret bagside, kunne det se ud til, at den oprindelig var tænkt til at stå foran et panel. Og hvis topfiguren i virkeligheden er apostelseriens Mattæus, så er det muligt, at den ene af de to uidentificerede figurer på selve opgangen skal forestille den trettende apostel, Paulus.
Ser man nærmere på den ene af de uidentificerede figurer (nr. 3 fra venstre), ser man, at hans ene håndflade er vendt nedad for at støtte det tabte redskab. Denne håndstilling kan passe på afbildninger af Jakob den Yngre med sin kølle, men også på Mattæus, der i f.eks. et stik af Jacob de Gheyn efter Karel van Mander netop er afbildet med åben bog og hånden hvilende på enden af et økseskaft. Til gengæld er det mindre sandsynligt, at figuren skal forestille Paulus, der normalt afbildes med et sværd i hånden.
Den sidste figur på opgangen (nr. 5) har aldrig haft anden attribut end den bog, han støtter med begge hænder. Når han i modsætning til de øvrige apostle alene skal identificeres ved hjælp af bogen, må de oplagte kandidater vel være Paulus eller Mattæus, der jo traditionelt opfattes som forfatteren til et af evangelierne.
Det springende punkt er derfor, om man regner topfiguren forestillende Mattæus med til serien eller ej. Regner man topfiguren med, må opgangens tredje figur opfattes som Jakob den Yngre, mens den femte figur med bogen må være Paulus. Inkluderer man derimod ikke topfiguren, kan jeg ikke komme det nærmere end, at den tredje figur forestiller Jakob den Yngre eller Mattæus, mens den femte repræsenterer enten Mattæus eller Paulus.
Alle forlæg er ikke identificeret og alle problemer derfor heller ikke løst. Hvem skal den kvindelige topfigur eksempelvis forestille? En attributløs kardinaldyd (jf. dørens Retfærdigheden)? En Maria, der mod sædvane ikke beder? Alligevel giver undersøgelsen af forlæggene vigtige informationer om både opgangens ikonografi og om Bangs kunstneriske tilgang til sine forlæg – ikke mindst hvis man også begynder at se nærmere på forholdet mellem Middelfarts apostle og deres umiddelbare forgængere i Bangs værk: prædikestolen i Assens.
Men det er en anden historie.
