For mange mennesker er det en mangel, hvis en kirke ikke har et tårn, hvorfra klokkerne kan kalde til kirkelige handlinger. Men problemerne kan være mange, før det lykkes at rejse et, selvom det har hørt med til de oprindelige planer. Et eksempel fra Samuels Kirke i København vil vise det. Kirkens arkivalier er netop blevet gennemlæst i forbindelse med en undersøgelse af de nedlagte folkekirker i København.
Samuels Kirken i Thorsgade er bygget på initiativ af Københavns Kirkefond, altså på privat initiativ og for så beskedne midler, ja, så få midler at flere af kirkerne blev opført som midlertidige bygninger i træ eller kokolit (pap med forstærkninger af kokusvæv).
Sognet oprettedes i 1923, men menigheden benyttede i de første par år Simeons Kirke som sognekirke. Det lykkedes dog hurtigt at flytte til egne lokaler i Thorsgade. Arkitekten var Carl Schiøtz, der havde leveret tegninger til en kirke med krypt, kirkebygning og tårn, som kunne opføres i tre etaper efterhånden som man fik indsamlet midler. Tårnet kendes fra en tegning fra 1924 og var da udstyret med en behersket ornamentik med lisener og med tre glamhuller på hver side. Der var ikke penge til det i første omgang, men der var råd til krypten, der allerede i september 1925 blev indviet som kirkesal.
Herefter fortsatte indsamlingsarbejdet til kirkens fuldførelse, og 2. fase blev nået, da man i 1932 kunne indvie kirkens skib og kor. Det nye byggeri havde forudset fundament til et tårn, der kun nåede 1. sals højde, og hvor der symbolsk var placeret en klokkestabel. Ved det videre arbejde med tårnet havde Schiøtz gjort det mere klassicistisk end i det ældre projekt med store enkle flader og ét stort glamhul i hver side. På toppen havde han forestillet sig et lavt pyramidetag med et kors på toppen.
Menigheden ville imidlertid ikke lade sig nøje med tårnfundamentet og en klokkestabel, men ville have kirken ”bygget færdig” som det hed. ”Komitéen til Fuldførelsen af Samuels Kirke” overlod dog i 1943 sine midler til Menighedsrådet, der i stedet for at opføre tårnet, brugte pengene på et nyt orgel.
Men tårnfundamentet lå og mindede om den uafsluttede 3. fase af kirkebyggeriet, og da man i 1955 forberedte kirkens 25-års jubilæum, blev tanken om at fejre dagen ved at få bygget det planlagte tårn. Man henvendte sig til Kirkeministeriet, og drøftede i flere tempi mulighederne, men uden den større interesse fra centralt hold.
Lokalt glemte man imidlertid ikke sagen, men da man i 1964 fornyede klokkestablen blev det dog erkendt, at der nok ville ”gå nogen tid, inden tårnet kunne bygges”, og i 1967 meldte Kirkeministeriet ud, at der var et byggestop for statsligt byggeri. Et lille skub fremad havde man fået i 1965 ved en gave på 532 kr. fra en tidligere organist, og beløbet blev ved indsamlinger efterhånden forøget til 5.355 kr. Det forslog jo kun lidt til et helt tårn, men afholdt ikke menighedsrådet fra så sent som i december 1967 at gøre et nyt forsøg på at få afsluttet Carl Schiøtz’ kirke på værdig vis. En ny ansøgning blev sendt til Kirkeministeriet, der som tidligere gav et afslag.
Samuels Kirke nåede ikke at få sit tårn. De indsamlede penge til tårnet blev i stedet brugt til en messehagel. Det strakte midlerne bedre til. Et tårn fik kirken således aldrig. Kirken blev taget ud af brug i 2013, og bygningen er ved at blive indrettet til kollegiet med indlægning af etageadskillelser og skillerum. Hvad tårnfundamentet vil blive brugt til er uvist: Klokkestabelen er væk, men et er sikkert, det vil aldrig blive brugt til opførelsen af et tårn.
Bjørn Westerbeek Dahl, Danmarks Kirker
