Arkiv-side 6

Video fra Svendborg Vor Frue Kirke

Vi har lavet en video fra Svendborg Vor Frue Kirke, hvor vi fortæller om vores arbejde med kirken og om Danmarks Kirker i det hele taget.

Sidst vi besøgte Vor Frue Kirke i Svendborg lavede vi nogle videooptagelser, hvor vi med udgangspunkt i kirken fortæller lidt om, hvordan vores arbejde på Danmarks Kirker foregår. Du kan blandt andet høre om spor i murværket, om givere af prædikestole og om gamle regnskaber m.m. Filmen er optaget og klippet af Heidi Lykke Petersen.

I øvrigt har vores manuskript om Vor Frue Kirke været gennem korrekturlæsning, og det er netop nu ved at blive layout’et. Vi håber, at den færdige bog ligger klar hos boghandleren i løbet af januar.

Carl Bloch og Farum Kirke

I Danmarks Kirker, Frederiksborg Amt bind IV s. 2491 kan man læse, at der 1876 “blev truffet aftale med A. Dorph om udførelse af et nyt altermaleri; det forestiller Jesu vandring på søen og er malet med olie på lærred, 118×83 cm.” Dorphs altermaleri sad i altertavlen indtil 1951, hvorefter det blev ophængt bag orglet.

Det var imidlertid ikke fra starten af meningen, at Dorph skulle have malet dette billede. Selvom Kirkeværket ikke nævner noget herom, er dette uomtvisteligt, for i forbindelse med mit engagement i Carl Bloch er jeg stødt på et brev, Bloch skrev 25. februar 1876, der belyser anskaffelsen af maleriet. Brevet lyder:

”                                                        Kjøbenhavn den 25. Februar 1876

Til Fru Cora Leth.

I den Tid Underhandlingerne har staaet paa imellem Dem, ærede Frue, og mig, angaaende Altertavlen til Farum Kirke, har jeg faaet overdraget og modtaget at male Altertavlen til den nye Kirke paa Østerbro. Dette, i Forening med Udsmykningen af Universitetets Festsal, umuliggjør det for mig i de første par Aar at paatage mig andre Arbeider, og beder jeg Fruen derfor overdrage Bestillingen paa Altertavlen til Farum Kirke til en anden Maler

Deres ærbødige Carl Bloch”

Brevet befinder sig i Det Kgl. Biblioteks håndskriftssamling, og blev af gode grunde ikke læst i udarbejdningen af Kirkeværkets beskrivelse af Farum Kirke, da der jo ingen grund var til at læse Blochs breve igennem. Men det var altså oprindelig tanken, at Carl Bloch skulle have malet kirkens nye alterbillede. Og først da Bloch fik en åbenbart mere prestigiøs, lukrativ eller ganske enkelt hurtigere konkretiseret bestilling fra Skt. Jakobs Kirke på maleriet af Den opstandne Kristus, gik opgaven til ungdomsvennen, periodens anden store kirkekunstner, Anton Dorph.

 

 

Tanker fra et praktikophold på Danmarks Kirker

Kunsthistoriker Line Marschner har været fire uger i praktik på Danmarks Kirker. Her fortæller hun om sine indtryk. 

At kirkearkitektur er et emne med mange spændende indfaldsvinkler har jeg nok en gang kunnet konstatere under mit praktikophold på Danmarks Kirker i oktober 2011. Som kunsthistoriker med speciale i sakral arkitektur er jeg fortrolig med værket ”Danmarks Kirker”, som jeg har brugt som opslagsværk adskillige gange. Værket er en uvurderlig kilde til konkret, fagligt velfunderet viden om kirkebygningerne og deres historie.

Selv har jeg de senere år beskæftiget mig med kirkerne fra en lidt anden vinkel, nemlig fra en teologisk og æstetikteoretisk vinkel. Det lyder luftigt og er det vel egentlig også. Men uanset indfaldsvinklen retter både kirkeredaktørernes og min interesse sig mod bygningerne selv, vores smukke og informationsrige kirker, og det at formidle den vigtige kulturarv, de er eksponenter for.

Jeg ønskede at følge redaktørerne i en periode på fire uger for at se kirkerne med deres øjne. Hvilke oplysninger er vigtige, når en bygning, dens inventar og historie skal formidles i et opslagsværks koncentrerede form? Hvordan foregår den redaktionelle proces? Praktikopholdet har givet mig indblik i det bygningsarkæologiske, historiske, kunsthistoriske og dendrokronologiske arbejde med at registrere, forstå og formidle monumenterne og deres mange informationer om menneskelig aktivitet igennem århundrederne op til vores egen tid.

Adskillige tusinde monumenter – eksisterende, fragmenterede og borte – er allerede beskrevet og udgivet i ”Danmarks Kirker”, og endnu venter mange forude. Arbejdet vil, som det er mange bekendt, fortsætte i årevis fremover. Så meget desto mere gør det indtryk at se den gejst, faglige omhu, interesse og det nærvær, redaktørerne lægger i hvert nyt hæfte af ”Danmarks Kirker”. Tak til Kirkeværkets redaktører for det inspirerende indblik, jeg har fået i jeres store og betydningsfulde kulturhistoriske arbejde.

Kunsthistoriker Line Marschner

Så tager vi fat på Sørup Kirke

Læsere af kirkebloggen vil vide, at vi for nogen tid siden ledte ihærdigt efter kildemateriale til Sørup Kirke; desværre uden det store held.  Nu, efter mit arbejde med hjemmeside og Assens Kirke er mestendels overstået, er min undersøgelse af Sørup Kirke gået i gang. I den seneste tid har jeg læst op på det materiale vi ligger inde med, og tirsdag-onsdag (18.-19. oktober) vil jeg besøge kirken første gang for at foretage en indledende undersøgelse. Denne vil som sædvanlig bestå dels af en fotografering af kirkegenstande – for mit vedkommende gravminder og inventar, – dels af en beskrivelse af samme genstande.

En af de genstande, jeg i særlig grad glæder mig til at stifte bekendtskab med er Carl Blochs altermaleri fra 1861, da jeg parallelt med arbejdet med Sørup Kirke skal bidrage med en artikel om Blochs grafiske arbejder til en kommende udstilling om denne væsentlige, men fortsat noget uglesete kunstner. En pudsighed ved dette maleri er i øvrigt, at hvor man normalt finder kopier efter Carl Blochs meget få altermalerier i de danske kirker, så er der i dette tilfælde tale om et altermaleri, Bloch selv udførte ved at kopiere en berømt maler, nemlig den italienske barokmaler Guercino.

Tilføjelse 26. okt.: mit første besøg i Sørup gav mig – foruden de nu tilføjede fotografier – også interessante oplysninger om den gamle altertavle. På rammens bagside stod således med blyant, at såvel maleri som ramme er fra 1861, og sidstnævnte er udført efter en tegning af den i 1861 25-årige arkitekt Vilhelm Dahlerup, der siden skulle bygge bl.a. Ny Carlsberg Glyptotek (og bryggeri), Statens Museum for Kunst, Det Kgl. Teater, Jesuskirken i Valby og Hotel d’Angleterre.  Såvel rammen som maleriet er altså ungdomsværker af to meget vigtige repræsentanter for det sene 1800-tals kulturliv; Blochs maleri er endda hans ældste kendte religiøse motiv (ifølge Rikard Magnussens værkfortegnelse, hvor maleriet ikke figurerer) og indvarsler således Carl Blochs opblomstring til at blive den formentlig mest indflydelsesrige repræsentant for det danske religiøse maleri nogensinde.

Søg, og du skal finde hundredvis af kirker

Fra i dag, tirsdag den 11. oktober, er vi gået i luften med en ny hjemmeside, hvor vores beskrivelser af flere end 500 kirker, kapeller, kirkesale og kirkegårde findes tilgængelige. Det betyder, at du nu på din computer kan læse om kirker i de tidligere Ringkøbing, Århus, Vejle, Odense, Svendborg, Maribo og Bornholms amter.

Det er en særlig bevilling fra Kirkeministeriet, som har muliggjort indscanningen af de cirka 14.000 bogsider. Når det lykkes os at skaffe yderligere finansiering, vil også de øvrige kirkebeskrivelser, som hidtil er udgivet i bogform, kunne læses via http://danmarkskirker.natmus.dk. Se evt. flere detaljer i pressemeddelelsen.

Kig forbi hjemmesiden og vend gerne tilbage her på bloggen, og fortæl, hvad du synes om den nye mulighed.

Mårup Kirkes nedtagning fortsætter

Danmarks Kirkers bygningsredaktør Thomas Bertelsen er atter at finde på Lønstrup Klint vest for Hjørring, hvor Nationalmuseet netop nu er gået i gang med endnu en etape i nedtagningen af Mårup Kirke, som ellers frygtes at styrte i Vesterhavet.

Nationalmuseets hjemmeside er der videodagbog fra Thomas Bertelsen.

I et tidligere indlæg her på bloggen kan du se billeder fra den første nedtagningsetape. Vil du hellere læse om nedtagningen, har Thomas Bertelsen skrevet en kort artikel om arbejdet.

Krakow 2

Regnskabet over Krakow Summer Institute kan efterhånden gøres op. De forudgående ni ti dage med undervisning i ni-ti timer har været intense og udmattende, men også meget udbytterige. Vi har fået indblik i træet som materiale, den historiske brug i bl.a. den italienske, senmiddelalderlige kirkekunst, og gennemgået de forskellige konserveringsmæssige løsninger til at bevare panelmalerier i en æstetisk appellerende fremtoning.
Størstedelen af tiden hernede foregår altså i et klasseværelse, men vi har da haft en enkelt fridag til at besøge byens museer. Desværre er Czartoryskichsamlingen lukket i denne periode, så det er ikke muligt at se Rembrandts landskabsmaleri; eller Leonardos Kvinde med Hermelin, hvis man foretrækker dét billede. Til gengæld er der Wawel, med en meget smuk renæssanceborg og en mindre, men utroligt rigt udsmykket katedral, og dette kunne sagtens bruge det meste af en søndag på.
Koblet med de mange undervisningstimer har dette så også betydet, at tiden til at se på byens mange andre kirker har været mere end almindeligt begrænset. Dog har vi været på ekskursion for at se på de konserveringsmæssige udfordringer, der er knyttet til de sydpolske trækirker. Her hørte vi meget interessante foredrag om både overvågning af bevaringstilstand, lokale restaureringspraksisser og overvejelser over hvorledes man bedst bevarer de meget sårbare trægenstande i de mindre end ideelle miljøer, der findes i ikke mindst kirkerne. Blandt andet blev det anbefalet at slukke for de udtørrende centralvarmeanlæg og leve med uopvarmede kirkerum også om vinteren. Det perspektiv får det nok til at gyse i mange kirkegængere, men bliver faktisk praktiseret i de polske trækirker…
Alt i alt har dette, mit første Summer Institute, været en fantastisk oplevelse. Egentlig er der vel kun en ting at sige om det i Danmark vel næsten ukendte princip om at arrangere intensiv, international undervisning af denne art: so ein ding müssen wir auch haben!

( Denne lokale mand ser man overalt i Krakow, både på postkort, gigantiske plakater, plancheudstillinger og ved altre i snart sagt alle kirker. Sjovt nok ser han aldrig ud, som jeg husker ham.)

Oplevelser fra Krakow

Jeg har det held, at jeg i disse dage deltager i Krakow Summer Institute med titlen “Panel Paintings – understanding, deterioration, mechanisms and conversation practices”. Det er et ti dages kursus, hvor en gruppe af konservatorer og kunsthistorikere fra Europa mødes for at lære mere om bevaring af panelmaleri og mødet mellem kunsthistorie og konservering.

På kursets anden dag har vi benyttet ni timer på at få mere grundlæggende kendskab til træs grundlæggende karakteristika og udfordringer, dels et større indblik i middelalderlige italienske korbuekrucifikser. Sidstnævnte både omfattede både et stilhistorisk overblik – leveret efter bedste italienske traditioner – dels en gennemgang af den håndværksmæssige udførelse af de malede krucifikser med særligt fokus på Cimabue og Giottos værker.

Det var en fornøjelse at høre en gennemrutineret italiensk konservator, Ciro Castelli, gennemgå de håndværksmæssige metoder og idéerne der ligger til grund for italienske krucifikser og deres måder at samle krucifiksernes forskellige dele samt styrke strukturen.  Jeg har desværre ingen billeder af måderne hvorpå krucifikserne er samlet, men man kan se nogle af dem her:

Cimabue, Krucifikset i Santa Croce, Firenze: http://en.wikipedia.org/wiki/Cimabue

Giotto, Sante Maria Novella:  http://it.wikipedia.org/wiki/Crocifisso_di_Santa_Maria_Novella

Giotto, Ognissantikrucifiks: http://www.bbc.co.uk/news/world-europe-11695349

Som inventarredaktør står man jævnligt overfor korbuekrucifikser, altertavler, prædikestole ol. hvor en større fornemmelse for de snedkermæssige løsninger vil kunne bidrage betydeligt til forståelsen af materialet. Ligesom selvfølgelig kursets ambition om at skabe et fælles sprog mellem konservatorer og kunsthistorikere forhåbentlig også vil betyde, at jeg får større indsigt i de konserveringsmæssige valg, der ligger bag restaureringen af kirkegenstandene. Derudover  kan man jo håbe, at et bedre blik for de materielle karakteristika vil kunne biddrage til at gøre mine inventarbeskrivelser yderligere behjælpelige for det enorme arbejde med at bevare og konservere den danske kirkekultur.

Alt i alt var det et glimrende udbytte af kursets første undervisningsdag!

Hvor kom inspirationen fra?

Svendborg udmærker sig ved at have to store senromanske købstadskirker, Skt. Nikolaj og Vor Frue, som er bygget næsten samtidigt. Det er i sig selv usædvanligt byens størrelse taget i betragtning, og der kan foreløbig ikke gives nogen forklaring på det. De to kirker har flere fælles arkitektoniske træk, f.eks. de meget dekorative friser i form af rundbuefriser, rudefriser, tagspærfriser m.v. Skt. Nikolajs kor har et væld af forskellige dekorationer og repræsenterer en lidt ældre fase end skibet på begge kirker, men det kan også have været tilfældet med Vor Frues oprindelige kor. Det blev revet ned – formentlig i 1300-tallet – og vi kender intet til dets udformning.

Nordfacaden af Skt. Nikolajs kor med dekorationer og romansk portal i fremspring.

Dengang – som nu – hentede man inspiration forskellige steder. Man lånte elementer og inkorporerede dem i sit eget byggeri, men uden at det kan betragtes som efterligning, da man ikke kopierede hele bygningen. Påvirkningen har heller ikke nødvendigvis været ensidig, der kan sagtens have været tale om en gensidig udveksling.
Men hvor finder vi så de nærmeste slægtninge til Svendborg-kirkerne? I Danmark er der flere eksempler i købstæderne ved Jyllands sydøstkyst, f.eks. Vejle Skt. Nikolaj, som oven i købet har været to-skibet ligesom Vor Frue. Et andet interessant område er Lolland, Falster og Møn, hvor der findes både købstads- og landsbykirker fra samme periode og med samme træk. Et eksempel er Sakskøbing Kirke, som har dekorationer, der ligner Skt. Nikolajs.

Sakskøbing Kirke, sydfacaden af det senromanske skib.

Både mod nord og mod syd giver døre på sædvanligvis adgang til kirken. Begge dørene er omfattet af rundbuede portaler i fremspring, som stilmæssigt er i familie med Skt. Nikolajs korportal.

Sakskøbing Kirkes nordportal placeret i fremspring. Derover trekløverbuet blænding.

Skal man kigge ud over landets grænser, falder blikket på det nordtyske område, som man i kraft af Østersø-handlen havde tætte kontakter med i denne periode. Her ses både på de store bykirker og på mindre landkirker mange af de samme detaljer: de forskelligt formede friser, lisenerne og de mangefalsede portaler i fremspring. Derudover kendes både eksempler på treskibede basilikaer med samme plan som Skt. Nikolaj og på to-skibede kirker svarende til den plan, som Vor Frue tidligere havde. På nogle tidspunkter er den nordtyske og den danske udvikling tæt afhængige af hinanden, enten med envejs inspiration, eller som ovenfor nævnt med gensidig udveksling. På andre tidspunkter foregår udviklingen separat. Uanset hvad har man begge steder fået den oprindelige inspiration fra et helt andet sted, nemlig fra den italienske teglstensarkitektur i Lombardiet. Dette bevidner som så mange andre ting, at Danmark i høj grad var en del af det europæiske samfund allerede i middelalderen.

Et vindue i Vor Frue Kirke, Svendborg

Svendborg Vor Frue Kirke er en senromansk teglstenskirke fra første halvdel af 1200-tallet. Pga. en hårdhændet restaurering 1884 har den ikke bevaret oprindelige døre eller vinduer. Ved den omtalte restaurering blev der dog fundet spor af vinduer, som man mente, var oprindelige. Nogle af disse ses i dag som rekonstruerede spor i både nord- og sydfacaden. På opmålingerne fra 1882 ses de oprindelige vinduer indtegnet, men formen er ikke rigtig senromansk. Et vindue fra den periode skal gerne være smiget både indad- og udadtil, hvilket vil sige, at der er skrå sider, sådan at vinduesåbningen er bredest og højest helt ude i facaden, mens selve vinduet er noget mindre. På den måde fik man mest muligt lys ind i kirken gennem et forholdsvis lille vindue.
   På opmålingen er vinduerne tegnet uden en smig udadtil, og vi ville gerne undersøge, om dette var korrekt. I så fald stod vi nemlig enten med nogle meget usædvanlige, senromanske vinduer, eller med vinduer, som slet ikke var oprindelige. Heldigvis er der over loftet i det gamle våbenhus (nu dåbsventeværelse) bevaret rester af et af vinduerne, og vi fik en særlig tilladelse til at fjerne tilmuringen, så vi kunne se detaljerne.

Udmuringen hugges ud.

Det viste sig, at vinduet ikke var tilmuret med massivt murværk. Det stod åbent inde bag en blot halv sten tyk tilmuring. Vi kunne derfor hurtigt se, at den gamle opmåling ikke var korrekt, idet der var tale om et typisk, senromansk vindue med smig både indad- og udadtil.

Her er det meste af tilmuringen hugget ud, og smigen viser sig.

Inde i vinduet viste der sig også flere spændende detaljer. Glasfalsen, som man monterede de blyindfattede ruder op imod, var bevaret. Der sad tilmed stadig en del af sømmene, som havde holdt ruderne fast.

Til højre og foroven i billedet ses glasfalsen (de lodret stillede sten) og de små søm, som fastholdt ruden.

Hvorfor vinduerne er tegnet forkert på opmålingerne, vides ikke med sikkerhed. Arkitekten Ove Petersen, som stod for restaureringen 1884, har muligvis undersøgt et andet vindue, som på et tidspunkt kan være blevet ændret. På plantegningen kan man se, at der også har været detaljeopmålinger af vinduerne, men disse er desværre ikke bevaret. De kunne måske have givet os svaret på, hvad det egentlig var, Ove Petersen så. Desværre får vi heller ikke meget ud af de spor, som nu ses i facaderne, da de ikke er korrekte rekonstruktioner. Man har formentlig ved skalmuringen af kirken blot lavet et stiliseret spor af et af vinduerne.