Arkiv-side 9

Nyt om Dankvart Dreyer (og Assens Kirke)

I Nationalmuseets korrespondancearkiv er jeg stødt på nogle notater, maleren Niels Ringe (1791-1854) har nedfældet i løbet af et besøg i Assens. jeg ved ikke hvornår besøget præcis fandt sted, men det må være kort før 1842, at dømme efter det, han fortæller.

 

Hans noter er særdeles interessante, ikke mindst fordi de bringer oplysninger om Dreyers maleri i Assens Kirke, der så vidt jeg ved er upublicerede. Af den grund følger her hele det pågældende afsnit i transskription:

I Assens har jeg seet tem(m)elig betydelige og sieldne Samlinger af Aaldsager af steen og metaller hos en Reebslager Sebæk og en ung maler Drejr, denne sidste har et Maleri som han har udført til en Altertavle, forestillende Jesus kom(m)e ind af Lukkede Døre til sine Dissiple og aaben barer sig for disse, dette Maleri ønsker han at sælge til en Kierke, han maler godt. Blandt Drejrs Oldsager er et kristusbillede støbt af Bly eller Tin, men kun af ringe udførelse. Det skal være fundet ved Helligkilde ved Assens, samt flere ting funden i en Gravhøy på Assens Grund i en høy som er blevet udgravet kaldet Stejlebjærg. Blandt det heri fundne var nogle Sjældne Ravsirater. Dette var i Drejrs Samling.”

 

Niels Ringe giver altså interessante oplysninger både om Dreyers lille samling af oldsager og om et maleri, som er det, der interesserer os hér. Det befinder sig nemlig nu i Assens Kirke og forestiller Kristus der viser sig for apostlene og de tre Mariaer. Selvom den er godt skjult i et skyggeparti nedenfor Kristus, er maleriet signeret “D. Dreyer”.

Ved at gennemgå kirkeregnskaberne har vi kunnet bekræfte den lokale overlevering, at maleriet blev skænket af kunstneren selv, samt tilføje, at maleriet indgik i kirkens inventar 1842. Med Niels Ringes notat i hænderne kan maleriets ældste historie nu suppleres yderligere, idet Dreyer altså åbenbart gjorde sig forhåbninger om at kunne sælge maleriet som altertavle, før han altså i sidste ende valgte at forære det til sin hjembys kirke.

Hvad arkivet gemmer 2

I Antikvarisk-Topografisk Arkiv er fra Skt. Nikolaj Kirke i Svendborg bevaret et omfattende materiale af beretninger og korrespondance fra en stor restaurering i årene 1892-94. Her førte arkitekt H. B. Storck kirken tilbage til sin oprindelige skikkelse. Først blev den dog undersøgt af den lokale arkitekt, H. Wandall, som rapporterede alt til Storck. I brevvekslingen kan man følge, hvilke bygningsarkæologiske undersøgelser Wandall foretog, og hvilke resultater de gav. Storck skulle for at genskabe den senromanske kirke bruge Wandalls undersøgelser og opmålinger som grundlag for sit eget forslag. Da restaureringen gik i gang, fik endnu en arkitekt, J. Magdahl Nielsen, den daglige ledelse på stedet. Han skrev restaureringsdagbog, hvor han noterede, hvilke nye spor man fandt i murværket under restaureringen, og hvad der blev foretaget. Man kan ved at sammenligne de tre arkitekters materiale se, at der undervejs blev ændret på nogle af planerne, fordi man fandt nye spor, som ændrede den opfattelse af bygningshistorien, man indtil da havde haft.

Magdahl Nielsens dagbog

Magdahl Nielsens dagbog

 

Storcks forslag til restaurering

Storcks forslag til restaurering

Brønshøj Kirke i snevejr

I Brønshøj har det sneet næsten hele dagen, og det sner stadig her til aften. I løbet af dagen tog jeg nogle billeder af min lokale kirke i snevejret. 

Brønshøj Kirke i snevejr lørdag morgen

Brønshøj Kirke i snevejr lørdag morgen

 

Brøsnhøj Kirke i snestorm

Brønshøj Kirke i snestorm lørdag eftermiddag

 Brønshøj Kirke er Københavns ældste, siden landsbyen Brønshøj i 1901 blev indlemmet i Københavns Kommune. Kirken er opført i slutningen af 1100-tallet med skib og kor af kridtkvadre, og omkring 1450 blev tårnet tilføjet. Den ligger højt på toppen af en bakke, smukt omgivet af  sin gamle kirkegård, der stadig fungerer som lokalkirkegård for Brønshøj.

 
Brønshøj Kirke. Snevejret holder pause.

Brønshøj Kirke under et ophold i snebygerne.

Lidt nyt om Assens og Middelfart

Som bekendt er Odenseredaktionen i disse dage splittet dels mellem færdiggørelsen af Middelfart Kirke, der i øjeblikket er ved at blive lay-outed, og arbejdet med at undersøge Assens Kirke og skrive om den.

At vi på den måde holder Middelfart i frisk erindring, samtidig med at vi arbejder os ind på Assens er på mange måder fordelagtigt.Som det vil fremgå, når begge kirker er færdigbehandlede er bygningerne trods de mange forskelle at opfatte som en art søsterkirker, og som allerede nævnt finder man også tydelige bindeled, når det kommer til inventaret. Således er det gentagelsen af en figur forestillende apostlen Andreas på prædikestolsopgangen i Middelfart Kirke, der udgør det mest konkrete bevis på, at Hans Nielsen Bang også må være mesteren for prædikestolen i Assens Kirke.

Hans Nielsen Bangs prædikestol i Assens Kirke

Hans Nielsen Bangs prædikestol i Assens Kirke

Efter at have arbejdet med Assens-stolen nogen tid står dens relation til andre fynske prædikestole mere klart frem. Stolen er karakteriseret ved dels det rige figurskærerarbejde med kerubhoveder, vrængemasker, rektangulære storfeltsrelieffer i højt profil og ikke mindst de ret slanke og rektangulære hjørnefremspring, der i dette tilfælde er prydet af udskårne apostelfigurer, men i andre tilfælde af snoede og vinrankeomvundne søjler. Sådanne finder man nemlig også blandt de beslægtede prædikestole, der blev skabt i Middelfart i årene efter 1650.

De tydeligste paralleller til prædikestolen er udført af Hans Nielsen Bang til to landsbykirker i Middelfarts omegn, Nørre Aaby (1649) og Indslev (o. 1650), og også prædikestolen i Odenses Skt. Hans Kirke (o. 1670-99), er af denne type. I Danmarks Kirker tilskrives stolen “Middelfartskolen”, hvilket virker rigtigt.  Personligt mener jeg dog godt, at vi kan se bort fra Hans Nielsen Bang selv – dertil er billedskæreriet for forskelligt. Men måske er det et værkstedsarbejde eller en billedskærer, der var uddannet dér; f.eks. Jørgen Rasmussen, hvis hånd kendes fra bl.a. Taulov Kirke.

Prædikestolen i Skt. Hans Kirke, Odense (e.1670)

Prædikestolen i Skt. Hans Kirke, Odense (e.1670), af "Middelfartskolen"

Selvom typen var populær i Vends Herred, så er der ikke tale om en egentlig vestfynsk type. For godt nok ombyggede Odensemesteren Anders Mortensen endnu en stol fra Vends Hrd, Asperupstolen, efter dette skema, men han leverede også en lignende prædikestol til Nyborg Kirke (1653). Og 14 år tidligere havde han udført en af de tidligste eksempler på typen til Odenses Vor Frue Kirke (1639).

Det er imidlertid heller ikke i Odense, man skal søge typens udgangspunkt, men på Langeland. Nærmere bestemt i Stoense og Bøstrup Kirker, der begge har prædikestole fra o. 1635 udført af den vigtige slesvigske billedskærer Hans Gudewerth d.y., der fik stor indflydelse i især Østdanmark igennem hans egne arbejder og via lærlingen Lorenz Jørgensens virke. Og netop i Gudewerths prædikestole finder vi de fleste af de træk, der siden kom til at kendetegne den fynske bruskbarokke prædikestol.

Kirker, vejr og klima

På lørdag den 13. november er det Arkivernes Dag, og temaet i år er Vejr og klima. Derfor har jeg fundet nogle eksempler på, hvordan vand og blæst har påvirket kirkerne. Har du en spændende vejr-historie fra din egen kirke, vil vi gerne høre den.

Stormomsuste kirker

Under en voldsom storm i 1631 blæste messeklokkespiret på Kerteminde Kirke ned og blev slået helt i stykker. I 1706 gik det ud over tagrytteren på Middelfart Kirke, som i faldet spolerede kirkens tag. Og helt galt gik det i 1731, da et voldsomt uvejr med lyn og torden rasede over Bogense. Lynet ramte kirketårnet, som blev beskadiget sammen med nogle af vinduerne, altertavlen blev ødelagt, og alterdugen brændte.

Efterårets og vinterens storme gjorde skade på kirkebygningerne næsten hvert år. Det gik hårdt ud over tagene, hvor tagstenene røg ned, og blypladerne blev flået løs, når vinden tog fat. Vinduer og døre blæste ind, og plankeværker og stakitter på kirkegården blev væltet til jorden. Heldigvis var det for det meste mindre skader, som blev udbedret som en del af den almindelige vedligeholdelse.  Kirkeværgen tilkaldte murermesteren og glarmesteren, som lagde stenene på plads og skiftede ruderne. 

Det er ikke underligt, at kirkerne fik storm- og tordenskader. De ragede højt op over alle andre bygninger og var derfor ekstra udsatte for lynnedslag, ligesom blæsten havde frit spil til at rive og ruske. Især Bogense Kirke havde en udsat placering yderst på en høj skrænt mod havet, et stykke vej fra byen. Også i dag kan der ske skader: Efter orkanen i 1999 måtte kobbertaget på sideskibene i Svendborg Skt. Nikolaj Kirke fornyes.

Baggrund

Jeg har hentet eksemplerne fra Danmarks Kirkers beskrivelser af fynske købstadskirker, men der er lignende beretninger fra kirker landet over. Hvis du har lyst til at se nærmere på, hvordan vejr og klima har påvirket kirkerne, kan du prøve at kigge i kirkernes regnskaber, som opbevares i landsarkiverne.

Kort over Bogense efter Resens Atlas 1677. Man ser kirkens udsatte placering ved vandet.

Kort over Bogense efter Resens Atlas 1677. Man ser kirkens udsatte placering ved vandet.

Hvad arkivet gemmer

Antikvarisk-Topografisk Arkiv på Nationalmuseet er landets hovedarkiv, hvad angår originale oplysninger om bl.a. kirker og kirkeinventar. Arkivet er en sand guldgrube, idet det indeholder forskellige kilder i form af fotografier, beretninger, korrespondance og opmålinger. For arbejdet med en kirke som Skt. Nikolaj i Svendborg er arkivmaterialet af største betydning, da kirken i 1824 blev ombygget til ukendelighed og i 1892-94 ført tilbage til sin ‘oprindelige’ skikkelse. Desuden findes der en del oplysninger om inventaret, hvoraf næsten intet ældre er bevaret.

Det kan i dag være svært at se på bygningen, hvad der er oprindeligt, og hvad der er skabt af arkitekten, som restaurerede. Rekonstruerede han f.eks. døre og vinduer ud fra spor, han havde set i murværket, eller havde han andre forudsætninger? Sådanne spørgsmål kan man være heldig at finde svaret på i arkivmaterialet. Antikvarisk-Topografisk Arkiv er også åbent for offentligheden tirsdag-fredag kl. 13-16. Det anbefales, at man melder sit besøg på forhånd, se http://www.natmus.dk/sw8231.asp

Nordsiden af kirken som den så ud, da man ved restaureringen i 1892-94 havde hugget pudset af. Længst til højre ses det område, hvor døren til nordre sideskib havde været. Der var ingen detaljer bevaret.

Nordsiden af kirken som den så ud, da man ved restaureringen i 1892-94 havde hugget pudset af. Længst til højre ses det område, hvor døren til nordre sideskib havde været. Der var ingen detaljer bevaret.

 

Kirkens indre set mod øst ved påbegyndelsen af restaureringen 1892-94. Gulvet er fjernet, og på arkadepillerne ses spor af det tidligere gulv, som lå meget højere.

Kirkens indre set mod øst ved påbegyndelsen af restaureringen 1892-94. Gulvet er fjernet, og på arkadepillerne ses spor af det tidligere gulv, som lå meget højere.

Synsprotokoller søges

Som det vil være læsere af denne blog bekendt, er Svendborg-redaktionen ved at lægge sidste hånd på beskrivelsen af Skt. Nikolaj Kirke. Samtidig er vi så småt ved at begynde på arbejdet med Vor Frue Kirke. Men vi mangler en af de vigtigste kilder til kirkernes udseende og indretning i anden halvdel af 1800-tallet, nemlig de ældste synsprotokoller fra 1862.

I Kirkeloven af 19. februar 1861 blev det bestemt, at alle kirker skulle underkastes et årligt syn, og at der ved hver kirke skulle etableres en særlig synsprotokol. Protokollen skulle indledes med en beskrivelse af kirken og en fortegnelse over dens inventar. Derefter skulle det år for år noteres hvilke forandringer, der skete.

Synsprotokollerne giver os således et billede af kirkebygningerne og deres indretning før de omfattende restaureringer i slutningen af 1800-tallet. Ofte er der tale om særdeles grundige beskrivelser af bygningens udseende og inventarets placering anno 1862 med oplysninger om materiale og farver, som ikke nødvendigvis kendes fra andre kilder. Kirkeregnskaberne kan nemlig være temmelig kortfattede i denne periode, og fotografier foreligger selvsagt kun i meget begrænset omfang.

Men i Svendborg er vi altså desværre i den situation, at vi ikke kan finde den ældste synsprotokol fra hverken Skt. Nikolaj eller Vor Frue. Det vil sige den protokol, der er påbegyndt i 1862 og formentlig rummer den vigtige beskrivelse af kirken samt oplysninger om forandringer i de følgende tre årtier. Begge kirker valgte at tage en ny protokol i brug i 1892, og de er bevaret: Den fra Skt. Nikolaj Kirke findes i kirkens arkiv, og den fra Vor Frue opbevares på Landsarkivet i Odense.

Man kan kun gisne om, hvad der kan være sket med de ældste protokoller, der er trods alt gået over hundrede år, siden de blev taget ud af brug. De kan være forsvundet ved en flytning, kasseret under en lidt for grundig oprydning, ødelagt af vand eller brand, glemt i en kasse på et loft eller i en kælder – mulighederne er legio. Påfaldende er det dog, at det er begge kirker, der savner deres ældste protokol. Har de mon været opbevaret sammen? Skulle vi være så heldige, at nogen af vores læsere har en ide til, hvor de kan være blevet af, hører vi meget gerne fra jer!

Synsprotokollen fra 1892 fra Svendborg Vor Frue Kirke
Synsprotokollen fra 1892 fra Svendborg Vor Frue Kirke
Opslag i synsprotokollen
  Opslag i synsprotokollen

Fra beskeden til statelig

Tirsdag den 9. november 2010 udgiver Nationalmuseet bogen “Gudum, Fabjerg, Resen, Humlum og Venø”.

Gudum, Fabjerg, Resen, Humlum, Venø

Kirkerne i Gudum, Fabjerg, Resen, Humlum og Venø repræsenterer en meget forskelligartet gruppe – fra den beskedne Venø Kirke  til den statelige Gudum Kirke, det tidligere var et kloster. I bogen kan du blandt andet læse om:

  • benediktinernonnerne og deres kloster i Gudum,
  • Danmarks mindste kirke,
  • aktive præster, der satte deres personlige præg på kirkerne.

Bogen “Gudum, Fabjerg, Resen, Humlum og Venø” udgør bog 12-13 fra Ringkøbing Amt i Nationalmuseets bogværk Danmarks Kirker. Bogen er på 216 sider. Den vejledende udsalgspris er 210 kr. Køb den i Museumsbutikken eller hos din lokale boghandler.

Det gamle orgel i Assens

J. P. Jacobsens forslag til opførelse af pulpiturer i sideskibene, 1831. (LA Odense, pergamentsamlingen, topografiske samlinger).

J. P. Jacobsens forslag til opførelse af pulpiturer i sideskibene, 1831. (LA Odense, pergamentsamlingen, topografiske samlinger).

Som nævnt her på bloggen har Odenseredaktionen netop været i Assens for at foretage en første undersøgelse af kirken. Den meget produktive uge kredsede for mit vedkommende omkring de mange gravsten, der er nedfældet i gulvet, indmuret i væggene, gemt på lofterne og i et enkelt tilfælde ligefrem brugt som fundament for søndre sideskibs ydermur. Dette har været særdeles udbytterigt, om end det også har været sin sag at komme igennem de mest nedslidte af inskriptionerne.

Et andet meget fint udbytte af turen stammer fra Landsarkivet i Odense, hvor vores student, Line, var henne for at se nærmere på noget tegningsmateriale.  Blandt de mange interessante tegninger, der virkelig vil være en støtte for vores arbejde, fandt hun også en enkelt, hvorpå kirkens ældst kendte orgel var tegnet. Det er faktisk lidt af et scoop.

Orglet blev bygget af orgelbygger Peter Carstensen, Viborg, formentlig omkring 1651, for det år betalte kirken 90 sletdaler til en orgelbygger. Under alle omstændigheder var orglet færdigt 1657, da borgmester Bunde Jacobsen og hustru Anne Jacobsdatter lod “dette Orgelværk Staffere, Gud til Ære og Kirken til en Beprydelse” – som en malet inskription på orglet berettede.

Nu om dage kendes orglet kun igennem en god håndfuld fragmenter, der befinder sig på Odense Bys Museer, mens to orgelpiber er i Nationalmuseet og andre to, hhv. 215  og 260cm høje, opbevares i kirken.  At disse er bevaret finder måske også sin forklaring i kirkens regnskaber, for 1753 besluttedes det at udskifte de fire “stoere træ piiber der sider i begge Pedal Principallerne ud i Kirken” med nye af metal, men at de gamle piber skulle blive siddende til udsmykning for orgelværket.

Med tegningen fra 1831 får vi nu en mulighed for at forstå ikke kun de bevarede orgeldele, men også den helhed, de har indgået i. Og ikke mindst får vi syn for, hvor eksemplarisk smukt orglet var tilpasset midtskibets vestmur.

Halvnøgen mand med skæg og kors: Johannes eller Jesus?

“De bliver aldrig færdige”. Sådan har mange nok tænkt i løbet af de snart 60 år, Kirkeværket er udkommet. Og det er jo netop forskningens grundvilkår, man bliver aldrig helt færdig.

Selv i disse dage, hvor Odenseredaktionen er travlt optaget af at gøre manuskriptet klar til layout, dukker der nye overvejelser op, og gamle tanker bliver revitaliserede.  For mit vedkommende var det et besøg i Aarhus’ store kirker, der bragte en gammel overvejelse over Middelfarts altertavle på banen igen.

Altertavle, o. 1650

Altertavle, o. 1650

Middelfarts altertavle…

… er angiveligt udført 1650 og skænket af borgmester Claus Madsen. Det mener man i al fald, men der er ikke nogen egentlig dokumentation herfor, sikkert fordi dens oprindelige bemaling og inskriptioner for længst er fjernet. Men at tavlen er fra midten af 1600-tallet er givet, derfor foreligger indirekte dokumentation som man må læse i det kommende hæfte om kirken. Og ikke mindst er den et typisk eksempel på den tids bruskbarok, både ved sin udsmykning (vrængemasker, snoede søjler og de mange figurer), og ved at dens rige dekoration skaber en vellykket helhedsvirkning, der overgår enkeltdelenes fremtræden, som især for figurernes vedkommende kan være ret plump.

Motiverne

Også i sit indhold er tavlen typisk.  I sin oprindelige udformning har dens tema været Kristi død og opstandelse, hvilket var illustreret i midteraksens relieffer, malerier og skulpturer. Postamentsrelieffet forestiller nemlig Nadverens Indstiftelse, det oprindelige altermaleri har nok fremstillet Korsfæstelsen, mens topfeltsmaleriet (nu ophængt i sakristiet) forestiller Opstandelsen, og øverst på altertavlen troner Kristus som Verdensdommer siddende på regnbuen. Dette tema kendes fra hele landet.

Moses i Aarhus

Det der slog mig ved mit besøg i den jyske hovedstad var, at man på mange af kirkernes epitafier genfinder Mosesfiguren, men hver gang var han parret med en skulptur af Johannes Døber; aldrig med Jesus. Så hvad er egentlig meningen i Middelfart? Skal skulpturen i virkeligheden opfattes som Johannes, sådan som kirken gør i sit formidlingsmateriale?

Jan Popels radering efter Palma Vecchios Johannes Døber (o. 1656-60)

Jan Popels radering efter Palma Vecchios Johannes Døber (o. 1656-60)

Johannes Døbers og Jesu ikonografi

Både Johannes og Kristus kendes fra stående fremstillinger med et stort kors i den ene hånd. Her er det afgørende småtingene: at Johannes afbildes i lodne kameluldsklæder og at hans kors er et spinkelt sivkors, og selvfølgelig at han ofte har følge af et lam, som symbol på hans erkendelse af Kristus som det “Guds Lam”, der skulle borttage verdens synder. Rent ikonografisk er der derfor ingen tvivl om, at skulpturen ikke kan forestille Johannes. Den forestiller derimod Kristus der med sin ene hånd rører ved sit sidesår, hvilket yderligere bekræftes af forlægget, et kobberstik af Antonius II Wierix efter Maerten de Vos hvori Kristi stigmata er tydelige. Dette stik er i øvrigt atter inspireret af Michelangelos berømte Kristusskulptur; se blot på hænderne.

Selvom mit besøg i Aarhus mindede mig om Moses ofte blev kombineret med Johannes Døber, mens sidestillinger af Moses med Jesus ikke ses ofte, så må vi altså konkludere, at den ellers så typiske altertavle i Middelfart er atypisk på dette punkt.

Middelfarts Kristus (o. 1650), Wierix' stik efter De Vos (o. 1580) og Michelangelos skulptur (1521)

Lov og Evangelium

Men hvorfor? Ja, det kommer måske tydeligere frem ved at se på de figurer, Moses- og Jesusskulpturerne er omgivet af. På Moses’ side ses Håbet og Retfærdigheden, mens Kristus er omgivet af Troen og Barmhjertigheden. Disse kardinaldyder gør det klart, at altertavlens to sider udtrykker et lutherske tema om menneskets splittelse mellem kød og ånd, mellem Lov og Evangelium.  Moses’ side repræsenterer livet under Loven, hvis overtrædelse  ifølge Luther gør menneskets synder synlige for hver enhver: “lovens rette opgave [er] at gøre os skyldige, at ydmyge, dræbe, føre til Helvede og tage alt fra os, – dog i den hensigt, at vi skal retfærdiggøres, ophøjes, levendegøres, komme i Himlen…” (Luther, 1531). Således nedbrudt af Loven må det syndige menneske derfor indse, at det alene kan frelses igennem troen på Kristus, hvis budskab er formidlet af Evangelierne.