“De bliver aldrig færdige”. Sådan har mange nok tænkt i løbet af de snart 60 år, Kirkeværket er udkommet. Og det er jo netop forskningens grundvilkår, man bliver aldrig helt færdig.
Selv i disse dage, hvor Odenseredaktionen er travlt optaget af at gøre manuskriptet klar til layout, dukker der nye overvejelser op, og gamle tanker bliver revitaliserede. For mit vedkommende var det et besøg i Aarhus’ store kirker, der bragte en gammel overvejelse over Middelfarts altertavle på banen igen.
Altertavle, o. 1650
Middelfarts altertavle…
… er angiveligt udført 1650 og skænket af borgmester Claus Madsen. Det mener man i al fald, men der er ikke nogen egentlig dokumentation herfor, sikkert fordi dens oprindelige bemaling og inskriptioner for længst er fjernet. Men at tavlen er fra midten af 1600-tallet er givet, derfor foreligger indirekte dokumentation som man må læse i det kommende hæfte om kirken. Og ikke mindst er den et typisk eksempel på den tids bruskbarok, både ved sin udsmykning (vrængemasker, snoede søjler og de mange figurer), og ved at dens rige dekoration skaber en vellykket helhedsvirkning, der overgår enkeltdelenes fremtræden, som især for figurernes vedkommende kan være ret plump.
Motiverne
Også i sit indhold er tavlen typisk. I sin oprindelige udformning har dens tema været Kristi død og opstandelse, hvilket var illustreret i midteraksens relieffer, malerier og skulpturer. Postamentsrelieffet forestiller nemlig Nadverens Indstiftelse, det oprindelige altermaleri har nok fremstillet Korsfæstelsen, mens topfeltsmaleriet (nu ophængt i sakristiet) forestiller Opstandelsen, og øverst på altertavlen troner Kristus som Verdensdommer siddende på regnbuen. Dette tema kendes fra hele landet.
Moses i Aarhus
Det der slog mig ved mit besøg i den jyske hovedstad var, at man på mange af kirkernes epitafier genfinder Mosesfiguren, men hver gang var han parret med en skulptur af Johannes Døber; aldrig med Jesus. Så hvad er egentlig meningen i Middelfart? Skal skulpturen i virkeligheden opfattes som Johannes, sådan som kirken gør i sit formidlingsmateriale?
Jan Popels radering efter Palma Vecchios Johannes Døber (o. 1656-60)
Johannes Døbers og Jesu ikonografi
Både Johannes og Kristus kendes fra stående fremstillinger med et stort kors i den ene hånd. Her er det afgørende småtingene: at Johannes afbildes i lodne kameluldsklæder og at hans kors er et spinkelt sivkors, og selvfølgelig at han ofte har følge af et lam, som symbol på hans erkendelse af Kristus som det “Guds Lam”, der skulle borttage verdens synder. Rent ikonografisk er der derfor ingen tvivl om, at skulpturen ikke kan forestille Johannes. Den forestiller derimod Kristus der med sin ene hånd rører ved sit sidesår, hvilket yderligere bekræftes af forlægget, et kobberstik af Antonius II Wierix efter Maerten de Vos hvori Kristi stigmata er tydelige. Dette stik er i øvrigt atter inspireret af Michelangelos berømte Kristusskulptur; se blot på hænderne.
Selvom mit besøg i Aarhus mindede mig om Moses ofte blev kombineret med Johannes Døber, mens sidestillinger af Moses med Jesus ikke ses ofte, så må vi altså konkludere, at den ellers så typiske altertavle i Middelfart er atypisk på dette punkt.
Lov og Evangelium
Men hvorfor? Ja, det kommer måske tydeligere frem ved at se på de figurer, Moses- og Jesusskulpturerne er omgivet af. På Moses’ side ses Håbet og Retfærdigheden, mens Kristus er omgivet af Troen og Barmhjertigheden. Disse kardinaldyder gør det klart, at altertavlens to sider udtrykker et lutherske tema om menneskets splittelse mellem kød og ånd, mellem Lov og Evangelium. Moses’ side repræsenterer livet under Loven, hvis overtrædelse ifølge Luther gør menneskets synder synlige for hver enhver: “lovens rette opgave [er] at gøre os skyldige, at ydmyge, dræbe, føre til Helvede og tage alt fra os, – dog i den hensigt, at vi skal retfærdiggøres, ophøjes, levendegøres, komme i Himlen…” (Luther, 1531). Således nedbrudt af Loven må det syndige menneske derfor indse, at det alene kan frelses igennem troen på Kristus, hvis budskab er formidlet af Evangelierne.
